Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
20. søndag efter trinitatis , 25.10.2009
Predigt zu Mattæus 22:1-14, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen fortæller i en kogebog om, hvordan hun som ung i 1971 havde købt ind i en butik, der handlede med mikro-makro-mad. Da hun kom hjem, opdagede hun, at grynene, hun havde købt, var fulde af små dyr. Hun gik tilbage til helsebutikken for at klage, kun for at få følgende besked af den langhårede, lavmælt kærlige fyr, der ekspederede: "Det viser netop, at det er rent. Hvis de dyr kan tåle at spise det, kan du også". Og det er jo en from argumentation, det umiddelbart kan være svært at give igen på.
Det naturlige er det rene og gode - det naturlige kan pr. definition ikke være forkert eller grimt eller skadeligt. Det er ikke kun en holdning, man engang kunne finde blandt glade, fredselskede flippere.
"Hun er så naturlig og lige til" - det er også i dette årtusind en ros. Den lille pige i flade sko, ukomplicerede mennesker kan vi godt lide, og vi vil gerne selv være sådan. Og var alle bare det, så har vi også en formodning om, at livet mellem mennesker ville gå let og smertefrit. Hvis vi dog bare ville og turde at være os selv over for hinanden.
Det er en formodning og et menneskesyn, som bygger på troen på, at vi alle sammen er gode nok på bunden. Graver man dybt nok, og skræller man alt det onde væk, som er kommet til i tidens løb, - den forkvaklede opdragelse, man fik; den mistillid til egne evner, som dårlige lærere gav én; frygten for at elske, som brudte kærlighedsforhold førte med sig - graver man m.a.o. virkelig i bund, og fjerner fortielser, løgne og masker, så når man til sidst frem til et rent og giftfrit naturprodukt, som hedder "det sande, ufortyndede, naturlige og derfor gode".
Lignelsen i dag om kongen og gæsten, der kommer, som han er, forkynder noget andet. I lignelsen, som Jesus fortæller, er det naturlige menneske det fortabte menneske. Det økologiske menneske, som ikke er tilsat noget, er ikke godt. Det er fortabt.
Manden uden bryllupsklædning er mennesket, som vi er, når vi er os selv. Og er os selv nok.
Manden i lignelsen har ikke taget festtøj på. Han er til stede ved festen, men han agter ikke at blande sig i den. Han vil nøjes med at være med på en kigger. Det er fortabelsen.
Den fortabelse, som ikke er en fremtidig trussel - noget, der engang skal ramme alle de onde og vantro, som sjovt nok altid er "de andre", aldrig os selv. I lignelsen er fortabelsen noget, der sker og er virkelighed her og nu. Mørket uden for er ikke engang, men nu.
For fortabelsen er det, der sker, hver gang vi lader livet passere upåagtet
- Når vi lader børnenes opvækst foregå bag ryggen på os, mens vi selv var travlt optaget og dybt begravet i vores eget - arbejdet, bekymringerne, regnskaberne.
Når vi lader kærligheden afgå ved døden, fordi smålighed og selvoptagethed får lov at tage pladsen op, der hvor de andre skulle have været.
Når samfundsliv er noget, der foregår på en tv-skærm, og som vi nøjes med at kigge henkastet på, fordi vi ikke synes, at det er noget, vi behøver at blande os i - med mindre vi da rammes helt personligt.
Over alt og hver gang vi fortaber os i os selv og vores eget, havner vi i ligegyldigheden - mørket uden for hvor vi er alene med os selv.
Selvtilstrækkeligheden og ligegyldigheden over for det liv, som altid er Gud og de andre, det er fortabelsen. Her og nu.
Hvordan Gud så til sin tid vil dømme, - hvad fortabelse er, når tiden, vores og verdens tid, engang er løbet ud - det er alene Guds sag, hovedpine og ansvar. I den sammenhæng gælder Søren Kierkegaards ord om, at den, der vover at tvivle om et andet menneskes salighed, har grund til at tvivle om sin egen.
Den, der træder ind i kongens gildesal, bliver en kongelig gæst. Det vil manden i evangeliet ikke være. Han vil nøjes med at være sig selv. Han har nok i sit eget gode tøj. Og han må tage det og gå. For kongen i lignelsen kræver det, vi anser for den dybeste falskhed: Nemlig påtagethed. Kongen inviterer alle, revl og krat, men når folk så kommer, ja, så kræver han påtagethed - at gæsterne tager noget andet på end deres eget.
Det naturlige menneske, som ikke indeholder andet end sig selv, er ikke godt. Det er fortabt. Derfor blandede Gud sig i verden. I Biblen og i den salme, vi skal synge om lidt, bruges brylluppet som et billede på, hvad det var, der skete, da Gud kom til verden som mennesket Jesus - da Himlen bøjede sig dybt ned og kyssede syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv i menneskene.
Det har altid og vil vedblive med at være dét, vi har så svært ved at høre. At vi går fortabt, - at vi går fejl af Gud og af hinanden, at vores liv ender i mørket uden for, når vi selv råder. - Og derfor må vi på-tage noget andet end vores eget. Påtagetheden er blevet vores frelse og redning fra os selv og vores eget dødsdømte liv.
Når vi bekender Jesus som frelseren, så er det det, vi bekender. I Jesus påtog Gud sig vores liv og vores død, og klædte os dermed på til at leve med Gud og med hinanden.
Man kan synes, at det er en overflødighed - som Karen Blixen med aristokratisk elegance engang udtrykte det: "Jesus havde nu ikke behøvet at gøre sig den ulejlighed for min skyld". Hun mente, at Jesus var et glimrende forbillede og et interessant og viist menneske, men at hans liv og død skulle have frelsende betydning for andre end ham selv, fandt hun meningsløst og fjollet.
Ikke desto mindre er det det, vi holder gudstjeneste på; det er derfor, vi bliver døbt, og derfor vi fødes op ved nadveren.
Gud påtog sig alt vores, - vores liv, vores synd, vores skyld, vores død - og gav os til gengæld ret - børneret - til at på-tage alt hans.
Når vi korstegnes - ved dåben, efter nadveren og efter velsignelsen - vises det for øjnene af os. Vi får korsets tegn sat på os, - vi iklædes noget andet end os selv og vores eget. Vi iklædes Kristus, siger Paulus. Vi får Jesu liv, død og opstandelse som vores egen.
Den, der er overbevist om at være god nok på bunden, og at livet er overkommeligt, hvis man bare gør sig umage, behøver ikke andre end sig selv. De andre er til nød underholdende indslag, og Gud er en overflødighed. Måske en interessant tanke og spændende overvejelse. Måske et fremmedartet krydderi, man kan drysse ud over sin tilværelse i den mængde, man nu synes, er passende. Men ikke en nødvendighed. Og så er Gud holdt op med at være Gud. Og livet er ikke andet end det, vi selv kan pumpe det op til.
For at vi aldrig skal gå fortabt i den vantro på os selv, fejrede Gud julenat bryllup og blev mennesker lig. I manden Jesus påtog Gud sig til vores skæbne. "Vort kød og blod han tager på sig, og skænker os guddom sin", skal vi synge, når det bliver jul.
Vi er blevet det, vi ikke er i os selv. Vi er blevet Guds.
Vi er ikke henvist til pladsen som bænkevarmere. Vi kan leve, som vi er blevet klædt på til. Amen.