Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter påske (Rogate), 13.05.2007
Predigt zu Johannes 16:23b-28, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
Tiden mellem påske og pinse er forvandlingens tid.Dybt rystede over Jesu skæbne, gik vi ud til graven - og vi blev endnu mere rystede for den var tom. Skiftende mellem forfærdelsen og forbløffelsen gik vi derfra; men vi mærkede at den historie kunne vi ikke få ud af kroppen.
Når man først har elsket, ved man også at døden ikke kan bremse kærligheden. Dem vi elsker bliver ved med at være. Deres ord står tilbage, deres handlinger rører endnu ved livet. På en vidunderlig måde knytter kærligheden os til dem. I ved hvordan det er med mennesker som vi elsker. Vi fortæller om dem for på denne måde bliver de nærværende. Vi ler af deres morsomheden endnu engang og vi bevæges af deres hengivenhed. Ja, den gode fortælling kan i splitsekunder få den tilbage som vi savner og må omfatte med længsel.
Kærlighedens smukkeste træk er vel at den forvandler tilværelsen. En af de historier om Jesus som jeg aldrig kan få tankerne væk fra, er beretningen om hvordan han helbredte hende der havde blødt i tolv år. Hun var foragtet af de andre; de fandt hende afskyelig; de væmmedes ved hende. Som årene var gået havde hun fået det med sig selv, som de havde det med hende. Hun havde taget deres syn til sig. Hun var en af de udstødte; men det værste var vel at hun også afskyede sig selv; hun havde glemt sig selv; hun eksisterede nærmest ikke. Hun havde hørt om Jesus og hun troede ham; men hun troede ikke at han nogensinde ville ses i nærheden af hende og derfor stjal hun sig til at strejfe fligen af hans kappe i al ubemærkethed.
Det forunderlige og fuldstændig uforglemmelige skete. Han mærkede hende - og lige siden har vi kunnet tale om ham der elskede mennesker så højt at han endog var sårbar over for dem der for længst havde opgivet sig selv, for dem der havde slettet sig selv af andres og egen erindring - ja lige siden har vi kunnet tale om ham der elsker dem som foragt og selvforagt har jævnet med jorden.
Lige siden har vi kunnet tale om det vidunderlige ved kærligheden: at den der bliver elsket tør rejse sig; tør blive seende; tør tale hjertets sprog.
Tiden mellem påske og pinse er virkelig forvandlingens tid. Nænsomt og robust bliver det klart for os at Gud med Jesu opstandelse greb ind i verdens historie og ville skabe håb omkring mennesket. Gud ville ændre vort syn på verden og gøre os mere nærværende og sårbare for livets skønhed, dybde og uendelighed.
Men er vi ikke fanget i denne verden af de såkaldte realiteter, af den såkaldte virkelighed? Er det ikke bare snyd at tale om forvandlingens mulighed? Er den trivielle sandhed ikke at alt er tomhed? Har kynikerne ikke ret?
Jeg tror nu at forvandling er en mulighed. Inden for de sidste par uger har jeg set en del på billeder af København. Motiverne var alle de kendte. Skulpturerne var alle dem, vi finder rundt om i byen. Men efter at have set på disse billeder tror jeg at mit syn for bestandigt er forvandlet. Det jeg troede jeg så, har jeg fået lagt yderligere dimensioner til, nye vinkler, nyt lys, nye skygger. Byen har åbnet sig på en ny måde; men det er altså den by som jeg kender så godt og hvor jeg troede at jeg var hjemme. Disse billeder har forvandlet mit syn på byen og nu tør jeg i endnu højere grad se det smukke, det idylliske, det monumentale, det morsomme - ja og selv det hæslige får lov til at stå der som øje-sår og skryde i sin vulgaritet.
Når mennesker kan forvandle verden for hinanden, så kan Gud naturligvis også! Mennesket åbner sig for Guds indfaldsrigdom i bønnen - her gør man sig sårbar for evighedens og kærlighedens synsvinkel.
"Jo mere trofast du lytter indad, des bedre skal du høre, hvad der lyder omkring dig. Og kun den der hører kan tale. Går vejen her til en forening af de to drømme: i klarhed genspejle livet - i renhed vække et nyt liv" skrev Dag Hammarskjöld. Det bedende menneske trækker sig ikke bort fra virkeligheden, forlader ikke denne verden; men gør sig sårbar for Guds kærlighed og bærer den ind i verdens tummel - dér hvor man aldrig kender udfaldet og ikke er sikret på forhånd. Det bedende menneske lever ikke med en facitliste - er ikke på forhånd sikret succes - er ikke uimodsagt. Tværtimod er det bedende menneske hele tiden udsat for Guds skønhed. Den der er udsat for skønheden kan også pludselig se det hæslige - kan få øje på det modbydelige - ane det durkdrevne og vide at verden ikke altid er så enkel at gebærde sig i som "de kloge" mener.
At bede om noget i Jesu navn, vil sige at man udsætter sig for Guds skønhed og sandhed som den kommer til udtryk netop i dette menneske.
Når vi bliver ved med at bede fadervor, er det for at åbne for sandheden og kærligheden til menneskeheden som denne bøn udtrykker. Vi beder om tillidsfuldt at måtte forlade os på Gud - at dette navn altid vil vibrere af liv og kærlighed, være sandhedens, kærlighedens og retfærdighedens ophøjede og dybt fortrolige sted. Vi beder om at måtte fornemme dette værnende sted. Vi beder ikke om at verden må skåne os eller om at vi ikke ser denne verdens nød; men vi beder om at fortroligheden med livets oprindelighed, dybde og skønhed aldrig aldeles vil forlade os; men at vi altid vil bevæges af det hellige i protest mod og kærlighed til livet. Vi beder om at vi tør håbe på en anden verden - at vi tør drømme om Guds rige - opdage at det ligger lige foran os - og at vi tør tro det og lade det blive en del af vort væsen og vort liv med hinanden. Ja, vi beder om at vi ikke bliver overladt til os selv, men at Gud altid og overalt vil skabe forbindelse til os og gøre det klart mellem skyggerne, skyerne, i mørket og i kulden at livet tilhører ham også når vi gør et helvede af det for hinanden. Ja, vi beder om at han vil holde os i live, bevare os i håbet, få os til at overleve.
Smukkest og sværest af alt beder vi om at vore knyttede næver må løsne sig - at vore stivnede tanker og vore rasende blikke må løsnes og dæmpes - ja, at vi må kunne tilgive ligesom vi forhåbentlig bliver tilgivet - ja vi beder om at vi i korte øjeblikke må se på verden og blive set på af verden med Kristi blik - det blik der ikke søger skyld, ikke anklager, er uden bebrejdelse; men fyldt med en kærlighed der gør seende - en kærlighed der får mennesker til at leve, får os til at rejse os og stå ved livet, sårbarheden, godheden og den livets protest som vi forhåbentlig også tør gribes af her i egoismens land. Amen.