Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
17. søndag efter trinitatis , 04.10.2009
Predigt zu Lukas 14:1-11, verfasst von Else Hviid
Det er fredag og klokken er et kvarter i tolv. Det første barn indfinder sig i skolefritidsordningen på nabogrunden, og minsandten om ikke dette efterårsferie ramte barn indtager Asgården med sang. Der er et yndigt land, skråler han. Mine vinduer er lukkede for blæsten, men hans stemme går lige igennem glas og sten.
Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virker, hvad kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå.
Han har overstået de obligatoriske 5 eller 10 km i Folkeskolens traditionsrige efterårsløb, solen skinner, og når han kommer hjem har han efterårsferie i en uge. Hvad skal sådan en fodbolddreng gribe til i sin eufori? Hvordan skal man udtrykke sin glæde og sine bedste forhåbninger om, at nu begynder noget godt, hvis ikke med en sang. Og den sang, som for ham bedst udtrykker forventningens glæde, kender han fra Parken, hvor der inden fodboldslandskampen synges og skråles med på Danmarks nationalsang: "Der er et yndigt land".
Vi gør lidt det samme her. Det er bare mere iscenesat end det er spontant. Men vi indleder en ny uge med lovsang og forventer allerede det bedste.
Sabbaten, den syvende dag, hviledagen er tænkt til lovsang, til lovprisning af verden, som Gud havde tænkt sig den fra begyndelsen, da Gud så, at alt, hvad han havde gjort, var godt. Derfor stemmer sangen sindet til glæde og undren over verden, dens frodighed og skønhed. I lovsangen tilslutter vi os Guds syn på sit skaberværk. Vi siger ja og amen.
Dette gode og lyse syn på tilværelsen holder salmen os fast på. Lovsangens evighedsudsyn træder i stedet for vores lidt mørkere hverdagsopfattelse af tilværelsen. Og det kan nok være tiltrængt.
For vi lever i en tid, hvor det ikke længere er nok, som Oehlensläger digtede, at hylde hver en danneborger, som virker, hvad kan!
Vort samfund bygger på, at hver enkelt gør en positiv indsats, og at en særlig indsats bliver anerkendt. Omvendt skal den enkelte også mærke konsekvensen, hvis man ikke lever op til sine forpligtelser. "Den enkelte skal opleve, at der gælder »noget for noget«, som en ledende politiker har udtrykt det. Og som underbyggede sin vision for vores fælles fremtid, og sin egen vilje og handlekraft, med et sigende håndkast fremad.
Hånden kastes fremad, men hvad er det for en fremtid, der toner frem? Nogen skal til at yde noget mere, forstår vi, til at yde noget særligt, hvis de vil med ved bordet. Eller vi får ligefrem indtryk af at vi, hvis vi yder lidt mere, kan få en af de gode placeringer ved bordet.
I hvert fald gælder "noget for noget" princippet
De skoleelever og gymnasieelever der vælger flere fag på højt niveau, får højeste karakterer på kortest tid, skal belønnes. Dem vil der være plads til omkring samfundsbordet.
Udlændinge, der allerede har gjort en indsats før de kom her, så de har en højere uddannelse med sig eller de, der gør en ekstra indsats for at blive integreret, de skal belønnes ved at kunne søge om permanent opholdstilladelse tidligere end andre. De vil så måske senere kunne blive inviteret med.
Kriminelle der begår kriminalitet gentagne gange skal straffes hårdere. De skal ikke regne med at blive inviteret med.
Der var da heller ikke hverken dovne gymnasieelever eller studerende, udlændinge eller kriminelle omkring bordet den dag hos den ledende farisæere. Eller var der måske en enkelt kriminel?
De var ikke helt sikre, de ledende samfundsborgere, dem der fordelte pladserne dengang. Det vil sige, det blev de efterhånden som han tillod sig at sætte spørgsmål ved de fleste af de love og regler der regulerede deres sabbatsmåltid, og ja, ikke nøjedes med det, men åbenlyst overtrådte et par af dem.
Jesus, for det er jo ham der optræder som kriminel her, taler til dem om hvad lov er og hvad menneske er. Ikke som vores ledende politiker med knyttet hånd, men med åbne hænder. Hænder som rører ved et sygt menneske og giver ham livet igen, hænder som inviterer indenfor. Her, min ven, sæt dig. Der er en plads her som du ikke har gjort en særlig indsats for, men som jeg giver dig.
Jesu hænder er åbne, nærværende, livgivende, men også strenge, når han bryder de gamle, trygge regler og lukker op for en helt anden måde at invitere på.
Og alt sammen er det fremadrettet og visionært. Sådan skal det være her, for sådan er det i min Faders rige. Til enhver tid. Jesu åbne, udadvendte hænder vil velsigne, vil befri til fællesskab med dem, der intet magter.
Et fællesskab hvor hver en danneborger virker hvad han kan - ikke kun i landskampen - men for det andet menneske. Også selvom han skal overtræde en lov eller to ved at gøre det.
Dette fremadrettede, åbne og visionære, er det vi holder fast i når vi synger lovsang. Vi negligere ikke den virkelighed, som vi må forholde os realistiske, men solidariske til. Vi synger ikke, som om verden med alle dens fortrædeligheder ikke er til. Lovsangen tager virkeligheden alvorligt, men den holder os fast i det udsyn og det håb Jesus åbne hænder giver os.
Derved løftes vi op, vi synger os til et evighedsperspektiv både på vores fortid, nutid og fremtid. Lovsangen giver os ørnevinger, vi hæver os opad, så vi opnår et udsyn, der er større end vort dagligdags syn på tilværelsen. For set fra det perspektiv, set med Guds øjne, så udgår du fra hans himmel og vandrer mod hans himmel. Her gælder aldrig "noget for noget".
Fra evighed og til evighed lyder det gentagne gange under gudstjenesten som et tilsagn om, at dit livs begyndelse og afslutning er i Gud. Amen.