Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter trinitatis , 08.11.2009
Predigt zu Mattæus 18:23-35, verfasst von Peter Nejsum
Det er under krigen. Det er i en af nazisternes koncentrationslejre. En af fangerne, en ung jøde, bliver kaldt ind til en 23-årig SS-officers dødsleje. Jøden er Simon Wiesenthal, der fortæller historien i sin erindringsbog "Solsikken". Den unge SS-officer er forpint ved tanken om en massakre han har deltaget i i Dnjeprpretovsk. Han beskriver hvordan de fik ordre til at genne et stort antal jøder ind i et hus i tre etager. Nogle af jøderne blev beordret til at bære benzindunke fulde af benzin op i øverste etage. Hoveddøren blev blokeret. Et maskingevær blev stillet op overfor. Jøderne, som mest var kvinder, gamle og børn, stod presset tæt sammen. De jamrede sig, græd, fulde af angst, fortæller officeren. De vidste hvad der skulle ske. Wiesenthal, der hører på officerens beretning, føler sig ubehageligt til mode. Han ved også hvordan historien fortsætter. Han har selv oplevet lignende ting. Han vil gå, men officeren beder ham indtrængende om at blive. Så fortsætter han sin uhyggelige historie. Han beskriver hvordan de kastede håndgranater ind i huset. Man hørte voldsomme brag, og et øjeblik efter stod huset i flammer. En kvælende røg stiger ud af huset, sammen med gruopvækkende skrig fra dem, der er ved at brænde inde. De der prøver at flygte bliver skudt. Nogle af dem der forsøgte at flygte har brændt sig fast på officerens nethinde. Det var en lille familie, en far, en mor, et barn. De sprang ud fra 2. sal, ilden havde fat i deres tøj, så de lignede levende fakler. Men flugten var nytteløs. Da de rammer jorden bliver de skudt. Dette billede har forfulgt SS-officeren lige siden, og nu bryder han helt sammen.
Her ligger en mand for døden - en morder, men også et offer for en skånselsløs ideologi, der har gjort ham til morder, uden at han egentlig har villet det. Han betror sig til en mand, der den dag i morgen kunne blive offer for en tilsvarende ugerning. Wiesenthal er ikke et øjeblik i tvivl om ægtheden af den unge officers anger.
Officeren folder hænderne. Wiesenthal kan mærke, at han prøver at sige noget, som er meget svært at få sagt. Efter en kort tid siger han så: Jeg ved godt at det jeg har fortalt Dem er frygteligt. I de lange nætter, hvor jeg har ligget og ventet på døden slog det mig igen og igen, at jeg måtte tale med en jøde...for at...Hans stemme bliver næsten helt utydelig. For at...bede om tilgivelse. Jeg ved, at det jeg kræver næsten er for meget, men uden svar kan jeg ikke dø i fred.
Der bliver helt stille. To unge mænd er ført sammen af skæbnen. Den ene, SS-officeren, kan ikke dø med fred i sjælen, fordi en forfærdelig forbrydelse bliver ved med at forfølge ham og ikke levner ham fred. Han beder om tilgivelse - tilgivelse fra en koncentrationslejrfange, en levende død, der som nemt som ingenting ville kunne blive det næste offer i rækken. Hvordan svarer han på officerens bøn om tilgivelse? Skal han hjælpe dette menneske til at dø i fred? Eller er det umuligt for ham at tilgive? Hvad er hans svar? - Wiesenthal ser længe på hans foldede hænder. Så vender han sig om, og uden at mæle et ord forlader han værelset. Han tilgiver ham ikke.
Hvor mange gange skal jeg tilgive min næste? Sådan spørger Peter Jesus, som vi lige har hørt. Han foreslår selv op til 7 gange, for han vil gerne være storsindet. En lovkyndig jøde ville sige tre gange. Men Jesus siger 77 gange, det vil i virkeligheden sige uendelig mange gange. Det er et absurd svar, hvis man er ude efter en moralsk rettesnor, en leveregel. Man kan ikke forestille sig en lovbestemmelse, der siger at man skal give 77 advarsler, så falder hammeren. Men hvorfor svarer Jesus som han gør? Fordi han vil sige, at vi ikke har råd til andet end at tilgive.
Derfor fortæller han så en lignelse om denne mand med en svimlende stor gæld, som eftergives, men den samme mand vil ikke eftergive sin tjener, der skylder ham en flad 100-lap. Og det straffes han for.
Jesus siger: Du har slet ikke råd til ikke at tilgive. For du lever kun i kraft af, at alt hvad du er, alt hvad du kan, og hele dit liv, al kærlighed, al tilgivelse, er noget du får givet, og derfor noget du skylder væk, og derfor umuligt kan betale tilbage. Derfor skal du tilgive, for du lever selv i tilgivelsen, en tilgivelse som er så meget større end noget du selv kan præstere.
Det er nemt at indse, at det i sig selv burde dømme enhver smålighed, som vi viser overfor hinanden i det daglige. Eksemplerne er mange. Og konsekvenserne tit store. Mennesker, der er nært beslægtede, en far og en søn, fx, kan afbryde enhver forbindelse. Et eller andet er kommet imellem dem, et svigt i en bestemt situation, en sårende bemærkning, et eller andet. "Jeg har ikke noget at tale med ham om", hedder det, "han kan jo ringe hvis han vil mig noget". I kender det sikkert. Uforsonligheden er bastant. Når man så dykker ned i, hvad årsagen egentlig er, hvordan det hele begyndte, så er det mange gange småting, ja noget man egentlig vægrer sig ved at fortælle om, fordi man egentlig godt kan se, hvor latterligt det må se ud. Men tiden gik og gravede umærkeligt grøften større og sværere og sværere at skræve over.
Den slags kan ende med at have en uendelig høj pris, højere end den tilgivelsen har.
Men nu er kristendommens tale om tilgivelse gået i blodet på os, så vi mener at alt bør tilgives. Aldrig så snart har en voldsmand slået sit offer ned på gaden, skal de mødes ansigt til ansigt med henblik på, at offeret skal tilgive. Den slags møder er der nogen man foreslår man benytter langt hyppigere. Og vi forstår ikke uforsonligheden i Mellemøsten, i Nordirland, eller andre steder. Nu må de da tilgive hinanden fortidens synder...Især har vi travlt, når det gælder andres tilgivelse af hinanden. Vi bryder os nemlig ikke om uforsonlighed. Vi presser på for at tilgivelsen frem.
Men det kan være uendeligt vanskeligt at tilgive. Det viser episoden fra krigsforbryderens dødsleje med al tydelighed. Nu foregår den i Nazityskland under krigen, men det kunne ligeså godt foregå i vor egen tid et af de steder hvor mennesker viser sig fra deres værste side overfor hinanden. Det kunne ligeså godt have været et menneske, der som barn, der blev ladt i stikken, og som aldrig fik den kærlighed det havde brug for, men i stedet igen og igen oplevede forældrenes svigt, der forkrøblede det og dets søskende - og som en af forældrene beder om tilgivelse på børnenes vegne. Hvis tilgivelse er alvor, og ikke bare en bekvem hensigtserklæring, vi kan brede ud over det hele, så må vi se den alvor i øjnene, som tilgivelse har krav på.
Burde vi have tilgivet SS-officeren, hvis vi havde været i Simon Wiesenthals sted? Er det ikke smålighed der hævnfølelse, at nægte denne forpinte officer tilgivelse? Burde vi ikke have sagt de få trøstende ord, der kunne have lindret et andet menneskes død? Eller er der forbrydelser, der er så modbydelige, at de ikke kan tilgives? Er det ikke en hån mod ofrene? Og hvad så med evangeliets ord om at tilgive 77 gange fordi man ikke har råd til andet? Burde vi have tilgivet SS-officeren?
Jeg mener svaret er nej.
En tilgivelse ville fjerne den sidste rest menneskelighed, retten til at se sig selv som offer. En tilgivelse, der springer vreden, fortvivlelsen, uforsonligheden over hos den, der tilgiver, er dæmonisk. Det ville være en tilgivelse, hvor skylden aldrig blev gjort op. Derfor er en tilgivelse på andres vegne også en hån mod dem, der måske aldrig fik lejlighed til at tage stilling til en tilgivelse. En tilgivelse ville være en hån mod de andre ofre. Tilgivelse er kun noget man kan give for sig selv. Enhver tilgivelse på andres vegne er et overgreb. Ja, alene det at se sig i stand til at bedømme om Simon Wiesenthal gjorde fejl ved at nægte manden tilgivelse, på bekvem afstand af situationen, er at gøre tilgivelse til noget andet, til noget der ikke koster noget. Tilgive har vi ikke råd til, for det er slet ikke vores, det vi deler ud af.
Måske er tilgivelse mulig når alting er kommet på afstand når Gud har vendt det onde til det gode - men ikke i situationen.
Jamen, er det ikke det modsatte af hvad evangeliet siger? Måske. Men den tilgivelse, der lader hånt om tilgivelsens alvor, den er slet ikke tilgivelse. På en vis måde kommer uforsonligheden til at rumme evangeliet. For den sætter Guds nåde, Guds tilgivelse, som vi lever af, i relief. For den rummer jo også SS-officeren. Den gælder ham også, selvom vi ikke kan udtale den. Den har også plads til ham, så uforståeligt det end forekommer os. Det er uforståeligt - men det betyder, at der også er plads til os, også når vi ikke magter tilgivelsen..
.