Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter Trinitatis, 06.06.2010
Predigt zu Lukas 12:13-21, verfasst von Claus Oldenburg
Hvis man er jævnlig kirkegænger og nogenlunde fortrolig med den kirkelige tradition, så vil man uvægerligt registrere det voldsomme stilskifte i prædikenteksterne mellem perioden op til pinse og så perioden efter, som kaldes Trinitatis. Især mellem påske og pinse er teksterne meget åndfulde og ætervadende, og der er ikke så meget at gribe fat i, mens teksterne efter pinse bliver meget jordiske og meget konkrete.
Det gælder ikke mindst den første søndag i trinitatisperioden, altså denne søndag, som koncentrerer sig om forbrug, penge og almindelig materialisme. De følgende søndage ændres tematikken selvfølgelig, men det hele er faktisk meget konkret og jordnært frem til advent.
Dermed vil jeg gerne gøre opmærksom på et bestemt træk ved kirkeårets gentagelsesrytme. For betragter med kirkeåret ud fra trosbekendelsens vinkel, så er 1. artikel om troen på Gud Fader som Skaberen og Opretholderen forstået som forudsætningen for både den synlige og den usynlige verden.
Denne forudsætnings fysiske nærvær skildres i 2. og 3. artikel i trosbekendelsen. 2. artikel handler om troen på Guds søn, og det er indholdet af denne troens genstand, som alle tekster kredser om fra advent, over jul, videre gennem hellig tre konger perioden, fasten og med den dramatiske kulmination i påskens begivenheder. I perioden mellem påske og pinse afvikles denne del af guddommens fysiske nærvær systematisk for endelig til pinse at give plads for dennes stedfortræder, den tredje del af guddommen, Gud Helligånd.
Med Gud som forudsætningen og med Hans inkarnation i et bestemt menneske i tid og rum, er der nu åbnet for guddommens tredje person, Åndens nærvær. Guds treenighed er dannet inden for kirkeårets gentagelsesrytme.
Og så kommer det dyre spørgsmål: Hvad er Guds Ånds fysiske nærvær i denne verdens liv og vores liv?
Hvis jeg skal svare meget kort, så handler det om at tale sandt om verden. Men det er til gengæld også krævende, for mener mennesket sig i pagt med Guds nærvær, så må det stille op til et krav om både intellektuel og følelsesmæssig redelighed. Den intellektuelle redelighed kan nok argumenteres rationelt og begrundes logisk ud fra forstandens trang til dominans - det er langt sværere med den følelsesmæssige bonitet, for den kan nemlig ikke argumenteres, og den kan faktisk heller ikke begrundes, da den sidder i maven. Dén er noget man mærker, og det, som mennesket mærker, har samme svingningstakt som rationalitetens sondring mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, sandt og løgnagtigt. Man mærker så at sige det hele, og der er ofte slet ikke ord i nærheden af denne type registrering af virkeligheden, som i sit væsen må karakteriseres som irrationel og som er lige så virkelig som det rationelle. Den er bare ude af kontrol - eller den er ukontrollérbar, hvilket er selve det livfulde.
Set fra dén vinkel er det dagens opgave at tale redeligt om dagens tema, som er... Og dér er jeg allerede usikker, for umiddelbart synes tematikken helt klar. Det handler om forbrug, penge og materialisme, og allerede nu vil det være prædikantens fristelse at slå over i et moralsk toneleje, der vil spejle foragten for i hvert fald overforbruget, for pengeguden, der hedder Mammon, og for materialisme generelt forstået som uåndelig og derfor anbragt på et moralsk lavere niveau.
Så går redeligheden hurtigt fløjten, for så véd man bedre og rigtigere og sandere end sit medmenneske, og næste trin på dén stige bliver skinhelligheden - og så er al håb om sandhed ude for denne gang.
Så hvis vi tager første tekstrække, så er det historien om den rige mand og Lazarus, hvor man nok kan få en del social forargelse ud af forskellen på den rige mands luksuriøse omstændigheder og så den fattige Lazarus ulykkelige omstændigheder. Men den teologiske - og åndelige - pointe ligger efter mine begreber et helt andet sted, nemlig i historiens kontante afregning af guld og grønne skove i dette liv, gengældt med svolvpøle og helvedesild i det næste liv - og omvendt. Det er den eneste nytestamentlige tekst, der helt konsekvent opererer med en effektiv og til grundrensende utålelig retfærdighed. For ingen af rolleindehaverne i dén historie synes at have gjort noget særligt eller noget usærligt. De følger bare netop deres omstændigheder, og man må om den rige mand dog sige, at han har omtanke for sine brødre, der fortsætter det muntre og skødesløse liv med en ny Lazarus ved porten. Han ligefrem beder for deres skæbne, om end han ikke helt kan aflægge sine overklassemanerer selv i dette varme Helvede, mens fader Abraham, menneskeslægtens urfader, svarer med en vis himmelsk kølighed.
Det er retfærdigheds-opfattelsen, som i dén tekst er helt ekstrem og således også i sit væsen umenneskelig. For selv om 'retfærdighedens opfyldelse' som begreb og længsel er meget tiltrækkende, så skulle jeg mene, at en sådan voldsom afregning mellem denne verden og den næste hverken er tænkt ordentligt efter i hovedregionen eller i maveregionen. For skal retfærdigheden opfyldes, så går alt efter et fatalistisk skema, hvor mennesket hverken kan eller vil gøre noget som helst andet end at affinde sig - med netop omstændighederne. Omkvædet bliver 'om Gud vil' eller på arabisk 'inch' Allah', for du kan ikke rokke ved noget endsige 'bøje retten', som bliver ubønhørlig, og deri består det umenneskelige.
Derfor er der forskel på at sige, at dette 'er' skæbne, og at dette 'bliver' skæbne. For hvis noget 'er' skæbne, så er der intet at stille op, men hvis noget 'bliver' skæbne, så handler det om en konsekvens, som man selv kan have indseende med og reagere på. For mennesket bør have indflydelse på, hvad der kunne blive éns skæbne. Vi er dog medarbejdere på vores eget liv, men vi skal også have en mod- og medspiller, og Hans navn kender vi godt.
Tiden må være nået til, at jeg kommenterer selve dagens tekst om 'den rige bonde' ud fra den vinkel, jeg allerede har angivet.
Handler den tekst om forbrug, penge og materialisme? Kun overfladisk eller kun tilsyneladende. For der kan næppe være noget forkert i at indkassere en god høst endsige indrette sig med en rigelig pension. Selve bibeludsagnet: 'Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!' matcher fuldstændig den moderne verdens pensionsreklamer, for de oser af 'trygheden', 'mætheden' og 'tilfredsheden'. Og det er vel også det eneste, denne rige bonde udsiger, når nu 'alle gode gaver er kommet ovenned' med en berømt dansk salmelinje. Han synes at være helt klar over, at han intet særligt har gjort; han har bare et overskudsproblem af praktisk art, som skal løses, og han drager en personlig konsekvens, som måske kan synes noget magelig, men man skal være noget af en åndelig stivstikker, hvis man vil fortænke ham i det. Han har bare gjort det godt, og fedmen ovenfra har omsluttet hans tilværelse, så hvorfor ikke 'spise, drikke og være glad?'
Hvorfor skal han så 'knaldes' - for nu at bruge et folkeligt udtryk? For det er det, han bliver, og manden med leen står allerede i soveværelset og gør sin tavse pligt, denne dødeskikkelse, som i den folkelige mytologi har en tør og kedelig embedsmandskarakter. Han gør bare det, han skal, og han gør det uden personanseelse. Og bonden må følge med.
Hvis det her er retfærdighed, så må jeg jo erkende, at jeg er nogenlunde lige så skræmt som i tilfældet med den rige mand og Lazarus. For hvis bonden ikke må tænke og sige, som han gør, så er retfærdigheden en hårdhed, som er helt umenneskelig.
Men historiens lille omdrejningspunkt er nok vokativen: 'Din tåbe!' Du, bonde, er kort sagt en stor idiot.
Hvori består idiotien - eller tåbeligheden?
Den består i det overordentligt menneskelige træk, at man tror, at man kan regne med noget - og endnu mere: at man kan regne den ud! Det er bondens sikkerheds- eller arrangementsfornemmelse på fremtidens vegne, der bliver angrebet.
Men der er ikke nødvendigvis logik i angrebet. Der er intet i historien, der med den mindste rette ville kunne sige, at dette havde bonden 'fortjent' - ud over mageligheden, men den kan ikke anses for at være strafværdig i sig selv.
Så hvad er det? Det handler om den simple erfaring, at 'alle ting sker anderledes, end man tænker', hvilket jeg selvfølgelig har fra Thomas Mann. Det handler om denne enkle erfaring, at man som menneske ikke kan styre virkeligheden, men at dén gør noget - eller en hel del - ved dig og mig. Og alle moralske argumenter preller af på denne virkelighed.
Der er tale om en modstand mod den menneskelige energi på tilværelsens vegne, og denne modstand vil jeg i det mytisk-religiøse univers, jeg bevæger mig i, kalde Gud - Gud den Almægtige.
For Skabelsen og Opretholdelsen er forholdt os.
Men Guds menneskelighed kan vi forholde os til, for så græder den rige bonde og spørger, om han har fortjent dette? Svaret vil være nej, men alle ting hænder netop anderledes, end man tænker.
Og Guds Ånd bliver så også Menneskeåndens energiske forsøg på at komme til rette med de brikker, der definerer dette livs sårbare og underfundige Lego - og dermed mener jeg det spil, vi spiller med vores børn og med verden. For det ligner.
Tilbage står for mig to udtryk, som gælder både i gudsforholdet og i menneskeforholdet - illustrativt tydeligst i vielsesritualet: vil du ære og elske?
Elskoven er afhængigheden. Æren er respekten.
Når disse to aspekter danner par, er mennesket til i verden. Og Gud er til.
Sammen deler vi ikke retfærdigheden, for den ved sig sikker. Men vi kan dele følelsen, for dén ved sig usikker - og er derfor søgende og håbende.
Amen.