Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. Søndag efter Trinitatis, 04.07.2009
Predigt zu Lukas 6:36-42, verfasst von Jesper Hougaard Larsen
Vær barmhjertige som jeres fader er barmhjertig!
Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes!
Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes!
Tilgiv, så skal I få tilgivelse!
Giv, så skal der gives jer!
Kildehenvisning: Jesus af Nazaret, siden hen kaldet Guds Søn, Kristus, verdens frelser.
Egentlig burde vi slet ikke høre en prædiken over denne tekst. Der er så mange fine, enkle og klare pointer i teksten, at den kan tale for sig selv.
Teksten med dens mange talemåder - og vel især det meget billedskabende om at tage bjælken ud af sit eget øje, for bedre at kunne se splinten i sin næstes øje, rummer så meget stof til eftertanke, at præsten for en gangs skyld kan slutte hurtigt og så lade menigheden selv sidde og filsofere og tumle med billederne.
Men da vi nu er her, så lad mig kort sige noget, ikke om talemåderne eller ordsprogene, men i stedet om den danske teolog og filosof, K.E. Løgstrup.
Han skrev for mange år siden en bog om de suveræne livsytringer. Og de suveræne livsytringer er, siger Løgstrup tillid, oprigtighed, åbenhed og barmhjertighed.
De er en god hjælp til at fastholde, at livet i bund og grund er værd at leve, som om det ikke altid ser sådan ud.
Løgstrup kan få en til at indse, at tilliden, oprigtigheden, åbenheden og barmhjertigheden er til. Tilmed er de til før alt andet. De er der af sig selv. Mennesker har ikke skabt dem.
Mennesker kan heller ikke forbedre dem, de kommer os i forkøbet og vi gribes af dem.
Fælles for alle de suveræne livsytringer er, at de er på næstekærlighedens side. De tjener livet.
Livsytringerne lever ofte et stilfærdigt, tilbagetrukket liv i det offentlige rum i Danmark. De er åbenbart ikke særlig kendte. Der er ikke rigtig plads til dem, og da slet ikke hvis de er spontane.
Tillid, oprigtighed, åbenhed og barmhjertighed er ikke velegnede til at opbygge et effektivitetssamfund, for de er for dyre og tidskrævende, når vi taler om systemer indenfor den offentlige forvaltning.
Man ved slet ikke hvad sådanne umiddelbare ting som barmhjertighed og tillid kan føre til. Tilværelsen kan muligvis gå hen og ende i ét ustyrligt kaos, hvor alt kommer ud af kontrol.
I stedet bygger vi meget på mistillid ude i det offentlige rum. For så føler vi os på den sikre side. Så kan intet spontant og naturligt vinde over os - tror vi! - Taler vi endelig om værdier, også tillid og barmhjertighed, skynder vi os at sende et spørgeskema, et formål og et evalueringsskema med. Så er vi sikre på, at der ikke sker noget uventet.
I Det nye Testamente er der en fantastisk beretning om barmhjertighed. Det er historien om den barmhjertige samaritaner. (genfortæl den!)
Vi ved ikke meget om samaritaneren, andet end at han var fra Samaria, at han følte medynk, at han havde et ridedyr, forbindinger og olier og penge.
Han omsatte sin medynk til handling, og så forsvinder han lige så stille og anonymt ud af historien.
Enkelt, hurtigt og diskret bruger samaritaneren de ressourcer, han nu engang har, på en øjeblikkelig hjælp til den nødstedte.
Han er troværdig, ægte og usentimental i sin medynk. Han har ingen bagtanker, ingen skjulte dagsordener.
Tænk at blive hjulpet af den barmhjertige samaritaner: nænsomt, ydmygt og med respekt, så man forstår at være sig selv.
Og tænk at kunne hjælpe som ham: nænsomt, ydmygt og med respekt for det andet menneske, så det kan være sig selv.
Den barmhjertige samaritaner forkynder, at livet er virkeligt, dér hvor Guds kærlighed fylder os med tillid, oprigtighed, åbenhed og barmhjertighed.
Og der, hvor mennesker tør være udleveret til hinanden midt i deres sårbare liv, hvor der leves og elskes, syndes og døes uden dybere mening.
Og der, hvor livet risikerer at gå i stumper og stykker - og der så alligevel i hvert eneste menneske findes en uendelig stor værdi.
Den barmhjertige samaritaner findes, hver gang vi mødes med tillid, åbenhed, barmhjertighed og oprigtighed.
Den barmhjertige samaritaner findes, hver gang vi ser et andet menneske og møder det med samme tillid, åbenhed, barmhjertighed og oprigtighed.
Så ved vi, at vi ikke er alene. At der findes en Gud, der har givet os en verden fyldt med mennesker til at gøre hans vilje, præcis som den barmhjertige samaritaner gjorde det.
Desværre er den barmhjertige samaritaner blev lidt slidt i kanten med tiden og årene. Ifølge chefen for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, så har vi taget den barmhjertige samaritaner som den beundrede rollemodel han er til os og udviklet ham til noget mere.
Nemlig til den barmhjertige farisæer. Hans næstekærlighed er både kyndig og kompetent lige som den barmhjertige samaritaners var det.
Men den er også blevet strategisk tænkende, resultatorienteret og derfor også mest optaget af sig selv og sin egen succes.
Hvor den barmhjertige samaritaner ikke havde noget ønske om at bruge sin nødstedte næste til at vise sin godhed på og få bekræftet sin uundværlighed, så er den barmhjertige farisæer optaget af at levere synlig dokumentation for, at hans godhed lykkes.
Den barmhjertige farisæer er ikke ond. Han skal blot mindes om sin oprindelse. Nemlig at han har rod i fortællingen om den barmhjertige samaritaner.
Det var ham, der hjalp uden at stille krav til den nødstedte. Det var ham, der formindskede en næstes smerte. Han gjorde det uden værdisæt, formål og evalueringsskemaer, som skulle kyles i hovedet på den stakkels overfaldne.
Måtte den barmhjertige samaritaner hjælpe med at sprænge vores gennemsnitsdanske normalitetsstandard, så vi bliver i stand til at møde medmennesket med spontan åbenhed, tillid og oprigtighed.
Og så sammen se, hvad der sker. Det er der mest barmhjertighed i. Og så kan vi slutte hvor Jesus begyndte: "vær barmhjertig, som jeres fader er barmhjertig." Amen.