Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter Trinitatis, 16.08.2009
Predigt zu Lukas 19:41-48, verfasst von Peter Lind
Når vi her i dag rejser os og hører "dette hellige evangelium, som evangelisten Lukas skriver", er det i virkeligheden to ting, vi hører; dels evangeliet som åbenbaringen af budskabet om Guds nåde og kærlighed i Jesus Kristus, der led og døde på korset langfredag og opstod fra graven påskemorgen og dels, evangeliet som de fire forskellige beretninger om Jesus Kristus, som vi har i vores bibel, fortalt af henholdsvis Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. Det er vigtigt at skelne, fordi den første slags evangelium - altså budskabet om Jesus Kristus - kan der ikke rokkes ved. Man kan f.eks. ikke stille spørgsmål ved, om Jesus virkelig stod op af graven påskemorgen; dvs. man må selvfølgelig godt stille spørgsmål; men må også acceptere, at der i sidste ende ikke kan gives noget svar, andet end at det drejer sig om at tro på det. Helt anderledes er det, når det drejer sig om den anden slags evangelium, nemlig de fire fortællinger om Jesus Kristus. For de er skrevet af mennesker i en bestemt tid og er derfor naturligvis også påvirket af disse mennesker og deres tid, og for at forstå hvordan de oplevede evangeliet - budskabet - om Jesus Kristus dengang i forhold til deres tid og verden, bliver vi nødt til at se på deres beretninger med historiske, kritiske øjne. Bl.a. for at lære noget om, hvordan vi med vores tid og verden kan forholde os til det tidløse og evige budskab om Jesus Kristus.
Dengang Lukas i 70'erne - altså for omkring 1.930 år siden - skriver sit evangelium, er der sket noget så voldsomt og afgørende i Israel, at der efter hans opfattelse ganske simpelt må være en forbindelse mellem Jesus og denne begivenhed: Jerusalem er blevet stormet og erobret af Titus´s romerske legioner efter et fire år langt jødisk oprør. Byen er blevet plyndret, og størstedelen af den er fuldstændigt ødelagt. I månederne, inden romerne påbegyndte deres belejring af byen, har jøder fra hele Israel søgt tilflugt i byen bag de høje, tykke mure i en fast tro på både disse mures styrke overfor romernes angreb og ikke mindst i en tro på, at Gud Herren aldrig vil tillade, at hans hellige by vil falde. Men allerede i løbet af belejringen dør mange af alle disse mange mennesker både som følge af kampene med romerne og på grund af voldsomme indbyrdes stridigheder mellem forsvarerne og på grund af sult, og de fleste af de resterende bliver dræbt, da de romerske soldater efter fem måneders belejring endelig bryder igennem en af byportene. De få overlevende bliver enten solgt som slaver eller ført med til Rom i Titus' triumftog.
Men det værste - den største katastrofe er dog alligevel, at templet, det ufatteligt prægtige tempel, det absolutte centrum for jødernes tilbedelse af Gud, også bliver ødelagt. Selvom Titus egentlig har givet ordre til, at det skal skånes, går det i kampens hede alligevel op i flammer; dog først efter at de romerske soldater har plyndret selve det allerhelligeste, så de i triumftoget i Rom kan fremvise bl.a. bordet til skuebrødene, sølvbasunerne og den syvarmede lysestage, sådan som man stadig kan se det skildret i Titus' triumfbue i Rom.
Templets ødelæggelse år 70 er jødedommens største og mest afgørende katastrofe, for det er efter det, at jøderne langsomt spreder sig ud i verden i det, som de kalder for "diasporaen" - landflygtigheden. De har ikke længere templet som det fælles, faste samlingspunkt; - nu har de kun deres tro på Gud Herren og hans pagt med Abraham og det håb, som udtrykkes i det jødiske påskerituals traditionelle hilsen de følgende næsten 2.000 år, "Næste år i Jerusalem"; - et håb som faktisk først bliver til virkelighed, da de israelske soldater under Seksdageskrigen i 1967 erobrer Østjerusalem og dermed Grædemuren, der i dag er det eneste, der er tilbage af templet.
Men på det tidspunkt i 70´erne, hvor Lukas har sat sig for at skrive sin version af evangeliet, er dette håb lige så svagt og skrøbeligt som den bunke sten og ildsværtede brokker, der ligger dér, hvor Jerusalems prægtige tempel engang rejste sig.
Det spørgsmål som både jøderne og kristne - og dermed også Lukas - nu må stille sig, er selvfølgelig: "Hvorfor?" Hvorfor tillader Gud, at hans udvalgte folk skal straffes så ufatteligt hårdt, som det er sket her?
Svaret får vi i denne tekst, hvor det er tydeligt, at for Lukas er svaret lige så indlysende, som dets perspektiver er skræmmende for os: Det er fordi, jøderne ikke kendte deres besøgelsestid, da Guds søn, Jesus Kristus, kom til dem med budskabet om Guds nåde og kærlighed! - Fordi de i stedet fornægtede ham og slog ham ihjel! Jerusalems og templets ødelæggelse og dermed jødernes undergang som et nationalt folk er Guds straf!
Sådan måtte Lukas jo næsten uundgåeligt konkludere ud fra sin aktuelle situation, men når vi med næsten 2.000 års historisk viden skal vurdere dette udsagn, så bliver vi nødt til at drage en anden konklusion end Lukas. For hvis vi skal acceptere Jerusalems og templets ødelæggelse år 70 som Guds straf over jøderne, så skal vi også acceptere de utallige jødeforfølgelser siden hen som Guds straf. Så skal vi altså også acceptere nazisternes udryddelse af seks millioner jøder under Anden Verdenskrig som Guds straf. Så skal vi også acceptere Hamas´s terrorbomber i Israel som Guds straf.
For så skal vi dermed acceptere at tro på en Gud som i sin vrede og i sit uforsonlige had igen og igen og igen
straffer det folk, som afviste og dræbte hans søn.
Men så tror vi dermed også på en Gud, som ikke lader nåden, barmhjertigheden og kærligheden være det største, og dermed har Jesu opstandelse påskemorgen mistet sin betydning. Den er blevet meningsløs som tegnet på Guds magt, kærlighed, nåde og tilgivelse.
Vi kan ikke på én og samme tid tro på Gud som både god og ond, som både kærlig og hadsk. Gud er én. Han er ikke skizofren og splittet i et mægtigt sammensurium af modsatte egenskaber. Med Jesus Kristus viste han os - og især da han oprejste Jesus fra de døde - at han er nådens, barmhjertighedens og kærlighedens Gud.
Men for Lukas og hans samtidige var begivenhederne for tæt på til, at de kunne acceptere f.eks. Jerusalems og templets ødelæggelse som tilfældige og meningsløse. I sit evangelium måtte Lukas derfor forsøge at fortolke det og forstå det, ligesom vi i dag prøver at forstå det, når vores verden rammes af voldsomme og rystende begivenheder. Engang vil historikere måske fælde deres dom over os og vores snæversynethed, men i dag er det os, der med videnskabens historisk-kritiske briller ganske sagligt og distanceret kan definere dette udsagn, som Jesus udtaler med tårer i øjnene, som en profeti, som Lukas efter al sandsynlighed selv har lagt i munden på Jesus for med sin historiske bagklogskab at bevise, at jøderne tog så frygteligt fejl, da de afviste Jesus.
Men til dels ud fra samme historiske princip må vi som sagt afvise sådan en opfattelse af Gud og af verdens gang. Vi må fastholde, at Gud ikke har noget som helst at gøre med hverken romernes ødelæggelse af templet - eller de katastrofer; natur- eller menneskeskabte katastrofer, som rammer vores verden; jordskælv, orkaner, trafikulykker, terrorangreb. Der er ingen guddommelig overordnet mening med, at den slags ulykker sker.
Men dermed står vi så også tilbage med meningsløsheden og véd ikke, hvad vi skal stille op med den. Hvad skal vi stille op med verdens katastrofer og menneskers ondskab, når vi ikke kan give den ellers almægtige Gud ansvaret for det?
Men selvom det er både utilfredsstillende og fortvivlende, så bliver vi nødt til at acceptere, at vi ikke kan give nogen endegyldig forklaring på, at det nogle gange går, som det gør; - at det er meningsløst.
Måske er det i virkeligheden heller ikke så dårlig en forklaring endda, hvis vi da bare er i stand til at turde at tro og håbe på, at vi ikke står alene og afmægtige tilbage i denne skræmmende og fortvivlende meningsløshed, men at Gud også da vil være hos os med sin kærlighed og fastholde en mening - selv dér midt i meningsløsheden.
Det er derfor Jesus græder, da han ser ned over Jerusalem. Han græder over verdens katastrofer og ulykker, over mennesker dumhed og ondskab. Han græder for vores skyld. Han græder med os. Fordi han er en del af vores verden og liv - selv i meningsløsheden skræmmende mørke, og dermed er troen og håbet på Guds mægtige kærlighed i ham vores faste holdepunkt - selv dér hvor alt andet bryder sammen.
Det vidste Lukas naturligvis godt, - det ligger også som hans faste fundament under hele hans evangelium om Jesus Kristus, og det er derfor han fortæller at Jesus græder; for hvorfor skulle Jesus egentlig overhovedet fælde en tåre, hvis Jerusalems ødelæggelse bare var Guds hårde, retfærdige straf? Men selv for Lukas har det været svært at tro på de forfærdelige begivenheder år 70 som Guds vilje og mening, for også for ham har budskabet om Guds nåde og kærlighed naturligvis været det største og helt afgørende i evangeliet om Jesus Kristus. Amen