Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Helligtrekongers søndag , 06.01.2010
Predigt zu Mattæus 2:1-12, verfasst von Else Hviid
Det er Helligtrekongers søndag. Nogle kan jo ikke vente, men der er ingen grund til at sjuske og gøre sig for hurtigt færdigt med de vigtige ting. Først i dag er julen over og vi vender blikket fremad, ja, opad.
Det er nemlig epifanitid nu, det vil sige den tid - i kirkeåret - hvor vi skal se, hvordan Gud viser sin herlighed i sin søn, Jesus Kristus.
I dag stilles der et vigtigt spørgsmål, som vi jo kan fundere over resten af året.
Når nu Gud i Jesus viser os sin herlighed. Hvad gør du så? Hvad siger du så?
Ja, vi gør to ting.
Enten konsulterer vi forstanden og spørger: hvad er det her for noget? Kan det nu passe? Hvordan hænger det sammen? Eller også reagerer vi umiddelbart - følsomt eller religiøst, og falder på knæ for det vi ser og hører og hengiver os til ren og skær undren.
Og det er to fuldstændig legitime måder at reagere på Gud.
Job repræsenterer den første, den intellektuelle tilgang
Hvor bor visdommen? spørger Job. Hvor kommer den fra? Hvor bor indsigten?
Hvis vi bare vidste det, forestiller vi os vel, havde vi visdom og indsigt. Så kunne vi bedre forstå. Os selv, hinanden, meningen med et menneskeliv. Og Gud.
Det er Jobs forstand, hans kølige intellekt, hans ihærdige vilje til at ville forstå det med Gud, der får ham til at spørge. Men Gud giver ham ikke et svar, der umiddelbart tilfredsstiller ham. Han lader efterhånden Job erfarer det. Visdommen stammer fra, bor hos og findes hos Gud. Det er hvad Job erfarer. Den er altså ikke hos Job selv i den forstand, at han har den, indsigten, har den håndgribeligt, så han kan se den, holde den, kende den fuldt ud, forme den eller styre den. Den er hos Gud og der må den søges. Det er da også hvad Job gør. I sit lange opgør med Gud, i sin råben og skrigen og anklagen er Job vendt mod det sted, hvor visdommen og indsigten findes, vendt hen mod Gud.
Overfor Jobs forstandige spørgen, står de tre vise mænd, de repræsenterer den religiøse hengivelse. De ser stjernen, følger den og ser barnet hos dets mor Maria, og deres glæde var meget stor, fortæller Mattæus.
Var de vise? Ja, det fortælles jo. Havde de visdom. Ja, det havde de jo. De havde fra deres rejses begyndelse deres ansigter, deres fremtid vendt hen mod det sted, hvor visdommen og indsigten findes, vendt mod Gud.
I sognepræst Gunda Jørgensens genfortælling om de hellige tre konger, markeres det så fint, hvordan de hele vejen ser op på den stjerne, har ansigtet vendt mod den stjerne. Da de kommer til Jerusalem og træder ind i folketællingsmylderet, er de nødt til at se efter, hvor de går, de ser ned og de taber stjernen af syne - og ender hos den forkerte konge, kong Herodes.
Først da de kommer ud af byen igen og igen kan se op, får de blikket rettet mod stjernen igen. Så kommer de videre og ender ved et lille barn hos sin mor, i en stald! Her falder de på knæ, tilbeder barnet og bærer deres gaver frem.
Vi kan kun forundres over sådan en fortælling. Vi kan i hvert fald ikke ret godt bringe den på talefod med vores forstand. Der skal undren til. Forundring.
Som præst bruger man en meget stor del af sin tid på at forklare kristendommen. Der er mange mennesker der spørger og de første spørgsmål er som regel de intellektuelle. Eller også går den første anstrengelse på at lære mennesker, at man også både kan og skal forholde sig intellektuelt til kristendommen. Og så i øvrigt også lade forundringen få lidt plads.
Skærm vor undren og bevar / gåden om det sidste svar; lad os tro, at vi er mer/ end en skal af støv og ler. (22,6)
De blev længe nok til at forundres over det de så og oplevede, de vise mænd, og derfor findes fortællingen stadig hos os, og skaber rum for at den samme forundring kan nå os og fylde os på Helligtrekongers dag, og forhåbentlig en tid herefter.
Julen kan vi pakke sammen nu, pynten og træerne, men forundringen kan vare lidt længere. Forundring går nemlig ikke over sådan lige med det samme. Som forbavselse gør det. De to følelser er beslægtede og så alligevel meget forskellige.
Forbavselse føler vi i forhold til det nye, det uventede, det sensationelle. Vi kan godt lide at blive forbavsede, vi synes det rusker op i os, får os til at standse. Vi vil forbavses og overraskes hele tiden, og skal vi lokkes ud af vores huse, skal det være af begivenheder der kan det - forbavse os, overraske os. Nu er der bare det ved forbavselsen, at den hurtigt går over. Den er hurtigt glemt, og derfor skal de, der vil os noget, hele tiden finde på nye begivenheder, der kan forbavse os.
Forundring føler vi derimod over for det banale eller det elementære- et barns fødsel, forelskelsen, døden, naturen eller årets skiften. Den forundring har vi i en ikke rigtig nogen steder at gå hen med, hvis der ikke lige netop var kirken.
I kirken er der tid og rum for forundringen. Der er ikke de store overraskelser her, men der er plads og tid til forundring.
Således også i dag. Vismændenes forundring og glæde over det lille barn smitter os, ja, vi genkender den ligefrem og glædes med dem. Forundres og glædes over at Gud virkelig har ladet sig føde, virkelig lader sig lære at kende gennem et menneske, hvis magt og styrke er af en anden art end den vi kender hos kong Herodes, Forundres og glædes over igen at få blikket rettet imod en helt anden virkelighed. Nemlig Guds
Nu er det ikke sådan, at intellekt og følelse er to forskellige og uforenelige sider af vores tilgang til det religiøse. Det kan det være, men de to sider kan og bør forbindes. Det sker f.eks. hos Job. Han vender sig mod sin skaber og spørger. Det er al visdoms begyndelse og ende. Det er muligt han ikke får tilfredsstillende svar på alle sine spørgsmål, men han ser den orden og skønhed, der kendertegner alt det skabte, synger sin beundring og sin hellige frygt over storslåetheden. Han synger det ud, og kommer til at vidne om det skabtes bundløse visdom. Han bliver dets beundrer og lovsynger.
"Kun Gud kender vejen til den, kun han ved, hvor den bor, thi hans øje rækker til jordens ender, under himlen ser han alt. Dengang han gav vinden dens vægt og fastsatte havets mål, dengang han satte en grænse for regnen og banede en vej for tordenskyerne, da havde han visdommen for øje, tog mål af den, lod den træde frem og undersøgte den."
Job, som efterspørger visdommen, bliver selv en vis mand, for det vise menneske kendes nemlig på - som Grundtvig siger det - at dets hjerte er dybt og underfuldt og at det kan være et himmelspejl i mulde.
Vi skulle synge Himlene Herre, fortælle din ære, for at øve os i at være vise, ligesom Job bringe vores eget væsen i forhold til den kosmiske orden, til alt det af Gud skabte.
Visdom er som Job og de vise mænd, at være vendt mod Guds herlighed. Og så er visdom evnen til beundre og lovsynge skaberværket. Viist er det derfor også, at prædikenen efter dansk liturgi slutter med en lovprisning.
Amen.