Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter trinitatis, 12.07.2009
Predigt zu Lukas 5:1-11, verfasst von Claus Oldenburg
Når man - som jeg skal - skal skrive over en tekst, og den vil være gammelkendt, så hæfter man sig umiddelbart ved stemningen inde i teksten og egentlig også årstiden. For Peters fiskedræt, som fortællingen kaldes, har noget forbløffende overflødighedshorn-agtigt over sig, og så har Grundtvig skrevet sit forfatterskabs sommersalme til denne tekst, nemlig 'Der sad en fisker så tankefuld'. Også melodien af Carl Nielsen synes at have sommerfornemmelse, og så er Grundtvig vidtløftig i en nærmest ekstatisk og bragerisk forstand, for der er ikke grænser for alle de mennesker, der skal fiskes af Sankt Peders Gilde - og det hele synes at foregå på charmerende vis i et dansk sommerlandskab, der ikke er helt så præget af sørgmodig regn, som vores nærværende højsommer er det.
Det under, Jesus her præsterer, er et overflødigheds-horn, fordi det grundlæggende er overflødigt. De arme fiskere ved søen kan ikke have anet, hvad de skulle stille op med denne mængde, og i et varmt klima uden frysefaciliteter er denne fangst endnu mere overflødig. Hvad der ikke umiddelbart har været til at afsætte, har man måtte smide ud i vandet igen hurtigst muligt.
Så man kan spørge, hvad denne spektakulære fangst skal gøre godt for?
Baggrunden er enkel. En slidsom nat uden fangst. Den første kristelige pointe ligger i udtrykket fra Peters side: 'Men på dit ord vil jeg kaste garnene ud' - igen oven på nattens besvær. Substansen må være, at han og vi på Jesu ord - som her vel også er Guds ord - gør, hvad der bliver pålagt os, og han og vi gør det som netop troende. Altså: Jeg tror på det, du siger, hvorfor jeg prøver igen.
En sådan tro har ingen metafysisk karakter, for den er ikke en tro på noget, endsige noget muligt overnaturligt, som i denne sammenhæng vil være superfangsten - den kommer som en overraskelse - men det er langt snarere en tro, der udtrykker en tillid til, og den er som sådan meget enkel og egentlig genkendelig.
'Tillid til' er simpelthen en 'tro på', og uden en sådan indstilling til medmennesker og fænomener ville intet kunne lade sig gøre i denne vores verden. Det er en simpel 'stolen på', og har et menneske en fornemmelse af, at det ikke kan stole på sit medmenneske, så bliver relationen derefter. Forsigtig, vagtsom og nølende - og alle garderinger og parader er på forhånd oppe.
Man kan med Løgstrup sige, at det er en grundlæggende livsytring, for denne 'stolen på' må komme forud for en 'mistro til'. Man må - igen med Løgstrup - kunne sige, at livet kun fungerer med et tidllidsudtryk som fortegn. Negationen af samme kommer præcis bagefter.
Det, man på den baggrund kan diskutere, er Peters motiv, men der er næppe noget motiv, for han er hele vejen gennem evangelielitteraturen beskrevet som et impulsivt menneske, som på godt og ondt reagerer spontant og direkte. Så hans accept af forslaget om et nyt forsøg på fangst må forstås som en direkte tillidserklæring: Hvis du siger sådan, så gør jeg det.
Peter udtrykker således også en løgstrupsk livsytring, fordi den er i det ekstreme accepterende, og kun ud fra en virkelighedsvinkel kan skildres som en blåøjethed og måske charmerende, menneskelig enfoldighed. Og Peter har næppe håbet på meget andet end en beskeden kompensation for nattens arbejde.
Og så træder overflødighedshornet til. Mængden er voldsom, og konsekvensen er overvældende.
Nu reagerer Peter ved at tale sig ud af det. 'Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand'. Omsat til normal dansk dagligtale, vil man kunne bruge udtrykket: Det her er: 'For meget'. Det ligger langt ud over Peters virkelighed og hans egen selvforståelse.
Han bliver simpelthen en syndig mand af al denne overflod.
Også dét mener jeg er i overensstemmelse med det alment genkendelige.
For når mennesket bliver overrumplet af tilværelsens gavmildhed og rundhåndethed, så ser ydmyghedens figur sådan ud: Det her har jeg ikke fortjent, endsige regnet ud eller arbejdet mig til, men det er i sig selv en gave ovenfra og nedenfra, og den dækker min person som en nådeshandling, som er uden sidestykke.
Underet er stadig overflødigt og har egentlig ikke noget formål. For fiskemængden kan ikke bruges til noget som helst. Men når mennesket oplever og mærker, at der sker én noget stort og ufortjent og at dette blot sker ud af generøsitet og vel som et kærtegn - så er reaktionen ydmyghed.
Og ydmygheden viser sig som syndserkendelse. 'Jeg er en syndig mand'. Jeg turde mene, at det var og er genkendeligt, for hvis vi andre fik sådan en gestus oven i hatten som et morgentryllenummer over søens blå, så ville vi også trække os ud af situationen med en bemærkning om, at det her var 'for meget' - og det betyder her: ikke fortjent.
Synden handler i dette tilfælde ikke om rigtigt eller forkert, godt eller ondt eller hvilke mulige moralske parametre, man måtte lægge ned over sine egne og andres handlemønstre - synden handler her om reaktionen på egen selvoplevelse. Ydmygheden er en tilbagetrækning.
Denne tilbagetrækning findes i to modsatte udgaver. For overgår der mennesket noget stort, glædeligt og uforudset, så bliver mennesket ydmygt - med mindre da mennesket er dybt selvoptaget og meget afstumpet. For den storhed, mennesket bliver udsat for, ligger udenfor al rimelighed og fornuft. Mennesket bliver faktisk 'den lille', og det er selve ydmygheden - men man bliver sét - og sét tydeligt - og det er storheden. Og dette at blive sét og værdsat som sådan, ligger - igen med Løgstrup - den religiøse tydning nær. For oplysningen af mennesket, dets fremhævelse inden for lysets kategori, må komme udefra. Og i grunden komme fra Gud.
Teknisk, teologisk kalder vi det 'den fremmede retfærdiggørelse'. At du og jeg bliver retfærdiggjort af en anden og fremmed, og det er Kristus, dette fiskedræts stormester til ære for den meget menneskelige Peter og hans natlige slidsomhed.
Men samme tilbagetrækning sker jo også ved, at der hænder et menneske noget ulykkeligt, sorgfyldt og uforudset. Så vil reaktionen være omgangen med det uomgængelige, hvilket i sig selv påkalder ydmygheden, men denne følelse vil normalt blive blandet op med en form for aggression, som hedder: at det her har jeg ikke fortjent. Det er simpelthen uretfærdigt. Og følelsen vil vel være, at man som person netop ikke bliver sét - at man bliver overset. Også denne oplevelse ligger den religiøse tydning nær, for formørkningen af mennesket, dets forstødelse fra det kendte og det lysfyldte, må også komme udefra. Og i grunden komme fra Gud.
Teknisk, teologisk har vi ikke noget udtryk for det. Eller rettere: det har vi, men af bar professionel angst plejer vi at rubricere tilfældet inden for bodskristendommens kategorier, fordi det ramte menneske har en tilbøjelighed til at tage skylden på sig eller erkende sin manglende agtpågivenhed og nærvær. Igen dukker synden op i bodens figur som en mangelfuldhed, som nu har uoprettelighedens karakter. Igen. Mennesket bliver den lille, og det bliver netop ikke sét. Det bliver overset.
I begge tilfælde optræder ydmygheden. Og den er forbundet med syndigheden, fordi mennesket falder uden for det, man - lidt ondskabsfuldt - kunne kalde normal-rammen. Det normale kender ikke til synden - vi andre gør. Dette er selvfølgeligt et hovmod, men det er altså også en erkendelse af, at vi alle er ofre for tilværelsens ekstremer, og at vores eget liv og vores egne omstændigheder i virkeligheden er ekstremt sårbart og sårbare.
Så hvis jeg skal bebrejde min samtid noget, så er det ikke den manglende tro - for tillid som tro er nu engang for os alle en grundlæggende ytring - men det er snarere samtidens ulyst til at indse tilværelsens ekstremer som et vilkår, men bliver nødt til at forholde sig til - både teoretisk og praktisk.
Og præcis ekstremerne har altid tilhørt gudsbegrebet. Det er simpelthen meningen med det. For meningen med Gud har aldrig været at forklare verden eller give den et skær af rationalistisk fornuft eller overnaturlig sammenhæng, gemt i det metafysisk dunkle, men langt snarere at give både vores intellekt og vores følelse - af hvad art denne end måtte være, positiv som negativ - adresse.
Der må og skal være én instans, mennesket kan henvende sig til
når man på glædessiden bliver overrumplet og nærmest kvalt af det meningsløse som et overskud, og når man tilsvarende på sorgsiden bliver overrumplet og kvalt af det meningsløse som et underskud - for nu at sige det neutralt.
Jeg mener simpelthen, at den virkelige følelse, menneskets indlevelse og tætte optagethed af det nærværende, har brug for sin Gud som en tavs samtalepartner.
For svar får vi aldrig, men vi har brug for vores medmennesker og vores Gud for at kunne glæde os sammen, og vi har brug for vores medmennesker og vores Gud for at kunne sørge sammen. Et mig og et dig og en tredjepart, som er følelsens tavse boksebold.
Fordi vi alle kender ydmygheden. Og ydmygheden er egentlig, at vi ikke har styr på noget som helst, for 'alle ting hænder alligevel anderledes, end man tænker' - med Thomas Mann.
Det er måske ikke så ringe, at den kristne kirke er bygget på Peter - dette menneske.
For han måtte erkende synden, da han blev synlig i kraft dette fiskedræt, og han måtte erkende synden, da han ved sin natlige gråd op til Langfredag blev usynlig i kraft af sit eget svigt.
Men vi genkender ham. For vi genkender os selv. Og vi er kirken. Amen.