Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter Trinitatis, 27.06.2010
Predigt zu Mattæus 5:43-48, verfasst von Peter Lind
"Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: ..." Sådan starter det afsnit i Mattæusevangeliet, som kaldes for bjergprædikenen, fordi den, som det blev nævnt, blev holdt på et bjerg. I Lukasevangeliet foregår nogenlunde den samme tale på en stor slette, men frem for at begynde at diskutere, hvem af de to evangelister, der har ret, så er det langt mere interessant at finde ud af, hvorfor Mattæus synes, at denne vigtige tale bør finde sted på et bjerg og ikke noget som helst andet sted.
Mattæus prøver flere gange at få beretningen om Jesus Kristus til at svare til lignende begivenheder i Det gamle Testamente, for at vise at Jesus virkelig er opfyldelsen af Det gamle Testamentes forjættelser, og noget af det mest afgørende i hele Det gamle Testamente er, da Moses af Gud modtager lovens tavler med de ti bud på Sinai bjerg. Denne begivenhed på det bjerg bliver hele grundlaget for forholdet mellem Israels folk og Gud; Loven, de ti bud, hvor det klart og tydeligt bliver sagt, at du må ikke lyve, du må ikke slå ihjel, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du skal ære din mor og far osv. Nogle bud som i princippet den dag i dag er fundamentet i ethvert civiliseret samfunds grundlov, fordi disse bud så præcist og klart påpeger netop de ting, som er altafgørende for et samfunds stabilitet og beståen; nemlig respekten for ens næste, hvilket i Det gamle Testamente først og fremmest vil sige ens landsmand.
Som vi hørte lidt tidligere i den gammeltestamentlige læsning, så rummer Det gamle Testamente også mange anvisninger til beskyttelse af den fremmede på linie med den faderløse og enken, men de ti bud drejer sig først og fremmest om at bevare og sikre stabiliteten i ens eget samfund, så det ikke bliver sårbart overfor angreb udefra, og der er jo nok mange, der vil mene, at der i den nuværende politiske holdning i Israel går en lige linie tilbage til de ti buds holdning overfor dem, der er udenfor - overfor fjenderne.
Det er dette grundfæstede element i jødisk identitet og selvforståelse, som evangelisten Mattæus her på bjerget lader Jesus som en anden og ny Moses kommentere. Og bud for bud skærper Jesus kravet til mennesket om, hvordan man skal opføre sig overfor sin næste, og det mest afgørende er faktisk, at selve opfattelsen af hvem, der er ens næste, bliver ændret til at omfatte alle mennesker; nu ikke længere kun ens landsmand, som man er fælles med i race, religion og sprog, men også den fremmede, ens potentielle fjende, skal nu være ens næste og dermed omfattet af kravet om, at du skal elske din næste!
Det er stærke sager. Det var det for Jesu tilhørere dengang, og det må det såmænd stadig være for ethvert menneske overalt i verden, som hører disse ord: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!" Dette krav er ganske simpelt i modstrid med den menneskelige natur, ja imod enhver form for logik, fordi ens fjende og forfølger jo per definition må hades, hvis man ellers skal kunne overleve; ja, dette drejer sig ikke bare om en selv og ens egen private skæbne, men om hele samfundets skæbne: Hvis man ikke hader en evt. fjende, så udgør man en alvorlig risiko for sit eget samfunds overlevelse. Det er nærmest forræderi ikke at hade sin fjende.
Men samtidigt må man også indrømme, at hvis det virkelig kunne lade sig gøre; hvis det virkelig kunne gennemføres, at alle mennesker på én og samme tid blev enige om at føre dette bud fra Jesus ud i livet, så alle kunne elske deres fjende og forfølger, så ville det være afslutningen på mord og krig og etniske udrensninger og dermed størstedelen af al den nød og elendighed, som til stadighed plager vores verden. Det ville være opfyldelsen af de fleste menneskers inderste drøm. En verden uden krig og had.
Det ville være skønt. Men det er og bliver en drøm. En utopi. En illusion. Dermed ikke sagt at man ikke skal blive ved med at håbe på og kæmpe for, at der skal blive fred i verden og forståelse og harmoni mellem alle mennesker, for selvfølgelig skal man stræbe efter det; men det vil bare aldrig ske. Det kan aldrig ske, fordi vi mennesker nu engang er, som vi er. Hadet og hævnen er en del af vores natur, en del af vores overlevelsesinstinkt, som ganske simpelt ikke kan undertrykkes, og som vel egentlig heller ikke skal undertrykkes, netop fordi det er den sidste garanti for at overleve. Hvis danskerne, polakkerne, hollænderne, nordmændene, englænderne osv. bare havde elsket nazisterne, da de i Den anden Verdenskrig kom tromlende med deres tanks og idéer om racerenhed og overherredømme, så ville verden tilhøre Hitler og hans mange vanvittige ligesindede, som i mere eller mindre katastrofalt omfang desværre kan findes til hver en tid og alle vegne. Man kan og må ikke bare vende den anden kind til, når sådanne mennesker forsøger at tage magten. Det ville være et forræderi mod ikke bare ens egen natur, men også imod ens næste - i massegraven, i koncentrationslejren; ja, det ville være et forræderi imod hele menneskeheden.
Men det er et dilemma, hvor der overhovedet ikke findes nogle billige og lette løsninger, hverken til den ene eller til den anden side, så selvom man således på den ene side realistisk må erkende, at det ikke kan lade sig gøre at elske sin fjende og bede for sin forfølger, så må man på den anden også fastholde den fortolkning af Jesu ord, som Brorson kom med i den salme, som vi sang lige før:
Skal kærlighed sin prøve stå,
da må den til din fjende nå,
at du er mild, når han er vred,
det er en kristen kærlighed.
Selvom der måske ikke kan skabes fred i hele verden, så skal dette til os lyde som et krav. Et krav der får os til at standse op og overveje, hvad det er vi gør; om der rent faktisk skulle være en anden måde at leve på end hadets og voldens måde. Sydafrikas lange, svære og meget smertefulde, men også utroligt livsbekræftende og håbefulde vej mod forsoning mellem befolkningsgrupperne efter apartheid er et fantastisk eksempel midt i en verden som ellers har så svært ved at tilgive og forsone sig med hinanden. Hvordan skal der nogensinde blive fred f.eks. i Mellemøsten, hvis ikke man på et eller andet tidspunkt tilgiver sine fjender og forfølgere det had og de overgreb, der er sket?
Brorson levede på en tid, som nok på mange måder turde at være mere idealistisk og håbefuld, end man tør i dag, hvor fornuften, realismen og til tider kynismen, er de "briller", man betragter verden med. Derfor kan denne salme i dag ved første øjekast virke ufattelig naiv og urealistisk. Ser man nærmere efter, så opdager man dog - som så ofte med Brorson, at han bestemt ikke tager let på tingene i en slags lalleglad opfattelse af verden. Mærkeligt nok valgte man for nogle år siden, da den nye udgave af salmebogen udkom at udelade et vers, som ellers meget direkte fastholdt både realismen og håbet. Det lød sådan her:
Og vil du sige da: Jeg kan
ej elske ret min avindsmand,
du vidner, at du ej forstår,
hvad Jesu kærlighed formår.
Ganske vist fastholder Brorson resten af salmen, at Jesu tilgivende kærlighed til f.eks. sine bødler, da han hænger på korset, skal være os et eksempel til efterfølgelse; og det må vi som sagt nærmest på forhånd give op overfor; men det helt afgørende er, at han alligevel får drejet opmærksomheden over på Jesu og dermed Guds kærlighed. For det er selvfølgelig den, det drejer sig om, ligesom det selvfølgelig også først og fremmest drejer sig om Guds fuldkommenhed og ikke vores fuldkommenhed. For Jesus forkynder et evangelium; et glædesbudskab som fortæller, at noget er sket - for os. Da Moses modtog tavlerne på Sinai bjerg og efter noget besvær fik fortalt folket om de ti bud, var der ingen tvivl om dette var en lov, som skulle overholdes og hvis man ikke overholdt budene, så blev man straffet.
Det, Jesus forkynder her på bjerget i Mattæusevangeliet, og som forkyndes lige fra krybben i Betlehem til korset på Golgata og den tomme grav påskemorgen, er ikke lov. Det er ikke engang moral, sådan som man ellers tit vil udlægge evangeliet. Det er et budskab om, at Gud elsker dig så højt, at han har givet sin egen Søn til lidelse og død, for at du skal kunne forstå, at du har dine synders forladelse, sådan som det blev tilsagt dig ved dåben. Det er budskabet om Guds fuldkomne og tilgivende kærlighed, der gør, at vi uanset, hvordan vi ellers lever vores liv og indretter vores verden, altid skal kunne tro og håbe, at vi dér hos Gud i troen på hans nåde og barmhjertighed kan starte på en frisk.
Det påstås, at væverne af de ægte, persiske tæpper altid sørger for at væve en lillebitte fejl i deres tæpper, fordi de ikke vil risikere den blasfemiske tanke, at deres tæpper skulle være fuldkomne, for det er der kun én, der er, nemlig Gud! Det er en god pointe. Vi skal ikke tro, at vi kan blive fuldkomne. Hver eneste gang i verdenshistorien, hvor mennesker har påstået at være fuldkomne, har det som regel ført ufattelige tragedier og lidelser med sig. Vi skal leve i vores verden i erkendelse af, at vi er ufuldkomne, men samtidigt i troen og håbet på den fuldkomne kærlighed, som én gang for alle blev en del af vores liv og verden i Jesus Kristus. For kun i det håb kan vi en gang imellem bryde naturens og logikkens love og give tilgivelsen og kærligheden en chance for at sejre over hadet.
Amen