Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Alle Helgen (21. søndag efter trinitatis), 01.11.2009
Predigt zu Mattæus 5:1-12, verfasst von Claus Oldenburg
Alle Helgen er som bekendt dødedagen i vores del af verden. Egentlig er det 1. november, og følgelig er 31. oktober Alle Helgens aften, men da vores protestantiske tradition altid har søgt at undgå disse særlige dage, som smagte for meget af vores romersk-katolske fortid, markerer man fænomenet - hvis jeg må kalde det sådan - på den første søndag i november. Men i årtier har denne markering ikke været særlig signifikant eller folkelig tydelig, hvilket jeg selv mener, er forbundet med en kollektiv fortrængning af døden som fænomen i moderne tid under vores himmelstrøg.
Men - i den forbindelse er det da lidt af et paradoks, at en amerikansk måde at markere dødedagen på, nemlig Halloween, i den grad er blevet offentlig eje, og selv Tivoli bugner af lys-skrækindjagende græskar-formationer - flot lavet i øvrigt - men paradokset er stadig, at man importerer en amerikansk facon, som har tydelige katolske og latinamerikanske rødder, og at de fleste danskere egentlig ikke rigtig véd, hvad de har med at gøre, for det hele bliver til sjov og ballade, lidt dødegru og mørkegys.
Men det er stadig rigtigt, at dødedagen på latinamerikansk er en forrygende blanding af mindet om de døde og festen i anledning af dem. Men grundlæggende tager man de døde meget alvorligt - og det er måske det, vores nordeuropæiske kultur har mistet sansen for.
Resterne af vores allehelgen-traditioner markeres da vist kun ved dagens gudstjeneste, mest i kraft af salmevalget, og så på mange kirkegårde, hvor der dels holdes andagter, men der også er en vis aktivitet ved gravstederne - fordi man netop mindes sine døde og derved tager dem alvorligt som en del af én selv.
Men når den katolske tradition har et mere intenst forhold til de døde, end vi i vores protestantiske tradition har det, så er begrundelsen egentlig teologisk, og er et af de helt afgørende stridspunkter mellem katolske og protestantiske som følge af selve reformationen først i 1500-tallet.
For den katolske tradition tillægger de døde et selvstændigt liv som sjæle. Kroppen er vel stedt til hvile i jorden og afventer en opstandelse, men afdødes sjæl lever videre for Gud, hvorfor det i høj grad er helgenerne - og specielt jomfru Marias' opgave - at gå i forbøn for de afdøde sjæle i relation til Almagten. Deraf dødemessen, hvor de efterlevende levende beder for den døde, som nu er stillet for Guds åsyn. Sjælen skal så at sige hjælpes til frelsen ved forbøn og ved at bede helgenerne om at bidrage - igen særlig jomfru Maria. Det vil også sige, at verden - rummet - er befolket af de levende, men altså også af de døde i en særlig sjælelig tilstand, og det er ikke svært ud fra en sådan visionær vinkel at forestille sig det klassiske middelalderlige verdensbillede med en himmel foroven, en række helgen- og engleprægede mellemlag, hvor sjælene lever deres eget liv, og neden under jorden, de levendes land. Og for at tage det hele med: nedenunder de levendes land rumsterer undergrunden, fortabelsens sted og Helvedes gru. Og jeg skulle mene, at dette mentale verdensbillede såmænd lever i bedste velgående som netop mentalt verdensbillede, for det giver ganske enkelt verden og sanseoplevelsen en personlig tyngde. Mennesket kan føle sig hjemmehørende i sanseverdenen, som har en moralsk karakter, spaltet som den er mellem godt foroven og ondt forneden.
Men. Når reformatorerne var så aggressive på dødemessen - eller sjælemessen - og ville af med hele denne hierarkiske verdensopbygning, så skyldes det ganske enkelt misbruget. For sjælenes frelse blev vitterligt brugt som handelsobjekt, og der var simpelthen penge i døden - rigtig mange penge. For kunne man sikre sig sin afdødes fars eller mors sjæle med henblik på frelsen? En sådan frygt er der penge i - rigtig mange penge.
Denne side af reformationen er normalt underbelyst, men den er en vigtig del af opgøret med den store, altfavnende middelalderlige fælleskirke. For for reformatorerne kunne kirken aldrig være melleminstans mellem mennesket og dets Gud - højst det nødvendige mødested mellem Guds ord og menneskets selvbesindelse - og kirken måtte slet ikke være den autoritative og deraf afledte økonomiske myndighed i spørgsmålet om menneskets frelse. For det var en frygtmekanisme, kirken derved udnyttede til egen berigelse. Selve fænomenet er genkendeligt, for der er og har altid været penge i udnyttelsen af den menneskelige frygt, som nok er forståelig, men som også er udnyttelses-bar i ekstrem grad.
Reformationens folk mente det derfor sådan, at når mennesket var død, så var det dødt - og frelsens perspektiv var kun at vente på sin Gud. Man mente bestemt ikke, at der var et særligt sjæleliv, men man mente til gengæld, at mennesket på dommens dag stod lige over for sin Gud - og så måtte afgørelsen om frelse eller fortabelse afgøres ved dén lejlighed. Her hjalp så at sige ingen bønner, endsige betalte forbønner i messens regi, men kun menneskets selvværdi over for Guds domstol. Og da domstolen ikke var Almagtens, men tillagt Hans endog meget menneskelige søn, Jesus af Nazareth, var nådens og tilgivelsens perspektiv troens trøst. Så her handler vi ikke - og vi betaler ikke - men vi håber og tror og kan ikke andet.
Der er tale om en mental forskydning mellem et samfund - eller rettere en tilstand - hvor man opererede med en åndelig instans, kirken, der kunne og ville tage vare på mennesket både som levende og som død, og så det moderne samfund - eller rettere: den moderne tilstand - hvor mennesket var henvist til at tage vare på sig selv både som levende og som død, det som man nok meget præcist har benævnt som 'det moderne menneskes ubodelige ensomhed'.
Og går man reformationens kritikere efter i sømmene, så er det dette perspektiv, som er deres egentlige frygt - og frygt på menneskets hjemme-følelsens vegne, hjemme-følelsen i verdens vegne - nemlig en frysende fornemmelse af at være helt overladt til sig selv. Helt overladt til sig selv og egentlig helt forladt, når man afskaffede enhver åndelig autoritet. Det er det, der er pointen hos en international berømthed som Erasmus af Rotterdam og også hos vores egen, blandt de mest betydelige teologer i samtiden, Poul Helgesen.
Men reformationen var nødvendig, og hvis jeg skal sige det ovenfra - på Planernes Herres vegne - så var det rigtig nødvendigt. For moderniteten skulle fødes, og moderniteten er, at mennesket er sig selv, kunstnerisk, religiøst og politisk, men prisen er også oplagt: denne mærkelige ensomhed, hvor man kan vælge sig selv ind og ud af fællesskabet, ind og ud af det fællesskab, der måtte være. For også disse definerer sig selv. Og prøver nogen ved åndsmagt eller jernmagt - eller en kombination - at etablere en ny autoritet - fx de store ideologier eller islams fremmarch - så vil denne autoritet blive modsagt. Det er gevinsten, modsigelsen og indsigelsen er den historiske konsekvens ved moderniteten, men prisen betales fortsat - nemlig individets manglende sikkerhed i tid og i rum, som levende og som død.
Det er på denne mentale baggrund, at jeg egentlig mener, at moderniteten prøver at følge to parallelle spor og ikke kan finde ud af at kombinere dem, hvad den burde. For ud af denne skitserede proces kom en dyrkelse af rationaliteten, som så at sige ville ordne verden i et logisk og - vel i sig selv - følelsestomt univers, hvor højst moralen kunne anvises en plads som regulator. Men der kom også en dyrkelse af irrationaliteten, altså følelsen som den egentlige indsigtsfulde i verdens bevægelse. Præcis her kunne troen bidrage, for den kunne tro sig til hvad som helst uden at lade sig lede af rationaliteten. Og troens større eller mindre intensitet er netop karakteristisk for den protestantiske verden, for troen er individets ret og ejendom helt personligt. Så fylder mennesket selv verden op og møblerer den efter eget hoved.
Men da hverken rationaliteten kan sige noget som helst om de dødes rige og irrationaliteten, følelsen, i grunden må erkende sig sin egen ønsketænkning, må vi - skulle jeg mene - erkende Gud som både rationalitetens og irrationalitetens grænsebegreb, kort sagt den yderste objektivitet, som er ufattelig for den menneskelige bevidsthed. Og så er det lidt ligegyldigt, om man bruger fornuften som argument eller bruger følelsen som argument - vi når Ham alligevel ikke, for vi når ikke virkeligheden og dens Herre.
Men troens og følelsens rationelle indsigt vil netop være dette, hvorfor vi dog må give reformatorerne ret i, at man ikke kan udtale sig om noget, man ikke véd noget om - med et berømt Wittgensteins-citat.
Således. Denne indsigt, kombinationen af rationalitet og irrationalitet, kan kun erkende længslens trang mod også at blive genkendt efter døden. Genkendelsen er, at du og jeg - at vi - er de elskede som både levende og døde.
Så når vores kulturkreds i sin moderne udgave har meget lidt lyst til at omgås sine døde, så må det være en berøringsangst, en fortrængningsmekanisme, som netop er grundet i en usikkerhed om vores status i verden - levende som døde - og ikke kan holde disse ubehagelige følelser ud, som kort hedder: sorg, tab - og endnu værre hedder: Intethed.
For hvad skal man stille op med Intetheden? Intellektet kan vel indse den, men følelsen græder.
Der er kun ét at gøre: at forfalde til 'meningen med'.
For der er en mening med og en nødvendighed i, at vi har døbt en lille dreng i dag og dermed træder han ind i vores verden - og følelsen fejler ikke noget - og der er en mening med og en nødvendighed i, at I, jeg og han skal herfra igen - og følelsen bør i dén anledning heller ikke fejle noget som helst. For præcis følelsen kan ikke rubriceres efter 'behag' eller 'ikke-behag', hvad 'jeg synes eller ikke synes'.
Hvis følelsen er ægte tager den det hele med, indser meningen og erkender nødvendigheden - og bøjer sig yderst ude for sin Gud, som er Det ubegribeliges Majestæt. Så salige er vi - må man tro og håbe - levende som døde. Det har vi Kristi ord for.
Amen.