Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. Sonntag nach Trinitatis, 28.06.2009
Predigt zu Lukas 15:1-10, verfasst von Erik Fonsbøl
Det var en helt ny verdensorden, Jesus kom med - en verdensorden, der byggede på et fuldkommen nyt menneskesyn.
Man kan vel uden overdrivelse sige, at som ingen andre i historien satte Jesus det enkelte menneske i centrum i en grad, så hans samtid ikke begreb det - ja, så selv vi i dag dårligt begriber det.
På Jesu tid havde det enkelte menneske næsten ingen betydning i sig selv. Man var, hvad man var, i kraft af fællesskabet - af sin status måske, fordi man var noget særligt, men som individ var man intet. Og derfor kunne man også sagtens undværes - især hvis man var til besvær for helheden - enten ved at blive overladt til sig selv eller ved at blive direkte udstødt.
Og hvis man så samtidig opfatter den menneskelige elendighed som Guds retfærdige straf over synderne, ja så er der ikke meget håb for de mennesker, vi ville kalde de marginaliserede grupper i samfundet. Hverken i den jødiske eller i den romerske verdensopfattelse.
I det menneskesyn, Jesus kommer med, betyder det enkelte menneske alt. Uanset status - ja, uanset hvad. Det enkelte menneske har i sig selv en umistelig værdi, som ligefrem kan få Jesus til at prioritere forholdet til din næste højere end selve gudsdyrkelsen - selve religionen. Altså hvis du er på vej til kirke, og der kommer i tanker om, at der er et menneske, der har brug for dig - så vend om og tag dig af dit medmenneske - så kan du altid bagefter gå i kirke.
Og vi skal jo nok i vores velmente iver efter at få folk til at gå i kirke ikke kommer til at modsige Jesus. Og måske - måske skal vi som kirke - som præster og menighedsråd tænke lidt mere over det aspekt i menighedslivet, vi kalder det diakonale aspekt - altså netop dette at tage sig af mennesker, der har brug for hjælp - i stedet for at bruge alle vores ressourcer på at skabe flotte kirker og spændende gudstjenester. Vi kan jo selv se, hvor stor en del af vores budget, der går til medmenneskelig hjælp.
For Jesus betød templet i hvert fald ikke meget. Det var jo ellers noget af et nationalt-religiøst statussymbol, Herodes den Store havde bygget i god forståelse med romerne. Og det havde kostet! Faktisk lukkede Jesus templet ved en profetisk symbolhandling, dengang han smed kræmmerne ud - hvilket var meget medvirkende til at han blev henrettet - hvis det ikke var hovedårsagen. For dermed jog Jesus en kile ind i selve samfundsnerven, der skulle give mening til det menneskesyn og samfundssyn, hele riget byggede på. Her kom mennesker - for det meste undertrykte mennesker troligt med deres dyrekøbte offergaver i håb om at præsterne havde ret, når de hævdede, at disse gaver til Gud ville give dem et bedre liv.
Templet var symbolet på dette andenhåndsliv, kan man sige, hvor du opfører et stort anlagt skuespil, der skal give en slags mening i menneskers liv. Vejen til Gud - til meningen - til livet selv går gennem templet og dets præsteskab.
Nej, siger Jesus - det er lodret løgn. Vejen til Gud - til mening - ja, til livet selv går gennem dit medmenneske. Det er den direkte og eneste vej til Gud.
Og derfor kan man egentlig godt vende tingene om, hvis vi vil være lidt provokerende, som Jesus altid var - og sige, at den sande gudsdyrkelse foregår ikke her i kirken om søndagen, men i vores daglige møde med vores medmennesker. Så dagligdagen er den virkelige helligdag, hvor du står ansigt til ansigt med din Gud.
Om søndagen trækker vi os lidt tilbage, hvis vi har brug for det - fra vores medmenneske - for at samle nyt mod og ny energi til at gå ud fra kirken - gå ud og dyrke Gud gennem vores næste. Og sådan en gudstjeneste giver god mening, for jeg tror, vi har brug for den opladning eller den provokation, der kan få os til at holde fast i det menneskesyn, der gør mit medmenneske til tilværelsens egentlige mål og mening. Det er i hvert fald min egen erfaring, at det ikke bare sådan kommer af sig selv - vel nok fordi vi er opdraget af vores samfund til at tage mest vare på os selv og vores og kæmpe os vej op ad rangstigerne i den formening at livets dybeste mening er at blive til noget stort. Eller som Møllehave sagde engang: Vi satser ikke så meget på at tjene hinanden som på at tjene mere.
Der er to billeder i dagens tekst, som handler om det samme, og som begge modsiger den samfundsholdning og det menneskesyn, at det jo da i sidste ende kan være lige meget med det enkelte individ i forhold til helheden. Det er de to lignelser om det tabte får og den tabte mønt, hvor Jesus skildrer to begivenheder, som næppe finder sted i virkeligheden - ikke med mindre der er en urimelig kærlighed på spil.
Det er dumt og meget meget ufornuftigt at forlade hele flokken af får i ødemarken - overladt til deres skæbne og vilde dyr - for at lede efter ét sølle vildfarent får, som i øvrigt sikkert selv var ude om det. Det er ikke gennemtænkt!
Og ligesådan med den sølle drakme - herregud! At svigte de daglige husmoderlige forpligtelser for en mønt, som sikkert er blevet hugget - med mindre altså det lige er det lille får, som hyrden under ingen omstændigheder vil miste - eller det lige er den mønt, som havde en ganske særlig betydning.
Og pointen med de to lignelser er vel, at de mennesker, Jesus omgås - toldere og syndere - de udstødte - asylansøgerne - forbryderne - de som i samfundets og religionens øjne ikke var noget - ikke andet end til besvær - at netop de var sært umistelige for Jesus - og ifølge ham: for den sande Gud. Ja, det var der hos dem, den sande Gud var levende tilstede - og ikke, som de troede - i fornemme templer eller kejserpaladser for den sags skyld.
Egentlig handler disse billeder af det tabte og genfundne vel om den sande Gud - den Gud, som ikke troner i høje himmelsale eller i fornemme templer bag præsteskabernes kunstfærdige forhæng, men som er derude hos vores næste - mest hos ham og hende, som ingen kan lide. Sjovt nok.
Det var ikke tilfældigt, at forhænget til templets allerhelligste revnede fra øverst til nederst, da Jesus døde på korset - for med hans død, og den urimelige kærlighed til hvert eneste lille og i verdens øjne nok så ubetydelige og besværlige menneskebarn, som bragte ham på korset, blev vejen åbnet direkte til Gud, og ethvert tempel blev rystet i sin grundvold.
Og dermed tegner der sig et modbillede til alverdens almægtige guder - guder der skal styre verden - guder, som skal frelse verden eller dømme verden - og vi står i Jesu forkyndelse, som var ét med hans liv og som blev årsagen til hans død - med en ganske anderledes afmægtig Gud, der beder dig og mig om hjælp. Beder os om at flytte fokus fra den søndagskristendom, der vil gøre gudstjenesten til et mål i sig selv - hen mod det medmenneske, gudstjenesten nu om lidt sender os ud til.
Mange mange mennesker ud over den ganske verden venter på Guds indgriben i deres liv, fordi det næsten ikke er til at holde ud længere - af den ene eller den anden grund. Og der er ikke ende på de midler, der bliver taget i brug for at få Gud i tale og få ham til at gribe ind. Og ofte skuffes man, fordi Gud tilsyneladende forbliver tavs - og det kan nok få en og anden til at miste troen. I hvert fald troen på den Gud, der skal sørge for mig til gengæld for min tro og lydighed og alle mine dyre ofre.
Men måske forholder det sig også omvendt. I virkeligheden venter Gud måske på vores indgriben i verdens skæve gang og i vores næstes somme tider ubærlige liv. Og måske er det den indgriben, vi sendes ud til herfra i dag med dåben og nadveren og et par meget manende fortællinger i hjertet - alt sammen beregnet til at give os mod og lyst til at leve som det, vi ifølge denne provokerende Jesus er: inderligt elskede og hellige mennesker - og til at søge livets mening, der hvor den er.
Og når vi så finder den der, hvor vi ikke troede, den var, livets mening - ja, så bliver der glæde - virkelig glæde - både på jorden og i Himlen. Amen .
http://www.kmkc.dk/omhelligdagen.asp