Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
18. søndag efter trinitatis, 11.10.2009
Predigt zu Mattæus 22:34-46, verfasst von Peter Nejsum
Man lavede for nogle år siden nogle forsøg med aber, hvor man prøvede at lære dem at tale. Ikke sådan som vi taler, det opgav man hurtigt, for deres tunge og strube egnede sig ikke til det. Nej, man lærte dem at kommunikere med tegnsprog, en afart af det sprog døve også benytter. Aben Lucy var særlig dygtig, og gav årsag til tankevækkende iagttagelser af hvad sprog egentlig er for noget. En af de ting, man så, var at når Lucy blev aggressiv, så dæmpede det aggressionen, at fortælle det, at bruge sprog for utilfredsheden det var dyrepasseren glad for, han undgik at blive bidt. Ved at udtrykke følelsen af vrede eller hvad det nu var sprogligt, dæmpes aggressionen, og en egentlig konflikt kan måske undgås. Så når vi mennesker er skabt med et sprog, så er det måske én af grundene: For at vi kan give vores utilfredshed ord, og at vi kan tale os til rette, og derved undgå konflikter. Vi kender vel alle til hvordan det hjælper at få luft for vores vrede. Sådan har Skaberen udstyret os med sprog for at vi kan tale os til rette med hinanden frem for at slå hinanden ihjel.
Derfor kan man ikke lade være med at tænke på hvor ofte det modsatte er tilfældet: At man bruger ordene og sproget til at gøre hinanden ondt. Ikke brugt i stedet for mere korporlige midler - for her gør sproget jo stadig nytte - nej, brugt i den slags diskussioner hvor man skjuler aggressionen under en flom af ord, diskussioner hvor det i virkeligheden ikke gælder det man faktisk taler om, men hvor man prøver at slide den anden op, eller at vikle den anden ind i et net af skjulte anklager og antydninger, eller at sætte den anden til vægs ved at udstille hans eller hendes usikkerhed og selvmodsigelser. Der er mange forskellige måder at gøre det på, men et er fælles: Diskussionens emne er ligegyldigt, det kan være de ligegyldige småting eller spidsfindigheder, for det egentlige mål er ikke erkendelse af sandheden, men et helt andet, skjult af ord og argumenter: Og det egentlige mål er at få ram på hinanden. Det gælder om at få ret, om at vinde. Det er ikke sagen det gælder, men den der diskuteres med. Tænk på hvor meget, der egentlig bliver sagt af den slags, hvor tit vi oplever denne underlige fornemmelse af at diskutere noget, som i virkeligheden handler om noget helt andet og langt mere alvorligt: At bekrige hinanden. Og det behøver ikke at være med mennesker vi ellers er fjendtligt indstillede overfor, det kan såmænd være med vores allernærmeste. Den slags diskussion efterlader os med en mærkelig følelse af afmagt, en tomhed der skyldes at man ikke kan trænge igennem til det andet menneske, men bliver hængende i det spind af ord og argumenter der væves, og som holder en fanget som et klæbrigt edderkoppespind. Og det gælder i virkeligheden uanset hvilken side man befinder sig på i sådan en diskussion. Det kan føles ligeså tomt at være den der fører ordet og angriber den anden, som at skulle forsvare sig.
Det er præcis sådan en situation Jesus er havnet i i den evangelietekst vi hørte lige før. Vi kender med andre ord udmærket til det. Tilsyneladende handler ordvekslingen med farisæerne om det største bud i loven og om hvorvidt Kristus er Davids søn eller Davids herre. Men det er kun tilsyneladende. For det handler om måden der diskuteres på.
Se, situationen i Mattæus-evangeliets kap. 22, som teksten er en del af, er den, at Jesus har fortalt en lignelse om kongesønnen, der holder bryllup. Men alle de fine indbudte kommer ikke, for de har andre ting for, som de åbenbart synes er vigtigere. Resultatet bliver, at kongen inviterer alle mulige, onde og gode mellem hinanden. Blandt tilhørerne var der nogle farisæere, og de fanger straks pointen, nemlig at Guds rige ikke slet ikke er for sådan nogen som dem, der føler sig retfærdige og fromme, men at han vover at påstå at Gudsrigets døre derimod står åbne for alt muligt udskud. Derfor tager farisæerne i deres harme den beslutning at fange ham i ord. De vil med andre ord diskutere med ham, så enhver kan se, hvad han er for en, de vil fange ham i selvmodsigelser og latterliggøre ham. Det siger sig selv at diskussionen ikke bliver en interessant teologisk debat, men udarter i ordkløverier og spidsfindigheder, for diskussionen har en skjult dagsorden.
Det er i den sammenhæng vi får diskussionen om, hvorvidt det er tilladt at betale skat til kejseren eller ej. Og vi får den fuldstændig groteske og usandsynlige eksempelfortælling om kvinden hvis mand døde, og som i overensstemmelsen med Moseloven giftede sig med mandens bror, som også døde, og så blev hun gift med den næste bror - som døde, og så fremdeles syv gange i alt. Hvem skal hun så være gift med i evigheden?
Men den mest absurd er i virkeligheden ordvekslingen om det største bud i loven. Den er så modsætningsfyldt, at den jo næsten dementerer sig slev. Den lovkyndige som stiller spørgsmålet ved naturligvis udmærket godt, at det bud som er lovens fundament er buddet om kærlighed til Gud og til næsten. Men han fornægter selv det bud, ved at spørge Jesus om det største bud i loven - for at stille en fælde for ham og få ram på ham. Der kan ikke være større afstand mellem det man taler om og så måden man gør det på. Man taler om kærligheden til Gud og næsten, men i hadets og aggressionens tegn. Den er der hele tiden som en understrøm. På den måde kommer dette ordskifte til at tilspidse hele kapitlets tema, og føre det ud i det både absurde og sataniske.
Efter dette spørgsmål om det største bud i loven, spiller Jesus så selv ud, med det drilagtige spørgsmål om hvem de mener Messias er, hvis søn han er. Han griber tilbage til deres egen argumentationsform, og driver den ud i parodien. For hvordan kan Messias, Kristus, være Davids søn, når David selv i en af sine salmer kalder ham Herre? Hvordan kan han både være Davids søn og Davids herre? Det er et af den slags tåbelige spidsfindigheder, som vi godt kender til: Hvis Gud er almægtig, kan så skabe en sten som er så stor at han ikke selv kan løfte den? Formålet er klart: At lukke munden på saddukæerne og farisæerne ved at stille dem et spørgsmål de ikke kan svare på, men også noget andet, som er nok så vigtigt: At afsløre deres diskussionsform ved at vende vrangen ud af den. Fra da af turde ingen af dem længere spørge ham om noget.
Men hvad skyldes farisæernes modstand og aggressioner mod Jesus? Ja der er selvfølgelig de kendte forklaringer der går ud på, at de ikke kan acceptere hans forkyndelse om Gudsriget der modsiger alle deres forestillinger, og at de føler deres egen magt truet fordi folk flokkes om ham. Men dybest set handler det vel om at han ikke er som de forventer, en irritation over at han ikke er som dem. For de kan jo godt se den myndighed han taler med, og de kan se de undere han gør, og mange ting tyder på at han er en Gudsmand. Men han opfører sig alligevel helt anderledes end de forventede. Og at han ikke var sådan som de troede, ikke var som dem, det blev i sidste ende hans skæbne. Så deres aggression skyldes i grunden deres eget syn på ham. Derfor er der en dyb ironi i, at han spørger dem: Hvad mener I om Kristus?
Jeg nævnte før, at vi også af og til havner i den slags opslidende diskussioner eller skænderier endda med vores nærmeste, hvor det ikke er sagen det gælder, for den er ligegyldig, men hvor det gælder om ramme den anden, og hvor aggressionerne ligger skjult under hvert ord. Men læg mærke til, at vi ofte gør det af samme grund som der dybest set driver farisæerne: At vi har svært ved at acceptere, at den anden ikke er som os, at den anden simpelthen er anderledes, har andre værdier, andre måder at gøre tingene på, og andre forventninger til livet.
Vi skal elske vores næste som os selv, hedder det. Men det kommer ofte til at betyde at vi kun vil elske den anden hvis han eller hun er som os selv. Kun det jeg selv elsker, det som jeg kender fra mig, kan jeg elske hos den anden. Det er hele tiden vores forventninger og forestillinger om hvad den anden skal være, eller burde være, der bestemmer vores syn på dem. Det kan såmænd være i den bedste mening, man prøver at trække sine egne meninger ned over hovedet på dem.
Og så er det tit skuffelsen eller irritationen, som kommer til at bestemmer diskussionsformen. Så bliver det man diskuterer betydningsløst, for det handler om at den anden burde være ligesom mig. Det kan man ikke forlange, det ved vi godt, derfor pakker vi det ind i ord.
Den kærlighed til Gud og til næsten, som hele vort liv i grunden hviler på, det handler ikke om en eller anden indre sjælelig kraftanstrengelse. Det handler i virkeligheden om at se den anden på en ny måde. Sådan som Kristus så på de mennesker han mødte da han gik rundt på jorden, og sådan som han ser på dig og mig. Han ser at vi er ens, at vi er skabt af Gud og elsket af ham. Men han ser os også som enestående, dvs. som forskellige, med hvert vores liv og hvert vores opgave: Han ser os som vi er, med alt det der gør os til dem vi er, godt og skidt mellem hinanden, sejre og nederlag, skuffelser og håb. Det er bestemt ikke alt han bryder sig om, men kærligheden gælder alligevel, uafkortet.
Se! Jeg gør alting nyt!, siger han. Det gør den kærlighed. Og mon ikke vi formår at give noget af den kærlighed videre. At se det andet menneske som et menneske magen til dig selv, som også er elsket af Gud, med den samme stræben og den samme længsel. Og så at se alt vidunderlige der følger af at den anden ikke er som dig, men er forskellig fra dig, og at opleve det som en gave, som gør dit liv rigt. Når vi ser sådan, så kan sproget igen bruges til det som det er skabt til. Amen.