Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Nytårsdag, 01.01.2010
Predigt zu Mattæus 6:5-13, verfasst von Claus Oldenburg
Først: godt nytår! Ligesom med formuleringen 'glædelig jul og godt nytår!' er ønsket eller udtryksmåden klart rituel i al sin velmenende lethed. Men mens julen insisterer ved sit krav om følelsesmæssigt nærvær, så forekommer nytåret mig at være noget buldrende i sin velmenende lethed. Det er så at sige kun en kalenderbegivenhed, spændt op med champagne og nytårsforsætter, og disse sidste bliver næppe indfriet alligevel.
Grunden til at der skal holdes gudstjeneste - og det har man vel gjort i flere hundrede år, uden at jeg dog skal gøre mig klog på det - grunden hertil må være ideologisk, da den i hvert fald ikke er bibelsk. Ideologien må så være, at kristendommen har været så indarbejdet et grundmønster i vores samfund, at netop også årsskiftet skulle ske 'i Jesu navn', som det hedder. Man går ind i det nye år 'i Jesu navn' som det samlende udtryk for vores kultur- og religionsform - og det kræver en gudstjeneste.
Men teksterne til denne gudstjeneste opfatter jeg som lidt af et problem. I første tekstrække konstateres det køligt, at Jesus bliver omskåret, hvorved også Han går ind under Loven som enhver anden lille jødedreng - og det perspektiv kan i forkyndelsens regi udnyttes sådan, at Guds åbenbaring i Jesus underkaster sig dette livs grundbetingelser. Det er eller kan være et meget nyttigt udsyn.
Anden tekstrække forekommer mig meget formanende. I Jakobsbrevet bliver den menneskelige evne til planlægning udlagt som praleri, og ifølge Mattæus bør vi lære at bede ordentligt og ikke som hyklerne - hvem det så end er. Men netop da bønnerne i gudstjenesten er offentlige og normbelagte, er vi da tæt på denne påståede hykleriske ordstrøm - og noget lønkammer, hvor mennesket er ene med sin Gud, synes der ikke at være tale om, når først lysene tændes, præsten går for alteret og orglet bruser. Gudstjenesten er i sit væsen udtryk for en ekstrem offentlighed og netop ikke nogen privathed.
Men man kunne spørge: Hvor er gudstjenesten mellem privathed og offentlighed?
Ofte bruges udtrykket 'liturgi' om den gudstjenestelige struktur. Ordet er græsk og betyder egentlig den offentlige orden, men præcis den offentlige orden var i antikken også ensbetydende med - eller synonym med - en religiøs orden, for det var verdens elementer, der skulle holdes på plads med en himmel foroven, en jord i midten og en undergrund i dybet og gøre det i kraft af ritualet. Så gudstjenesten holdt verden på plads - og det mener jeg et eller andet sted i min teologiske bevidsthed stadigvæk er gudstjenestens funktion, dens offentlighed.
For hver gang lysene tændes og liturgien træder i karakter er der tale om en dobbeltfornemmelse: At vi dermed opretholder en rum-oplevelse med et 'oppe', et 'nede' og et 'nedenunder', altså en mental-geografisk rum-indretning af den fysiske verden, som svarer til menneskets sanser og sprog.
Dette vertikale snit gennem verden svarer til et horisontalt snit, som er tidens eller historiens bevidsthed som en bevægelse fra en begyndelse engang og til en slutning engang. Gudstjenesten udtrykker på sin vis en tidsmaskine, for - igen - når lysene tændes hævder tjenesten med selvfølgelighed, at urgamle tekster ikke er historiske tekster, men er nutids-tekster, og at både musik og sangtekster er nærværs-fænomener og ikke kan rubriceres inden for et historisk udviklings-skema.
Dette er klart et paradoks, men det er et nødvendigt paradoks. For ved netop at ville hævde historiske tekster som nutids-tekster sættes den historiske bevidsthed på følgende prøve: Var det, som gjaldt for de gamle, også gældende for mig - sådan helt grundlæggende - og er det, som gælder for mig, også gyldigt for de slægtled, som kommer efter mig? Liturgiens svar er selvfølgelig et rungende ja, for gyldigheden i Nu'et kan ikke leve af lokal, tidsbetinget aktualitetstrang, men den må hævde en tilsvarende gyldighed for alle, der var før os, og alle, der kommer efter os.
Paradokset er således, at liturgien ved at neutralisere den historiske proces i kraft af sin nærværs-påstand præcis profilerer samme historiske proces og gør den ekstrem tydelig: At der var en tid før os, at der er et nu, og at der kommer en tid efter os. Liturgien udtrykker således en konstant, og denne konstant er nødvendig for at den menneskelige bevidsthed kan opfange variablen og se den ret - som en variabel.
Så hvis jeg skal bebrejde min samtid noget i mental forstand - og det gør jeg såmænd gerne, for jeg mener, at det er min professionelle pligt - så er det den banale historisme, der er afhængig af udviklingsteorien i den forstand, at man mener, at man kan lægge fortiden bag sig, at kun nutiden er interessant - hvorfor fremtiden mister karakter af både løfte om og mental investering i. Og dette sidste er fatalt. For hvis forventningen til fremtiden er ikke-eksisterende kortsluttes selve den historiske proces og kan ikke længere mentalt genkendes.
Så jeg skulle mene, at opretholdelsen af gudstjenesten et eller andet sted i det dybere kollektive bevidsthedslag fortsat har den urgamle funktion at holde himlen oppe, jorden på sin plads og dybet i sit dyb, og samtidig har den den opgave at give fortiden, hvad den skal have, nutiden sin tvivlsomme ære og fremtiden sin oplagte mulighed som spændingselement.
Og jeg mener tilsvarende, at de bønsformuleringer, vi bruger ved gudstjenesten, har den offentlige funktion at minde os alle om disse grundlæggende konstellationer i verden, hvorfor formuleringerne aldrig bliver ordsalat - i teknisk forstand muligvis, bevares! - men ikke i bevidsthedsmæssigt, oplysende forstand. Jeg skal personligt og professionelt gerne medgive, at en række af de nyformuleringer af indledningsbønnerne, som er angivet ved den nye alterbog, byder mig direkte imod - flere er simpelthen under det teologiske lavmål - men det er så at sige kun et akademisk spørgsmål, for deres funktion som offentlighedstekster er klar nok.
Under denne offentlighed ligger muligheden for privathed. Den kan jeg aldrig udtale mig om, men jeg mener egentlig, at al den offentlighed, som en gudstjeneste byder på, byder på en uudtalt mulighed for privathed, for gudstjenesten er netop ikke en social begivenhed i direkte forstand, men den er det i indirekte forstand - simpelthen ved at vi ser ind i hinandens nakke, hvorfor den enkelte kan være i fred og bede sin bøn i samme fred - men velvidende at vi er fælles om at se i samme retning, som er frelsens og forløsningens østvendte kyst, som tilhører solens opgang, Herrens komme og 'den kommende verdens liv'.
Og både som offentlig bøn og som privat bøn er Fadervor simpelthen et scoop. For den er realistisk. Alle andre bønners trang til ordsmageri og velformulerethed preller af på Fadervors simple erkendelse af Jeg'ets behov for at være til stede i verden og kende sin Gud - og være kendt af Ham.
Så jeg synes, at vi skal være dybt taknemlige for Fadervor og så lade evangelisten Mattæus småformaninger være, hvad de er. Men lønkammeret, som det hed i den gamle oversættelse, dét har han ret i. Men hvor lønkammeret findes, det afgøres mellem den enkelte og hans eller hendes Gud. Det kan være ved den offentlige gudstjeneste, og ingen opdager det, og det kan være et sted i privathed - ingen opdager det. Og sådan skal det være.
Og Fadervors stemthed er tilgivelsens bøjning mod det menneskelige. Og det menneskeliges mod det guddommelige.
Amen