Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter trinitatis, 21.06.2009
Predigt zu Lukas 14:16-24, verfasst von Peter Lind
Det kan være meget lærerigt at høre andre mennesker skændes. Dels bliver det meget tydeligt, at det bestemt ikke er særligt klædeligt at skændes, og dels føler man sig så god og overlegen som tilskuer til et skænderi. For dér fra den distancerende tilskuerplads er man i stand til at overskue hele situationen og lave de objektive og saglige analyser af udsagnene, så man føler sig langt klogere end de to stridende parter, der som regel i deres ophidselse har glemt alt om almindelig dannelse og fundamental logik.
Som regel er det dog fornuftigt at holde sine meninger for sig selv og dermed holde sig helt uden for skænderiet, men engang imellem kan man blive tvunget til at tage del i det; nogle gange fordi man mener at have viden og magt til at standse det, som f.eks. når forældre standser et opgør mellem deres børn. I princippet er det det samme, der sker når FN blander sig i en militær konflikt, sådan som det jævnligt sker, som f.eks. på Cypern, i det tidligere Jugoslavien, Dafur, Sydlibanon.
Når man blander sig er det jo ikke kun fordi man ikke gider at høre og se på det, men også fordi man pludselig opdager, at det rent faktisk også handler om én selv og ens egen situation. Man kunne jo på én måde være ligeglad med, at de forfølger og slår hinanden ihjel i Mellemøsten, men når det medfører, at der kommer flygtninge til os og det måske kommer til at påvirke oliepriserne, så bliver det tydeligt, at det også er vores sag - foruden det rent medmenneskelige ansvar vi med globaliseringen også har for ofrene i Sydsudan osv. Eller når politikere "skændes om" eller diskuterer, hvordan landet skal styres fremover, så bliver man i en eller anden forstand nødt til at tage del i det.. Om ikke før så i hvert fald den dag, hvor der skal være valg, og stemmesedlen skal afkrydses. For det er også mit liv og mit land, det drejer sig om. Mennesket bør således altid være et politisk væsen, for alternativet - at afvise at deltage i det politiske liv - at holde sig uden for "skænderierne" - er at isolere sig og sætte sig uden for indflydelse på sit eget liv i en naiv tro på, at resten af verden ikke kommer mig ved. Som menneske i verden må man - og skal man - turde at tage et ansvar for i det mindste sig selv - og dermed følger også et ansvar for medmennesket.
Mennesket er også et religiøst væsen. Her er der ikke engang tale om en pligt til at blande sig med sin mening og tro; her drejer det sig om, at man ikke kan undgå at blande sig. Selv når man som ateist påstår at være hævet over det religiøse "skænderi", så tager man også med denne form for tro og overbevisning del i det. ganske simpelt fordi Gud taler til os alle gennem sit evangelium om Jesus Kristus, og alle bliver nødt til at tage stilling til det og svare på det.
Så når Jesus med denne og mange andre lignelser skændes med sine jødiske modstandere, farisæerne og de skriftkloge, så kommer det også os ved.
Umiddelbart skulle man ellers kunne mene, at det ikke behøvede at involvere os særligt meget, at en jøde for 2.000 år siden skændtes med nogle andre jøder. Det skænderi må jo være så bundet af nogle helt bestemte religiøse, kulturelle og ikke mindst tidsmæssige forhold, at det for os i dag er totalt umuligt at tage stilling til det; endsige tro at det involverer os.
Men "skænderiet" handler om Guds frelseshistorie, som i princippet tager sin begyndelse fra det allerførste øjeblik, hvor mennesket skabes i hans billede, og som gentages så mange gange i løbet af historien, sådan som man kan læse om det i Det gamle Testamentes beretninger om Guds kærlighed og nidkærhed overfor sit udvalgte folk, Israel. Frelsen forkyndes af forskellige personer på forskellig måde, men altid handler det om det samme: Gud sender sin tjener ud for at sige til de indbudte, dvs. jøderne: "Kom, nu er alt rede!"
Men på en eller anden måde ender det altid med, at de undskylder sig og siger: "Nej tak, vi kan ikke komme; der er noget andet, der vigtigere for os lige nu end din indbydelse." Det ny Testamente handler om, at Jesus fra Nazaret gentager Guds indbydelse; og denne gang bliver det sagt så indtrængende og klart som aldrig før, fordi det er Guds egen søn, der indbyder til festmåltidet. Det er Guds egen søn, der bliver født som et menneske julenat for senere med budskabet om syndernes forladelse at kunne indbyde alle mennesker til fællesskab med ham i Guds rige.
Men bortset fra nogle ganske få disciple siger jøderne endnu engang nej tak til Guds invitation. De siger og mener nej så eftertrykkeligt, at de sørger for, at Jesus bliver korsfæstet og dræbt.
Da Jesus bliver begravet langfredag og stenen rulles for graven er det den tragiske, voldelige afslutning på det skænderi mellem Jesus og hans jødiske modstandere, som denne lignelse er et eksempel på. Det er samtidigt også afslutningen på den frelseshistorie, som lignelsen i sine billeder fortæller om. "Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid." Det er dommen, som jøderne gennem deres afvisning af Jesus Kristus selv har nedkaldt over sig.
Men det er ikke den endelige dom, for påskemorgen er stenen rullet fra graven og Jesus er opstået fra de døde. Det er Guds dom, der overgår lignelsens dom. Det er livets og kærlighedens dom, der overgår dødens og hadets dom. Det er den dom, vi alle dømmes med.
For i og med at Jesus står op fra graven bliver vi uundgåeligt inddraget i skænderiet mellem Jesus og farisæerne og de skriftkloge. Fra at lignelsen om festmåltidet var et historisk bundet indlæg i en for os til dels uvedkommende diskussion, bliver den med opstandelsen til et evigt gyldigt tilsagn til os, som vi bliver nødt til at tage stilling til. Lignelsen bliver til et spejl, hvor man til enhver tid kigger ind og altid også ser sig selv.
Så er spørgsmålet bare hvor i lignelsen, man ser sig selv?
Der er jo ingen tvivl om, at værten, manden, der vil afholde det store festmåltid, er Vorherre selv, så dér er det udelukket at se sig selv. Tjeneren derimod kunne måske godt være os. Der er ingen tvivl om, at da Jesus fortalte den, så var tjeneren lig med ham som en yderligere provokation overfor hans modstandere; men i dag kunne man på den ene side godt sige, at enhver, som åbent i ord og handling viser sin kristne tro, indbyder med sit eksempel andre til fællesskabet med Gud. Men indbydelsen foregår naturligvis altid i Jesu navn. Man kan - for at blive i lignelsens billeder - måske godt dele invitationer ud f.eks. ved at døbe sit barn, men det vil altid være Jesus, der har skrevet dem under på Guds vegne. For man kommer ikke ind i Guds rige, uden at det sker gennem Jesus Kristus. Jesus er tjeneren, der så at sige åbner døren og byder én indenfor.
Man må derfor nok konkludere, at der for os kun er to muligheder tilbage for at spejle os selv i lignelsen; enten i de indbudte, der sagde nej eller i de fattige, vanføre, blinde og lamme, der sagde ja tak til at deltage i festmåltidet.
I begyndelsen af Kirkens historie har man som kristen uden tvivl set sig selv i den sidste gruppe. Som en naturlig forlængelse af Jesu "skænderi" med jøderne har man identificeret sig med de fattige, vanføre, blinde og lamme i lignelsens verden, og som Jesus i virkelighedens verden jo også havde haft et måltidsfællesskab sammen med. Når Jesus spiste sammen med disse ellers ringeagtede og udstødte mennesker var det både som en foregribelse og en virkeliggørelse af Gudsrigets måltidsfællesskab. Sådan skulle det blive, og sådan var det allerede i kraft af hans nærvær. Derfor bliver måltidet via indstiftelsen af nadveren skærtorsdag aften meget hurtigt et afgørende led i den kristne gudstjeneste og i det kristne fællesskab i det hele taget. Nadveren blev en konkret demonstration af den nye pagt, som var blevet stiftet i Jesus Kristus, og den blev dermed tillige en voldsom provokation overfor jøderne. I de første århundreder har det således været både naturligt og nødvendigt for de kristne at distancere sig fra jøderne, og man har således i tolkningen af denne lignelse fortsat "skænderiet" ved - som sagt - at identificere sig med lignelsens fattige, vanføre, blinde og lamme, der inviteres med i stedet for de først indbudte, som derved naturligvis blev identificeret med jøderne.
Men denne fortolkning af lignelsen kan vi i dag kun tillade os at fastholde som en historisk detalje. I dag ser vi heldigvis kun meget sjældent kristendom og jødedom som fjender overfor hinanden, selvom vi på den anden side kun skal lidt over 50 år tilbage i historien for at finde verdenshistoriens mest skræmmende og forfærdelige udløber af dette "skænderi" mellem Jesus og jøderne, da nazisterne brugte det i deres propagandaapparat og på den måde argumenterede for mordet på 6 millioner jøder.
Hvis lignelsen derfor ikke skal give anledning til fordømmende, racistiske ord og handlinger, og heller ikke bare skal nøjes med at være en mæt og selvtilfreds tilbagelænen, så må vi i dag også turde at se ind i lignelsens spejlbillede og dér selvkritisk også kunne se os selv som de privilegerede, som de selvsikre og stærke, de på forhånd udvalgte, der i vor tids overflod af selvtilstrækkelighed og materialisme har svært ved at afse tid til at imødekomme Guds indbydelse til hans nuværende såvel som kommende fællesskab.
Denne lignelse er altså et ganske glimrende eksempel på, hvordan evangeliet altid er både en bekræftelse på Guds evige tilsagn om nåde og kærlighed til os i Jesus Kristus, og at det er en konstant provokation af og udfordring til vores liv. For hvis man ikke af og til føler sig udfordret og provokeret af evangeliet, så man nærmest får lyst til at skændes med det, selv om man - måske - inderst inde godt ved, at man har uret, så er man enten en helgen eller totalt blind for sin egne fejl. Der findes jo også de gode skænderier, der formår at flytte ens opfattelser et nyt og spændende sted hen. Amen.
http://www.kmkc.dk/omhelligdagen.asp