Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent, 13.12.2009
Predigt zu Lukas :67-80, verfasst von Claus Oldenburg
Hvis det ikke var fordi I og jeg vidste bedre - og derfor kan rose os af en vis bibelkundskab - så kunne man forledes til at tro, at dagens tekst var en ægte Kristus-hymne, altså en lovsang til det barn, der skal fødes om en god uge.
Men det er en Johannes-hymne, en lovsang til den spæde dreng, Johannes, som siden blev kaldt Johannes Døber, og som i denne sammenhæng oplagt er den person, man i traditionen omtaler som 'forløberen' for Kristus.
Han skal med tekstens ord 'bane Herrens vej', og Johannes Døber optræder således i vores sammenhæng som den sidste af Guds profeter, inden Guds egen fuldbyrdelse i menneskeskikkelse kan ske. Dermed turde et emne for prædikenen være bragt i muligt spil, nemlig forskellen på profeten og så Kristus. Det handler kristendommen så at sige om.
Men først et par nødvendige regibemærkninger. Tekststykket er taget fra Lukas-evangeliets indledning, og jeg kan ikke se rettere end, at disse fødsels- og tidlig barndom fortællinger i al deres påståede lidt barnlige uskyldighed alle er meget nøje redigeret af evangelisten for at få hovedbudskabet til at fremstå så klart som muligt.
Men altså. Evangeliet indledes med en scene, hvor ærkeenglen Gabriel opsøger den aldrende præst Zakarias under tempeltjenesten og meddeler ham, at han og hans lige så aldrende kone skal være forældre til et mildt sagt vigtigt barn. Da den gamle Zakarias af gode grunde stiller sig tøvende an over for denne meddelelse, slår ærkeenglen ham med stumhed - og det er denne stumhed, der inde i teksten brydes ved Zakarias' lovsang over den nyfødte, der skal hedde Johannes.
Dette 'magnificat' er hos Lukas nøje paralleliseret med Marias lovsang over sit foster, som skal fødes nøjagtig et halvt år senere end Johannes, ligesom den unge mor Maria, og den aldrende mor Elisabet er slægtninge. Det hænger sammen det hele.
Og parallellen er tydelig også for en anden vinkel. For ifølge urhistorien, som teksten da også henviser til som pagtshistorien, kunne Abraham og Sara ikke få børn - men det var Guds vilje og hensigt, at de skulle have det som gamle, og drengen Isak, arvtageren, blev født. Også denne sammenhæng og parallel synes meget bevidst.
Så jeg skulle mene, at evangelisten Lukas gør sit litterært yderste for at få bragt sin historie ind i en nødvendig samklang med urhistorien - og så få taget det kvantespring, at der er forskel på pagts-bæreren og så pagts-opfylderen. At der er forskel på bæreren af 'aftalen', som det da vist hedder på helt moderne religiøst dansk, og så på opfylderen af samme aftale. Eller: At der er forskel på profeten og så Kristus.
Om selve Johannes Døber bør jeg nok tilføje, at hans person - forstået som en døber-bevægelse - er historisk velbevidnet, fordi vi har andre historiske kilder til ham end evangelierne. Omvendt er Jesus absolut ikke velbevidnet i andre kilder end i den bibelske tekst. Oveni dét skal lægges, at disse enkelte fragmenter i evangelierne om Johannes Døber synes at stritte i hver sin retning, for på den ene side omtales Døberen netop som forløberen for Jesus, og Døberen er knap nok værdig 'at løse remmen på hans sko', mens han på den anden side synes at være Jesu konkurrent og noget tvivlende om Jesu messianitet. Så teksterne er absolut ikke éntydige, hvad angår Johannes Døber. Og skal jeg stille mig kritisk an, så ligner det lidt, at evangelierne med vold og magt skal have Døberen indrangeret i en rangorden og følges-virkning i relation til Jesus af Nazareth. Døberen skal underordnes og han skal have sin bestemte rolle som netop 'profeten', der baner 'Herrens vej' - og Herren er Kristus, Guds ankomst til verden. Men underordningen er måske åndelig talt fair nok.
Hvis jeg skal have fat i profetskikkelsen, og der skal komme lidt ud af det her, bliver jeg nødt til at tage i fat profeten Muhammed og den rolle, han spiller, simpelthen fordi tilfældet er både illustrativt og politisk nærværende. Jeg gør det, fordi en prædiken over den gammeltestamentlige profetskikkelse ikke just kan hævdes at blive meget andet end intellektuelt-historisk interessant.
Man kan også sige det sådan, at for vores kristne bevidsthed har Kristus-skikkelsen fortrængt profet-skikkelsen og ditto -institution. Også i det lys kunne det være lidt udfordrende at se på profeten og hans betydning og netop gøre det via Muhammed, fordi denne faktisk er et fyrtårn for en verdensreligion og et overordentligt virksomt pejlemærke for en hel kulturform.
Det bør tilføjes, at islam opfatter sig selv som fuldbyrdelsen af både jødedom og kristendom i nævnte rækkefølge, at vi har urhistorie sammen, og at islam indregner Jesus i kæden af store profeter, som er Noah, Abraham, Moses, Jesus og så Muhammed selv - som den sidste og afgørende.
Men vi må som Kristus-troende ikke - vi bør ikke - anse Jesus for at være en profet uanset en profets størrelse og betydningstyngde. Jesus af Nazareth er selv Guds udtrykte billede og er derfor ikke underordnet Gud endsige taler på Hans vegne eller gør andre udmærkede ting, som skulle kunne være Gud velbehagelige som forbillede eller lignende. Jesus er ifølge den klassiske dogmatik: Gud - dennes menneskelige udtryk.
Den gammeltestamentlige profet taler på Guds vegne, og fører Guds ord. Og når der er tale om en ægte profet - modsat de falske - så opfylder selve profetudsagnene det sagte: de opfylder, hvad de nævner.
Ifølge kristendommen taler Jesus ikke på Guds vegne, og Han fører ikke Guds ord. Han ER det. Han er Guds nærvær i fysisk form. Ordene opfylder så at sige sig selv. Om mennesket tror dem, er faktisk en anden sag. For Jesus står ikke til troende - Han er troen i sig selv.
Det her kan hurtigt blive en smule subtilt, men det kan illustreres på følgende måde og via følgende paradoks: Vi må drive spot med og gør nar af Menneskesønnen, lige så meget vi vil. Vi har endda Hans egne ord for det. Og det er Ham, der er Guds søn, Guds udtrykte billede.
Men der er ingen, der skal drive spot med eller gør nar af profeten. Og han er dog kun et menneske - og netop det menneskelige hos profeten understreges, fordi islam hæger om den absolutte forskel på Gud og mennesker.
Så hvorfor må vi i kristenheden gerne gøre nar af en person, der er lig med Gud, mens det er ærekrænkende til det ekstreme inden for islam at gøre nar af en person, der er underordnet Gud og et menneske som alle andre mennesker?
Det tilfredsstillende svar findes næppe, men et bud kunne være: idealisering.
Dét er netop det karakteristiske ved Johannes Døber-skikkelsen. Han fremtræder i traditionen som en ideal skikkelse, for han er den, som man ikke kan have noget på eller sige noget på: han lever asketisk, han hverken ryger eller drikker, han spiser kun nødtørftigt for overlevelsens skyld, han er kysk - men han har en glimrende sans for andres dårligdomme. Han er en fremragende revser og offentlig kritiker, og da han selv står som et ideal i forhold til almindelig slap menneskelighed, løftes han op til profetstatus.
Folk var faktisk vildt imponerede, og de strømmede ned fra Jerusalem til Jordan for at blive døbt af Johannes, mens de højlydt bekendte deres synder. Der har rigtig været gang i omvendelserne.
Det er så at sige en mand, man kan have respekt for.
Det er præcis det, jeg mener, at muslimen har over for profeten. For Muhammed er bærer af Guds åbenbaring, sådan som den foreligger recitativt i Koranen og er fremsat af ærkeenglen Gabriel, han er eksemplet til efterfølgelse for enhver muslim, og han er grundlægger af deres Guds-verden, hvorved egenbetydning, menneskets egenbetydning, er kædet mentalt nøje sammen med respekten for profeten. Respekt for profeten er en respekt for muslimen.
Idealet avler - desværre - underkastelse. Eller seen op til, hvilket rummer samme overordnings- eller underordningsattitude. Og i det omfang Jesus-skikkelsen er blevet udsat for det samme - og det er jævnt sagt sket i lange perioder og i mange og lange forskellige stillejer, så er også Han løftet op i en eller anden ideal fremtoning, som svarer præcis til den idealiserendes ønsketænkning.
Og skulle vi her ind under jul forfalde til den barnligt-uskyldige ønsketænkning, så er Han et fremragende offer. Betlehemsbarnet passer præcis ind i nostalgiens og hyggens bagvendte forsoning med tilværelsen - at verden nu engang er, som den er, men vi fester den til glad uigenkendelighed, hvilket faktisk er festens formål. Selvfølgelig.
Så jeg er helt med. Men jeg skal altså også bruge mit embede til at gøre opmærksom på forhold, som kan være mentalt nyttige.
Jeg mener ganske enkelt, at ethvert idealiseret syn på et hvilket som helst menneske i sig selv er en farlig demontering af selve det menneskelige. For opløftelsen kan ikke bære, og opløftelsen er i sig selv en anstrengelse, der ikke vil være det menneskelige og det skabte bekendt.
Så derfor er det simpelthen Guds nåde, at historien om Jesus af Nazareth indeholder præcis nok af de modhager, at de gør Ham, Opfylderen, til det fornødne 'frelsens horn' - og ikke gør profeten, Bæreren, til det.
Og modhagerne er, at der - med en Lutherformulering - er rejst et kors i Hans krybbe. At idealet ikke er opfyldt i Hans skikkelse, men at uskyld og skyld er forsonet i Hans væren. Derfor kan vi ære og tilbede Ham med den sikre forvisning, at forbander vi Ham også, så er det nok vores egen nødvendige trang. Og at vi ikke nødvendigvis bliver forbandet af dén grund.
For følelsen kan aldrig frasige selv uden at miste sig selv. Og kærligheden ser klart det menneskelige, det kødelige, ikke idealet, det luftige. Det kan højst tjene til unødig selv-spejling. Amen