Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter Helligtrekonger, 17.01.2010
Predigt zu Johannes 4:5-26, verfasst von Ole Juul Hansen
"Mennesker mødes, og sød musik opstår i hjertet". Sådan kaldte Jens August Schade sin kærlighedsroman fra engang i 60'erne, som senere blev filmatiseret med samme titel. "Mennesker mødes, og sød musik opstår i hjertet".
Ja, der kan jo ske så meget, når mennesker mødes. Sød musik kan opstå i hjertet. Eller med andre ord, der er øjeblikkeligt en samklang hjerterne imellem. Der kan også hænde det modsatte. At man på grund af fordomme er på vagt, den søde musik udebliver, og i stedet lyder skingre toner. Det kommer vi tilbage til.
I teksten til i dag hører vi om et møde mellem Jesus og en samaritansk kvinde. Det er bestemt ikke planlagt, at de to mødes. De kender ikke hinanden. Hun er samaritaner, en hedning, datidens palæstinenser. Og han er jøde og i datidens begreber rettroende. Men de to mødes altså dér ved brønden, og Jesus henvender sig til hende.
Faktisk burde han ikke slet ikke indlade sig med hende. For det første er hun som sagt ikke jøde, hun har en anden tro. For det andet er hun kvinde, og ingen jødisk mand ville indlade sig med en fremmed kvinde på et offentligt sted, som fællesbrønden er. Men Jesus bryder alle normer, som han så ofte gør.
"Giv mig noget at drikke", siger han. Og hun vender sig mod ham, forundret. Og så tager hun spanden, hælder vandet op i krukken, træder hen til ham og rækker ham krukken. Og dér er de. To tørstende mennesker i middagsheden. Ham, der tørster efter vand. Og hun, der tørster efter kærlighed.
Og det ved Jesus, og uden videre begynder han nu at tale til hende om de mænd, hun har haft og om ham, som åbenbart befinder sig i hendes hus. Og hun undrer sig endnu mere. For hvordan kender han til alt det? Og hun undrer sig over hans måde at sige det på. Der er ikke den mindste hån i hans stemme. Og hans rolige og kærlige stemme gør, at hun får mod til at løfte blikket og se hans øjne. Og da ser hun noget andet, end hun er vant til. Det er ikke som de begærlige blikke, hun kender til, når hun står ved brønden, og mændene kigger langt efter hende. Nej, for Jesus ser ikke på hende. Han ser ind i hende. Sådan fornemmer hun det i alt fald. Og hun bliver aldeles forfjamsket. Og så begynder hun at snakke om noget helt andet. Hun begynder at snakke om, hvad der er rigtig og forkert. Ikke i livet, det tør hun ikke komme nærmere ind på. Nej, hun begynder at snakke om, hvad der er rigtigt og forkert i religionen.
Det er altid lettere, at dreje samtalen hen på det overordnede. Det minder i høj grad om en aktuel debat. I stedet for at tale om, hvad der er ret og uret i det liv, vi nødvendigvis skal leve med hinanden, ja, så taler vi om tørklæder, om stupide tegninger af Muhammed, om ytringsfrihed. I stedet for at tale medmenneskeligt om det, der forener mennesker, så diskuterer vi politisk det, der adskiller os som grupper. For det er altid lettere at kunne drage nogle skel i stedet for at se, hvor vi kunne forenes.
Og sådan er det også med kvinden her. Den brønd, de opholder sig ved, har fra gammel tid været en hellig brønd. Den har fra gammel tid været et jødisk helligsted. Og nu spørger hun så Jesus, hvor den sande Gudsdyrkelse bør finde sted. Om den skal finde sted her på dette bjerg i Samaria, eller den bør finde sted i Jerusalem.
Hun minder mig om de politikere, der i disse dage himler op om kirken, om det danske og den danske kirke. De burde begynde et andet sted, og det var at komme i den kirke og til den kirkes gudstjeneste, som de så gerne vil værne om. De er til at gennemskue. På samme måde med kvinden.
Og Jesus gennemskuer hende da også. Og så svarer han stille og roligt: "Gud er Ånd, og Gud skal hverken tilbedes på et bjerg eller i en by, men han skal tilbedes i Ånd og Sandhed".
Sandhed, siger Jesus. Vi har et sært forhold til sandheden. For det er som regel altid sandheden om de andre, der er interessant. Om deres måde at leve på. Om deres kærlighedsliv. Om deres fiaskoer. Sandheden om os selv lader vi helst ligge.
Sandheden om kvinden udtrykker Jesus på sin helt egen kærlige måde. Der er ingen foragt i det. Der er ingen hån i det. Der er ingen sladder, der ligger bag. Der er ingen skjult dagsorden. På den måde er fortællingen underlig, og den er vidunderlig. For her finder vi en anden målestok for, hvordan vi som mennesker bedømmer hinanden. Vi finder en målestok, der udspringer af mødet, her og nu, og aldrig tager fortiden eller det, vi ved om den anden med ind i vurderingen. Det er sandheden om mødet med Kristus. Det er sandheden om et menneskes møde med evangeliet.
Jesus taler kryptisk om vandet. Men kvinden fornemmer umiddelbart, hvad han mener, for I mødet med Jesus fornemmer hun et nyt kildevæld, et kildespring til nyt liv. Hun får åbnet blikket til en ny virkelighed, hvor hun ikke længere er låst fast af sin fortid.
Og det er kristendommens sandhed. At ingen er låst fast af sin fortid, men at tilgivelse er en mulighed, altid.
"Det er hverken på dette bjerg eller i Jerusalem, at Gud skal tilbedes. Gud er ånd og skal tilbedes i Ånd og sandhed", siger Jesus. Og det betyder, at din gudsdyrkelse og din gudstjeneste, den hører ikke kun til om søndagen her i helligstedet. Og den kan ikke lukkes inde i dette gamle hus. Den har sin begyndelse her, det er sandt. Den tager sin begyndelse her, for herinde springer kilden. Men den har sit løb dér udenfor. Og derfor skal der herinde ikke tales politisk. Nej, herinde skal der tales menneskeligt, og denne menneskelighed skal derudenfor omsættes i den politiske dagligdag. For derude handler det om at sætte dit medmenneske i den samme frihed, som du herindefra i din dåb, i dit eget kildevæld, blev sat i. Kilden springer her, men den har sit løb derude. Dér er forskellen, og den forskel skal respekteres.
Jesus taler om Ånd. Og når han taler om Ånd, så er det ikke et luftigt begreb. Nej, så har det at gøre med levet liv. For det betyder, at Åndens virke skal kendes på og i det levede fællesliv mennesker imellem. Dette fællesliv tager sin begyndelse her, og det udleves derude. Herinde tales der menneskeligt om en næstekærlighed mennesker imellem. Og den skal derudenfor omsættes i en politisk hverdag, og kræver det politisk tale for at blive hørt, ja, så må den føres. Men aldrig herinde. Og det er den forskel, som nogle kolleger ikke vil respektere. Og derfor er vi havnet, hvor vi er. Derfor er vi havnet der, hvor i stedet for at kilden springer frit, ja, så dæmmes der op for den. Vi kommer til at stå i vejen for det, der skal siges og høres. Der havner man, når man sætter politik foran evangeliet. Rækkefølgen er den modsatte. Kristendommen er ikke politiske slagord. Nej, kristendommen er en menneskelig og en næstekærlig røst ind i en barsk virkelighed, der alt for ofte overdøves af politiske slagord. Kristendommen er en røst ind i virkeligheden. Og det skal denne politiske virkelighed bedømmes på, om den har øje for den svage. Det skal denne politiske virkelighed bedømmes på, om den bag det svage, bag det rynkede ansigt, bag det syge sind, bag den fremmede, ser et menneske. Det skal denne politiske virkelighed bedømmes på, hvordan den ser på sine mindste små. Og svigter den, så skal der lyde et evangelisk, et medmenneskeligt, et næstekærligt korrektiv.
"Virkeligheden er altings prøve", sagde Grundtvig. Ja, virkeligheden er kristentroens prøve. Det betyder, at det er i din hverdag, i din virkelighed, at kristendommen skal leves. Det er i den politiske hverdag at mennesker mødes. Og i det møde er det enten hjertet, der taler, eller det er den politiske dagsorden. Og havde vi ikke ordet herindefra med derud, ja, så blev det kun politiske resolutioner, og de politiske og religiøse forskelle, der satte dagsordenen for samtalen og for mødet. Men fordi du herindefra har ordet med i hjertet, så bliver mødet et anderledes møde. Så bliver det et møde menneske til menneske, og her kan sød musik opstå. Eller her kan i evangelisk forstand medmenneskeligheden og tilgivelsen opstå.
"For så stor er den kærlighed, som Gud har vist os, at vi kaldes hans børn, og vi er det". Derfor.
Amen.