Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter Trinitatis, 04.07.2010
Predigt zu Matthæus 16:13-26, verfasst von Morten Fester Thaysen
Peter er den klippe vores kirke er bygget på. Peter har også fået betroet nøglerne til himmeriget - så det, han binder på jorden også skal være bundet på jorden - og det han løser på jorden skal også være løst i himlen. Og det er ikke så lidt.
På en eller anden mærkelig måde mener paven i Rom, at han har arvet Peters nøgler til himmeriget. Han bærer dem i hvert fald i sit våbenskjold - og kalder sig selv for Peters efterfølger og bryster sig af den magt, han påstår, nøglerne giver ham.
Igen det er mærkeligt, at Paven vil bygge sin kirke på Peter. For, hvor Paven vil magt, er Peter svag. Hvor Paven vil regnes med, kan man ikke regne med Peter. Peter er heller ikke klog. Han er heller ikke initiativrig eller innovativ, som det hedder på moderne erhvervs-dansk. Tværtimod er han lidt tung i det - kommer altid galt af sted - han er upålidelig, troløs og han er ikke mere modig end, at han stikker af, når det er alvor. Nej Peter er intet værd. Umiddelbart skulle det være nytteløst at bygge en kirke på ham!
Men ikke desto mindre er det præcist, hvad Jesus vil. Han vil bygge en kirke på dette troløse og upålidelige menneske - bare ikke en kirke som Pavens kirke!
Historien begynder ved en strandbred i Israel. Peter er fisker. Hans verden var søens verden, fiskeriets verden, bådenes verden og garnenes verden. Det er den verden, han ved alting om alt - i denne verden er han ekspert - også ekspert i, hvad der kan nytte og ikke nytte.
Og så en dag kommer Jesus gående. Han stiller sig op og taler. Peter lytter til ham - måske forstår han ikke ret meget. Han er tilmed irriteret, for han har ingenting fanget hele natten. Ikke engang så meget som en hundestejle, havde han fanget. Og nu står Jesus som sagt bare der og taler og taler - og pludselig henvender han sig til Peter og siger dette underlige: Du skal lægge den båd ud på dybet og kaste dine net ud til fangst. Du skal altså gøre det, du ved ikke nytter! Peter ved jo godt, at det ikke nytter - det nytter ikke noget at sejle ud igen - for han er ekspert på sit område. Og han er træt. Alligevel siger han: På dit ord, så gør jeg det, du siger. På dit ord sejler ud og sætter mine net ud - og sådan oplever Peter et øjeblik, at Jesu ord sejrer over hans viden og får ham til at gøre det, som han ved ikke kan nytte.
Og denne erfaring af, at Jesu ord er stærkere end hans egen viden - og det får ham til at gøre det, han ved ikke kan nytte - denne erfaring må Peter gøre sig igen og igen. Og det åbner en hel ny verden op for ham.
Jo, Peter fanger fisk, da han på Jesu ord sejler ud den morgen. Oven i købet så mange, at man måtte tilkalde flere både - og alle blev de så fyldte, at de lige var ved at synke. Peter var forskrækket - og faldt på knæ for Jesus og bad ham om at gå, for han var en syndig mand. Han var ikke værd at bygge noget på. Men Jesus gik ikke bort - tværtimod sagde han, at Peter skulle rejse sig - og så skulle han holde op med at frygte for noget. For fra nu af skal du fange mennesker. Sikke en besked at få. Men Jesu ord sejrede over ham. Og igen gjorde Peter noget, han vidste ikke nyttede. Han forlod alt - sin ejendom, sit fiskeri, sin viden, sin kendte verden - og fulgte Jesus ud i en uvis fremtid.
Og nu havde Peter så fulgt Jesus i lang tid - og igen og igen så han, hvor nytteløst det hele virkede. Han skulle fange mennesker - og hvilke mennesker: Luddere, svindlere og tossede var, hvad der fulgtes sammen med dem. Det var den slags mennesker Peter fangede. Ikke just mennesker, man kunne bygge noget på. Enhver virksomhedsleder på den jyske hede ville have råbt op om, at det hele var nytteløst. Og Peter ville have givet ham ret: Det virkede nytteløst!
Nu var de i nærheden af Jerusalem og Jesus begyndte at spørge til, hvem de egentlig mente, han var. Og straks begynder folk at svare - og det er nemt nok, for de henviser til det, man sådan siger. Uha - ikke mine ord igen - jeg siger bare, hvad jeg har hørt. Jeg siger ikke, at det er rigtigt. Men de siger f.eks. at Jesus er en profet - en Jeremias, Elias - osv. men heller ikke mere end en profet. Og det er jo helt moderne. For det er helt moderne at sige, at Jesus er et stort menneske, der siger en masse pæne ting om f.eks. næstekærlighed - for den er der jo alt for lidt af her i verden - underforstået: hos de andre. Men mere end et stort menneske er han altså heller ikke - Guds søn - nej nej, det er for meget - og de forstår heller ikke, hvad der menes med det. Jesus lader dem bare snakke - indtil han pludselig ser dem i øjnene og siger: Men I, hvem siger I, at jeg er er? Der er sikkert blevet dødstille. Og der er kommet en uro over dem - for nu kan de ikke længere bare gemme sig bag sladder og rygter. Nu bliver de spurgt direkte og så ved de pludselig ikke, hvad de skal svare.
Og som sædvanligt er det den tungeste af dem alle - Peter - ham som ikke rigtig kan finde ud af noget, der svarer: Du er Kristus, den levende Guds Søn! Sådan svarer Peter - ham som man også kalder "dumme-Peter". Du er Kristus, den levende Guds Søn!
Jesus må have smilet - det har du ikke selv fundet på, Peter! Eller som han selv siger det: Det har kød og blod ikke åbenbaret for dig - det har min himmelske far, det har Gud. Og det er værd at lægge mærke til. For igen har Peter erfaret det samme, som den gang, hvor Jesus bad ham sejle ud igen. Han erfarer, at Guds ord er stærkere, end hans viden - hans forestillinger - hans følelser - den sladder han går og lytter til. Guds ord er stærkere og får ham til at sige det, han ikke kan sige sig selv eller tænke sig til - at ham, der står overfor ham, han er den levende Guds Søn. Igen, han kan ikke sige sig selv det - det er Gud, der må sige det til ham - og så at sige lægge ordene i munden på ham. Og fordi Peter er sådan en mand, der ved så lidt, at han helle tiden skal fortælles, hvad han skal gøre og sige om Gud - derfor er han en klippe - ja, den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på.
Men igen, fordi Peter er en klippe, betyder det ikke, at han er den hurtigste her i verden. Jesus giver sig nemlig til at fortælle, hvad der skal ske nu, når de kommer op til Jerusalem. Her skal han lide meget. De skal piske ham, spytte på ham, slå ham ihjel på et kors - og han skal opstå på den tredje dag.
Som sagt Peter er ikke hurtig - og det med opstandelsen på den tredje dag fanger han ikke. Han forstår det simpelthen ikke. Til gengæld er han jo ikke fisker for ingenting, så han rejser sig som en klippe og siger: Sådan må det for alt i verden ikke gå dig. I min verden skal du ikke lide noget som helst. Jeg skal ordne dem, hvis de rører dig!
Stakkels Peter, han har intet forstået. Jesus takker ham da heller ikke. Tværtimod får han et møgfald. For tror Peter virkelig, at han kan gøre noget som helst i Guds plan? Tror han virkelig, at han er i stand til at ændre, hvad der skal ske i Jerusalem? Tror han, at han kan ændre den vej, Jesus skal gå mod korset - ved sin viden eller ved at nikke en skalle til højre og venstre? Nej, det kan han ikke - for pointen er jo netop, at overfor Gud kan Peter intet stille op og derfor siger Jesus til ham: Vig bag mig Satan.
Satan betyder modstander. Modstander af Gud. Modstander af, at Guds Ord altid er stærkere end vores egen viden og forestillinger - så stærkt, at det kan få os til at gøre det, vi synes er nytteløst. Og sådan danner Jesus sin kirke. Og det første han siger til denne Peter er altså: Vig bag mig, Satan. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Hver gang du bygger din kirke på dig selv, på din viden, din klogskab, dine følelser eller din politiske overbevisning, så skaber du helvede for dig selv og alle andre. Og når du gør det - for det gør du jo - så er du Guds modstander. Derfor vig bag mig.
Alligevel bygger Jesus sin kirke på Peter. Han ved alt om, hvad han rummer af tvivl og modstand, men han ved også, hvad Guds ord kan. Han ved, at det gudskelov ikke er Peter, der har ordet i sin magt. Det er Peter, der er i Ordets magt. Peters kirke er i Ordets magt. Vi er i Ordets magt. Og Ordet skaber, hvad det nævner. Tro i tvivlen, håb i håbløsheden, liv af døde, klipper af ufuldkomne mennesker som Peter og dig og mig. Endda klipper, som der kan bygges kirker på.
For det er pointen. Også du og jeg er klipper - det er ikke bare Paven i Rom der er det. Vi er det også. Også vi har fået betroet himmerigets nøgler - hvor nytteløst, det end ser ud.
Til sidst. Det kan også siges på en anden måde. Søren Kierkegaard havde en bror, der ikke syntes, at han duede til noget. Peter Christian hed han - og han var biskop i Aalborg. Det blev så galt med ham, at han sendte alle udnævnelser og ordner tilbage. Han tog derefter rundt til alle, han kendte for at sige undskyld for, at han var så dårlig som præst og menneske.
Hans søn Poul færdedes i kredsen omkring Georg Brandes - og han havde opgivet troen. Senere blev han sindssyg og indlagt på hospitalet - indtil han blev sendt hjem til sin far i Aalborg, hvor han levede i 40 år som psykisk syg. Og der var ingen forståelse mellem far og søn. Men da faderen døde satte han nogle ord på hans gravsten - han må have haft et af sine lyse øjeblikke - og de viser, hvor godt han kendte sin far. Han skrev. Om end vort eget hjerte anklager os, så er Gud dog større end vort hjerte.
Og det er pointen. Gud er altid større. Han er større end vores viden. Vore forestillinger. Vore kræfter. Han er større end vores selvhad, større end vores tomhedsfølelse - og nu er han nær i Jesus, der er Kristus, den levende Guds Søn. Og så kan alt ske - net bliver fulde, håbløshed vendes til håb, tvivl til tro, død til liv - vi kan gøre det, vi ved ikke kan nytte, kirker bygges på ufuldkomne mennesker som Peter og dig og mig. Og sig ikke, at det er nytteløst. For hvor den levende Guds Søn er tilstede og lader Guds Ord lyde, er intet nytteløst! Ja, det Guds Ord er vi nu er samlede for at høre og modtage. Og må vi da erfare, at hvad end vi tror, tvivler, sørger over - ja, hvad end vort hjerte anklager os, så er Gud større end vort hjerte.
Amen.