Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. Søndag efter Trinitatis, 14.06.2009
Predigt zu Lukas 16:19-31, verfasst von Morten Fester Thaysen
Det var en mærkværdig fortælling.
De eneste, der opfører sig anstændigt i den er hundene. Og det er egentlig trist. Det er trist, at Lazarus bogstavelig talt går i hundene. Det er trist, at det kun er hundene, der tager sig af ham - og slikker hans sår. Det er trist, at det ikke var et menneske.
Og vi skal lige tænke på, at hundene for jøderne på Jesu tid var et urent dyr. Det var en djævels skabning - en smittebærer af alt ondt. Et dyr, som man selvfølgelig heller ikke kunne have i sit hus - ja, man kunne ikke engang røre ved en hund.
Man så derfor på hunden nogenlunde, som vi ser på rotter - store, ulækre, smittespredende kloakrotter.
Det var altså den slags dyr, Lazarus måtte nøjes med. Og når Jesus har dette træk med, er det for at skære ud i pap, at Lazarus' ensomhed var så frygtelig og så åbenlys - at intet menneske da bare kunne gå forbi ham og lade som ingen ting - og da slet ikke den rige mand, ved hvis port han lå....
Men ingen - heller ikke den rige mand - værdigede Lazarus så meget som et blik. Under 2. verdenskrig var der et vittigt hoved, der havde malet med store bogstaver på et stakit: Fanden tage Hitler. Næste morgen havde et endnu vittigere hoved skrevet nedenunder: Jeg vil heller ikke have ham. Hilsen: Fanden.
Det var nogenlunde Lazarus' situation. Sådan har han selv følt det...og sådan har de forbipasserende følt det...at hverken Gud eller fanden vil eje denne Lazarus med de væskende sår. De skabede hunde måtte derfor gøre det, mennesker burde have gjort.
Og hvad skal vi så bruge den historie til?
Ja, for der er jo ingen, der længere ligger og flyder ude på gaden, som Lazarus. Vi har Falck og vi har vores kære skattebetalte velfærdssamfund til at sørge for, at sådan noget ikke sker - og det er skam godt nok og det har bare at virke.
Så, hvad skal vi med Lazarus?
Vi skal have ham med, fordi han findes på andre måder. Mellem os findes masser af mennesker, der føler, at de ikke er nogen nytte til mere. Man er ensom. Man famler sig gennem dagene - og for hver dag, der går kommer der flere og flere nederlag til - flere misforståelser- flere forrevne følelser - mere skyld. Men man famler bare videre alligevel - af en eneste grund: Og det er fordi man nu engang vågnede og trak vejret her til morgen.
Kingo har i et lille vers udtrykt vores inderste længsel: "Om jeg, o, Jesus, og skal stå, forladt, forhadt med korset på, ja, venneløs blandt rov og ran, send et Guds barn, som tager mig an."
"Send et Guds barn, der tager mig an." Send altså et menneske til mig, som vil være menneske sammen med mig - og som ikke bare fejer mig væk med mekanisk venlighed og kunstige smil - men som tager mig alvorligt og som gider mig som den jeg er - og som jeg er lige nu. Et menneske, som bare vil se på mig.
"Send et Guds barn, som tager mig an."
Det var Lazarus' bøn, men ingen kom. Og den dag i dag har alt for mange som ham måttet sige det samme: Jeg har intet menneske.
Det er ikke tilfældigt, at en af de mest almindelig grunde til, at mennesker tager deres eget liv, er fortvivlelse over - som der står i afskedsbrev efter afskedsbrev: "Jeg føler mig overflødig. Ingen har brug for mig mere."
"Send et Guds barn, som tager mig an."
Ja, for kommer det menneske ikke, da er man ligeså ensom som Lazarus, der måtte nøjes med hundenes selskab.
Vi ved det jo godt, at det er sådan - ligesom den rige mand vidste det ved at læse Moses og Profeterne - ja ligesom vi ville ved det bare ved at bruge vores sunde fornuft ved det: At intet menneske kan klare livet uden et andet menneske.
Men hvad gjorde den rige mand - og hvad gør vi?
Den rige mand - Kender du ham? Det er såmænd ikke fordi, han er specielt usympatisk. Det er heller ikke fordi, han er ondskabsfuld eller pengegrisk. Han er såmænd som alle andre - helt normal - også når han ikke vil forstyrres i sin lykke af, at der ligger en Lazarus omgivet af beskidte køtere ved hans dør.
Den rige mand slår sikkert syv kors for sig og går uden om ham. Den rige mand har jo ligesom os alle sammen betalt sin gode skat for at andre kan tage sig af den slags. Det er jo en samfundsopgave, at folk ikke ligger sådan og rådner op. Det falder ham overhovedet ikke ind, at det eneste, Lazarus har brug for, er et medmenneske og ikke hjælp fra en eller anden godgørende organisation. Han fatter ikke, at det eneste han trænger til er, at der kommer et Guds barn og tager sig af ham.
Og dog, den rige mand kan sagtens alligevel være optaget af godgørenhed og sende penge til de fattige - helst så langt væk som muligt. Han elsker skam næsten - dvs. næsten. Man skal jo ikke love for meget. Men han kan skrive forargede læserbreve i aviserne om, at det er for galt, at velfærdsstaten endnu engang har vist sig uduelig og at vi derfor må have en ny regering. Hvorfor skulle han ikke det, den rige - kæmpe for de svage og de undertrykte ude i verden? Han kan også være medlem af Rotary eller Lions - og folk kan kalde ham medmenneskelig og en stor humanist.
Det er alt sammen så pænt - så længe den rige man ikke personligt selv skal have fingrene i skidtet hos Lazarus og hans møgbeskidte gadekryds af køtere. Men Lazarus kræver ham. Han kræver med sit tavse råb om hjælp. Og i sit tavse råb om, at et Guds barn må komme til ham - afslører han sandheden om den rige mand. Og sandheden ligger i Lazarus' navn. Det betyder Guds hjælper. Og det er jo meget fromt at tænke på, når man hurtigt går forbi ind til sig selv, at Gud nok hjælper den mand. Mindre fromt er det at tænke på, hvad man på den måde bruger Guds til. For så bruger man Gud til at slippe for at gøre det beskidte arbejde selv - og slippe igennem livet med så få skrammer som muligt. Nå, ja hvor der handles, der spildes og Gud tager sig af resten...
Ikke desto mindre ligger Lazarus, der stadig med sin tavse bøn om, at der må komme et Guds barn til ham. Det er pinligt - for hvad har vi gjort ved den Lazarus, der ligger uden for vores dør. Han kræver ikke økonomisk støtte - han kræver os personligt. Hører vi ikke: Send et Guds barn, der tager mig an. Jamen, det er os, der skal af sted - ikke vores penge.
Dit og mit livs Lazarus. Måske er det et menneske, der står os nær. Vores ægtefælle, vores børn - en ven, en nabo - eller bare en, der banker på vores dør.
Hvor er dit livs Lazarus - og hvad har du gjort for ham, spørger lignelsen. Ja, hvad har du gjort for ham. Den rige mand forspildte sit liv i ukærlighed. Han gik sin egen vej til ende. Og der ender historien - det gør den også for os, der går i hans fodspor.
Og da historien er forbi står han tilbage, der fortæller den. Jesus selv.
Jesus er selv en Lazarus mellem os. Forhånet, sparket til - overset blev han. Hans selskab var luddere og kriminelle, sindssyge og spedalske - folk som alle pæne mennesker dengang sammenlignede med møgbeskidte køtere.
Sådan er Jesu skæbne. Det fandt han sig i - for trods al fornuft at opfylde den rige mands bøn alligevel - at kalde på menneskene endnu engang fra Gud - og vise dem, hvor farlig deres ukærlighed i grunden er. Han mente nemlig ikke, som fader Abraham, at mennesker alligevel ikke ændrer sig, selvom der kom en til dem fra de døde Derfor rejste han sig fra Abrahams skød og kom til os henover den dybe afgrund, der skiller liv og død.
Han kom for at give os livet - om så han så skal ryste os ud af vores magelighed og velfærdssyge. For nu ligger han foran dig - Jesus - som en Lazarus - såret, og slået og pint - og kræver livets sandhed af os. Vores svar må da være, at vi bøjer sig over ham. Og siger Jesus - hvad I gør mod en af disse mine mindste små, det gør I mod mig. Jeg vil dyrket og tjenes ved, at I tjener jeres medmenneske, siger han. Jeg vil dyrkes ved, at I som Guds børn kommer til jeres medmenneske. Selv gør han fælles sag med de forpinte, de fortvivlede - de mislykkede i livet - for at lede al vores gudsdyrkelse - al vores religiøsitet - al vores kristendom - væk fra solsiden, jagten på succes, velvære og lykke - over i skyggesiden, hvor der trygles: "Send et Guds barn, der tager mig an."
Og så må vi for resten også vide, at når vi selv har lidt nederlag og ligger som lazarusser og er gået i hundene og er helt til rotterne - forslået af livet og dødens hærgen - da er Jesus os nærmere end nogen sinde - så nær at det går an, at kalde på ham: Send et Guds barn, som tager mig an - da kommer han, som ham, der stod op af døde.
Han kommer for at give os en glædelig opstandelse fra de døde - og for at lade en ny morgen begynde for os med glæde, varme og ikke mindst frimodighed - til at rejse os fra fortvivlelsen eller hovmodet og mageligheden - eller hvad der ellers holder os tilbage - og frimodighed til at gå ud i livet - hen til livets lazarusser, for det er der vi skal være....
Og så til sidst.
Vi har i dag første søndag efter trinitatis...vi er altså i den periode af kirkeåret, hvor vores forhold til den treenige Gud udfoldes. Det slås i dag fast med syvtommersøm: Din næste ligger uden for porten, som en Lazarus. Der finder du Gud og der vil Gud tjenes. Og ethvert forsøg på at træde hen ham, er at fornægte Gud. Kærligheden er konkret. Den har krop...en krop, der kan være fuld af sår.
Lad det være trøst og påmindelse på en sommerdag.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far, søn og helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen