Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i Advent, 06.12.2009
Predigt zu Mattæus 25:1-13, verfasst von Ole Juul Hansen
Engang for længe siden gik en flok mænd og talte sammen. De var på vej mod storbyen for sammen at fejre en af de store fester. Og nu gik de så dér på vejen og var spændte på det, de skulle opleve. Det vil sige, en af dem var ikke fyldt med samme forventning som de andre.
Han vidste godt, hvad der skulle ske. Men de andre, de kunne næsten ikke vente. Og mens de kom nærmere byen, talte de om alt det, der skulle ske og om deres forventninger. Og så var det, at ham den ene pludselig standsede, og så pegede han ind mod byen, ind mod den store affaldsplads, der lå lige uden for byen. Dér, hvor man hver dag brændte affald af. Dér, hvor det altid brændte. Og de andre standsede, og de fik nu alle sammen øje på pladsen og på flammerne. Og så sagde denne ene til de mange i flokken:
"Se over på den plads, dér hvor det brænder, dér hvor affaldet bliver brændt af. Sådan går det det menneske, der spilder sit liv, det menneske, der ikke bruger sit liv ordentligt. I skal ikke brænde op, men I skal lyse op. I skal lyse op for andre, I skal bære blus for andre. Sådan skal jeres liv være. Ellers ender I som affaldet, der bliver kasseret og brændt af".
Og de andre stod stille og de så på stedet og de tænkte deres.
Flokken var disciplene, og denne ene, der standsede op og fik de andre til at se mod affaldspladsen, var Jesus. Byen var Jerusalem, og de var på vej ind for at fejre Påske. Og pladsen udenfor byen var Gehenna, sådan kaldte man den. Og da disse mænd senere fortalte andre om denne hændelse, ja, så blev det i folkets ører til dom, til dom over mennesker, der spilder deres liv, til dom over mennesker, der ikke lyser op, til dom over dem, der ikke tror. Og dommen blev den evige ild på Gehanna, et andet ord for Helvede.
Beretningen står ikke i bibelen. Jeg fik den fortalt af den nu afdøde Anna Sophie Seidelin, og den er blevet en slags legende, en vandrehistorie, hvor pointen har ændret sig.
Jesus talte ikke om dom eller om straf. Han talte ikke om et brændende hul i jorden, der blev et helvede. Nej, han talte om, at vi hver for sig er forpligtet på at tænde lys for andre, at vi hver for sig skal bære blus med glæde. Også selv om, at det nogle gange er svært. Også selv om, at der er så meget i vores liv, der slukker den flamme og det blus. Jesus talte om, at vi skal turde tro og forvente alt godt. Også selv om det ofte er næsten umuligt. Og gør vi ikke det og tør vi ikke det, ja, så er livet spildt. Så er det ikke bedre end affald, der bliver kasseret.
Så er det som brudepiger, der venter på at brylluppet skal gå i gang, men ikke har mere olie på deres lamper. De kan ikke lyse for andre. De kan ikke vise andre vejen til festen.
Jeg samler på lys. Jeg samler på gode ord. Jeg samler på hændelser, på små hverdagsbegivenheder, der alle peger på, at livet er livet værd, selv om det ofte er på trods. Og jeg møder dem dagligt.
Jeg havde en god ven engang. Hun blev gammel, træt og mæt af dage, og hun er død nu. Noget af det mest livsbekræftende var at sætte sig ind til hende en sen eftermiddag og holde mørkning og lytte til hendes livsvisdom. Hun havde nok at slås med, der var bekymringer nok, og hun havde sine sorger. Men dér i mørkningen, dér i hendes hyggelige stue, dér formåede hun altid og hver eneste gang med jævne ord at udtrykke sin tro, at udtrykke den tryghed, hun havde i at lægge det alt sammen i Guds hånd. I sine gamle, rynkede hænder, i sine gode øjne, der havde set meget, i det hjerte, der troede mod al viden, dér bar hun et lys frem. Hun bar blus med glæde, også selv om det kun var et vågelys, der blafrede. Jeg husker hende, for hun var som en af de fem brudepiger, der havde olie nok på lamperne. Hun blev en af dem, der lyste op.
Jeg har også mødt andre, der aldrig lyste op. Mennesker, der i stedet slukkede lyset og håbet for andre. Jeg husker dem ikke særlig godt, for de gjorde ingen forskel.
Nu er jeg er ikke den, der skal fælde dom over deres liv. Og evangeliet i dag, det er ikke som Mathæus, der farer ud med bål og brand og sætter skel. Nej, evangeliet er at blive mindet om et møde, man har haft med et menneske, der for alvor gjorde en forskel. Evangeliet er, at der midt i mørket er mennesker, der bærer blus med glæde. Ja, evangeliet er at sætte sig herind og holde mørkning og se det lys, der er tændt. At tro på den Kristus, der for alvor bar Guds lys ind i verden. Evangeliet er at det giver mening at tro på trods. Evangeliet er at lægge sit liv i Guds hånd, at tro og turde forvente alt godt.
Den amerikanske forfatter Mark Twain var i sine unge dage lods
på Mississipifloden. Og et sted fortæller han, hvordan man gjorde, når man i en pram skulle passere et særligt farligt skær. Maskinerne blev stoppet, og så lod man sig drive med strømmen. Lysene blev slukket, man kunne intet se. Men man lod et lille vågeblus brænde, som andre kunne se. Lodsen, kaptajnen og besætningen vidste, at skønt de kunne meget, skønt de magtede meget, skønt de vidste meget om søfart, ja, så var der situationer, hvor de ikke kunne bruge deres viden og magt, situationer, hvor der ikke var andet at gøre end lade strømmen lede en og forhåbentlig igennem.
Det er et billede på det at turde tro på trods. Et billede, der handler om at vente og tro. At tro, at på den anden side mørket, på den anden side det farlige skær, dér venter en ny morgendag. Og mens det alt sammen sker, da har man tændt det lille vågeblus.
Vi kommer alle ud for, at vi kommer til et sådant farligt skær. Og jo ældre vi bliver, jo flere erfaringer vi gør os i og med dette liv desto mere erfarer vi, at der er disse farlige skær forude. Og da er det livet om at gøre at have lys nok, så der i det mindste brænder dette vågeblus, så andre kan se, at skønt vi ikke af os selv magter sejladsen, skønt vi ikke af os selv magter at komme uden om skærene, ja, så er vi dér med en tro på, at vi vil komme igennem.
Det vågeblus, det bærer du i hjertet. Og det vågeblus, det skal have næring, det skal have olie, så det kan brænde. Og hænder det, at du løb tør for olie, hænder det, at så meget skete i dit liv, at du løb tør for olie til lampen, ja, så er der ét sted, hvor du kan hente olie. Så er det ét sted, hvor du kan sætte dig ind og høre, at skønt skærene ikke forsvinder, så er der én, der er med dig, én, der leder dig igennem.
Og denne ene er manden, der en dag udenfor Jerusalem lærte sine venner, hvad livet var og er. Denne ene er Kristus. Han er den, der fylder olie på din lampe. Han er den, der fylder håb i dit hjerte. Han er den, der vil, at du derude, hvor det ofte bliver mørkt mellem mennesker, skal bære blus med forventning og glæde.
Men han ved, at den forventning er skrøbelig. Skrøbelig, sårbar og udsat, som hans eget liv var og blev det. Udsat som en rose i frostvejr. Udsat som et blafrende stearinlys i en utæt vindueskarm. Udsat som barnet, der fødes i en stald. Men den er der, og opfyldelsen af forventningen er der. For han er på vej, brudgommen kommer.
Og det er det, der skal præge dagene lige nu. Det er det, der skal lyse op i dagene lige nu. Og du er den, der herfra får mod og kræfter til derude at bære blus med glæde.
Tillykke og velsignelse.
Amen.