Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavns søndag /Estomihi, 14.02.2010
Predigt zu Lukas 18:31-43, verfasst von Peter Lind
Vi begynder med en lille gåde: Det er en bog. Den er oversat til alverdens sprog og er blevet solgt i millioner af eksemplarer. Den har, siden den blev skrevet, været konstant placeret på bestsellerlisterne. Den er fyldt med kryptiske, gådefulde udsagn og koder, som til dels bliver åbenbaret for læseren i løbet af bogen, men selv når man har læst den sidste side, er der stadig skjulte mysterier og hemmeligheder tilbage. Den er spændende, og hvis det virkelig skulle være sandt, hvad der står i den, så vender det fuldstændigt op og ned på den virkelighed, vi kender til. Der bliver holdt utallige foredrag, kurser og studiekredse om den. Og endelig så er der mange mennesker, der mener, at det er en elendig bog, og at det er en gåde i sig selv, at den stadig er så populær, som tilfældet er.
Ja, svaret kunne jo faktisk godt være; Bibelen; men de fleste har alligevel nok for længst regnet ud, at det drejer sig om den amerikanske forfatter, Dan Browns, roman, Da Vinci Mysteriet. Det fascinerende i denne bog er naturligvis, at Dan Brown tager en række berømte kunstværker og i romanen påstår, at de rummer nogle skjulte hemmeligheder, som kun de indforståede er i stand til at gennemskue. Tilsammen skulle disse hemmeligheder ifølge Dan Brown fortælle en helt anden sandhed om Jesus, end den Bibelen og Kirken fortæller, og foruden de vældigt udspekulerede koder, så er det jo nok denne kritik af Kirken, der har gjort romanen til en succes. Religionskritik er altid godt stof - i romaner som i aviser, og egentlig er denne roman så krænkende overfor kristendommen, at nogle måske kunne blive så fornærmede over den, at de ligefrem kunne få den idé, at den amerikanske præsident i sin tid burde have givet en undskyldning til alverdens kristne for den! - Men det ville da godt nok være for dumt!
Ligesom Da Vinci Mysteriet hævder, at de forskellige kunstværker lige fra Mona Lisa til Newtons gravmonument rummer skjulte koder til at forstå sandheden, er det evangeliernes påstand, at Jesus fra Nazaret er en kode til at forstå sandheden om Gud. Og hvilken kode! Med al respekt for Dan Browns mange spidsfindige koder, så overgår Jesus som kode langt enhver romanforfatters mest fantasifulde og kryptiske påfund: som et lille nyfødt barn i en stald julenat; som et menneske, der omgås samfundets bærme, de fattige, de syge, de "forkerte"; som et menneske, der udsættes for hån og mishandling, som korsfæstes, dør og bliver begravet; som et menneske, der opstår fra graven på den tredje dag.
Hvis man ikke er i stand til at bryde koden og forstå den gådefulde hemmelighed, så ser man i evangeliernes beretninger om Jesus fra Nazaret kun en besynderlig, tragisk historie om et menneske, der enten led af storhedsvanvid eller var ufatteligt naiv i sin tro på det godes magt i verden - og som døde af det - et faktum som hans tilhængere havde svært ved at forlige sig med.
Men hvis man følger evangelisternes anvisninger og med deres hjælp får brudt koden, så åbenbares den mest fantastiske hemmelighed: Dette menneske, Jesus fra Nazaret, er Guds Søn! Han er verdens frelser! Han er Davidssønnen, Messias - Kristus! Han er den sandhed om Gud, som vi kan tro og håbe på, - den sandhed som vi skal forstå - for det er vel det, vi forventer, når vi får den rigtige nøgle i hænderne og åbner gådens dør ind til sandheden; - at vi forstår - at vi kender fuldt ud.
Det var i hvert fald også hvad disciplene forventede, da de fulgtes med Jesus rundt i Palæstina. Alligevel hører vi gang på gang om, at de trods det, at de har kendskab til hele koden, ikke forstår den fulde sandhed, men kun har fattet små brudstykker af den.
De hører ellers til den absolutte inderkreds, som bliver indviet i kodens hemmelighed. Som her i fortællingen i dag, hvor Jesus netop tager dem til side og fortæller dem, hvad der skal ske, når de kommer til Jerusalem for at holde påske; at han skal hånes, mishandles, piskes og slås ihjel og opstå på den tredje dag. De burde derfor om nogle kunne forstå det; men evangelisten Lukas understreger nærmest trefoldigt, at det gør de ikke; "de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem; og de forstod ikke det, som blev sagt." Så har Lukas i hvert fald sikret sig, at vi har forstået, at de ikke har forstået det! For selvom de har fået den rigtige kode - og det er jo ikke første gang Jesus fortæller dem, at han skal lide, dø og opstå - så kan de ikke få åbnet for hemmeligheden.
Det er lidt ligesom med alle vores moderne, teknologiske apparater, som også skal have en kode for at virke. Hvem har ikke prøvet at stå med en mobiltelefon eller ved en dankortterminal, og selvom man kender koden, så virker den tåbelige tingest ikke. Det er en meget frustrerende oplevelse, og den bliver ikke mindre frustrerende af, at det jo ofte skyldes én selv. Jeg har da en del gange stået ved kassen i supermarkedet og har tastet min dankortpinkode ind - og så sker der ingen ting! - førend kassedamen venligt og med et tålmodigt smil gør mig opmærksom på, at "Du skal lige trykke "Godkend"! Det står der rent faktisk også på displayet med store sorte bogstaver, og selvom jeg nok har set det, så har jeg alligevel
ikke indset det - jeg har ikke forstået det. Det føles dumt; men alligevel vil jeg vove at påstå, at det ikke er tilstrækkeligt til at bevise, at jeg er dum.
Og det er disciplene altså heller ikke, selvom de ellers både har lært koden om Jesus Kristus at kende gennem lidelsesforudsigelserne og med deres egne øjne har set adskillelige tegn og undere, der bekræfter kodens rigtighed. Her ser de oven i købet endnu et under, da Jesus gør den blinde seende, og umiddelbart kommer den blindes stærke tro på Jesus til at stå som en modsætning til disciplenes manglende tro og fatteevne. Men det er ikke pointen i denne fortælling; snarere skal de to små historier, her hvor Jesus begiver sig på vej imod Jerusalem og påsken, supplere hinanden. Den blinde råber til Jesus, fordi han tror på, at Jesus er Davidssønnen, Messias, den salvede, Kristus, og disciplene har jo valgt at følge Jesus, fordi de også tror på, at han er Kristus. Forskellen på den blinde og disciplene er, at den blinde i sin tro og nød bare råber til Jesus om hjælp og barmhjertighed; mens disciplene ikke kan få deres tro til at passe med det, Jesus siger til dem.
For lige at vende tilbage til eksemplet med dankortet, så svarer disciplenes reaktion til at vi, hver gang vi skulle taste vores pinkode ind, først ville have en fuldstændig og forståelig forklaring ned i den mindste detalje på, hvordan det virker. Den blinde derimod accepterer koden betingelsesløst uden at stille spørgsmål - som et tilsagn, han kan bruge, mens disciplene snarere tager koden som et udsagn, de skal vurdere.
Hvad gør vi egentlig?
Vi er jo så kloge; vi kan sagtens gennemskue disciplenes fejltagelser, og så kender vi oven i købet resten af historien. Det ville da også på én måde være helt fint, hvis vi var i stand til at bruge Jesus som kode med den samme ukritiske fortrolighed, som vi bruger en pinkode; men vi må nok erkende, at vi trods alt for det meste ligner disciplene; - vi kender koden til Guds sandhed; alligevel er vi alt for ofte tilbøjelige til ikke at bruge den, fordi vi med vores fornuft og erfaring ikke kan forstå, hvordan den virker. Først, når vi kommer helt derud - som den blinde mand udenfor Jeriko - hvor der ikke er andet af troen tilbage end at råbe og håbe på Guds barmhjertighed, så bruger vi den i vores nød og fortvivlelse. Bestemt ikke fordi man i den situation bedre forstår; men dér ude er man i stand til at bøje sig for, at man ikke forstår - og kan råbe på Gud.
For vi kan ikke forstå, at Guds Søn blev født som et menneske; vi kan ikke fatte, at han skulle lide og dø på korset for vores skyld, og at han opstod fra graven påskemorgen; - vi ser det, vi hører det, men forstå det kan vi ikke - og skal heller ikke. Det er en gåde, "korsets gåde". Det er Guds kærlighed, det største som aldrig hører op, og som vi nok har fået åbenbaret stykkevis i evangeliet om Jesus Kristus, men som vi ikke her i dette liv er i stand til at forstå fuldt ud.
Vi kan læse og høre ordene; vi kan blive presset helt derud, hvor vi ikke kan gøre andet end at råbe disse mægtige ord om Guds Søn, og vi kan mærke deres forunderlige magt; men deres fulde betydning vil være skjult for os - som den ufattelige gåde, kærligheden altid vil være - at blive mødt med uendelig nåde og barmhjertighed af Gud.
Amen.