Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
7. søndag efter trinitatis, 26.07.2009
Predigt zu Lukas 19:1-10, verfasst von Jens Arendt
Ingen af os er ligeglad med hvad andre mener.
At være ligeglad med hvad andre mener er at være ligeglad med dem selv.
Turister kan for eksempel opføre sig på en måde som de aldrig ville gøre hjemme.
"Nu kan de være sig selv" - siger de. Men det er noget sludder. De er nok mere fri, men det er også fordi, de er ligeglade med de mennesker hvis land de besøger.
At være sig selv er at vedkende sig et ansvar for de mennesker man lever imellem.
På den anden side. Hvis vi siger vi er ligeglade med de mennesker, som vi bor iblandt, kan det også betyde, at de i virkeligheden betyder utrolig meget for os. Men ved vores ydre optræden vil vi vise det modsatte. Det kan være et udtryk for fortvivlelse. Tænk på unge, som har piercet sig til ukendelighed. Eller den unge mand, som barberede sig helt skaldet efter 100 ubesvarede jobansøgninger. Men dagen efter blev han indkaldt til jobsamtale hos AP Møller.
Zakæus levede i et samfund, hvor værdigheden var i højsædet. Men var ikke lige glad med andres mening. Man løb ikke og klatrede ikke i træer. Man gik i lange gevandter, som tilkendegav at man var et menneske som holdt på værdigheden, Det er derfor vi dag går med præstekjole og messehagel. Eller det er derfor, at advokater og statsledere bærer tilknappede mørke jakkesæt i 40 graders varme.
Zakæus kunne ikke se for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Måske sagde han til sig selv, at han var ligeglad med, hvad andre mente. Men sandheden var nok det modsatte.
Vi får vores værdi fra noget andet end os selv. vi spejler os i andres øjne; derfor er familien så vigtig. Her er mennesker, som på forhånd finder én god nok og accepterer én. Noget lignende kan gælde forholdet til kolleger på arbejdspladsen.
Men der er også andre måder at måle egenværdi på. Tænk på Zakæus. Han stod udenfor familien, Abrahams børn. Hans målestok blev ikke andre respekt og hengivenhed. Det blev ikke retfærdigheden; men penge.
Han hørte til i den verden, hvor mennesker vurderes som en vare, efter udbud og efterspørgsel. Zakæus var ikke efterspurgt.
Ingen spurgte efter Zakæus.
Mennesker spørger efter en mening. Det er det samme, som at de spørger efter en målestok. Og det bliver vendt om. Det vigtigste ikke, hvad vi spørger efter. Men at der bliver spurgt efter os.
"Er der nogen, som har spurgt efter mig" , råber vi, når vi kommer hjem. Eller vi tænker det når vi checker mobiltelefonen eller vores mail.
Det er sørgeligt, hvis der ikke er nogen beskeder.
Det afgørende ikke at vi spørger efter nogen, men at nogen spørger efter os. Livets mening ligger ikke i at spørge men i at lytte. Og svare. Det betyder også ordet ansvar.
Lige fra begyndelsen er der spørgsmål, som har med svar, ansvar at gøre: Gud Herren spørger: "Hvor er du Adam?" eller spørger Kain: "Hvor er din broder"?
En dag kommer der én og spørger efter Zakæus. Hvem? Mig? I dag vil jeg være din gæst.
At være efter spurgt er evangeliet, men det er også at blive krævet. Det er at høre dette krav. Det er derfor det ender med, at Zakæus giver halvdelen af hvad han ejer til de fattige.
Zakæus var ikke alene i mængden. Hele Jeriko var på gaden den dag, men han var ensom.
En ting er at være alene - det kan være meget hyggeligt engang imellem. Men det er meget værre at være ensom. Ensomhed betyder , at ingen spørger efter dig; eller at du tror, at ingen spørger efter dig .
Hamsun, Norges store digter fik de andres foragt at føle. Han havde haft nazistiske sympatier før og under 2. verdenskrig. Det blev han straffet for efter krigen med en mur af tavshed og statslig ydmygelse. Han blev indespærret på et sindssygehospital til mentalundersøgelse.
I sin dagbog "På gjengrodde stier" fra denne tid skriver den næsten 90-årige Hamsun om sygeplejerskerne, der ikke besvarer hans hilsen, drengen, der vender ham ryggen, da han beder ham poste et brev hjem, mødrene, der henter deres børn ind, når han går forbi. Om små episoder med stor virkning, og om opholdet på psykiatrisk hospital, hvor man ville reducere ham til "varigt svækkede sjælsevner." Læsningen af Hamsuns dagbog giver indblik i, hvor nedbrydende foragt er. At den er et af de bedste våben, vi har mod hinanden. Langt mere effektivt end vrede og åbenlys modstand. Alt det kunne Hamsun vel leve med. Men ikke med de andres kulde og den lægelige tilintetgørelse, forsøget på at fratage ham hans menneskeværd.1
Men det var altså også Hamsun, der sagde, at "et menneske er større end sin skæbne". Ethvert menneske har en værdi og en værdighed, der rækker ud over, hvad det i øvrigt er blevet til i denne verden - selvforskyldt eller uforskyldt.
Og det er netop fortællingen om Zakæus en god illustration af. Et menneske er større end sin skæbne. Intet menneske er stedt sådan; at der ikke skal spørges efter det, at det ikke er efterspurgt; at det ikke skal give et ansvar.
Det er afgørende, at nogen spørger efter dig. Det er også der i, at meningen ligger på det rent menneskelige plan.
Ikke i dine spørgsmål. Vi har troet, at hvis mennesket fik sine behov dækket, og sine spørgsmål besvaret, så ville det betragte tilværelsen som meningsfyldt.
(Kristendommen vil sige, at kærligheden er meningen med livet. Men kærlighed er jo netop, at nogen spørger efter dig. Der er andre, som spørger efter dig. Din næste. Og bag alle dem der spørger efter dig, ligger Guds spørgen.
Det vil sige, at du skal give et svar. Det er ikke dig, der spørger; men omvendt. Det er dig der spørges efter. Det er dig, der skal give svar. At leve i denne svar-givning, er livets mening.
Vi skal høre efter Gud som spørger efter os. Vi taler om hyrdens stemme - hans røst. Som
stilfærdigt spørger efter dig i de mange af andre spørgsmål, du kommet i kirke for at stille og høre.
Gud spørger efter dig. Det er hyrdens røst. Du giver an-svaret. Og Gud svarer igen med
tilgivelsen. Amen.