Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter trinitatis, 02.08.2009
Predigt zu Mattæus 7:15-21, verfasst von Claus Oldenburg
Det er et klassisk protestantisk mantra, at mennesket ikke bliver frelst ved gerninger men ved tro. Fænomenet kaldes i traditionen også 'gerningsretfærdighed', og det er nærmest et bandeord inden for vores konfessionelle ramme. En del af den mere formelle teologiske diskussion mellem de katolske og de protestantiske går da også på forholdet mellem tro og gerninger.
Det vil jeg vende tilbage til, men jeg kan ikke se rettere end, at dagens tekst går stærkt og utvetydigt ind for gerningerne, for 'på frugterne' skal I kende dem. Disse frugter må simpelthen betyde 'det vi gør', mens ikke enhver, der siger 'Herre, Herre!' skal komme ind i Himmeriget. Ordene gør det altså ikke i sig selv, heller ikke de velmente, men et godt træ giver ganske enkelt gode frugter, mens et dårligt træ giver dårlige frugter. Det er såre simpelt, og ethvert barn véd, at der er forskel.
Dette åbner så for tekstens andet motiv, som er diskrepansen mellem det sagte og det gjorte, en registrering, som heller ikke er ukendt, for fromhed kan præcis have denne udvendige karakter, hvor det hele skal se ud og lyde godt - men så altså ikke er det, når vi kommer til frugterne, det konkrete.
Jeg kan lige så godt begynde dér, hvor det grundlæggende filosofisk skiller ad mellem en katolsk og en protestantisk tankegang. Netop filosofisk i første omgang; det er først teologisk i anden omgang.
Problemet er 'viljens frihed' eller mangel på samme. Én for europæisk åndshistorie vigtigste diskussioner om netop viljens status blev ført mellem reformkatolikken og humanisten Erasmus af Rotterdam og så Martin Luther, der er om viljen hævdede, at den var alt andet end fri. Den var 'trælbunden', som han sagde.
Når problemet om viljens frihed eller ufrihed blev så vigtigt i opbrudsårene først i 1500-tallet, skyldes det primært problemet med menneskets selvforståelse, sekundært forståelsen af kirken som både institution og væsen.
For hvis mennesket har en fri vilje, så kan det vælge mellem henholdsvis det gode og det onde. Det har selv evnen til en moralsk styring af egen indsats.
Den ret vil vi nok også som de gennemgående verdsliggjorte mennesker, vi er, også gerne forbeholde os selv. Hos os vil viljens frihed være forbundet med ansvarlighed, selvstændighed og handlekraft - alt sammen størrelser, som matcher det moderne menneskes selvfølelse, og dét menneske vil gerne handle frit i verden, hvorfor viljen må være fri.
Men dengang blev problemet diskuteret for dets teologiske implikationer, hvor det helt afgørende var samarbejdet om det gode med henblik på frelsen. Og
ifølge katolsk dåbsteori er evnen til at vælge det gode og fravælge det onde en kraft, der indpodes mennesket i dåben.
Menneskesynet i denne sammenhæng er, at mennesket præcis kan være méd- eller modarbejder inde i konflikten mellem godt og ondt - altså det klassiske dualistiske verdenssyn. Men dette méd- eller modarbejde er underlagt kirken, for kirken er bærer af den gode Guds åbenbaring i Kristus og er det i tid og rum.
Den fri vilje er således underlagt kirken, men det vil den katolske teologi ikke opfatte som et problem, for det er faktisk med stor selvfølelse og en lige så stor selvfølgelighed, at den romersk-katolske kirke hævder at være selve Guds åbenbaring, vel at mærke i menneskehænder indtil frelsens dag. Denne suveræne monopolstilling kan man også i dag nemt læse ud af pavestolens dokumenter.
Heroverfor hævdede Luther med bestemthed, at Gud åbenbarer sig for hvem, Han selv vil, og at kirken som institution ikke kan hævde sin egen guddommelige status.
Mennesket var ifølge Luther underlagt både det godes kraft og det ondes kraft, begge dele, og det kunne under ingen omstændigheder tro, at det selv kunne styre denne påvirkning. Eller med en berømt metafor fra Luthers side: Enten sidder Gud eller Fanden på nakken af mennesket og driver det fremad - men mennesket véd aldrig, hvem der sidder der lige nu. For d'herrer skifter selv plads.
Den frie vilje var så at sige i lommen på faktorer, som mennesket ikke havde nogen indflydelse på. Viljen var bundet til en række omstændigheder, som var helt uden for den menneskelige kontrol, herunder netop også den moralske kontrol.
Det, der nok var Luthers hovedanliggende, var, at intet menneske kunne gøre sig fortjent over for Gud - at dette samarbejde mellem det guddommelige og det menneskelige så at sige var absurd og en kirkelig vidtløftighed eller storsnudethed, som om kirken i sig selv var noget.
Denne tanke om viljens ufrihed mener jeg med bestemthed bekræftes i 1900-tallets psykologiske skole, som nok også har haft det bedst på protestantisk grund. For psykologien opererer med Det Ubevidste som den netop ukontrollable kodning af mennesket og dets reaktionsmønster. Eller med et let omskrevet Paulus-citat: 'Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg ikke vil, det gør jeg'. Den terapeutiske funktion er således at afdække disse mønstre for simpelthen at opnå større selverkendelse og dermed måske muligheden for at se sig selv ret - og denne retsynethed er faktisk hævet over det moralske problem. For man erkender både det gode og det onde hos én selv, begge dele. Synden er lige for, men det er de gode gerninger altså også.
Luther formulerer det sådan, at et godt menneske - selvfølgelig - gør gode gerninger, mens et ondt menneske - selvfølgelig - gør onde gerninger, og han vil med garanti medgive, at det gode og det onde hos hvert menneske optræder i et blandingsforhold, fordi vi netop er os bevidste om forskellen. Men det er Det Ubevidste, der styrer det, jf. metaforen om hvem, der lige nu sidder på menneskets skuldre og driver det.
Når og hvis det moderne menneske vil forsvare viljens frihed, så vil det normalt ske under henvisning til primært ansvaret. For umiddelbart kan mennesket ikke være ansvarligt, hvis det ikke har en fri vilje.
Dertil vil den protestantiske tankegang svare, at det kan og bør mennesket netop - være den ansvarlige. For det er mennesket, der udøver, men det véd bare ikke altid, hvad det gør - og bortforklaringer har Fanden skabt. Den selvretfærdighed, der ligger i bortforklaringen, var Luthers hovedanke.
Derved opstår følgende paradoks: Den katolske tankegang tildeler mennesket en fri vilje, men den er underlagt kirken, som med stor selvfølgelighed præcis har ansvaret for jordens liv, mens mennesket ikke har det. Følgelig er den enkeltes synd af begrænset interesse. Det er noget, vi ordner under lydighedens og dermed autoritetens kategori.
Den protestantiske tankegang fremhæver viljens ufrihed men påstår samtidig menneskets helt personlige ansvar over for både Gud, verden og medmenneske. Heraf kommer den udprægede syndsbevidsthed, som præger det protestantiske menneske, men synden er så at sige menneskets ære både i relation til sin Gud og sit medmenneske. For det protestantiske menneske må selv bære på sin verden - det gør den katolske kirke gerne mod tilpas lydighed. Følgelig er syndsbevidstheden ikke nær så fremherskende i den katolske verden som i den protestantiske, der bruger den som alle tings dynamo, for i vores verden er der nemlig ingenting, der er godt nok i sig selv. Det kan altid blive bedre og bør nok karakteriseres som 'tørsten efter renhed' eller 'trangen til at komme ud af synden og stå ren'.
Så på godt og ondt føder disse filosofiske og teologiske stridigheder den moderne verden, og mentalt set mener jeg egentlig ikke, at den katolske kirke kan bære sin rolle, for autoriteten er i mangt og meget veget, og det forekommer efterhånden at være en hul påstand at ville bære verden på Guds vegne med henblik på den kommende frelse.
Men den moralske oprustning, som blev den protestantiske verdens kendemærke kan heller ikke bære verden. For alle disse lykke-fremskrivninger, som vores mentalitet er mester i, har ikke og vil ikke bære frugt - hverken religiøst, moralsk eller politisk. De har snarere skabt ulykker.
For det er en ulykke at ville omvende verden - både religiøst, moralsk og politisk. Og det er ret ligegyldigt i hvis navn eller under hvilket begreb, man vil forbedre, rense eller redde verden: Der kommer fortsat kun ulykker ud af det, for verden og mennesker er nu engang, som den er, og som de er.
Kort sagt. Hvis det er gerningerne, der skal redde verden, så kommer man ind i en bogholderitanke, som i hvert fald er uudholdelig af én grund. Bogholderen sidder på den mentale magt. Dét blev den romersk-katolske kirkes ulykke.
Hvis det er troen, der skal redde verden, så kommer man uvægerligt ind i en ideologisk tanke, hvor det er den korrekte tænkning eller holdning, der skal vise vejen - og det fører til åndelig ufrihed.
Derfor er der kun én instans, der kan redde verden. Og det er dens grundlægger og opretholder, for forestillingen om Gud er den helt nødvendige tiltro til, at der bag verden er en kraft, der yderst ude kan omsætte tilfældigheden til sammenhæng og retning.
Denne kraft kan ingen tage til indtægt hverken i et gerningsskema eller ved en tros-styrke.
Den kan kun være genstand for tillid. Det kan forekomme barnligt eller noget enfoldigt, men hverken menneskets morals styrke eller dets tankes energi kan omfatte verden og dennes hændelser.
Det er her, den menneskelige ydmyghed sidder og præcis erkender sin begrænsning. Eller sagt anderledes: mennesket bliver nødt til at tro, og det bliver nødt til at gøre de gerninger, det kan, med det mål af følelse og intellekt, som er den enkelte beskåret.
Så måske er det sådan, at det dybest set er os, der skal kende vores Gud på frugten. For hvordan Han er, skal vi også blive. Dette er det ubekendte, forjættelsen. Amen.