Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i Advent, 29.11.2009
Predigt zu Lukas 4:16-30, verfasst von Erik Fonsbøl
Advent handler om, at en ny begyndelse nærmer sig - et nyt liv. Det er en forberedelsestid, som tiden mellem meddelelsen om, at du skal flytte til selve flytningen. Den gamle tid er forbi - se, noget nyt er blevet til.
Nu er mennesker som regel ikke særlig glade for forandring med mindre selvfølgelig, man sidder i fængsel og får at vide, at man skal løslades. Og selv da er der måske mennesker, der bliver ubehageligt til mode, hvis de har indrettet sig under de givne forhold. Menneskets tilpasningsevne er som bekendt formidabel.
Og det var måske det, som Jesus fik at mærke deroppe i sin hjemby, Nazareth. Hvad havde de forventet - ja, i hvert fald noget andet end det, de fik at vide, siden de reagerede så voldsomt, som de gjorde. Her kommer byens stolte søn hjem. Man har hørt om hans bedrifter som helbreder - og man glæder sig på byens vegne. Måske forventede man også lidt taknemmelighed mod de stolte forældre og mod Nazareth, uden hvem de store gerninger ikke havde kunnet lade sig gøre - eller som man nu siger.
Det, der sker i synagogen er underligt nok, at tværtimod at vise sin taknemmelighed forkaster Jesus både Nazareth og alt, hvad indbyggerne står for og holder helligt. Og hvorfor gør han dog det?
Og nu kan man jo så fint lægge alle sine egne politiske og religiøse synspunkter ind i fortællingen for at redde Jesus, så at sige, men jeg tror, dette opgør måske skal ses i sammenhæng med en anden fortælling hos Lukas, nemlig fortællingen om den tolvårige Jesus, der bliver væk for sin far og mor i Jerusalem. De finder ham omsider i templet, og hvordan kunne du gøre dette mod os? Vi har været ude af os selv af bekymring. Og så fortæller Lukas, at Jesus drager med dem tilbage til Nazareth, og han var lydig mod dem, står der.
Men den lydighed mod det givne - den indordnen sig under konventionerne, som han dengang som tolvårig accepterede - den er fuldstændig væk nu. I mellemtiden er han blevet døbt af Johannes i Jordanfloden - døbt til oprør, så at sige, og han vender tilbage til sin egn, Galilæa i Åndens kraft og rygtet om hans berømmelse spredes overalt.
Og nu kommer så det endelige brud, da han vender tilbage til sin barndoms by - brud med byen, med barndommen, med familien - ja, med alt det, han tidligere var.
Og det vækker selvfølgelig harme og forargelse, for mennesker holder som sagt ikke af forandring - og da slet ikke i den nærmeste kreds. Man lytter måske interesseret, men dybest set skal folk helst være, som de altid har været. På plads i vores indre skuffedarium.
Så det, vi forbereder os på i den kristne menighed i den kommende tid, det er altså et nybrud - et opgør med os selv og hele vores tilværelsesopfattelse - hele vores måde at leve på. En udrensning, kan man sige af alt det gamle - sådan som det var skik i visse indianerstammer, at en gang om året blev alt hvad man ejede og havde af ting og sager smidt ud og brændt, så man ligesom kunne begynde forfra på et helt nyt år - ja, symbolsk set et helt nyt liv.
Men se, hvad vi gør. Det stik modsatte. I den kommende tid vil vi netop koncentrere al vores energi om det konventionelle - også i en grad, så vi kan blive helt stresset af det - stresset af at skulle leve op - ikke til evangeliets budskab om, at noget nyt er på vej, men til traditionens krav om, at alt skal være ved det gamle - min gode gamle jul med dens dejlige traditioner.
Hvis man skal være lidt provokerende, kan man vel med nogen ret hævde, at Jesus i dag forkaster hele dette kommercielle og traditionelle julehalløj helt ind til roden - forkaster dette samfunds helligste værdier, netop der, hvor vi forventede at blive bekræftet i dem - her ved vores adventsgudstjeneste. Når man tænker på hans opførsel i templet, dengang han jog kræmmerne ud, kan jeg levende forestille mig, hvordan han ville rive adventskransen ned og trampe på den og senere gå ud og vælte juletræet ved rådhuset - og det ville han vel heller ikke gøre ustraffet. Vi ville blive overordentlig vrede.
Men har han ret, dette desperate menneske, der tilsyneladende vil sætte alt ind på at få os til at se noget andet i vores liv end det konventionelle - noget andet end julen, som vi kender den og holder af den. Noget andet end familien, trygheden, hjemstavnen, fædrelandet - vores kultur. Julekalenderen i fjernsynet i aften. Noget andet end traditionen og det at leve op til alt det forventede.
Er der noget andet ved livet, som vi har glemt eller som vi bevidst fortrænger eller for længst har opgivet - og derfor har slået os til tåls med en forventelig og rimelig god tilværelse som de andres?
Åh jo, der var vel noget engang, men nu er vi måske blevet voksne og mere nøgterne i vores syn på livet. Men der var vel en drøm engang om det fantastiske - om vinger, der kunne bære os til himlen selv - om tro, der kunne bære os på vandet - om en lidenskab og kærlighed, der kunne sætte alt andet til side - selv traditionen og de andres mening - og derfor kan det da godt være ubehageligt at komme i kirken eller i synagogen og blive mindet om det, som vi selv har opgivet, fordi vi affandt os med det konventionelle - den konventionelle visdom - og måske dermed svigtede vores drøm og reducerede den til en stille for længst opgivet utopisk længsel.
Jo, det kan være både ubehageligt og utidigt at blive konfronteret med noget glemt og forladt, men det er så det han gør, denne Jesus fra Nazareth - igen og igen - kirkeår efter kirkeår. I fortælling efter fortælling rækker han ud efter os - kalder os ind i en ny virkelighed - et nyt liv - hvis vi tør forlade det gamle. Altid sætter han alt på spil. Sit omdømme, sin ære - ja, sit liv - for at gøre os begribeligt, hvad livet her på jorden handler om. Ikke at overleve - ikke at efterleve - ikke at følge trop, men at elske frygtløst - sin næste - sig selv - hvem som helst. Uden forbehold.
Det er tit blevet sagt om Jesus, at han opgav sig selv, ja, ligefrem ofrede sig selv for andres skyld - det hører til noget af det ældste i kristendommens selvforståelse - bl.a. hos Paulus selv. Og det er da rigtigt, at han satte alt ind på at befri mennesker fra den slavetilværelse, de trællede under - og det er da rigtigt, at det fik store konsekvenser for ham selv. Men et offer vil jeg nu ikke kalde det - snarere en konsekvens af den kærlighed, som bar hans liv - den frygtløse kærlighed, som satte alt andet til side.
Et offer sætter folk i gæld - taknemmelighedsgæld. Se, hvad han har gjort for dig - se hvor han har ofret sit liv for din skyld. Synes du så ikke også, du skylder ham noget til gengæld?
Men Jesus kom ikke for at sætte folk i gæld - han kom tværtimod for at befri sit folk fra alt, hvad der binder os som gæld, skyld, angst - alt, hvad der binder os til det sikre - det forventede - den jævne jul, hvor vi ikke kan hverken høre eller se kaldet til frihed, fordi traditionen larme og blænder - og vi har det jo godt og skal ikke klage.
Der er noget, han vil os - noget vigtigt, som vi åbenbart har svært ved at begribe, hvad enten vi sidder i Nazareths synagoge i år 30 - eller i vores kirke i år 2009.
Og hvis vi tør, så lad os tage ham på ordet og bruge det nye kirkeår til at lytte og til at tale sammen om det - hvad det så er. Om det mulige eller umulige. Om livets virkelige gave - om at miste livet og vinde det - om at vende sig om fra alt det givne og blive født på ny - om at følge den provokerende og forargende jøde, Jesus fra Nazareth - om at tro på livet - tro på mennesker - tro på sig selv, så alt bliver muligt igen.
Hvis vi tør.
Amen.