Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. påskedag (Ostermontag), 13.04.2009
Predigt zu Lukas 24:13-35, verfasst von Erik Fonsbøl
Opstandelse handler ikke mindst om at blive set. Når evangelierne omtaler denne omdiskuterede opstandelse, så er det næsten altid i forbindelse med et syn. Han blev set af den og den, skriver de. Og man kan udvide denne synsoplevelse til en forståelse. Nu forstod de pludselig, hvad de ikke havde fattet før - og måske er det det, der er pointen i opstandelsesberetningerne.
Vi hørte i går Markusevangeliets mærkeligt uafsluttede opstandelsesberetning med denne opfordring til at gå til Galilæa, for dér skal I se ham, som han har sagt. Og vi vovede den påstand, at Markus' opfordring gik på at læse hans evangelium en gang til - denne gang i lyset af den tomme grav - i lyset af Jesu opstandelse. Nu har I hørt historien om Jesus fra Nazareth. Prøv nu at høre den igen med denne nye viden, som opstandelsen giver jer. Og Markusevangeliet begynder netop i Galilæa.
Man kunne også sige: Prøv nu at hør evangeliet i menighedens fællesskab - det gudstjenestefællesskab, som netop er fællesskabet omkring den tomme grav. Og så er Markusevangeliets slutning en opfordring til at være kirke, og der i menighedens fællesskab, skal I se den opstandne frelser. Se ham og også forstå ham.
I dag hører vi så den tilsvarende beretning i Lukasevangeliets formulering. Igen oplever vi de forblindede disciple, vi kender så godt fra Markusevangeliet. De forstår ikke noget af det, de oplever. Tungnemme og uforstandige, som de er. Og så må han jo selv tage affære, tænker Lukas. Og det, den opstandne Jesus gør på denne vandring mod Emmaus - det er at forklare betydningen af Jesu korsfæstelse og død. Han henviser til Skrifterne - åbner dem for de to disciple, så de kan se betydningen af denne selvhengivende og selvopofrende handling som udtryk for den kærlighed, som bærer ethvert menneskes liv. Det er denne omvæltning af hele det normale menneske- og samfundssyn, Jesus sætter i gang med sin prædiken om Guds rige, hvor det aldrig handler om at få magt og ære, men om at give det hele væk. Tanken - eller forbilledet er Jesus selv, der kunne have sat sig på himlens kongetrone som almægtig hersker over himmel og jord. Men han valgte fornedrelsen, ydmygelsen og selvhengivelsen - Kom ikke for at herske eller dømme, men for at løfte undertrykte og bange mennesker op i frihed - frihed fra at skulle være noget - frihed til at være - med alt, hvad der er dig, så at sige. Som han elskede, skriver Johannes, skal I også elske. Og lad det koste hvad det vil - for i kærlighedens - i Guds rige har døden ingen betydning. Tænk, at livet koster livet, som Jørgen Gustava Brandt jublede i sin lovsang til det at bruge det liv du har - bruge det op med frimodighed og livsglæde.
Nu fortæller Lukas så, at Jesus sikkert prædiker godt, men åbenbart ikke godt nok - for disciplene ser stadigvæk ingenting - forstår ingenting. Ja, det var da en udmærket prædiken, den fremmede holdt, men prædiken er ikke nok. Ja, det er vel Lukas' pointe i fortællingen. Så de to disciple nøder ham til at gå med ind og spise til aften - og så sker det. Da Jesus igen bryder brødet og deler det ud, som han gjorde, da han mættede de 5.000 ude i ødemarken, og da han holdt det sidste måltid med sine disciple. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham - endelig! Og så er han væk - selvfølgelig, for hans opgave er fuldført.
Kan I se, at det, som både Markus skrev om i går og især da, hvad Lukas skriver om i dag - det er gudstjenesten med sin prædiken og sin nadver. Det er den opstandne frelsers indstiftelse af vores gudstjeneste, sådan som vi jo har holdt den lige siden - søndag efter søndag. Og det kan godt være, du ikke fatter ret meget lige nu, men gå til gudstjeneste - hør evangeliet igen og igen - og hvis det heller ikke hjælper, så gå til alters sammen, for der vil han selv være til stede med al sin kærligheds rigdom, som vi siger. Dér skal I se ham selv.
Så gudstjenesten er vores Galilæa og den er vores Emmaus - den er, hvor Jesus selv giver sig til kende.
Og det er vel så derfor, vi gør det - holder disse mærkeligt utidssvarende gudstjenester i tide og utide, som de fleste ikke har tid til eller finder nogen synderlig glæde ved - eller bare relevans for deres liv. Men det er fordi, de slet ikke ved, hvad der er på spil her. Og det er det, Markus og Lukas prøver at gøre os begribeligt med deres opstandelsesberetninger. Vi går i kirke for at møde Kristus. Vi går i kirke for at se Gud!
Og tag nu ikke fejl af Guds ynkelige skikkelse der på korset, for det er det, som kendetegner vores Gud til forskel fra alle andre af verdens mægtige guder og konger og kejsere af Guds nåde.
Frelseren lå i sorten jord - sidder på ærens trone. Det er Grundtvigs måde at forklare på, at selvhengivelsen til døden er det højeste, et menneske kan nå - og ikke det laveste, som verden tror. At storheden og sandheden ligger gemt i den kærlighed, som koster livet. Og når du endelig begriber den hemmelighed ved livet - ja, så er det, vi taler om opstandelse.
Som Peter sagde det i epistlen meget karakteristisk: Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen osv... For opstandelse handler om at se og forstå.
På den måde kridter evangelisternes opstandelsesberetninger, der afslutter deres fortællinger, banen op for os. De sætter vores gudstjeneste i scene. Hvor deres fortællinger ender, begynder menigheden - først og fremmest med menighedens gudstjeneste omkring samværet med Kristus selv - eller som Grundtvig synger - ånd og liv er til os hans ord - glæden vor salmetone. Her møder vi i fællesskab et nyt menneskesyn - et nyt verdensbillede og en helt ny tilværelsesopfattelse. Her opfører vi i det små Guds rige. Vi synger som engle - vie r sammen med Gud og vi er virkelig sammen med hinanden. Her er smukt pyntet med levende lys og levende blomster. Her er alt godt. Og nu er her godt at være her på denne barske jord. Her er ingen forskel på mennesker - her er alle lige værdige. Her fører kærlighed og tjeneste for hinanden de store ord. Her nyder vi at være sammen i al vores menneskelige forskellighed.
Men selvfølgelig skal vi ikke blive her. Vi skal hjem igen om lidt, og vi skal ud i vores stakkels verden, som ikke har forandret sig synderligt siden evangelisternes dage. Magtens uretfærdige verden, hvor løgnagtige og bedrageriske præsteskaber bakker de politiske magthavere op, så de med god samvittighed undertrykker, piner og plager - ja, udrydder mennesker, så godt, de kan, fordi de er vantro eller fjender af sandheden. Hvor al den værste umenneskelighed synes at være tilladt, når bare det sker i Guds navn. Det er denne fortvivlede verden, vi sendes ud i herfra.
Vi kan ikke blive i vores lille Galilæa eller vores lille Emmaus - vi må som de to disciple tilbage til vores stakkels Jerusalem - og der må vi fortælle videre, hvad vi har set og hørt her - fortælle det, som vi brænder for - ja, udleve det, som vi brænder for.
Vores korsfæstede Herre brændte som få for retfærdighed, lighed og sandhed, og han turde udleve det, han brændte for - koste hvad det ville. Og nu fortæller evangelisterne os så, at nok brændte han op, så at sige - nok kostede hans brændende kærlighed ham livet - men han lever, og vi har selv set ham.
Og det forstår jeg inderlig godt - og jeg ved, at han lever, så længe brødet brydes her i kirken eller hvor som helst - til minde om ham - så længe ordet om ham går - så vil han også være levende til stede iblandt os med al sin kærligheds rigdom. Og det er der ikke spor mystisk eller mirakuløst ved.
Miraklet sker, i det øjeblik hans levende tilstedeværelse - hans levende ånd - forener sig med vores ånd, så vi bliver som han: kærlighedens - selvhengivelsens - ja, livets glade sendebud, der tør råbe fra tagene, hvad vi har hørt hvisket ved nadveren - der tør tale Roma midt imod, når det skal være - der tør handle i livets navn - koste hvad det så koste vil.
Det er det egentlige - det virkelige mirakel - når Kristus så at sige handler gennem os, så vi - hans menighed - bliver lys og salt i en mørk og udpint verden.
Brændte ikke vore hjerter i os, mens han talte til os på vejen? Eller da han brød brødet sammen med os? Kom lad os nu drage op herfra og gå tilbage til Jerusalem. Der er nok at tage fat på.
Amen