Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i kirkeåret , 22.11.2009
Predigt zu Mattæus 25:31-46, verfasst von Peter Nejsum
Dommen - der kommer de mærkeligste billeder i ens hoved når man siger det ord. Gamle, senmiddelalderlige kalkmalerier dukker op, med deres dommedagsscener, hvor yndige engle trækker de frelste op til himmeriget, mens ondskabsfulde djævle hiver de fortabte ned til alverdens fantasifulde pinsler. Og en tekst som den vi lige har hørt, bidrager da også til fantasifulde billeder, der gør det nærliggende at afvise al den snak om dom.
Men dommen er i første omgang ikke nogen religiøs forestilling som man kan tro på eller lade være. Det er naturligvis svært at se, når den i den grad er syltet ind i alle disse farverige forestillinger. Men "dom" er i grunden ikke en religiøs forestilling, men en erfaring vi gør. Dommen har at gøre med oplevelsen af at tiden ender. At tiden går - og at den en dag rinder ud. At den slipper op. Dommen er at se tilbage og se det man ikke fik gjort. Dommen er at se det man svigtede, fordi man ikke indså hvor vigtigt det i virkeligheden var. Dommen er at noget er endegyldigt forbi, og det nu ikke længere er muligt at få sagt undskyld, jeg elsker dig, eller hvad det nu kan være. Dommen fortæller mig: Nu er det for sent. De muligheder der var, kommer ikke igen. Det du gjorde - eller ikke gjorde - kan ikke gøres om. Det er dommen.
Det betyder også, at dommen ikke kun er forbeholdt den yderste dag - dommen fældes hele tiden, for så vidt at der hvert minut er noget, det bliver for sent at gøre, at noget uafvendeligt er forbi. Og det illustrerer jo meget klart, at dommen i udgangspunktet er en erfaring man gør - og det uanset hvad man tror på eller om man tror på noget som helst.
Dommen er altså - fuldstændig som en stribe andre kirkelige begreber - udtryk for en menneskelig erfaring. En menneskelig erfaring som så sættes i en særlig sammenhæng. Som ikke bare får lov til at stå som nøgne og kolde kendsgerninger, som når lægen søger tilflugt i sin naturvidenskabelige objektivitet og afsiger sin dom over et menneske med en alvorlig sygdom, men som troen gør det muligt at sige noget mere om, som iklæder den forestillinger, der forandrer den virkelighed, den udspringer af.
Når vi herinde i kirken taler om dommen, så er det afgørende altså ikke, at vi skal dømmes - det ved vi nemlig udmærket godt, det er en viden vi slæber med herind, en smertelig erfaring vi gør. Men herinde får vi noget mere at vide, noget der omformer dommen. Vi får at vide hvem der dømmer. Og vi får noget at vide om, hvad dommen gælder, hvad vi dømmes på. Og her ligger evangeliet gemt.
Der er da noget utroligt befriende i at vide, at det ikke er en eller anden nøjeregnende og smålig bogholder-type, der dømmer - men Jesus. Det er heller ikke andre, der skal dømme mig. Det er heller ikke mig selv eller min egen samvittighed, der skal dømme, men Jesus.
Når vi, som vi gjorde det før, bekendte troen på at han skal komme at dømme levende og døde, så er det ikke, at der er en dom, troen gælder - men at det er ham der skal dømme. Hvor heldig har man lov at være - for jeg ved jo hvordan han dømmer. Jeg ved det fra alle evangeliernes fortællinger om ham, at han ser det bedste i mig, ja at han ser mig som den jeg var skabt til at være, den jeg burde være. Og jeg ved at det eneste, han ikke kan klare er den forstillelse og selvretfærdighed, han møder hos farisæerne, så jeg behøver ikke at lyve for mig selv og for andre.
Det forandrer naturligvis fuldstændig dommen, den dom vi erfarer hver dag. Den dom jeg fælder over mig selv, sættes til side, for den er ikke vigtig. Så kan den være hård, den dom, og ofte er man sin egen hårdeste dommer. Eller den kan være mild, fuld af forsøg på at retfærdiggøre sig selv, og på at dække sig ind med dårlige undskyldninger. Den sættes til side, den er uden betydning, for det er ikke mig der er dommer, men Vor Herre.Og det er heller ikke de andres dom der gælder, hvad der kan være nok så rart - men hvad der også medfører at det ikke er op til os at dømme andre. For der kun én der skal dømme.
Og endelig - og det er det evangeliet handler om i dag - så siges der noget om hvad dommen gælder, hvad det er vi dømmes på. Det er vores gerninger, men hvilke gerninger! Det er det storslåede. Det er jo i virkeligheden meget små krav der stilles, noget ethvert barn kan gøre. Han forlanger ikke, at man skal helbrede den syge. Man skal blot se til den syge. Han forlanger ikke at man skal befri den fangne. Man skal besøge ham. Det er at give den tørstige et glas vand. At give den sultne et måltid mad. Jamen, det er da ikke noget! Nej, netop. Og de frelste regner det da heller ikke for noget, de har slet ikke lagt mærke til, at de har handlet godt, de har bare gjort det, fordi de ikke kunne lade være.
Derfor er der heller ikke tale om en investering: Altså jeg gør sådan og sådan for at opnå noget. At andre holder af mig. At andre respekterer mig, ja måske ligefrem beundrer mig for min udholdenhed, mit overskud, min generøsitet, eller hvad det nu kan være. Men det der prises, er de handlinger man slet ikke regner, de gode gerninger man slet ikke ved tæller. Derfor er der heller ikke tale om gerningsretfærdighed.
Men det er dermed også noget andet: Nemlig et opgør med en bestemt måde at tænke på, der vil gøre det til noget meget stort, det man skal gøre: Nemlig den, der siger, at man skal ofre sig. Ofre sig for sine børn. Ofre sig for en sag. Ofre sig et bestemt idealbillede hvem man skal være og hvordan man bør leve sit liv. Det er egentlig overraskende: Der kræves ikke noget martyrium, men blot det at se til den syge, række den tørstige et glas vand, at give den sultne et måltid mad. Det vender op og ned på hvad der er fortjenstfuldt.
Vi ved egentlig godt, at den forestilling om at ofre sig, ikke altid fører noget godt med sig. Forestil jer en kvinde, der ofrer sig og bliver i et kærlighedsløst ægteskab, med en mand der ydmyger hende, som er brysk og ukærlig mod hende og børnene. Hun bider smerten i sig, fortvivlelsen, afmagten over ikke at kunne beskytte sine børn, noget der skærer dybt i enhver mors hjerte. Hun sætter sig selv til side, undertrykke sine egne behov, og blive i ægteskabet "for børnenes skyld", som man siger. Hun har en forestilling om hvad det vil sige at være en "rigtig" familie, og for det ofrer hun alt, for det synes hun, hun skal.
Og han, han ofrer måske alt for sin chef. Ofrer alt for den anerkendelse, han fornemmer ligger lige om hjørnet, ofrer alt for den følelse af uundværlighed, der lokker. Derfor bider han også frustrationerne i sig, fortvivlelsen over at arbejdsmængden hele tiden øges i takt med at han opfylder kravene, umærkeligt med sikkert. Han ofrer fritid, familieliv, nattesøvn, humør. Og han gør det fordi han synes han skal, for hvad har han ellers at have sin selvrespekt i? Han har ikke andet liv.
Det er ulykker, der kommer af forestillingen om det fortjenstfulde i at ofre sig. Men læg så igen mærke til hvad der siges i det billede af dommen som Jesus tegner: Det er slet ikke det, det handler om. Det er ikke sådan, at den der ofrer sig, fordømmes eller lignende, men han eller hun får blot at vide, at det altså ikke er det, det gælder om. Hvis du vil ofre sig, så værsgo. Gør det for din egen skyld, hvis du ellers synes du får noget ud af det. Men der er ikke nogen der klapper af det, for dommen over dit liv ligger et helt andet sted - i de små ting enhver kan gøre: At tage sig af den syge, servere et måltid mad osv. Eller sagt med andre ord: At se Kristus i det menneske du møder. Så vil de gode gerninger følge af sig selv.
Efterfølgelse, som det kaldes, består ikke i at se Kristus i dig selv - og tro du skal yde det offer han gjorde - men at se Kristus i andre. For: Det som I gør mod disse mine mindste, har I gjort imod mig, siger han. Det er altså ikke gerningerne i sig selv - for de kommer jo uden man ved af det - men det som sætter dem i gang. Og derfor er alt hvad du behøver gøre, at stole på, at han ser dig som en af disse små, med al den kærlighed han har, i tillid til, at du vil se andre med samme øjne. Amen.