Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2009
Predigt zu Lukas 2:1-20, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Måske især her i løbet af i formiddag og tidlig eftermiddag har en del af os oplevet fænomenet: Man finder sig selv stående midt på badeværelsesgulvet med en kartoffelskræller i den ene hånd og bilnøglen i den anden, og man er pludselig helt tom inden i hovedet: Hvad var det nu lige, jeg skulle?
Når glemsomheden og forvirringen sådan overfalder en, så anbefaler diverse eksperter udi stress og hukommelsesskader, at man går tilbage. Tilbage til dét der var udgangspunktet, for det er som regel der, man kan finde svaret: Når man f.eks. trækker køkkenskuffen ud igen, er der en chance, at man kan huske, hvorfor man tog kartoffelskrælleren op af den for lidt siden.
At gå i kirke er at foretage den bevægelse tilbage til udgangspunktet. Kirken ligger her, for at vi, glemsomme og forvirrede, altid skal have et sted, vi kan gå tilbage til, når vi glemmer, hvad det nu lige er, vi er her for.
En gang imellem klager konfirmanderne over, at det går så langsomt herinde. Trosbekendelsen kunne f.eks. siges på den halve tid. For slet ikke at tale om de lange, lange salmer. Men netop langsomheden har at gøre med, at vi er her for ikke at glemme. Hvis vi går på gaden og prøver at komme i tanke om noget vigtigt, så sætter vi uvilkårligt tempoet ned. Måske står vi ligefrem helt stille et øjeblik for bedre at kunne tænke efter. Hvis samtale fremmer forståelsen, så hæmmer langsomhed til gengæld glemsomheden.
At gå langsomt tilbage til udgangspunktet - begyndelsen. Det er den bevægelse, Lukas får os til at foretage, når vi hører hans juleevangelium. I æseltempo sjosker vi af sted med Josef og Maria fra Nazareth tilbage til den by, Betlehem, som er Josefs og hans slægts udgangspunkt. På den ene side er det jo et resultat af en fuldstændig latterlig bureaukratisk civilregistreringsmetode - at jage folk tilbage til deres forfædres fødeby i stedet for at lade dem registrere, der hvor de bor nu (enhver nutidig kommunalreforms meningsløsheder er det reneste kildevand i forhold til Augustus' og Kvirinius' systemtænkning). Men på den anden side har vandringen tilbage til udgangspunktet - Betlehem - også en symbolsk betydning, en pointe, som er afgørende. Juleevangeliet vil have os med tilbage til udgangspunktet. Til det, vi har glemt. Til det, alting begynder med. Og julenat viser det sig at være et nyfødt barn, svøbt og liggende i en krybbe. Det barn, som er Gud, Himlens og jordens skaber og altings begyndelse.
"Hvad var det nu lige, jeg skulle?" lød vores glemsomme, forvirrede spørgsmål. Julenat føres vi sammen med hyrderne hen til barnet i krybben for at se svaret på det spørgsmål. Og det handler ikke om at give os yderligere næring til den dyrkelse af børn, som er ved at kvæle de arme unger, der ikke mindst her i julen skal "være på" og være opfyldelsen af alle vores voksne drømme og forventninger.
Nej, det drejer sig om den helt grundlæggende erfaring, som vi gør, når vi står med et spædbarn: At her, med et barn i armene, får vi ikke lov til kun at være optaget af vores eget. Her opdager vi, at der er en, der er vigtigere end os selv. Med eller uden ord, med eller uden lyd kalder barnet på os og vores kræfter, kærlighed og indlevelsesevne.
Selma Lagerlöf fortæller om den erfaring i sin historie om Jan i Skrolykke. Den halvgamle ungkarl, som da så omsider er blevet gift - en skal man jo have til at lave mad til sig og vaske tøjet - og så ser det da så også ud til, at der kommer et barn ud af det. Ja, det nu da så ikke meningen, Jans mening. Det barn, det er konens projekt. En ekstra mund at mætte. Skrål og spektakel. Det er, hvad Jan ved, at børn betyder. Og nu sidder han så ude i huggehuset, mens fødslen står på inde i huset. Sur og tvær sidder han der, forvist af jordemoderen og de andre kvinder til at sidde her ude i mørket og vente. Omsider kommer de ud og henter ham. "Det blev en pige". Nå. Et grimt, rødt, rynket ansigt kan han se. Da lægger jordemoderen den lille bylt i armene på ham. Og Jan får et stød. Hans hjerte begynder at hamre i brystet på ham, som det aldrig har hamret før. Forskrækket får han jordemoderen til at mærke efter. Tror hun, han er blevet syg? Jordemoderen foreslår bekymret, at hun skal tage barnet igen, men ikke tale om, at Jan vil give slip på pigen. Og så forstår jordemoderen, hvordan det er fat med Jan. "Har I aldrig holdt så meget af nogen, så I har fået hjertebanken for hendes skyld?", spørger hun. "Næh", svarer Jan. Og med et forstår han også selv, både hvad der sker nu, og hvad der har været i vejen med ham indtil nu. "For den, som aldrig har mærket noget til sit hjerte hverken i sorg eller glæde, han kan vistnok ikke regnes for et rigtigt menneske".
Det begynder ikke med mig selv. Det husker vi, når vi står med en nyfødt. Det begynder med den anden, med Gud, som siden den julenat har haft for vane at møde os især i andre mennesker. I barnet, i den fremmede, i den affældige og hjælpeløse, som kalder på vores omsorg. Eller Gud møder os i den, der sagde det forløsende ord, den, der trøstede, den, der blev hos os og hørte på os, eller den, der gav os det spark, som flyttede os og fik os til at se på det håbløst forkludrede og ødelagte med nye øjne.
I dagene og timerne op til nu har en del af os muligvis været periodisk ramt af glemsel og forvirring. Men nu sidder vi her. Nu lader vi roen falde på os. Nu er det højtid - og nu har vi god tid. Og derfor er juleaften den aften, hvor vi måske husker allerbedst og tydeligst. De kommer frem hver jul. Minderne. De kryber op af skuffen med julepynt. De hænger i duften af rødkål og kaldes frem, når man synger en bestemt salme. "Kan du huske", "det var jo den jul, hvor". Alle de gode, sjove, trygge minder. Og dem, som gør ondt, fordi man savner en, der hørte med. For nu er vi tilbage ved udgangspunktet. Til der, hvor vi ser, at alting ikke begynder med mig selv, men med den anden, med Gud. Og den, der vover at lade andre være begyndelsen, bliver sårbar og kommer altid til at mærke noget til sit hjerte både i sorg og i glæde. Derfor gribes vi af begge dele til jul.
Og derfor er juleevangeliet også engleord om "Fred til mennesker med Guds velbehag". Fred med det, der var, og fred med det, der skal komme. Som det ikke begynder med mig selv, men med Gud, sådan ender det heller ikke med mig selv, men med Gud. Og Gud, skal vi synge nu, "vil al sorgen vende til glæde uden ende".
Julenat står vi stille og bliver husket på, at det er det, vi skal tro, håbe og leve på.
Amen