Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ bebudelsesdag (Judika), 21.03.2010
Predigt zu Lukas 1:46-55, verfasst von Jens Arendt
Søren Kierkegaard, siger de berømte ord om, at livet må leves forlæns, men forstås baglæns. 1
Mange gamle mennesker siger, at når de ser tilbage kan de se et mønster, som fylder dem med tak, ydmyghed og anger. Man ser Guds finger. Som den norske salmedigter Peter Dass (1607-1707) synger:
Se, skal jeg alt fortælle
fra mine ungdomsår,
hvad skæbne og tilfælde
mig da for hånden var,
jeg kan dog andet ej
end i forundring falde
ved Guds husholdnings vej. (DDS 8)
Jomfru Maria har måske også set tilbage på et tidspunkt. Bag på Dronning Margrete den Førstes sarkofag i Roskilde Domkirke, hvor jeg er præst, ser man de tolv apostle samlet omkring Marias dødsleje i Efesos. Men der er også kommet en trettende til stede. Det er hendes søn, som løfter en lille guldstatuette. Denne viser det er Maria selv som ung pige, kendelig på hendes udslagne hår.
Det, der skete den dag i Nazareth, er blevet som det pureste guld. Nu får hun igen at vide, at Jesus skal komme, og hun skal ikke være bange.
Men hvordan var det dengang for en purung jødisk teenager. Som ung er man frem og ikke tilbage. "Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme." - siger profeten Joel, og det gentages igen i Peters pinseprædiken.
De unge ser frem- de ser syner. Men drømmens natur er altid at være et tilbageblik. De samme ting i ens liv dukker op igen og igen i drømme i en varieret form.
Maria er ung. Hun ser fremad. Hun bor hjemme; hun skal indgå et (sandsynligvis) arrangeret ægteskab. Mere end vores egne teenagedøtre minder hun om disses muslimske medsøstre med tørklæde. Men jeg tror at alle unge lever i den samme forventning til fremtiden, hvor man ikke med erindringens omfortolkning ser tilbage. Maria ser frem. Hun får lov at se det største af alle syner, alle profetiers opfyldelse.
Det første der sker, er, at hun bliver forfærdet, som kvinderne blev det ved graven. I følge 5. Mosebog skulle en sådan kvinde stenes. "man skal føre pigen hen foran døren til hendes fars hus, og byens mænd skal stene hende til døde" . 5. Mos. 22,21. Men mon ikke hendes forfærdelse skyldes det totalt uventede.
Englen siger: "Frygt ikke!". Frygt, det er at vente noget ondt. Frygten har den bekendte lillebror, bekymringen og den blinde tvillingebroder angsten.
Tro, det er at vente det gode. Håbet, det er at forvente det godes mulighed. At elske Gud; det er at vente sig alt godt fra Gud. Jævnfør Martin Luther, som først ventede død og dom fra Gud. Hans tro blev til, at han ventede sig det gode fra Gud.
Det er derfor Jesus taler om, at blive som børn. Børn venter sig alt godt af deres forældre. Sådan skal vi vente os alt godt af vores Far i himlen. Håb er ikke bare naivitet. Det er at vente sig alt godt af Gud; i stedet for at være mistroisk overfor Gud. Den, der venter alt det gode fra Gud, venter også det bedste fra andre.
At vente det gode, er måske nemmere for den unge. Jo ældre man bliver jo mere erstatter man håbet med sikkerhed. Man sidder med det som hedder livserfaring; som ofte betyder at man er urokkelig, er en forstening.
Den unge pige som skal føde sit barn kan sige: "Jeg venter mig alt godt af Gud." Den gamle, som indser sin egen dødelighed kan sige : "Jeg venter mig alt godt af Gud." At vente det gode, at leve i Håbet er også at vente det evige. Det eneste sikre er døden, men også der skal vi tro på Guds mulighed, den store forandring.
At leve uden den forventning; det er at leve ved hjælp af vane, klogskab, efterabelse, erfaring, skik og brug. Man kan jævnføre til Akaz i dagens gammeltestamentlige læsning (Esajas 7,10-14) , som nægtede at vente sig noget fra Gud.
Håbet bliver hjemløst. Man har livs og leve-klogskab. Man tør ikke vente sig nogen afgørende mulighed for forandring. Muligheden, dette vidunderlige, der er så uendeligt skørt, som et nyfødt barn; og den er dog netop tilvejebragt, dannet ved hjælp af det evige. Den er dog stærkere end alt, for den er det Godes Mulighed!
Hvad gør Maria eller hvad gør andre med Maria? Ja blandt andet bliver hun sendt af vejen til nogle slægtninge i en bjerglandsby; før folkene i byen begynder at snakke. Her er det, at hun møder sin slægtning Elisabeth, som også venter sig på underfuld vis.
Hun lovpriser Gud; ham, som vi venter os alt godt af. Ham lovpriser vi; det er derfor kærligheden er åbenmundet; det er derfor man holder bryllup i fuld offentlighed, fordi man vil fortælle alle andre, hvor meget man elsker hinanden.
Min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig.
At tro på Gud, er at vente sig alt godt af ham. Det er også at tro på ham, som vender op og ned på al ting.
At Maria af alle kvinder bliver valgt, er det første udtryk for den venden op og ned på alle værdier, der knytter sig til Jesus Kristus. Allerede her ved hans undfangelse er denne anderledeshed i forhold til alle normale tankegange på spil.
At den simple pige Maria bliver den udvalgte, er kun begyndelsen, det fortsætter ved de omstændigheder hvorunder Guds søn fødes. Siden hen i livet vælges og vægtes også blandt de små i samfundet.
"Han (Gud) har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjerters tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe."
Med Marias udvælgelse intoneres med andre ord hele denne venden-op-og-ned på magtforholdene: Det store og mægtige, alt det, der fører sig frem i egen magt og vælde mister sin betydning, mens alt det ringe og uanselige, alt det afmægtige ophøjes og bringes til ære og værdighed.
Guds uberegnelighed betyder mulighed og håb om forandring. For kun én ting står fast; hans kærlighed.
Amen