Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag , 02.04.2010
Predigt zu Lidelseshistorien ifølge Matthæus 26f:, verfasst von Peter Nejsum
Lidelseshistorien ifølge Matthæus
I takt med at religionen fylder mere i den verden vi lever i, er religionskritikken igen begyndt at gøre opmærksom på sig selv. Det finder udtryk på mange forskellige måder, i foreninger, konferencer, teaterstykker. I takt med at Gud får spalteplads i aviserne, får ateisterne det i højere og højere grad. Det moderne, fornuftige menneske, tager afstand fra religiøse forestillinger. Det er ikke andet end overtro, farlig overtro endda, som vil sætte fornuften ud af kraft. Hvis Gud virkelig var til som andet end en forestilling i vores fantasi, ville han have givet sig til kende på en måde der umisforståeligt lod os forstå, at han var til, og hvad han ville. I stedet tyr de troende til fantasifulde omfortolkninger af en ubehagelig virkelighed, fuld af modsætninger og lidelse, lyder det.
Jeg tror egentlig ikke at disse ny-vakte ateister er nogen reel trussel. Det man til gengæld skal tage alvorligt, er at det, der giver anledning til religionskritik, mange gange er det samme som det, der giver anledning til anfægtelser hos den, der tror. Det skal man til gengæld tage meget alvorligt.
Pointen er at den religionskritik overhovedet ikke er af ny dato. Og lidelseshistorien er det bedste eksempel på det. For religionskritikken er skrevet ind i fortællingen. De er der faktisk alle sammen, hvis man ser nøjere efter: Først og fremmest for foden af korset, hvor det lyder: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse!" "Hvis du er Guds søn, så stig ned fra korset!, så vil vi tro ham".
Det er den mest grundlæggende indvending mod det der sker: Hvordan kan det være Guds søn? Hvorfor forhindrer han det ikke? Hvorfor sætter han ikke sin magt igennem? Skal det forestille en Gud?
I oldkirken måtte de kristne forsvare sig mod beskyldninger for ateisme - for når man i centrum af sin tro sætter sin Guds død, så må det være ateisme, det kan ikke være andet.
Det fantastiske er, at de indvendinger ikke censureres bort, eller modsiges, men skrives ind i historien, ikke et tilfældigt sted, men det mest afgørende sted: For foden af Jesus' kors. Den helt afgørende anfægtelse: Hvor er Gud i alt det her?, den får stemme, helt inde i centrum af historien. Var det ikke præcis det, der gjorde at disciplene stak halen mellem benene, efter bedste evne reddede sig selv, og forlod det de må have opfattet som den synkende skude? Hvis de havde været det mindste overbevist om, at Gud ville vide af deres herre og mester selvom Han nu lod ulykkerne regne ned over ham, så ville de vel være forblevet tro.
Men de er der alle vegne, religionskritikkens repræsentanter, ikke kun for foden af korset, men overalt i det brogede persongalleri, som lidelseshistorien opruller. Der er ligegyldigheden: De nysgerrige tilskuere, der er stimlet sammen, som gyser ved det blodige optrin, og tænker, at endnu en religiøs fantast fik sin bekomst, og så kan de lære det. Den fornuftige embedsmand, der uden at blinke ordner papirerne, og i øvrigt, rent privat, mener at der er "alt for meget religion i det offentlige rum". Der er de rå og afstumpede soldater, der blot synes han er en ynkelig nar, og gør grin med ham: "Hil dig, jødekonge!" Der er den intellektuelle elite, som oprøres over at et menneske kan hævde at han er Guds søn, og så sådan et menneske, så sølle, så lidt ophøjet!
En særlig type er Pilatus. Han er den, der mener at der tales alt for meget om skyld. Han mener, at der må være omstændigheder, der gør at man må handle som man gør. Er det ikke bedre at et menneske må bøde, end at der udbryder uro og en farlig situation, hvor langt flere må lade livet?
Der er omstændigheder, der er på en sådan måde, at man fritages for skyld. Hvis det skal give nogen mening, må der være et ret og rimeligt, det nytter ikke med absolutter. Moral handler vel om at veje fordele og ulemper, at træffe et klogt valg.
Det var det synspunkt Jesus gjorde op med i Bjergprædikenen, der var vendt mod det synspunkt, at man uden videre kunne gøre sig færdig med de handlinger man var andre skyldige. At man kunne læne sig tilbage og selvtilfreds sige: Nu har jeg gjort mit! Eller når et menneske er i nød sige: Uh, det er der nogle andre der er bedre til end mig! Det er faktisk for dårligt, at der ikke er nogen der allerede har grebet ind! Jesus holder os fast på vores skyldighed - at det vi skylder andre ikke kan nedskrives.
Nu må han lide den tort at se sin skæbne beseglet af Pilatus, der vasker sine hænder for øjnene af folkeskaren, og hævder: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det er jeres sag!"
At Gud åbenbarer sig på den måde, så skjult, så indirekte, er ikke bare anledning til religionskritik. Det er altid også en stærk anfægtelse. Det er den der spørger: Hvor er Gud i mit liv? Hvorfor sætter Gud sig ikke mere eftertrykkeligt igennem? Overbeviser om at han er der, at der er en mening med tingene, en sammenhæng, en udvej? At der er fylde i stedet for tomhed? Man kan også spørge: Hvorfor piller han ikke mig ned fra mit kors, fra alt det jeg lider? Hvorfor giver han sig i det mindste ikke til kende, så jeg ved at det kun er en prøvelse?
Det er præcis dette, der kulminerer på korset, hvor Jesus selv gribes af følelsen af gudsforladthed, hvor han af sin lungers fulde kraft råber: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?
Men Gud lader sig ikke eftervise. Det lader det sig aldrig bevise, at det faktisk var Gud, der åbenbarede sig dér på Golgatha. Alle kritikerne, skeptikerne, de anfægtede, tvivlerne er endog skrevet ind i historien. Der er derfor ikke nogen, der på forhånd lukkes ude af fortællingen. Det er i sig selv fantastisk: Der er plads til tvivlen og anfægtelsen og vantroen.
Men når det er sagt, så er det et spørgsmål om tro. Der er ikke nogen tvingende grund til at antage at manden på korset er Guds søn. Tværtimod, fristes man til at sige, det er et spørgsmål om tro. Man kan antage den præmis, og se hvad der sker.
Den ungarske, jødiske forfatter Imre Kertesz, der som femten årig blev sendt til Auschwitz, er ligesom så mange andre blevet konfronteret med spørgsmålet om, hvordan man kan blive ved med at tro på en Gud - når man nu har oplevet så meget frygteligt.
Til det svarer han, at for ham er det vigtigstes spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej - men om vi lever, som om han var til. For han kan ikke acceptere et gudsbillede, der får os til at spørge, hvorfor Gud tillod Auschwitz. Gud åbenbarer sig i et menneskes håb til livet. Gud åbenbarede sig for Imre Kertesz i det, at han overhovedet ønskede at leve videre efter at have "overlevet" Auschwitz.
I sin bog "De skæbneløse" fortæller han om sit ophold først i Auschwitz, senere i Buchenwald. Han fortæller med en mærkelig nøgternhed, uden at svælge i rædslerne. Han gør ikke noget ud af at udmale alt det, de dagligt måtte lide under - alt det vi ved, må have været så forfærdeligt for sådan en 15 års dreng, der helt alene må gennemleve noget af det værste, mennesker nogensinde har gjort mod andre mennesker.
Til gengæld får vi et indtryk af dagliglivet i en koncentrationslejr. Kertesz fortæller om hverdagens trivielle episoder, der sommetider også kunne fremkalde øjeblikke af glæde og håb, hvad der kan være svært at forstå. Vi er så vant til kun at spørge om rædslerne, og slet ikke tænker på, at selv dér i helvede var der en form for liv, en daglig rytme - og ja, øjeblikke af lykke.
Imre Kertesz overlever med nød og næppe, og vender tilbage til et sønderbombet Budapest, hvor det er svært at se, hvad han skal stille op med sig selv og sin fremtid. Men da sidder han i tusmørket på en bænk en forblæst eftermiddag midt i ruinerne og tænker tilbage. På netop denne time på dagen i lejren, hvor der var en slags "fyraftens" helle mellem arbejde og det, der skulle gøre det ud for aftensmad. Det var dér, de levede - fangerne. Da blev der byttet stjålne varer, handlet med brødrationer og kartofler, eller bare skrællen af en kartoffel! Det var også dér, der opstod små øjeblikke af nærhed, af omsorg, af medmenneskelighed og følelsen af ikke at være helt alene.
Det sidder han og tænker tilbage på - med vemod. Tænker på disse mennesker, og disse øjeblikke af relativ lykke, på trods af alt. Og han føler en vished vokse i sig. En vished om, at han vil fortsætte sit liv, dette liv som det ikke er muligt at fortsætte. Det vil han fortsætte. Han vil leve. Leve på erfaringen af, at der findes ikke den umulighed, som vi ikke kan gennemleve. Og så skriver han helt vidunderligt, at han ved det jo allerede - han ved, at lykken lurer som en uundgåelig fælde på ham.
Det vigtige er ikke om Gud er til, men at leve som om han var. Det vigtigste er ikke at vide, om det virkelig var Guds søn, der hang der på korset, men at leve som om det var. Gør man det, så ser man måske, at Gud helt bogstaveligt er med den der lider. At der er en dyb pointe i at Kristus måtte lide og død sådan. At det er udtryk for Guds troskab mod sin skabning, og at han der har lidt så meget for vores skyld, naturligvis ikke kunne drømme om at beholde opstandelsen og det ny liv for sig selv. Så ser man måske, at afmagten ikke bare er afmagt, men at der er magt bag den. Den magt der vil oprejse den korsfæstede påskedag.
Men man ser måske også at der er liv selv der, hvor man ikke kan se noget. Så kan man høre, at i det råb: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig? er der ikke kun gudsforladthed, men også en fastholden af Gud. Han slipper ikke Gud, hvor fjern og ubegribelig han end syner. Det er ikke fornuftigt. Det kan aldrig bevises. Men det er det vi holder påske på.
Amen.