Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter Trinitatis, 13.06.2010
Predigt zu Lukas 14:25-35, verfasst von Ole Juul Hansen
"Kan I blive ved med at holde forretningen kørende?"
Sådan hørte jeg det forleden, sagt af en som ganske vist er medlem af Folkekirken, men som ikke betragter det som et fælles ansvar. Derfor sagde han I.
"Kan I blive ved med at holde forretningen kørende?"
"Er der kunder i butikken?"
Hvordan det er gået til, at der er kommet en sådan kræmmertanke ind over kirken, ind over dette folkelige fællesskab, som folkekirken er, ved jeg ikke. Men sådan er det altså for nogle. For dem er det os præster, der er forretningsførere, det er os, der driver forretningen, os, der holder den kørende, og så længe, der er kunder i butikken, så går det.
Nu ved jeg ikke rigtig, hvordan man skal afgøre antallet af såkaldte kunder. Er det folk, der ønsker deres barn døbt, så står det godt nok til, så er der såmænd kunder nok i butikken. Det gælder også konfirmationer, vielser, begravelser, bisættelser. Er det derimod antallet af folk, der en søndag sætter sig ind for at være med i og til gudstjenesten og bagefter derudenfor vidner om, at det er kittet i det folkelige fællesskab, ja, så er antallet måske derhenne, hvor en fremsynet købmand ville overveje at lukke butikken.
Som bygning, som sognets ældste hus skal kirken nok blive stående, for midler til at holde den stående og i god stand, mangler vi ikke. Men som fællesskab er den her kun, fordi der er nogle, der vil det fællesskab og som i en forsamling tør melde ud, hvorfor det fællesskab betyder noget. Som et fællesskab er den her kun, fordi der er nogle, der tør og vil være saltet, tør og vil være dem, der i fællesskabet derudenfor tør åbne munden.
For kristendom og kristentro er levet liv. Kristendom og kristentro er ikke at læne sig tilbage og mumle, at det går nok. Nej, kristentro og kristendom er at vidne om, at den fortælling herindefra, at den tradition der udgår herindefra alt sammen betyder noget derudenfor. Kristentro og kristendom er at vidne om, at for at et folkeligt fællesskab derudenfor kan lykkes, så skal det kirkelige fællesskab herindefra være levende og synligt.
Og hvad får vi så at høre i det kirkelige fællesskab, der i dag er konstitueret i og med at vi i dag holder gudstjeneste. Ja, vi får at høre, at det er givet os at være kirke. At Gud vil os og vil bruge os. Og det er en gave uden lige. Vi er, som Paulus skriver det et sted, "Guds hellige, elskede og udvalgte". Eller som Grundtvig sagde det senere "himmellys, skønt af de små". Det er os betroet, og det er en gave. Vi bærer skatten. Og skønt vi bærer den i et lerkar, i et skrøbeligt hjerte, i en ofte vaklende tro, så er det os, dig og mig. Det blev vi betroet i og med dåben, for krøbet ud af dåben er vi, som Luther sagde det, præst, biskop, pave.
Evangeliet i dag er, at vi fik det ansvar betroet, at være kirke. Evangeliet i dag er, at vi kan bruges. Evangeliet i dag er, at vi er betroet at være vidner.
"Er der kunder i butikken?"
Eller man kunne også spørge: Er der folk i fællesskabet, der derudenfor fortsat fortæller om, altså er vidner om, at huset her faktisk stadig er i brug, at forretningen kører. Ja, det er jo det, der er det afgørende. Men jeg kan så som forretningsdrivende i mere end 30 år berolige jer med, at der rent faktisk er dem, der er saltet, der er dem, der har taget det på sig at være vidner, dem, der kender deres ansvar og deres besøgelsestid. Det er ikke de højtråbende og de ellers normalt toneangivende i fællesskabet. Nej, det er de stille i fællesskabet. Det er dem, for hvem det ikke alene betyder noget personligt, men for hvem det også har med ansvar og forpligtelse at gøre. Derfor har vi kirke i dag, og derfor tror jeg fuldt og fast på, at vi får i morgen med.
Og nu kan det så være, at den opmærksomme læser og lytter af dagens evangelium sidder og tænker ved sig selv. Det er godt nok, præst, men der var vist noget du glemte. For hvad er det lige der står, og hvad var det lige, vi hørte. "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel". Hader! Det kan da ikke være rigtigt? Det kan da ikke være rigtigt, at for at være vidner om kristendom og om kristentro, så skal vi hade alt det, vi er bundet til i kærlighed og i fællesskab, far, mor, hustru, mand, børn, brødre, søstre, ja, endda sig selv. Er det rigtigt og skal det tages for pålydende, ja, så kan vi lige så godt lukke butikken, for hvem vil så handle her, eller hvem vil tage de ord alvorligt, hvem vil høre det og rette sig efter det? Det er der ingen der vil.
Nej, og det er der heller ingen, der skal. Når Jesus taler om at hade, så betyder det at give afkald. Og det var dengang rettet til de få, som han havde udset sig til at bringe budskabet om Guds frelse og syndernes forladelse ud til de mange. For dem var det et valg. For dem betød det at give afkald. For dem betød det, at de måtte gå fra hus og hjem, at de måtte forlade alt det sikre, at de skulle gå ud i alverden og bygge kirke i ordets dybeste betydning. Og det gjorde de. De gav afkald, som de havde set deres mester give afkald og til sidst på sit eget liv. Derfor har vi kirke. Derfor er der gang i butikken. Derfor kan vi holde forretningen kørende. Ikke ved egen hjælp, ikke ved egen indsigt, ikke ved egen kraft, men fordi andre før os gav afkald og gik ud i alverden. Og fordi Guds Ånd var med dem og gav dem mod, kræfter og fantasi til at det skulle lykkes. Det er evangeliet, det er det gode budskab.
Vi skal ikke på samme måde give afkald. Men vi skal være saltet. Ikke saltet i såret, der svier, men saltet, der holder kødet friskt. For den kristendom, som vi overtog, den kirke, som vi blev døbt ind i og til, den er ikke nogen privatsag.
Den er levet liv.
Kristendom og kirke er, hvordan vi lever vort liv med hinanden. Kristendom og kirke er, hvordan vi lever med vore naboer. Kristendom og kirke er, hvordan vi opdrager og oplyser vore børn. Kristendom og kirke er, hvordan vi holder skole. Kristendom og kirke er, hvordan vi behandler de svageste i fællesskabet. Ja, kristendom og kirke er nu og lige nu. Og det kommer ikke af sig selv. Og da betyder at give afkald at du og jeg giver afkald på den tanke, at det går nok alt sammen, at det kommer af sig selv. Det kommer ikke af sig selv, nej, det kommer, når du og jeg tager imod den gave, det er at være kirke, at være saltet.
Og skal vi endelig blive i hadebilledet, ja, så er der kun et at sige, at når det blev dig og mig betroet, så var og er det et udslag af Vorherres storsind, så er det hans hadegave til dig og mig. Hadegave er ellers et udtryk vi bruger, når vi får eller giver en gave, som ikke kan bruges eller som gør grin med modtageren. Vorherre gør ikke grin med os. Tværtimod, så tager han os mere end alvorligt. Så giver han os mere end vi havde fortjent. Os, de måske egnede, dumpekandidaterne, bænkevarmerne, de svageste led, vi fik det betroet at være kirke. Sikke en tiltro, sikke et ridderslag. Ja, og det ridderslag fik du i din dåb. Ja, du er adel og adel forpligter.
Amen