Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. Juledag, 26.12.2009
Predigt zu Mattæus 10:32-42, verfasst von Erik Fonsbøl
Hvis det her i løbet af disse juledage var lykkedes os at finde den berømte julefred i familiens skød - julen her hos os er jo om noget familiernes store fest og højtid - ja, så skal jeg da ellers love for at vi her på 2. juledag i kirken får besked om, hvad familien er værd i forhold til dette fanatiske krav fra Jesus om at slippe alle bånd - særligt de familiære.
Jesus er ved at udsende sine disciple til Israels landsbyer. To og to skal de gå fra hus til hus. De skal ikke medbringe noget - ikke engang stav eller sandaler - og så skal de banke på og bede om at blive modtaget, og der hvor de bliver modtaget skal de gå ind og være så længe, de er velkomne, og de skal til gengæld forkynde det glædelige frihedsbudskab og helbrede de syge. Og hvor de ikke bliver modtaget, skal de ryste støvet af deres fødder og forlade den landsby.
De skal altså ud og forkynde et helt nyt liv til mennesker, og det er lige inden deres afrejse, de får denne lange opsang af mesteren selv, som vi nu har hørt en stump af.
Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at en af disciplene - som ikke brillerer ved deres store forståelse for det, som Jesus vil - har mumlet noget om, at han gerne vil et smut hjem til familien på vejen og se, hvordan de har det - og så får han ellers denne svada om at nu skal han godt nok tage det her projekt alvorligt - for at sige det mildt - for det handler ikke om familiehygge, men om liv eller død.
Engang spurgte en af hans vordende disciple Jesus om lov til at tage hjem og begrave sin far - og så får han det svar: Lad de døde begrave de døde - men kom du her og følg mig!
Nu skal I altså tage det her alvorligt, hvis I vil være med. Og I skal være forberedt på, at det kommer til at koste, for det, I forkynder, vil blive modsagt. I vil møde kraftig modstand fra mennesker, og derfor gælder det om, at I holder ud og holder fast - også selv om prisen for jeres forkyndelse bliver meget høj.
Man kan jo så spøge, hvordan frihedens og kærlighedens evangelium i den grad kan ophidse mennesker, så de ligefrem begynder at forfølge de kristne og ikke viger tilbage for at slå dem ihjel med god samvittighed i Guds navn?
Og jeg tror det hænger sammen med, at evangeliets glæde og frihed jo bygger på en tilsidesættelse af de gamle religiøse traditioner og ikke mindst de herskende samfundsforhold - først og fremmest samfundets hierarkiske opbygning, hvor grundlaget er, at noget er mere end andre - nogen bestemmer og nogen adlyder.
Og måske kan man bedre forstå denne slagtning af familieværdierne, hvis man læser det som et angreb på den familiestruktur, hvor den ældre generation bestemmer suverænt over den yngre, og hvor herskabet bestemmer over tjenestefolkene.
Den splid, Jesus vil sætte i familien, ser ud til at være en splid mellem generationerne - far-søn, svigermor-svigerdatter osv. Fordi Jesus forkynder den totale ligeværdighed mellem mennesker - uanset rang og status - køn og alder.
Hvis familien er kernen i samfundsstrukturen og ligesom et billede på den herskende samfundsorden - eller det sted, hvor vi først og fremmest lærer samfundsstrukturen at kende og får den indoktrineret som små - ja, så er det altså selve denne kerne, Jesus angriber med sin forkyndelse af den totale lighed mellem mennesker.
Og det er jo klart, at sådan en forkyndelse vil møde modstand fra dem, der sidder på magten. Altså i familien de ældre eller i samfundet de ledende. Men den modstand skal Jesu disciple altså være forberedt på, og den bliver hård - og den kommer måske til at koste dem livet, men da er det altså, de skal stå fast, for den, der bare vil have gode dage, mister sit liv, mens den, der mister sit liv for frihedens og lighedens skyld, skal vinde det.
Livet handler for Jesus ikke om at have det godt eller leve længe, men det handler om at være tro mod sine idealer - tro mod sin tro - tro indtil døden.
Og det er jo netop det, der kendetegner de mennesker, vi i kirken kalder martyrer - mennesker, der er gået frivilligt i døden for deres tros skyld. Det er mennesker, der bliver dyrket mere i den katolske kirke, end her hos os, hvor vi blot mindes dem et par dage om året - Allehelgensdag og så her på 2. juledag - Sct. Stefansdag, hvor vi især mindes den første martyr, Stefanus.
Men mon ikke vi alle godt kan se op til disse stærke personligheder, der på deres måde er med til at bære kirken for os alle sammen - alle os, der ikke vil eller kan forlade familien eller vores gode, trygge og sikre liv, og som ikke kunne drømme om at sætte det hele på spil for forkyndelsens skyld.
Måske kan en og anden endda føle en stille længsel efter dette vilde engagement, der sætter alt andet til side - måske endda særligt her i julen, hvor rastløsheden godt kan begynde at melde sig omkring 2. juledag. Det er fint med familiespil og hygge og al den gode mad og drikke og gå ture sammen, men på et eller andet tidspunkt er der noget, der kalder - noget, der skal give vores liv substans og dyb mening som mennesker, der ikke kan komme udenom, at vi gerne vil have noget for - gerne vil kæmpe for noget - måske endda gerne vil huskes for noget betydningsfuldt.
Og jeg tror, det er den lille guddomsgnist, som ligger i ethvert menneskehjerte, og som hvisker til os om det andet liv - det liv, vi levede før vi blev opdraget og indoktrineret - før vi indordnede os under og tilpassede os samfundets og familiens mange krav - et liv som ikke er splittet op i alle disse halvhjertede foretagender, vi har gang i samtidig, men som er båret af en helhjertethed, der fylder og udfylder vores liv. Det, vi kan sige, vi lever og ånder for.
Så måske er det meget godt med denne ramsaltede tekst her på 2. juledag, så vi ikke helt glemmer, at menneskelivet er mere end smil og hygge, velfærd og sundhed, fred og ro.
Der var måske noget vigtigt, vi skulle nå at få sagt eller gjort, mens vi kan.
Amen.