Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 19.07.2009
Predigt zu Mattæus 5:20-26, verfasst von Else Hviid
Den dag Gud mødte sit folk for at overgive dem sine bud, indskærpede han, at ingen måtte se ham, for ikke alene kunne de ikke tåle det, men det understreges også, at mennesket skal leve af Guds ord, ikke af syn og beviser, ikke af håndgribelighed med den afstand til Gud det giver.
Derfor "taler" Gud ud fra bjerget: "Jeg er Herren din Gud, som førte sig ud af Ægypten, af slaveriet" Du må ikke have andre Guder end mig."
Så følger en række fundamentale bud og forbud; Forbuddet mod at misbruge Guds navn, altså bruge det Hellige til syndige formål. Buddet om at holde hviledagen hellig, så de profane anliggender ikke skal skjule himmelen; helligdagen er dagen for den udtrykkelige fastholdelse af det nødvendige, vertikale snit på de øvrige ugedage.
Efter disse religiøse bud, der varetager den grundlæggende skabelsesorden, følger en række enkle sociale bud, uden hvilken ingen civilisation kan opretholdes. Kravet om respekt for forældrene. Forbuddet mod drab. Buddet om respekt for ægteskabet; for ejendom, for sandheden i retssager. Forbuddet mod at begære andres ejendom.
Der er ikke tale om ideale, uopfyldelige fordringer, men om elementære nødvendigheder, mindstekrav kunne vi næsten kalde dem.
Med letforståelige formler, formuleres en ny vision af livet; Gud og mennesker er kommet sammen for at leve i pagt med hinanden, i ubrydeligt troskab. Sådan skal vi leve vores liv sammen med og ved siden af Gud. Målestokken for vores eksistens skal ikke være militær magt, handelsoverskud eller kultur, men en instans som ikke tilhører denne verden: Guds vilje.
Letforståelige og næsten selvindlysende, altså, eller som Moses siger: Det jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.
Så er det jo sagt med det samme, at ingen af os kan undskylde os med uforstand. Og det ville en forsamling som den vi er i her i kirken i dag vel heller aldrig gøre?
Ikke desto mindre er denne forsamling hverken meget bedre eller værre end den verden vi lever i, en verden som for længe siden holdt op med at udfolde sig, leve i naboskab med det hellige. Folk i almindelighed reger ikke med en instans af en anden verden, vi måler ikke vort liv med Guds vilje, tværtimod måler vi det med alt det der hører til denne verden: penge og magt og den slags.
Vi tror ikke bare på Gud, vi tror på os selv, på tilfældet, på lykken, på maskiner, på penge, på horoskoper, på hvad som helst og ingenting.
Vi ærer ingenting, holder intet for helligt og lyver gerne.
For nogle år siden skrev den canadiske forfatter Douglas Coupland en lille roman: Livet efter Gud. Her beskriver Coupland sin egen generation - generation x, os der er født omkring 1960 - en generation, som er vokset op uden religion. Han skriver, som så mange andre forfattere fra vores tid, om ensomheden, angsten og manglen på meningsfuldhed i et liv uden holdepunkter. Om den instans som ikke er der, og som derfor ikke giver meningsfuldhed og livsfylde, som derfor ikke holder os fast, og hvis fravær henviser os til at leve i en verden uden fælles værdier, "en kultur på hastig fremspoling" - en verden tilsyneladende hinsides Gud..
Vor tids mennesker søger med lys og lygte efter værdier og efter mening. Det liv, som skulle være så letfattelig og nært, i vores mund og vores hjerte, så vi kan følge det, det følger vi ikke.
Men savner det........
Coupland afslører det på andensidste side i sin bog som en lille hemmelighed. Han siger: "Min hemmelighed er at jeg behøver Gud - at jeg er syg og ikke længere kan klare den alene. Jeg har behov for at Gud kan hjælpe mig at give, for det er som om jeg ikke længere er i stand til selv at give; til at hjælpe mig at være god, da jeg ikke længere er i stand til at vise godhed; til at hjælpe mig at elske, da jeg lader til at være hinsides evnen til at elske."
Coupland er ude at svømme, i helt bogstavelig forstand også, i en dam. Han beskriver - og hans beskrivelse kunne være taget ud af en af de GT-lige klagesalmer - hvordan vandet trænger ind på ham og isner hans bryst, hans arme og hals. Det når hans mund, hans næse, ører, og vandets brølen er øredøvende, - men lyder samtidig som en klappen af hænder. Sådan føles det at være forladt og alene, forladt af mennesker og forfaldt af Gud - på dybt vand.
Således efterladte i det dybe vand, vender vi os nu til Jesu ord fra bjergprædikenen. Her må være hjælp at hente. Men hjælpen er i første omgang lidt svær at få øje på - i al fald i det uddrag vi høre i dag.
Ikke nok med at vi ikke må slå ihjel, det vidste vi godt. Vi må ikke sige grimme ting om vores bror, ja, vi må ikke engang være uenige med nogen. Hvis det er et krav, kan vi jo ligeså godt gå planken ud og drukne os, for det kan ingen jo leve op til. Og en retfærdighed som langt overgår de skriftkloges og farisæernes? Hvad har vi her? Findes der en retfærdighed der overgår deres, og som er den eneste der tæller, når det komme til stykket?
At overgå en farisæer i retfærdighed, er som at overhale en talebaner i sharia-stafet. Det er da vist nye toner?
Jo, men der findes en retfærdighed, og den er vores. Det vil sige, den gives til os. Den retfærdighed er en kilde til liv og til glæde, og den stammer ikke fra mennesker, men fra Gud.
Der findes et håb og en værdighed, som end ikke det ringeste eller mest lastefulde mennesker er lukket ude fra, og som heller ikke det bedste og stærkeste menneske kan rose sig af at have mere adkomst til end det menneske, som slet ingen adkomst har. Det er den retfærdighed, eller det menneskeværd, den kilde til håb og glæde, som det lille barn bliver overgivet til ,når det bliver døbt. Og det er den virkelighed, som er kommet til os igennem Jesu ord og gerninger, og som er den eneste grundvold, den eneste målestok, for et menneskes liv, eller den eneste retfærdighed som evangeliet vil vide af. For den er ikke bygget på menneskers, men på Guds urokkelighed og trofasthed.
"Disse hænder" - sådan slutter Couplands bog - " de lægende hænder; de hænder som holder.
Jeg synker helt ned i dammen, jeg griber fat i mine knæ og glemmer tyngdekraften og svæver i dammen, og alligevel, selv her, hører jeg vandets torden, suset af klappende hænder.
Disse hænder - de hænder, der nærer omsorg, de hænder, som former; de hænder som berører læberne, de læber som udsiger ordene - de ord som fortæller os at vi er hele".
Amen .