Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Trinitatis, 30.05.2010
Predigt zu Matthæus 28:16-20, verfasst von Erik Fonsbøl
De såkaldt trinitariske spekulationer går tilbage til kirkens barndom i 300 tallet, hvor man spekulerede voldsomt og også kæmpede voldsomt om den rette forståelse af forholdet mellem Gud Fader og Guds søn. Var der tale om et over- og underordningsforhold, som vi kender det fra menneskelivet - i hvert fald fra de patriarkalske samfund - eller var forholdet et andet - og kort fortalt endte det med det andet - dvs. det fuldstændig ligeværdige forhold med disse tre fremtrædelsesformer for den ene og samme Gud - så vores Gud hedder altså Fader, Søn og Helligånd - de tre navne udgør en enhed og deraf navnet treenighed eller trinitatis. Som kirkefaderen Athanasius formulerede det: Faderen er kilden, sønnen er Gud i hans virksomhed udadtil - dertil kommer Ånden, som udfører Guds værk - menneskets frelse.
Men hvorfor var det så vigtigt? Jo, for det drejede sig i virkeligheden om kirkens magt. Hvis Jesus ikke var Gud, men, som Athanasius' modstander, præsten Arius og hans tilhængere hævdede, et slags overmenneske, hvis funktion først og fremmest var at give mennesker indsigt, så de kunne gå Guds veje, så at sige, så behøvede man i virkeligheden ikke nogen kirke i den forstand. Så kunne man nøjes med en skole, der kunne belære mennesker om sandheden og give dem indsigt og erkendelse, så de selv kunne søge frelsen.
For kirkens eksistensberettigelse beror på dens frelsende funktion - og altså ikke den belærende. Kirken kan frelse mennesker gennem dåb og nadver og syndsforladelse, og det er den magt, kirken har fået fra Jesus - en magt, som kun Gud selv kan give - derfor er Jesus Gud.
Og extra ecclesiam salus nulla est! - udenfor kirken er der ingen frelse, som det blev sagt, for det er kun kirken, der kan formidle frelsen - den kommer ikke gennem indsigt og erkendelse - og heller ikke gennem en bestemt måde at leve på - og slet ikke gennem andre religioner eller religiøse tanker. Derfor er kirken den livsnødvendige institution i verden, for uden den - ingen frelse.
Man kan kalde det en slags benhård markedsføring af den ene sande guddommelige kirke, og resultatet kender vi: en verdensomspændende kirke, der ikke så meget forkynder lærdom og indsigt til mennesker, men dette eksklusive guddommelige patent - denne eneret på frelsen, som er givet til kirken af den ene sande treenige Gud!
Var det godt eller skidt? Og hvordan forholder vi os til de gamle stridigheder i dag? Ja, selv hælder jeg nok mest til den arianske forståelse - selv om Arius blev bandlyst som kætter. Og det er vel nok fordi, jeg er et moderne, globaliseret menneske, der har svært ved at tro på denne eksklusive kirkeforståelse, der udelukker alt andet fra Guds frelse.
Jeg lytter gerne til buddhister og muslimer og jøder - og for den sags skyld til ateister - til alle, der har noget at berige mit liv med - og det tror jeg, de fleste mennesker har.
Jeg hører nok til dem, der gerne vil søge sandheden, men ikke - for alt i verden - ikke eje den. Og jeg tror, at selv om kirken også har et fantastisk frihedsbudskab, så går det ikke an i dag at hævde, at den alene sidder inde med sandheden og med den eneste frelse, for det kommer i vores moderne verden til at lyde både frastødende og arrogant - og så kommer det til at virke imod hensigten. Det, som skulle samle mennesker, kommer til at støde dem bort - sådan som vi jo ser det, og måske skyldes kirkernes store krise i vores del af verden måske netop, at vi som kirke ikke har formået at tale tidens sprog. Og kan kirken ikke det - så hjælper det ikke at prædike som en engel - hvis der ikke er en djævel der kan forbinde noget som helst med det, man siger.
Det kunne måske gå engang, da folk kunne trynes på plads under trusler om den evige fortabelse - men det går bare ikke i dag - i hvert fald ikke her hos os, og godt for det.
Dialog - samtale - en fælles søgen efter Gud - en respekt for - ja, en glæde over forskelligheden, fordi den beriger vores liv, mens frygten for at være udenfor eller anderledes, indskrænker os - det gør frygten altid, og derfor kan vi ikke bruge trusler til noget i dag. Og slet ikke i kirken.
Jeg mener, der bør være plads til alle i vores kirke - måske lige med undtagelse af dem, der ikke vil have alle med. Og det gør jeg, fordi kirken må signalere den grænsenedbrydende og altfavnende kærlighed til mennesker, som Jesus forkyndte og levede og døde for - en i verdens øjne sær betingelsesløs frihed, anerkendelse, respekt - kærlighed til det at være menneske.
Mig er givet al magt i Himlen og på jorden, lyder det underligt nok fra den mest afmægtige menneskesøn - min korsfæstede frelser. Jeg tror, vi skal lægge trykket på MIG, for det handler ikke om Jesu almagt, men om verdens afmagt - det handler om, at der er byttet om på en uimodsagt verdensorden, så magten i sig selv, som vi kender alt for godt i det store og i det små - hos andre og hos os selv - også kirkens magt over sjælene - er blevet betydningsløs i forhold til kærlighedens inderlige afmagt. Dette brud med al sømmelig verdensorden, at livet slet ikke handler om at få magt, men om at give det hele væk - at livet er at elske.
Liv og lære kunne det handle om i dag på Trinitatis søndag - det gamle ægtepar i vores kirke, som lever i en stadig kamp om magten. Du skal kunne din trosbekendelse og dit Fadervor, og hvis du skal forkynde evangeliet, skal du kunne din teologi og kunne forklare treenigheden og jomfrufødslen og opstandelsen. Du skal kunne det! Den rette lære. Ortodoksien. Og da den rette lære havde sin storhedstid i Danmark i 1600-tallet indrettede man kirkerne som de står i dag som skolestuer - naturligt nok - for man skulle jo lære den rette lære.
Men hvad er lære, mission, prædiken uden liv?
Ja, i bedste fald utroværdig! Der var engang, man skulle formidle objektiv undervisning i folkeskolen - og det gjorde man lige indtil man opdagede, at det var umuligt. Det blev tomt og netop utroværdigt, for der var intet liv i det. Mennesket bagved ordene og den rette, objektive lære forsvandt i objektivitetens hellige navn - det var for så vidt kærligheden, man forsøgte at fjerne fra undervisningen. Du må ikke elske det, du underviser i, eller for den sags skyld dem du underviser, for så bliver undervisningen alt andet end objektiv.
Og ligesådan med missionen, som vi i dag har hørt den teoretiske begrundelse for i den såkaldte missionsbefaling - og den kan man jo godt bruge som grundlag, når man går ud i alverden og omvender sjæle til den ene sande lære - men det bliver også derefter, for hvad gavner det et menneske, om man er så selvopofrende, at man dør for sin sag som martyr i missionens tjeneste - men ikke har kærlighed? Så er det i bedste fald utroværdigt - i værste fald en katastrofe for dem, det går ud over, sådan som missionens blodige historie jo viser det med al grusom tydelighed. Det var befalingen og ikke kærligheden - det var læren og ikke livet, det handlede om alt for ofte!
Trinitatis - Hokus Pokus! Eller hvad? Kirkefaderen Augustin prøver at forklare treenigheden med billeder fra menneskelivet eller sjælelivet: Der skal tre til kærlighed: en, der elsker, en der elskes og så selve kærligheden - men disse tre er naturligvis uadskillelige udtryk for den ene og samme kærlighed eller Gud.
Augustin er tænker - en af de største, men han elsker også, og det rammer hans prædiken, sådan som han selv er ramt af Gud og af Guds kærlighed - og derved bliver hans tale om Gud ikke blot spekulation over den rette lære - der er liv i den - liv og kærlighed. Og dermed bliver Augustin på en måde selv et billede på treenigheden, fordi han ikke blot meddeler eller underviser - nej han elsker dem, han underviser og forkynder for, og han elsker det han forkynder - og resten - det der gør hans ord levende - det ordner kærlighedens velkendte ånd, som gør hans ord troværdige.
Heller ikke Gud kan bare befale - ja måske nok over universet og skabningen og alt det der - men ikke over mennesket. Og det er hans egen skyld, for han kom jo til at skabe mennesket i sit eget billede, så kærligheden blev lagt ind i mennesket på en måde, så vi kun for alvor lytter efter kærlige ord. Og når vi adlyder en befaling, der ikke bunder i kærlighed - så gør vi det kun af frygt, som når vi lærer de ti bud og trosbekendelsen udenad under trussel om de værste ting, hvis ikke vi kan dem og lever efter dem.
Og derfor må Guds ord formidles ikke blot som skabelsens eller lovens befaling: Der blive lys og orden i sagerne. Nu! Du må ikke have andre guder end mig! De ord adlyder vi kun af frygt for denne vredladne Gud, som kan finde på hvad som helst. Kun kærlighedens ord kan få mennesker til at vende sig om for alvor - ord af den Gud, som gik i døden af kærlighed til dem, han taler til og af kærlighed til sin far i himlen, som han taler om. Den kærlighed, som først går op for os, når kærlighedens hellige Ånd vender os om fra os selv og vort og åbner os for livets sande mirakel. Løfter os blidt op fra vores bekymrede spekulationer over livet og døden og treenigheden og os selv og hvad der er den rette lære, og viser os... at det hele var, er og bliver: kærlighed.
Amen