Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter Trinitatis , 20.09.2009
Predigt zu Matthæus 6:24-34, verfasst von Erik Fonsbøl
Hvordan ville det være at tage Jesus på ordet?
Hvordan ville det være f.eks. at holde op med at bekymre sig om mad og tøj og udkomme, sådan som han siger det i dagens tekst?
Ja, det ville altså betyde, at man opgav et ellers meget betydningsfuldt aspekt i sit liv - noget af det, der fylder mest - så meget, at det for mange mennesker synes at være selve formålet med tilværelsen: at sikre sig et udkomme, så man kan få mad og tøj på kroppen med alt hvad det indebærer, og i dag er vi jo ikke særlig nøjsomme, hvad det angår. Vi vil gerne gå i det rigtige tøj og spise lækker mad. Vi vil gerne nyde tilværelsen som vi siger, og hvis vi kan, synes vi også det er en menneskeret. Vores forfædres nøjsomhed og sparsommelighed passer vel heller ikke rigtig til vores samfundsmodel i dag, hvor kodeordene er merforbrug og materiel vækst. Så kan vi til gengælde gøre aflad ved at give noget mere til de fattige rundt omkring i verden - og det er vi jo gode til.
Så vi tænker egentlig ikke på vores forbrug som noget problematisk. Vi gør det bare og lever vel egentlig bare som alle andre og bakker på den måde også op om vores forbrugersamfund. Hvor ville vores samfund være henne, hvis ingen købte noget mere? prøv bare at forestille jer én dag uden køb og salg - uden arbejde - uden forbrug...
Og så er det jeg kommer til at tænke på Albert Schweizer, der engang var indbudt til en fin konference i Berlin. Han var på det tidspunkt verdensberømt både som forsker og humanist og læge og højt dekoreret, og man ventede ham på stationen med fuld honnør - naturligvis på første klasse, men man fandt ham helt nede på tredje klasse.
- Jamen doktor Schweizer, hvorfor rejser De dog på tredje klasse?
- Fordi der ikke var nogen fjerde klasse!
Og jeg kommer til at tænke på andre sjældne mennesker, som mere eller mindre opgav det normale forbrugsmønster. De vanvittige munke f.eks. der trak sig fuldstændig ud af verden - ud af samfundet - og bosatte sig på en klippeknold langt ude i Atlanterhavet for at leve et uendelig nøjsomt og arbejdsomt liv.
Og jeg kommer til at tænke på min egen befriende glæde ved engang imellem at prøve dette liv uden stræben efter mere forbrug - uden stræben efter noget andet end måske dette at komme tilbage til noget oprindeligt. Selvfølgelig kun på feriebasis og altid med sygesikringsbeviset og dankortet i baglommen.
Det er måske denne overmæthed ved velfærden og ved det stadige forbrug, som vi arbejder så hårdt for, som engang imellem kan ramme os og få os til at tage på pilgrimsvandring eller på ferie under de mest primitive former - for at komme i pagt med naturen eller med Gud eller med noget, vi ligesom savner. Velfærd, forbrug, hus med udsigt, bil med GPS, arbejde, mærkevarer og dyr rødvin gør det altså ikke - der er noget andet, vi savner midt i al velfærden - midt i al rigdommen. Vores normale liv kan somme tider ramme os som et slaveliv.
Så på en eller anden måde lytter vi vel også til Jesus, når han siger: Glem det - glem alt det, I arbejder så hårdt for og bruger jeres liv på. Det har ingen betydning. Det er noget andet, der er vigtigt for livet.
Og så kommer han frem med dette andet: Søg først og fremmest Guds rige - så kommer alt det andet af sig selv. Og hvad er så lige Guds rige?
Ja, det er det, vi døber børnene til her i kirken - det er det vi samles ved nadverbordet om - det er det, vi kommer her for at høre om - kommer her med vores længsel efter substans i vores tomme og frygtsomme overfladiske liv, som vi søger at udfylde så godt vi kan under de vilkår, vi lever under - med megen stress og måske endda mere og mere hektisk som tiden går og tomheden vokser. Vi skulle jo være lykkelige nu - vi har jo alt, men hvorfor er vi det så ikke? Ikke rigtig?
Guds rige er for mig et nyt forhold til livet. Det er en indre revolution både i mit forhold til mig selv og i forholdet til mine medmennesker og til mit samfund. Evangelierne bruger ofte betegnelsen genfødsel - ligesom dåben afspejler det. En genfødsel til et nyt liv, hvor kodeordene er frihed og kærlighed - og måske først og fremmest evnen og modet til at være sig selv. Altså at turde gå imod strømmen, når det skal være. Og f.eks. leve fuldkommen lykkeligt uden forbrugsgoder af nogen art. Fuldkommen lykkelig at gøre sig afhængig af andre - andres gavmildhed og andres gæstfrihed - uden selv at eje en klink. Uden selv at yde andet til gengæld end vores deltagelse med den rigdom, vi har i os.
Det var faktisk sådan, Jesus selv levede ifølge evangelierne - og sådan som han opfordrede sine disciple til at leve. Måske fordi menneskeligt samvær for ham var det allervigtigste i livet - menneskeligt samvær uden forskelsbehandling - et fantastisk åbent måltidsfællesskab, som vi søger at efterligne ved vores altergang, hvor vi jo heller ikke kan sortere folk eller gøre forskel.
Og det er måske også hemmeligheden ved det, som vi hørte ved dåben: Hvis ikke I bliver som spædbørn, kommer I ikke ind i Guds rige. Altså hvis det er livet om at gøre for jer at kunne selv - at være så selvstændige, selvberoende, så I aldrig bliver afhængige af andre mennesker, så mister i det egentlige ved livet.
Og I kan vel godt fornemme, at vi nu er ude i noget, som er stik modsat den normale holdning, som de fleste mennesker både på Jesu tid og i dag har til sig selv og til samfundet. Hvor det jo netop er et ideal at være selvstændig - at kunne klare sig selv - at kunne være den, der yder en indsats for helheden. Og vi nikker jo bifaldende til regeringen, som vil have folk i arbejde og derfor sætter dagpengesatserne ned på under eksistensminimum, så de dovne kan lære at yde noget for samfundet.
Her i kirken forkynder vi altså noget andet - noget, der tilsyneladende modsiger hele den normale samfundstænkning og alle de normale menneskelige idealer. Du skal ikke hele tiden tænke på at yde, men huske at nyde - du skal ikke stræbe efter at være selvstændig, men prøv at gøre dig afhængig af andre. Du skal ikke stræbe efter ting og sager - status og rigdom, magt og indflydelse, men efter menneskeligt samvær.
Det er den egentlige rigdom, som møl og rust aldrig kan fortære. Guds rige er der, hvor mennesker samles - og hvad hjælper det dig, at du vinder hele verden, men må betale med ensomhed?
Det er svært - selvfølgelig er det svært - og jeg har ingen anelse, om det nogensinde vil lykkes for mig selv et efterleve Jesu ord - at tage Jesus på ordet. Sådan for alvor.
Der var en rig ung mand, som engang spurgte Jesus om adgangen til Guds rige, og han fik svaret: Gå hen og sælg alt, hvad du ejer og giv pengene væk, og kom så og følg mig. Men den rige yngling måtte gå bedrøvet bort. For han var meget rig, og det var for meget forlangt.
Og sådan har jeg det også selv, bortset fra det med rigdommen, men måske kan vi bare engang imellem i små glimt få lov til at handle anderledes end forventet - at gå imod strømmen, så vi ikke blot hører om et andet liv, men også prøver det selv - oplever Guds rige her midt iblandt os - bare engang imellem. Måske ved vores gudstjenester - måske et helt andet sted.
Jeg svigter som regel mine egne idealer og forråder mine egne sandheder - mit eget liv - og jeg burde vide bedre. Men så ved jeg også, at livet har en særlig forkærlighed for os, der svigter - for os med alle de store idealer og de mange tomme ord og alt det, der aldrig blev til noget. Præcis som Jesus havde det, når han netop gik imod strømmen i samfundet og delte sit liv og alt hvad han havde med elendige og arme syndere, som ikke havde spor hold på deres liv - alle de mislykkede, som faldt uhjælpeligt igennem, men som ved mødet med Jesus så deres mislykkede liv i et helt nyt og fantastisk lys - så tæt på Guds rige. Så og oplevede for første gang, hvem de i virkeligheden var. De troede, de var forkastede - smidt ud i mørket - og så var det Guds rige, de var gået lige lukt ind i. Udvalgte, elskede og hellige mennesker.
Og så var det ikke for store ord for dem at hævde, at de i mennesket Jesus fra Nazareth havde set Gud selv.
Søg først Guds rige! Og nu får du så et vink - en lille hjælp - som i et computerspil, hvor man er gået i stå: Det findes der, hvor du mindst af alt venter det. Amen.