Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
14. søndag efter trinitatis , 13.09.2009
Predigt zu Lukas 17:11-19, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Dansk er på mange måder et utaknemmeligt sprog. Det er utaknemmeligt at lære. Og det er utaknemmeligt på den måde, at vi mangler mange af de små høflige taknemmelighedsfraser, som f.eks. engelsk, tysk og fransk er så rige på. Vi siger tak - selv tak, mange tak, farvel tak, tak i lige måde - men der er ikke de store variationsmuligheder og nuancer.
Og vi kan synes, at de andre, måske især englændere og amerikanere, også er noget overdrevne og virker lidt for overstrømmende med alle deres forskellige taknemmeligheds-udtryk. Vi har det bedst med den rene, usminkede vare: Det lille ord på tre bogstaver kan sagtens rumme vores almindelige lille danske, høflige taknemmelighed.
Men ordet tak rummer noget mere end høflighed. Det er et af de allerførste ord, vi lærer børn. Og det er ikke kun et spørgsmål om, at vi gerne vil lære børn gode manerer. Når forældre sidder i timevis og rækker legetøj og rosiner og tvebakker frem og tilbage til barnet og siger begejstret "tak" hver gang, så er det mere end høflighedstræning. Ordet "tak" rummer også anerkendelsen af, at der er en forbindelsen imellem os. Forældrenes jublen over barnets første "tak" har med det at gøre. At sige tak er det samme som at sige "Jeg har set dig og det, du giver mig. Du har betydning for dig. Det er ikke en selvfølge, at du er her og giver mig det, som du vil og kan".
Men børn bliver som regel ikke ret gamle, før de opdager, at der også kan ligge noget andet gemt i ordet "tak" end glæden over, at vi har med hinanden at gøre. Der kan også gemme sig et ydmygende magtforhold. "Det værste ved at få gaver er, at man skal ringe og sige tak bagefter", sagde den 8-årige. Som enhver, der kan huske lidt om, hvordan det var at være barn, ved, så er det, både fordi man er genert, og fordi den påtvungne tak holder en fast i en underordnet position: Det koster på en måde noget at få gaven. Det koster ens taknemmelighed. Man følte sig lige så rig over alt det, man nu var blevet den lykkelige ejer af, og så skal man lige huskes på, hvem der var den gode giver, som man skylder det hele.
Måske derfor holder vi også op med at sige tak, når vi bliver voksne og kan bestemme selv. Jo, det er måske nok det ord, der kommer ud af munden på os, men vi gør i praksis alt muligt for at ryste det ydmygende ved takken af os. Og det gør vi ved altid at forsøge at gøre gengæld. Taknemmelighedsgæld er noget af det værste, vi synes, vi kan blive sat i. Tak er som bekendt kun et fattigt ord, og vi bryder os ikke om at fremstå som fattige.
Men gengæld er noget helt andet end tak. At forsøge at gøre gengæld i stedet for at takke er det samme som at prøve at ryste det andet menneskes betydningsfuldhed af sig. Gøre sig fri af den anden.
Gengælden er magtens udtryk. Takken er troens.
Tak er troens udtryk. Det er det, evangeliet i dag forkynder. "Din tro har frelst dig", siger Jesus til samaritaneren, der kommer tilbage for at takke. Jesus siger ikke: "Din høflighed eller dine gode manerer eller ordentlige opdragelse har frelst dig." Han siger: "Din tro har frelst dig".
Det foregår i grænselandet. Grænselandet mellem Samaria og Galilæa, mellem udørk og civilisation. Det foregår i grænselandet mellem liv og død. Der har de spedalske krabbet sig rundt med deres ulækre udseende, åbne sår og bimlende advarselsklokker. De har måttet lade sig udstøde af samfund og familie. For de smitter, og aht. til den almene sundhedstilstand må ingen rask kontakte dem, og de må ikke nærme sig et rask menneske. Derfor står de på lang afstand og råber til Jesus: "Forbarm dig over os".
Og Jesus sender dem af sted til præsterne, datidens sygehusvæsen og socialkontor for at få attest på, at de er renset for deres sygdom og igen kan indgå i samfund- og familieliv på lige fod med alle andre.
De går alle 10 på Jesu ord. De tror ham alle 10 på hans ord. Og de bliver helbredt alle 10. De kan gå tilbage til de raskes verden og genindtage deres gamle plads i samfundet. De gennemfører den ceremoni, som den jødiske lov påbyder dem at gøre, og derefter lever de igen som før, de blev syge.
Sådan gør de 9. Men den 10. gør noget andet først. For da han blev helbredt, oplevede han noget, som han ikke kan gøre gengæld for med en religiøs ceremoni. Der skal andet og mere til. Han må vende tilbage til Jesus for at takke Gud. Ikke fordi samaritaneren er en pæn og høflig dreng, der husker, hvad hans mor lærte ham engang. Ikke for at gøre gengæld. Men fordi han har oplevet og erfaret Gud, som den, der ser og tilkender et menneske betydning og værdi. Han har oplevet og erfaret, at Gud har betydning i hans liv.
At bede til Gud er ikke en handel. Bønnen forandrer ikke Gud. Men bønnen forandrer os. For når man beder, lægger man det, man ikke magter, fra sig og lægger det i stedet over til Gud, som har sagt, at han har magten.
På samme måde forandrer takken heller ikke Gud. Alle de 10 spedalske blev jo helbredt, også de 9 som ikke vender tilbage til Jesus. Vi kan fornærmet holde igen på vores gavmildhed, hvis vi aldrig får tak tilbage. Men det er åbenbart ikke en mulighed for Gud. Han giver og helbreder, uanset om han får tak eller ej.
Takken forandrer ikke Gud. Men takken forandrer den, der takker.
For tak er, ligesom bøn, udtryk for tro. Den tro, som Jesus siger har frelst samaritaneren - ikke gjort ham rask, men frelst ham.
Ordet frelse betyder på dansk at have fri hals, dvs. at være uden den halslænke, som var trællens kendetegn. Samaritanerens tak er udtryk for den tro, som har gjort ham fri. Før var han træl af sin sygdom og af sin herkomst: Han var samaritaner, og derfor blev han regnet for udskud blandt jøderne. Og det faktum bestemte hans værdi, og det afgjorde, hvordan han kunne se på sig selv.
Nu er han frelst. Han er fri for at være bundet til og bestemt af sig selv og sit eget, og han er fri, fordi han er bundet til og bestemt af og værdsat af Gud.
Samaritaneren ser sin dybe afhængighed af den Gud, som skænker liv og helbred. Og han ser, at den afhængighed ikke betyder, at han gøres lille og underlegen, som når barnet tvinges til at takke for gaven. Tværtimod. Afhængigheden af Gud giver ham betydning og værdi. Afhængigheden af Gud betyder styrke, fri hals og værdighed.
Gud giver ikke for at få taknemmelighed og magt. Magten er jo allerede hans.
Gud giver styrke, frelse, fri hals og ny luft i lungerne.
For at vi kan leve og give det videre, vi har fået. Det er det, historien om Jesus forkynder. Det er det, troen tror.
Som Jesu søskende, som Guds børn, der er døbt med hans Helligånd, har vi fået myndighed til at give det videre, som vi selv lever af. Vi har fået myndighed fra Gud til at give - til-give, til at række nyt håb og nyt livsmod videre.
Samaritanerens tak er ikke høflig gengæld, men tro. Tro på, at Gud vil ham noget. Samaritaneren tror, det er, fordi Gud vil ham noget og vil bruge ham til noget, at han har fået livet igen. Og Jesus giver den tro ret, da han siger: "Stå op og gå herfra". Stå op - opstå fra de døde, fra det gamle, fra det, der mislykkedes og gik itu. Stå op - opstå fra din bundethed til dig selv og dit eget, og lev det liv, som Gud har giver dig til det samme.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.