Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag (Karfreitag), 10.04.2009
Predigt zu Mattæus 27:31-56, verfasst von Erik Fonsbøl
Hvorfor døde Jesus?
Ja, det gjorde han bl.a. fordi han valgte forsoningens og kærlighedens vej frem for konfrontationens. Han kunne have startet et oprør mod undertrykkelsen og uretfærdigheden i samfundet - og den var til at tage og føle på - men han valgte altså at lade sig tage til fange - at lade sig fornægte og forråde af de nærmeste - han valgte at lade sig ydmyge - og en korsfæstelse, hvor man hænger nøgen sømmet fast til et trækors - udsat for folks hån og latterliggørelse, er måske noget af det mest ydmygende, man kan forestille sig.
Hvorfor gjorde han det? Hvorfor opgav han al modstand og lod sig behandle på denne skamløse måde? Samtidig med, at han kaldte sig selv for jødernes konge - Guds egen søn - Messias osv. Hvordan kunne en ydmygende korsfæstelse til skam og nar for alverden forenes med en kongelig værdighed?
Vi forstår det ikke, fordi vi tænker anderledes. Vi tænker på konfrontation, hvis nogen fornærmer os. Vi tænker på retfærdighed som Osama Bin Laden, der sammen med millioner af muslimer føler sig krænket over nogle karikaturtegninger af profeten og nu vil slå ned på de formastelige og som han siger: gengælde vores ytringsfrihed med friheden til at slå igen. For det at blive ydmyget er en skam, der kræver oprejsning og hævn, hvis man skal bevare sin ære.
Og sådan tænker vi vel også selv. Vi finder os ikke i noget fra nogen, og ærekrænkende opførsel og udtalelser kræver oprejsning - i det mindste da en undskyldning fra de formastelige.
Jeg tror ikke, Jesus krævede en undskyldning fra Pontius Pilatus. Det havde vist heller ikke virket særlig overbevisende deroppe fra korset.
Jeg ved heller ikke, om hans far krævede en undskyldning - for nu at sige det på den måde. Eller kræver for den sags skyld. F.eks. i form af vores skyldfølelse i dag på Langfredag. Det kunne ellers godt se sådan ud. I mange kirker hersker der i dag en voldsom bodsstemning - der flages på halv stang og der må ikke pyntes op og tændes levende lys i kirkerne. Og vores katolske brødre og søstre går i dag rundt i kirkerne i en bodsgang og genoplever Jesu smertensvej - Via Dolorosa - til korset under stor fortrydelse og anger. Og i Jerusalem kan man leje et kors og selv gå den vanskelige vej - i hvert fald for en tid.
Men her hos os holder vi gudstjeneste som altid med lys og farver - dåb og nadver - og vi flager på hel stang som til fest. Det må vi ikke, men vi gør det alligevel - netop fordi jeg tror, man misforstår Langfredags budskab, hvis man opfatter den som den store undskyldningsdag. Undskyld, Jesus - Undskyld, Gud - det skulle vi ikke have gjort!
Jeg tror ikke, det var Guds mening med Langfredag at hensætte menneskeheden i en eller anden form for skyld og anger og bod. Det kan godt være det har været kirkens mening, men måske er de ikke altid lige enige - Gud og hans kirke på jorden.
Jeg tror, det var Guds mening med Langfredag at lyse kærligheden i kuld og køn som det eneste virkelige grundlag for vores liv og fællesskab her og nu. Og med kærligheden mener jeg den kærlighed, der i sin ultimative konsekvens koster både liv og ære.
Og for den, der kan se, hvad kærligheden formår, bliver Langfredag ikke så meget en sorgens dag - selv om det altid er forstemmende at genopleve menneskers ufattelige ondskab mod hinanden - men det sker jo desværre hver dag, og Jesus var ikke den eneste, der blev korsfæstet af romerne - men først og fremmest bliver langfredag et præludium til Påskedags opstandelse og nyt liv.
Jo, for kærligheden betyder jo, at alle dine krav om oprejsning og undskyldninger og retfærdighed og al din angst for at blive udnyttet og svinet til og ydmyget - fordamper, fordi der er noget, der er vigtigere end din ære - ja, end dit liv - der er noget, der er vigtigere end at retfærdigheden sker fyldest - og det er dit medmenneske - dit medmenneskelige fællesskab.
Den eneste oprejsning, Jesus fik, var den at blive oprejst på et kors, som Johannes filosoferer over med boblende glæde, fordi ærens og retfærdighedens og hævnens tid med Jesu død på korset - var uigenkaldeligt forbi. Fra nu af handler menneskelivet - i hvert fald det kristne menneskeliv - ikke om at få, men om at give - at elske, for kun deri er livet.
Og dermed åbner Langfredag for en dør ind til en helt ny dimension af vores liv sammen - kærlighedens dimension, som Paulus så smukt beskriver det i kærlighedens højsang - den nye vej, som han kalder kærligheden. Det er fint nok med alt det, I kan - hver med jeres evner, men nu skal I høre om en anden vej. Og så kommer kærligheden - ikke bare som en luftig følelse, som forelskede kalder guddommelig, men som en vej, vi kan vælge at gå - rent konkret i de situationer, vi hver dag står i sammen.
For mig at se kan vi vælge retfærdighedens vej med alt hvad dertil hører - det er den vej, Osama Bin Laden går og med ham de fleste af os andre, når vi føler os uretfærdigt behandlet og får denne enorme lyst til at give igen og måske endda slå igen, hvis vi tør! Eller også bare bliver enormt kede af det og råber på genoprejsning og undskyldning. Når vores fornærmelse og forargelse ingen ende vil tage.
Retfærdighedens vej er den brede vej, som langt de fleste går, fordi vi lader os regere af vores følelser eller af vores ledere - og den fører ifølge evangeliet ikke til noget, for i virkeligheden gavner det ikke et menneske at få ret - og det gavner intet fællesskab. Glæden over sejren er altid stakket.
Men kærlighedens vej fører til opstandelse og virkelig - ja, fuldkommen glæde - hengivelsens glæde, som kommer af, at du ikke bare pukkede på din egen ret og vandt din sag, men alene havde omsorg for fællesskabet og for alle de mennesker, der er i vores fællesskab. For et sandt fællesskab af mennesker er kun sandt, når der er plads til alle. Kærligheden er kun kærlighed, når den er grænseløs. Enhver kan lave et fællesskab for de udvalgte - de rene - de rigtige.
Og det var præcis den vej, Jesus gik Langfredag, og vi ved allerede, hvad der sker på søndag med hans opstandelse, som ikke er det store mirakel, som ikke kan ske, men som er kærlighedens konsekvens. Nyt liv - mere liv for alle. Nyt liv i det fællesskab, hvor et menneske gav afkald på sig selv så at sige og på sin soleklare ret for fællesskabets skyld. Og Jesus hilser da også de målløse kvinder ved graven med et vidunderligt Godmorgen i stedet for den ventede retfærdige hævn over alle dem, der havde gjort ham fortræd.
Det skal vi høre mere om på søndag og mandag, men det er Langfredag, der markerer den store verdensomvæltende begivenhed - ikke Påskedag. For Langfredag er den dag, hvor den ellers så retfærdige og almægtige Gud selv valgte kærlighedens vej og opgav retfærdighedens eller vredens og forargelsen vej. Det er den dag, hvor Gud viser os sit sande ansigt - og så må Påskemorgen følge efter som en ganske naturlig konsekvens. For kærligheden gør alt det døde levende.
Tænk, hvis verdens ledere og vores egne politikere kunne gå lidt mere i kirke og få en fornemmelse af, hvor meningsløs og hvor dødsensfarlig, retfærdighedens vej er for os alle sammen, hver gang de f.eks. sender soldater ud for at kæmpe for frihed og ret - for Gud og profeter, konge og fædreland. Bliver det ikke også lidt trivielt i forhold til den sande vej - kærlighedens smalle vej, som ofte kan blive til korsets og nederlagets vej, men som fører til opstandelse, liv og glæde for alle, mens retfærdighedens vej fører til sejr, hvis man er heldig, hæder og ære men også til den visse død.
De lovede os snestorm og kulde, men se, nu skinner solen alligevel - fuglene synger, foråret er på vej. Alma er blevet døbt og kærlighedens vej er blevet forkyndt. Nu skal der ikke flages på halv stang og sørges over vores synder - nu skal der leves - leves mens vi kan! Med frimodighed og megen glæde.
Og om lidt får vi den bedste rejsekost med, når vi sammen skal ud og vandre på kærlighedens dyrebare og vanskelige vej. Amen.