Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
23. søndag efter trinitatis, 15.11.2009
Predigt zu Mattæus 22:15-22, verfasst von Morten Fester Thaysen
Om forholdet mellem religion og politik siger Jesus sådan: Giv kejseren, hvad kejserens er og giv Gud, hvad Guds er.
Hvad det betyder - ja, det bliver der sagt meget sludder om i disse dage.
Nogle er hurtige på aftrækkeren og siger, at det betyder, at vi skal skille det, der hører kejseren til fra det, der hører Gud til. Politik og religion har ikke noget med hinanden at gøre. Politik er en offentligsag. Religion er en privatsag. Politik har med det kropslige at gøre. Religion med det åndelige. Derfor skal der være vandtætte skodder mellem de to ting. Religion og politik har intet med hinanden at gøre. De, der siger dette, har dog ikke fattet et suk. Derfor sludrer de.
Giv kejseren hvad kejserens er og giv Gud, hvad Guds er, siger Jesus. Pointen er, at han ikke netop ville skille de to ting ad - for de kan ikke skilles ad. Jesus vil derimod sætte Kejseren og Gud i deres rette forhold til hinanden.
Og dette at sætte Kejseren og Gud - eller dette at kunne sætte Politik og religion i rette forhold til hinanden, er det vigtigste overhovedet, når vi har med politik at gøre og når vi skal stemme på tirsdag.
Gud vil nemlig ikke bare nøjes med at høre privatlivet til. Gud vil have det hele, og det uanset hvad nogle politikere påstår om den sag. Gud vil have livet udadtil og indadtil. Gud vil have kroppen. Han vil have sjælen. Gud vil have det hele. For Gud vil have magten over himmel og jord.
For Gud har skabt himlen. Han har skabt jorden. Han har skabt mennesket og har præget det med sit billede. Og skabt med Guds billede i sig betyder, at Gud har magten over os. Det betyder, at vi gennem vores samvittighed ved, hvad Gud vil med os. For vores samvittighed er vores samviden med Gud.
Ja, Gud vil have det hele. Vi ved det. Gud vil også have kejseren, kongen, dronningen. Han vil have regeringen. Han har tildelt den magten, som skal udøves over os. Derfor kan politikerne heller ikke skalte og valte med den efter forgodtbefindende. For Gud har kun tildelt regeringen magten for en ting - og det er for at værne om den svage. Politisk magt handler nemlig kun om en ting - nemlig om at værne om den svage. Intet andet. Derfor skal vi også bede for, at politikerne udøver magten ordentligt. Og set i forhold til dem er Guds magt over alt og i alt i al evighed. Så giv Gud, hvad Guds er.
Hvad skal vi så give kejseren? Den politik, kejseren eller regeringen udøver er menneske værk, intet andet. Et menneskeværk i en verden, der er alt andet end entydig.. For verden er tvetydig. Den er ufuldkommen. Den er underlagt forgængelighed. Vi ser kun i et spejl i en gåde. Og vi erkender kun stykkevis.
Og verden består jo ikke ligefrem af lutter fuldkomne menneskekærlige sandhedselskende mennesker. Vi kan bare se os omkring. Den består af mennesker som dig og mig, der gør alt andet end Guds vilje. Vi snyder og bedrager og myrder løs. Vi gør hele tiden ting, vi ikke kan gennemskue konsekvenserne af. Er det f.eks. ondt, at vi sender soldater til Afghanistan? Det er der nogle, der mener. Andre mener, at det godt - for soldaterne er med til at sikre freden, så landet kan kom på fode igen. Er det ondt, hvad vi gør mod flygtningene her i landet? Det mener nogle. Andre mener, at den nuværende flygtningepolitik er anstændig. Vi kun ved stykkevis, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert. Vi ser endnu i et spejl i en gåde.
Det er i denne tvetydige verden, der skal drives politik for den svages skyld. Der vil der altid være noget ufuldkomment over politiske synspunkter. Politikeren må altid sige ord som: Lige øjeblikket må vi sige, men på sigt - og vi skal trods alt arbejde for fremtiden. Og man har standpunkt til man må tage et nyt. Men sådan må det være. For politik er et såre menneskeligt håndværk og til tider et beskidt håndværk, der er underlagt tvetydighedens vilkår.
Så om sandheden ligger hos Villy Søvndal eller hos Anders Fogh - det er der ingen, der ved. Vi har kun vores samvittighed at lytte til. Det ved politikeren også godt - medmindre han er tror, han som Gud selv er i stand til at indføre det sande paradis på denne jord.
Giv kejseren, hvad kejserens er og giv Gud, hvad Guds er. Gud vil have, hvad han vil have. Og Gud taler ind i vores tvetydige verden søndag efter søndag, så vi kan høre hvor meget. Guds Ord er til gengæld alt andet end tvetydigt. Det sige: Guds nåde mod syndere er stor. Og du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Og dermed er du forpligtet af din samvittighed. Du ved med din samvittighed, at du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Nu er det så dit personlige ansvar at gøre som din samvittighed byder dig at gøre i denne tvetydige verden. Og du slipper ikke for at gøre noget. Men om det politisk set er til den ene eller til den anden side - om det er Enhedslisten til Dansk Folkeparti eller et sted midt imellem, du skal støtte dig til - det er dit ansvar at finde frem til. Under alle omstændigheder gør Guds ord dig politisk forpligtet på din samvittighed. Og du skal gøre noget. Så giv Gud, hvad Guds er. Giv Gud din tro og din samvittighed og giv så politikeren din stemme og dit politiske engagement. Vi må og skal sætte de to i deres rette forhold til hinanden.
Politikeren må kræve dit engagement. Han må kræve dine penge. Han må kræve din arbejdskraft. Han må udøve magt over dig - for den magt har han fået betroet så der kan væres om den svage. Uden politisk magt ville det blive alles kamp mod alle og den stærke ville vinde til sidst. Politikeren er bare ikke Gud, men et menneske og kun et menneske. Han har derfor ikke magt over din samvittighed. Han har ikke magt over din tanke, tro og tale.
Mange politikere hader af samme grund kristendommen. For som Gud vil de have det hele - derfor kaster de sig alligevel op og gør sig til dommer godt og ondt, liv og død. Og de vil af alt magt binde din samvittighed - og din tanke tro og tale. Da har han sat sig i Guds sted og skal vippes af pinden.
Og så til sidst en lille historie: Det fortælles, at Stalin, der om nogen spillede Gud over for sit russiske folk, en dag ringede til statsradiofonien. Han ville høre om, man havde en indspilning af Mozarts 23. klaverkoncert med den russiske pianistinde Judina. Stalin beundrede hende.
Man havde nu ikke sådan en indspilning, men det turde man ikke sige, for så ville man blive sendt til Sibirien. Altså sagde man ja - og man ville bringe pladen næste morgen. Gode råd var dyre. Man fik samlet orkesteret og Judina. Man begyndte indspilningen. Det lød frygteligt. Musikerne rystede på hænderne. Dirigenten fik et nervesammenbrud. En ny dirigent blev skaffet. Også han brød sammen. Endnu en blev hentet ind - og nu gik det. Ikke godt, men det gik. Den eneste, der spillede helt roligt var Judina. Pladen blev afleveret. Alle var lettede. Stalin sendte Judina et takkebrev og 20000 rubler. Han svarede. Jeg takker Dem for deres opmærksomhed. Jeg vil bede for dem både dag og nat og bønfalde Herren om at tilgive Dem Deres svære synder mod vort folk og vort land. Pengene har jeg givet til istandsættelse af den kirke, jeg tilhører.
Blev hun sendt til Sibirien? Nej, det gjorde hun mærkelig nok ikke. Da Stalin blev fundet død ikke lang tid efter lå netop den plade med Judina på hans grammofon. Det var det sidste, han havde hørt.
Judina turde sætte Stalin - kejseren på plads. Han var et menneske og ikke andet. Et menneske, hun ville bede for. Guds magt havde han ikke - derfor frygtede Judina heller ikke Stalin - og derfor turde hun frimodigt gøre, hvad der skulle gøres, nemlig at give kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er. Må vi gøre det samme!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far, søn og helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.