Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Skærtorsdag (Gründonnerstag), 09.04.2009
Predigt zu Mattæus 26:17-30, verfasst von Peter Nejsum
Jeg så forleden i fjernsynet standup-komikeren Mette Lisby, der gjorde sig lystig over at man hævdede gudstjenesten var en fest. Men hvad ligner vi egentlig når vi går til alters? Ligner vi feststemte mennesker der er blevet budt "værs'go" til et veldækket bord og skal til at sætte sig? Gør vi det? Hvorfor småsnakkes der så ikke, hvorfor grines der så ikke? Hvor er glæden i vores ansigter? Hvis man havde sagt at vi mere lignede nogen der var på vej til tandlæge, var det mere rammende. Vi har hørt at nadveren er et fællesskabsmåltid. Vi har måske historier hængende i baghovedet om hvordan de første kristne spiste sammen, og fejrede fællesskabet og samhørigheden. Men oplever vi det som noget fælles? Oplever vi det ikke snarere som noget vi gør hver for sig, alene? For et moderne menneske, der selv vælger sine fællesskaber, de er ikke på samme måde bundet i et skæbnefællesskab som førhen, er ikke af nød. Er det forbundethed med hinanden vi føler, når vi knæler der skulder ved skulder? Hvem lå du ved siden af sidst du var til alters? Kan du så huske det? Hvis jeg føler en forbundethed med min sidemand, så er det fordi vi i forvejen er forbundet med det menneske. Og hvordan kan man egentlig tale om fællesskab, når nadveren er det eneste i gudstjenesten som man ikke gør sammen med alle de andre, men som man selv vælger til eller fra, og som skiller menigheden i deltagere og tilskuere. Nadveren skiller os snarere ud som enkeltmennesker. Det ligner snarere børn der leger ved siden af hinanden: De leger netop ikke sammen, selvom de leger det samme, men ved siden af hinanden. Så fællesskabsmåltidet, nadveren, udstiller snarere vores ensomhed. Her er det den enkelte overfor Gud, med al sin tvivl, og al sin usikkerhed. Derfor kan det også kræve overvindelse at begive sig op til alterskranken.
Disse iagttagelser er ikke gjort fordi vi nu bør være anderledes, eller bør føle os anderledes og mere fælles end vi gør. Tværtimod. Det er faktisk meningen. Det skal være sådan. Det udtrykker noget meget vigtigt om hvad nadveren er. Disciplene vi hører om tror også at de skal til et hyggeligt. og festligt påskemåltid sammen med deres gode ven. Men måltidet udvikler sig i en retning de ikke har regnet med. Jesus lader en bombe sprænge ved at sige at én af dem vil forråde ham. Tro mig, det gør noget ved hyggen! Og det gør noget ved følelsen af fællesskab. Hver peger på sig selv: Det er vel ikke mig? og gransker sin sjæl.
Det svarer jo til at familien er samlet over julemiddagen, alle er klædt pænt på, julemadens duft hænger i stuen, børnene er forventningsfulde med blanke øjne, og så rejser far sig, og siger: Ja, kære børn. Der er noget jeg vil sige. Mor og jeg skal skilles, og skal bo hver sig. Derfor er det vores sidste jul sammen. - Tænk hvis det skete. Det ville ikke bare med et slag fjerne enhver hygge og julestemning. Det ville også isolere hver enkelt med deres egne tanker: Hvordan skal det nu gå? Hvad med mig? Det er vel ikke min skyld? Pludselig er enhver alene. Og mon ikke snakken forstummer?
Det er jo det samme Jesus gør. Han gør så noget mere. Men det er præcis i dén stemning han indstifter nadveren. Han kunne have ventet, så han sagde det ubehagelige til bagefter. Hvorfor gør han det? Hvorfor er det nødvendigt at skære gennem hyggen og gennem en mere eller mindre ægte følelse af fællesskab? Hvad har han imod hygge og fællesskabsfølelse? Ja, sikkert ikke noget. Men der er vigtige grunde til det. Når vi har det hyggeligt, når vi føler samhørighed med dem vi holder af, så har vi ikke på samme måde brug for Gud. Men nu gælder det, nu brænder det på, derfor vil han ind bag det ydre, tale til mennesket der er ladt alene med sin tvivl og sin skyld. Derfor fremkalder Jesus følelsen af isolation. For det er det grundvilkår han taler ind i, når han indstifter nadveren.
Men hvis vi igen vender blikket mod den nadver der uddeles her i dag, så er der noget andet der sprænger i øjnene. Man får faktisk noget. Man opløftes. Man oplever faktisk et gudsnærvær. Man føler faktisk et fællesskab, ikke med hinanden eller den ved siden af, men et fællesskab med Gud. Ikke hver gang, ikke altid, men mange tror jeg kan nikke genkendende til. Man trækkes ind i et fællesskab. Der sker noget. Men grundlaget, det er netop ikke en særlig feststemning eller fællesskabsfølelse eller en stærk tro, for skulle man være i sådan stemning kaldes man ud af den, akkurat som Jesus kalder disciplene ud af deres. For Jesus vil tale til os sådan: Som mennesker i vores ensomhed, i vores splittelse, i vor splittelse mellem forræderi og troskab, mellem den jeg er og den jeg gerne ville være, mellem den jeg er og den jeg burde være.
Fortællingen om Adam og Evas uddrivelse af Paradis er et forsøg på at anskueliggøre den splittelse som et livsvilkår alle mennesker deler. Adam og Eva indtager også et måltid; de spiser af træet til at kende forskel på godt og ondt, dvs. de får en bevidsthed. Bevidsthed om hvad de er - og hvad de ikke er. Mellem hvad de er - og kunne være. Det er den splittelse de må leve med på den anden side af Paradisets porte, som lukkes hermetisk bag dem. De længes tilbage efter Paradis, efter den enhed der er gået tabt, den harmoni der ikke findes mere. At de nu skammer sig over at være nøgne, det udtrykker den isolation der følger med. Fra nu af har vi en facade mod andre, så de ikke kan se hvordan vi er i virkeligheden.
Den længsel efter Paradis findes jo stadigvæk. Vi kalder den noget andet, har andre ord for den. Men det er det samme. Man længes efter barndommens enkelhed. Eller ungdommens frihed. Man længes også efter fællesskab med andre, en ægte forbundethed med andre, og derfor dyrker man alle mulige kunstige fællesskaber, og der er såmænd ikke noget sted man kan være ensom som netop dér.
Man taler fx i dag om "det hele menneske". Vi skulle gerne være "hele mennesker". Visionære virksomheder efterlyser "hele mennesker". Og vores børn skulle også gerne blive "hele mennesker". Det er et modeord, men det dækker over en længsel efter at splittelsen i os overvindes. Men vi er jo halve mennesker i den forstand, at vi udmærket ved, at vi kunne være anderledes. At vi ikke er dem vi burde være. Og vi længes efter at indoptage det vi ikke er. "Selvudviklingskurser" og hvad der ellers findes er jo alt sammen forsøg på at overvinde den splittelse, der er vores grundvilkår. Og derfor lader den sig heller ikke overvinde.
Men hele pointen er at det er sådan skal man komme: Splittet, ensom, tvivlende. Det er sådan vi mødes af Jesu ord i nadveren. Det er sådan disciplene modtager den, mens de stadig grunder over om det kunne have været dem der forrådte ham.
Hvad virker så nadveren? Den virker syndernes forladelse. Det er ikke omvendelse. Det er ikke sådan at vi forvandles, og bliver dem vi burde være. Vores længsel opfyldes heller ikke, vi bliver ikke hele. Det er heller ikke sådan at får den harmoni, den afklarethed, den autencitet, man savner og længes efter. Man bliver heller ikke bedre, stærkere, eller kommer nærmere det man gerne ville være.
Nej, det der sker er ikke en forvandling, men en genindsættelse. En genindsættelse i livet. Du genindsættes som den der skal give liv og nære liv på de vilkår der nu er dine: At du er den du er. Med alle de begrænsninger du har, med alt det du ikke er. Det kan du gøre fordi du her får du at vide at du altid er mere end dine handlinger. Du er mere end summen af det du gør.
Brødet der brydes, og vinen der flyder, har en dobbelt betydning: Det skal både forestille Jesus der giver sig selv, hans legeme der sønderrives, og hans blod der skal flyde. Her var end ikke disciplene uden skyld, tværtimod. Og endelig skal det forestille hvordan de får del i det han er, bliver næret af det, det som udtrykker troskab mod dem, det at han bliver der sammen med dem til det sidste, og ikke forlader dem, selvom forræderiet lurer lige om hjørnet.
Jeg hører ind imellem den begrundelse for ikke at gå til alters, at det "ikke føles rigtigt". Man vil gerne have at man er ét med de ting man gør. Så synes man ikke man tror nok, eller på den rigtige måde, og så bliver man siddende. Men det er omvendt: Følte man det virkelig rigtigt, ejede man virkelig den autencitet i alt hvad man gør, så var det slet ikke nødvendigt at modtage nadveren.
Derfor udstiller Jesus vores ensomhed og splittelse. Det er meningen. Og derfor sendes vi tilbage, styrkede og opløftede, for det vi troede vi savnede, det vi længtes efter, det viste sig slet ikke at være nødvendigt. Vi bliver sendt tilbage, genindsat i livet, for at nære det som dem vi er.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.