Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Påskedag, 04.04.2010
Predigt zu Mattæus 28:1-8, verfasst von Peter Lind
"Gud, hvor er du?" spørges der fortvivlet, når man konfronteres med katastrofen. Spørgsmålet bliver sikkert stillet mange gange hver dag af desperate mennesker, der ser deres verden bryde sammen i død og ødelæggelse: Krig, naturkatastrofer: oversvømmelser, hungersnød, jordskælv, orkaner - det er bare nogle få af de tragedier, der med jævne mellemrum rammer vores verden, og det ville jo desværre være alt for nemt at fortsætte denne deprimerende opremsning af store og små katastrofer. Det kan ikke lade sig gøre at åbne en avis eller se en nyhedsudsendelse i fjernsynet uden, at man straks kan tilføje endnu nogle ulykker til listen. Det betyder ikke, at verden er et frygteligt sted, eller at livet er en forbandelse; bestemt ikke; tværtimod understreger disse mange katastrofer jo sådan set, at livet er vidunderligt, og at verden er pragtfuld; men der findes i verden en tilsyneladende tilfældig og meningsløs ondskab. For hvorfor skal mennesker dø i en brutal og hadsk krig? Hvorfor skal tusindvis af mennesker et sted i verden få ødelagt al deres ejendom og mange drukne p.gr.a. voldsomme regnskyl, og hvorfor skal måske hundredtusindvis dø af sult et andet sted i verden, som ligger bare halvandet tusind kilometer borte, fordi det dér ikke har regnet i tre år? Hvorfor bliver et barn kørt ned af en spritbilist? Hvorfor får et menneske kræft? Hvorfor sker alt det? Hvordan kan Gud tillade, at den verden han skabte i begyndelsen, og om hvilken han sagde, at det var såre godt, - hvordan kan denne almægtige, kærlige Gud tillade så megen ondskab, så megen ulykke, så megen meningsløshed, lidelse og død?
Det munder uundgåeligt ud i spørgsmålet: "Gud, hvor er du?"
Svaret på det spørgsmål får vi faktisk i evangeliets budskab om den tomme grav påskemorgen, da kvinderne i deres fortvivlelse og sorg kommer ud til graven for at salve Jesu lig og dermed gøre dog én lille meningsfuld ting midt alt det meningsløse, som skete langfredag. For det er jo den måde, man prøver at overleve på, når man bliver stillet overfor det meningsløse: finder én enkelt lille meningsfuld sag, som man kan hage sig fast i; - så man har ét lille skrøbeligt fundament, hvorpå man kan bygge sin verden op igen. Kvinderne har Jesu lig, og har dermed den traditionelle forpligtelse overfor den afdøde, der skal vaskes og salves. Det kunne ikke nås langfredag, inden sabbatten startede, men her på trediedagen kommer de ud til graven for at finde bare lidt mening i den tilværelse, der blev så meningsløst ødelagt langfredag. Dér bliver de mødt af englen, der siger til dem: "Han er ikke her!"
I første omgang lyder det som en bekræftelse af kvindernes og af vores værste anelser; en brutal og utilsløret afsløring af vores situation som mennesker i verden: Gud er ikke her; - han har forladt os; ladet os alene tilbage i verden og overladt os til naturkræfternes, vores egne og tilfældighedernes meningsløse spil.
Og det værste er, at det ville der egentlig ikke være noget at sige til. Gud må siges at have gjort alt, for at vi skulle kunne leve i fred og harmoni med både ham og med hinanden. Han skabte en verden, som virkelig var såre god, et paradis, indtil Eva og Adam som en slags grundeksempler på den menneskelige trang til at tiltage sig en magt, som det sjældent er i stand til at administrere, faldt for slangens fristelse og spiste af frugten fra kundskabens træ. Men da var det mennesket, der forlod Gud. Gud forlod ikke verden og mennesket. Han blev ved med at holde fast i sit skaberværk og sin skabning.
Gang på gang beretter Det gamle Testamente således om, hvordan Gud griber konkret ind i verden til fordel for sit udvalgte folk, jøderne; udfrielsen af Ægypten, sejrene over filistrene osv. osv. Gud er i verden, og det symboliseres meget tydeligt og konkret med det kæmpestore tempel i Jerusalem, hvor pagtens ark fra netop udfrielsen af Ægypten befinder sig i det allerhelligste som tegn på, at Gud er lige her blandt sit folk. Men dette tempel bliver også en begrænsning af Guds nærvær; en begrænsning af Guds nåde og kærlighed, så derfor beslutter Gud sig for at blive så konkret og så nærværende i verden, som det overhovedet er muligt: Han bliver menneske. Som sin søn, Jesus Kristus giver han sig helt og fuldstændigt ind under vores verdens vilkår; han fødes som et lille barn, vokser op og virker i verden med ord og underfulde gerninger. Gennem Jesus Kristus viser han sin magt over verdens ondskab og lidelse; han helbreder syge - giver blinde deres syn igen, lamme deres førlighed, selv døde magter han at gøre levende igen som tegn på sin uovervindelige almagt og sin store nåde og kærlighed. I Jesus Kristus forkyndes i ord og i gerning Guds fuldkomne frelse og frihed.
Kun menneskenes snæversynethed, forstokkethed og egoisme magter han ikke at overvinde. Så da han kompromisløst gør op med enhver tænkelig form for menneskelig fordømmelse og ukærlighed, bliver det opfattet som et oprør og en trussel imod hele den bestående menneskelige magtstruktur.
Så selv om Gud som tegn på sin nåde og kærlighed skænkede det kostbareste han ejer, sin egen søn, til verden, ville verden ikke tage imod det. Menneskene afviste Guds gave; ville ikke tro på ham; frygtede for deres egen magt, hvis det virkelig skulle vise sig at være sandt, hvad der blev sagt. Derfor blev han svigtet og forrådt. Derfor blev han slået ihjel på den mest modbydelige og grusomme måde, det overhovedet var muligt. Han blev korsfæstet, og hans lig lagt i en grav, nærmest som et symbol på, at menneskene igen havde fået magten over Gud; igen kunne bestemme over ham, spærre ham inde bag mægtige sten.
Hvorfor skulle Gud ofre så meget som et eneste sekund mere på verden og dens mennesker? Hvorfor skulle han ikke hellere flygte fuldstændigt fra verden - fra menneskenes had og ondskab og overlade dem til sig selv og deres død? Som en absolut allersidste handling i verden hente sin søns mishandlede lig op i himlen og derefter for altid vende ryggen til den menneskehed, der havde det fulde ansvar for denne grusomme forbrydelse? Det ville have været rimeligt og retfærdigt, og englens udsagn ville have været den endelige dom over verden: "Han er ikke her!"
Det er disse ord, der derfor fylder kvinderne med frygt, fordi sådan ser og forstår de jo hele situationen dér ved Jesu grav; men med englens næste ord forstår de pludselig, at ordene ikke proklamerer den forventede dom, men at de forkynder et evangelium, et glædesbudskab, der fylder dem med en utrolig stor og overvældende glæde: "Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt."
"Han er opstået" - han er vendt tilbage til livet og verden - til os. Gud er ikke flygtet besejret og afmægtig for døden og menneskers magt; han har ikke opgivet sin frelsesplan; tværtimod har han nu demonstreret, at han er her; - at intet kan forhindre ham i at være os nær. Selv ikke døden kan skille os fra ham. Det, som Jesus Kristus har sagt og gjort, står stadig ved magt. Guds nåde og kærlighed er mægtig og frelsende i verden. Mennesker og død kan ikke ændre på det. Jesu lidelse og død langfredag bliver i opstandelsens forklarende lys til et budskab om, at Gud er i verden altid, uanset hvad der sker. Han flygter ikke op i sin fjerne, sikre, beskyttede himmel, og venter på at vi efterhånden dukker op dér; nej, han bliver hos os i vores verden; han er hos os også midt i den allerværste ondskab og meningsløshed. Han genskaber ikke et paradis på jord, hvor alt bare er såre godt og fredfyldt. Det kan ikke lade sig gøre, fordi vi så at sige nu engang har spist af kundskabens træ. Det kan ikke gøres om. Hvis Gud greb ind og fjernede al ondskab, lidelse og død i verden, så ville vi være umyndiggjorte uden ansvar og forpligtelser. Verden er vores ansvar og forpligtelse; det kan Gud ikke blande sig i; så længe verden skal bestå, men han er her - hos verdens ofre; i ensomheden, i lidelsen, i døden. Han er i hvert eneste helvede, som med så skræmmende stor menneskelig ondskab og opfindsomhed skabes i verden. Han går frivilligt med ind i det, som han gjorde langfredag og overvinder det ved at være dér hos det menneske, der ellers tror sig forladt og fortabt. Han er lyset midt i mørket; håbet midt i håbløsheden. Det håb på livet og kærligheden, som vi kan klynge os til, når døden og hadet bliver for overvældende. Det håb, som vi kan bygge vores liv og verden på.
Amen