Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis, 06.09.2009
Predigt zu Lukas 10:23-37, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
"Hvad er kristendom?" "Næstekærlighedsbuddet", lyder svaret tit. Og det er på den ene side ikke forkert. Men det er på den anden side heller ikke rigtigt. Næstekærlighedsbuddet er, som vi kan høre det i evangeliet i dag, ikke et bud, som kristendommen kan tage patent på. Det er den lovkyndige, rettroende jøde, som kalder buddet om at elske Gud og næsten som sig selv for det helt centrale - i jødedommen altså. En muslim eller buddhist ville kunne sige noget lignende. Det er udtryk for grov religionshistorieforfalskning, når vi kristne gør os til af at have "opfundet" næstekærlighedsbuddet. Det bud er noget så moderne som et multireligiøst bud. Den vestlige, kristne civilisation er jo ikke ene om at have hospitaler, plejehjem, socialforsorg, og hvilke andre næstekærlige institutioner, vi nu ellers kan nævne. En af islams 5 søjler er netop, at man skal give almisse til den fattige. Buddhistiske munke har drevet hospitaler, som var åbne for alle, også før offentligt hospitalsvæsen var almindeligt i vores del af verden.
Så for den sags skyld kunne lignelsen om den barmhjertige samaritan udmærket være en buddhistisk eller muslimsk lignelse. Den kunne såmænd være fortalt af en ateist. For moralen i lignelsen: At man ikke må gå forbi den, der trænger til ens hjælp,- den morale er det svært at finde nogen, der vil sige er forkert.
Og derfor er det vigtigt at få indledningen til lignelsen med. For det er den, der gør lignelsen til noget mere end en selvindlysende, pæn og nydelig historie om hjælpsomhed.
"Salige er de øjne, som ser det, I ser", siger Jesus til disciplene. "Mange konger og profeter har ønsket at se og høre det, I ser og hører. Men de fik det hverken at se eller høre".
Jesus peger altså på sig selv og det, han siger og gør, og så siger han, at det er det, mennesker har ventet på i årtusinder, og det er det, som aldrig før er hørt eller set. Han er den, mennesker har ventet på i årtusinder. Og det han siger og gør, har ingen før hørt eller set. Han er historiens midte og vendepunkt. Og det skal der jo da noget til at kalde sig selv.
Så det er ikke så sært, at en af de lovkyndige, en af de religiøse og politiske eksperter, ikke kan dy sig for at pille ham lidt ned. Ærligt talt, hvad er det lige af afgørende nyt, han kommer med. Og i første omgang jo altså ingenting. At buddet "Du skal elske Gud og din næste som dig selv" er det første og vigtigste bud i loven, det kan den lovkyndige og Jesus kun være enige om. Der er ikke noget nyt under solen. Det har man både hørt og set før.
Næstekærlighedsbuddet er ikke det nye. Det nye er, at Jesus peger på sig selv, og med lignelsen fortæller ikke bare en moralsk fortælling om, hvordan mennesker skal leve med hinanden. Nej, han fortæller også en helt ny fortælling om, hvordan Gud lever med og ved siden af mennesker.
For lignelsen om den barmhjertige samaritaner fortæller ikke kun, hvad "jeg" skal gøre - "jeg", den lovkyndige, der spurgte, og os, der hører med på samtalen mellem ham og Jesus. Lignelsen fortæller også og først og fremmest, hvad der er blevet gjort for "mig" - den lovkyndige og os. Lignelsen fortæller om Jesus. Den fortæller om, hvad han gjorde af nyt, aldrig før set og hørt.
For samaritaneren, som gjorde det, ingen andre i lignelsen ville eller turde gøre, ligner ikke os, men ham, der fortalte lignelsen. Den overfaldnes næste ligner Jesus. Ham, der hævder, at Gud er som han. Samaritaneren ligner med andre ord Gud selv, forkynder Jesus. Og det er det nye, aldrig før hørte og sete. At Gud, altings grund, den, der er før alt og efter alt - at Gud er som samaritaneren i lignelsen og som tømrersønnen Jesus.
Samaritaneren gav den overfaldne sin ejendom, sit ridedyr og sine denarer, og sidst, men måske allervigtigst: Han gav ham sin tid - han lod sig forsinke en dag på sin rejse for den andens skyld. Med sine handlinger gav samaritaneren den halvdøde, overfaldne mand livet igen.
At give sit eget. At give sin tid. At give liv og glæde og mod til den, der ikke har nogen af delene. Det ligner det, Jesus gjorde. Og hver gang et andet menneske giver os livet tilbage i form af nyt mod, nyt helbred, nye muligheder, økonomiske, sociale eller menneskelige, så ligner det dét, Jesus gjorde. Så sker Guds vilje på jorden, som den sker i Himlen.
Der lå en mand halvdød i en grøft på vejen mellem Jerusalem og Jeriko. Den halvdøde mand ligner vi - oftere end vi måske bryder os om at indrømme - når livet har låst sig fast; når mulighederne synes opbrugte; når rutinen har slået den lille begejstring ihjel, og vi har glemt, hvad det var, der engang kunne få os til at gløde af iver og engagement. Sådan som man oftest glemmer, hvad det hele egentlig handler om, når man befinder sig der i grøften, kørt af sporet og overhalet.
En fremmed, en samaritaner eller en ildelugtende, psykisk syg hjemløs kom forbi, var næste for ham og gav ham livet igen. Dén fremmede ligner Jesus. Dén næste ligner Gud.
Og som den overfaldne i grøften lever vi, når det kommer til stykket, ikke af, hvad vi selv kan gøre, men af hvad andre vil gøre, bære over med og ofre for os. Måske er det dem, vi holder af og har behandlet pænt, der giver os den hjælp og omsorg, vi lever af. Måske kommer vi i situationer, som den overfaldne i lignelsen, hvor dem, vi må modtage hjælp og omsorg fra, er mennesker, som vi ikke har behandlet ordentligt, fordi vi i det daglige ser forbi dem, som man på Jesu tid så forbi samaritanerne.
Den foragtede samaritaner, mandens næste ligner Jesus. Ham, der ikke gik forbi grøften - det mørke gravens hul - men gik ned i den. Og derfra, fra gravens mørke, stod han op igen, for at vi skal gøre det samme. Vi skal synge det nu: "Han aldrig hjem til Himlen gik, hvis ikke os han med sig fik, han delte vor elendighed, derfor vi ved: han deler med os Himlens fred" (DDS 27).
"Hvad er kristendom?" Det er uopgiveligt det, at Gud har gjort vores sag til sin: "Han aldrig hjem til Himlen gik, hvis ikke os, han med sig fik, han delte vor elendighed, derfor vi ved: han deler med os Himlens fred".
Gud har ladet høre fra sig. Gud gik i vores sted og blev et menneske.
Det er dét, der er kristendommens kerne og ikke næstekærlighedsbudet, hvor væsentligt det end er.
Det er dét nye, aldrig før hørte og sete, som Jesus forkynder, viser og selv er.
I Jesus viste Gud sig som vores næste. Ham lever vi af. Og ham skal vi møde og genkende i hinanden. Amen.