Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
9. søndag efter Trinitatis , 09.08.2009
Predigt zu Lukas 16:1-9, verfasst von Erik Fonsbøl
Der er brugt mange ressourcer, tanker og prædikener på at bortforklare denne umoralske historie om en snarrådig forvalter, der snød sin herre, så vandet drev af ham.
For pæne kristne mennesker bør vel ikke ligefrem opfordres til at snyde og bedrage.
Nu er denne fortælling - ligesom Jesu forkyndelse i det hele taget - for voksne. Dvs. det er ikke på nogen måde en pædagogisk fortælling - altså en fortælling, der skal vise os, hvordan vi bør være mod hinanden.
Jeg tror, det engang imellem er sundt at fjerne den pædagogiske dimension fra evangelierne og fra kirken i det hele taget og f.eks. prøve at lytte til Lukas på samme måde som vi læser en novelle eller ser en film i håbet om at få en dybere indsigt i vores liv. Altså at læse Bibelen eller gå til gudstjeneste - ikke for at få svar på det eller det spørgsmål - og så er det klaret - men for selv at blive inddraget i livets store spørgsmål.
Jeg tror desværre, det er en udbredt opfattelse, at kirken og kirkens præster skal give svar til søgende mennesker - som om de vidste mere om livet end alle andre - men i virkeligheden er vi jo alle sammen almindelige søgende mennesker, der famler os frem gennem livet så godt vi kan - så langt som noget fra den fader- eller moderskikkelse, man måske gerne så kirken eller præsterne være, så man selv slap for at tage stilling til livet.
Livet har nemlig ikke nogen facitliste eller køreplan, som det gælder om at holde sig til. En køreplan, man så kan slå op i Bibelen, for at læse sig til, hvordan man skal leve eller gå hen til præsten eller i kirken for at få på det rene. En køreplan, man i øvrigt kan bruge megen energi på at kæmpe for som den eneste sande, sådan som det stadig foregår på barnlig vis.
Nej, menneskelivet er disse uendelige dybder og højder, vi aldrig når til bunds i - i hvert fald ikke i dette liv - og jeg tror, evangelisterne har set rigtigt, når de opfattede Jesus som et menneske, der virkelig åbnede nogle af disse hidtil ukendte dybder i menneskelivet for os. Viste os de guddommelige dimensioner i menneskelivet, som gør vores korte liv til langt mere, end vi kan forestille os.
Børn skal have faste rammer, siger vi, og det er nok rigtigt - men voksne mennesker skal have alt andet end faste rammer - voksne mennesker skal have uendelige dybder og højder - måske fordi vi er skabt i Guds billede, som de gamle sagde. Vi bærer på en længsel efter det guddommelige og er ikke i virkeligheden tilfredse med det jævne og det forudsigelige liv. Vi er skabt til mere end det.
Der er naturligvis mennesker, der aldrig bliver voksne og derfor aldrig kommer ud af de faste rammer, de fik som børn. Vi kan se dem rundt omkring kæmpende hårdnakket for netop faste rammer i samfundet - de gamle værdier - det nationale - forfædrenes tro - dengang alting var meget bedre end nu, og de savner dybest set en stærk mand - en faderskikkelse - til at tage styringen i dette samfund, som for dem er i opløsning.
Men det er ikke samfundet, der er i opløsning - det er deres eget voksenliv, der banker på, og som de ikke vil lukke ind i deres barnlige liv.
Vi ser dem også i kirken, hvor de kæmper for den gode gamle barnetro, som nu er under pres selv fra præsterne, og de forstår ikke, hvad der sker. Men det er ikke kirken, der er under pres - det er barnetroen og autoritetstroen, der udfordres af det voksne liv - det frie liv - med de store dybder og højder - det liv, vi er skabt til at leve og kaste os ud i som voksne mennesker, der da ikke bliver forargede, når vi hører nyt eller farligt eller noget, der går ud over det sædvanlige - men spidser øren. For kunne det være en ny dør der blev åbnet til et større liv, end det vi kender? Kunne det være nye horisonter, der åbnede sig for os bag de kendte grænser, så vi forstod mere af os selv og vores menneskeliv.
Sådan - med den voksnes nysgerrighed, som allerede Adam og Eva gjorde brug af - måske fordi de var skabt som voksne og aldrig havde været børn! - og derfor var selv Paradis ikke stort og betydningsfuldt nok for dem - de måtte videre med deres liv, ud og søge nye ukendte grænser - sådan tror jeg vi skal lytte til evangelisternes beretninger om denne Jesus, der sprængte alle grænser for det tilladelige i dette forstenede jødiske samfund, han dumpede ned i. Et særdeles barnligt samfund, hvor faste grænser ansås for guddommelige - ja, selve meningen med livet.
Forleden helbredte han en blind - i går tilgav han en synder - i dag roser han en bedrager. Ham kan I lære noget af! Kæmp for livet! Lev med alt, hvad I har i jer selv på afgrundens rand - selv når dommen er afsagt. Gør det umulige - tro på det fantastiske! Opgiv aldrig! Elsk livet!
For mig er denne umoralske fortælling en fantastisk opmuntring til at handle på trods af alle forventninger - at leve fuldt og helt selv med dødsdommen hængende over hovedet - og den har vi jo alle hængende, når det kommer til stykket.
Hvis nu denne godsforvalter havde levet som et barn, så havde han helt sikkert opgivet, givet sine forældres manglende kærlighed og samfundet som helhed skylden for sit bedrageri, og endelig havde han enten begået selvmord eller tryglet sin herre om nåde, kastet sig for hans fødder og gjort ham opmærksom på sine mange uforsørgede børn osv. - ganske som den gældbundne tjener i lignelsen, der blev tilgivet alt.
Men nu var denne forvalter alt andet end barnlig, og derfor konstaterer han meget realistisk sin situation som voksen. Hvordan ser min fremtid ud? Jeg bliver fyret. Og det blev han.
Men inden da nåede han at bruge sine sidste desperate muligheder på at skabe sig et nyt liv efter sammenbruddet - nemlig ved at sætte sin herres skyldnere i en ikke ringe taknemmelighedsgæld til sig selv i den hensigt at kunne trække på deres gæstfrihed og velvilje, når han nu selv fik sparket.
Så langt som noget fra at lægge sin skæbne i Guds eller sin herres hånd eller henfly til Guds eller kongens nåde - næh, min egen skæbne har jeg for en stor del selv ansvar for.
Så langt som noget fra at slå sig til tåls med sin skæbne med et suk over livets uretfærdighed eller Guds manglende lydhørhed.
Men at skabe nyt liv, hvor intet liv er - at trodse enhver håbløshed - det gør han, og det er pointen i den fortælling.
Og dermed rimer den fortræffeligt med resten af evangeliet om den mand, der åbnede dybder og højder i livet, som ingen drømte om, fandtes. Som ingen turde beskæftige sig med, fordi religionen forbød det. Den mand, der nedbrød alle grænser og skel mellem mennesker og gav os frihedens dyrebare gave. Den mand, der rev os ud af vores trygge og tomme barneliv og kastede os ud, hvor vi hører til - ud i dette fantastiske uendelige og ubegribelige, evige liv, hvor alt kan ske, og hvor intet er givet på forhånd. Det liv, vi selv skal forme med alt, hvad vi har i os.
Ham tror jeg på - ham kalder jeg med glæde min Herre og min Gud - ham skylder jeg en stor del af mit frie menneskeliv, og derfor kan jeg såmænd også finde på at kalde ham min frelser og befrier - selv om det lyder lidt barnligt!
Amen.