Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
7. søndag efter Trinitatis , 18.07.2010
Predigt zu Mattæus 10:24-31, verfasst von Claus Oldenburg
Oprigtig talt synes jeg, at det er svært at finde hoved og hale på denne tekst. Den synes sammensat af udsagn, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.
Og det bliver ikke nemmere af, at den tekst fra Prædikerens Bog, der er valgt som gammeltestamentlig læsning - og som jeg i øvrigt holder meget af - synes at leve sit helt eget liv.
Så er epistelteksten fra Romerbrevet lidt klarere, for den handler om friheden fra loven og dermed fra kødet, og så er der måske alligevel et link til prædiketeksten, for måske handler den om friheden til at sætte sig ud over det, man nok ellers burde frygte.
Så giver i hvert fald henvisningen til Beelzebul, som er Djævlen, mening, og den sondring mellem sjæl og legeme, som teksten også opererer med, kan måske få sin sammenhæng.
Hvis jeg fra dén kant igen skal prøve at etablere en sammenkædning af søndagens tekster, må det begynde med Prædikeren og blive på denne måde:
Oprindeligt og egentligt er der en orden i denne verdens stumper, men denne orden eller tilrettelæggelse inden for tidens dimension har mennesket ikke nogen indsigt i, for ingen 'kan finde ud af, hvad Gud gør'. I den ældre oversættelse havde man formuleret sig en smule anderledes, nemlig at mennesker ikke 'fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.' Og skal jeg koble min ven, Thomas Mann, på, så svarer denne erkendelse til hans udsagn om, 'at alle ting sker anderledes, end man tænker'. Kort sagt: ingen kan kikke Gud i kortene.
Men det er så at sige det, Paulus gør i den Romerbrevstekst fra kapitel 8, som også er tekststykke til søndagen. I al sin kortfattethed er teksten svær, og jeg synes nok, at Paulus er væsentlig klarere i andre sammenhænge - også i Romerbrevet.
Men igen nogenlunde kort sagt: Gud handler ved at forlige sig med menneskeslægten i sin Søns skikkelse. Så Paulus véd altså godt, hvad Gud gør, og han har således også kikket Den Højeste i kortene, men jeg mener egentlig ikke, at der er nogen modsigelse mellem Prædikerens tekst og Paulus' tekst - heller ikke i relation til selve prædiketeksten.
Og det er dén øvelse, jeg i denne prædiken gerne vil kaste mig ud i og må gøre det ud fra frygtens præmis. For mennesket er bange - ellers ville det, mennesket, være umenneskeligt. Eller mennesket ville være så dumt, at selv dyrene ville le ad en sådan blåøjethed. Man kunne også henvise til det klassiske folkeeventyr om drengen, der skulle lære frygten at kende, for ellers ville han aldrig få hold på sine følelser. For menneskets følelse kender godt til begreber som 'liv, ære og velfærd', og så er der masser af andre gode grunde til at nære frygt både personligt og kollektivt.
Og så har jeg i min tid hørt lidt for mange prædikener om dette 'at være frimodig' - også ud fra dagens tekst. Det har altid forekommet mig at have været en rimelig blåøjet øvelse, der ikke havde meget med realiteterne at gøre. For frygten er en grundlæggende følelse, som i sin værre afart er angst, men man skal ikke prøve at flygte fra følelsen eller underkende dens eksistens; det er heri det banale består, og det grænser til det afstumpede.
Hvis man betragter Prædikerens berømte tekst ud fra denne vinkel, så rummer den en næsten stoisk og dermed kølig erkendelse af, hvad tilværelsen bringer et menneske. For alle de fænomener, som teksten nævner, nærmest i flæng, svarer til den følelse, der reagerer på netop denne verdens udtryk og så må erkende, at der er en tid til det ene, men der er altså også en tid til det andet og til det tredje. For mig er det facetteringen, teksten udtrykker og så som den helt afgørende pointe: Du, menneske, skal ikke regne med noget, for du kan ikke regne begivenhedskæden ud alligevel. Den tilhører vores Gud.
Dette er faktisk Gudsfrygt. Gudsfrygt er ikke en rysten og bæven, nej, frygten er her en ærefrygt, en respekt for modparten og en anerkendelse af egen begrænsning. Og hvis Gud - som jeg vil mene det - er personordet for verden, så er der al mulig og skellig grund til at frygte både Den, verden, og Ham.
Hvis jeg på dette grundlag skal gå videre til Paulus-teksten, så er den en noget kompliceret formulering af det, man normalt kalder 'forsoningslæren' hos Paulus, og den forsoningslære er et hovedstykke i den kristne teologi sammen med kristologien og treenighedsdogmet.
Igen kort sagt: den gamle - den rigtigt gamle - dyrkelse af guden var på ingen måde en metafysisk beskæftigelse, men gudsdyrkelsen var en ofring, og ofringens formål var en både materiel og social sikring af egen eksistens, altså en trygheds-foranstaltning. Men den virkede ikke - af de grunde, som Prædikeren kredser om, og den virker heller ikke af grunde, som jeg skulle mene, at den store Paulus har haft fært af - men det kan jeg ikke vide - men så af grunde, som jeg meget gerne vil tillægge ham, for der bør være en lige linie mellem den paulinske forkyndelse, Luthers engagement og en evangelisk forkyndelse i vores regi.
Altså. Min pointe er denne: Hvis man ofrer for at opnå noget, så er det stensikkert, at dét opnår man ikke - for beregningen skal mislykkes, jf. Prædikeren. Men man kan ofre noget for at give væk, og så er det en gestus, der præcis ikke kræver modydelse. Og så snakker vi om noget helt andet. For dette at 'ville have' er en neurotisk attitude, mens dette at 'give væk' er kærlighedens udtryk.
Så det Paulus gerne vil sige er, at Gud ofrer sin Søn for at komme sin menneskeslægt i møde. Ingen behøver at ofre til Ham, til Gud, mere; nu har Han selv ofret sit dyreste eje, denne verdens logos i kød og blod, sin Søn, Altets udtryk i menneskeskikkelse.
Hvis jeg skal blive i min argumentationskæde, så må jeg spørge til Guds hensigt: Har han ofret for at opnå tilbedelse, lydighed og afhængighed, eller har Han ved ofret afstået fra magten over verden og i stedet hengivet sig til den. Den afgørelse vil jeg overlade til jer, men selv er jeg ret sikker.
Men Romerbrevsteksten kræver en bemærkning fra min side om forholdet mellem ånd og kød - eller med evangelietekstens formulering: mellem sjæl og legeme. Denne sondring, vil jeg skynde mig at sige, er ikke helt parallel med vores omgang med samme begreber.
For Paulus vil gøre op med Loven, som grundlæggende er forestillingen om, at mennesket kan gøre sin Gud tilpas - gennem ofring, gennem adfærd, gennem holdning eller gennem troens gerninger. En sådan gudsdyrkelse er kødelig, fordi den er fysisk.
Derfor appellerer Paulus oplagt til en troens eller åndens gudsdyrkelse. Men denne udfolder sig ikke i modsætning til kødets eller virkelighedens krav - denne gudsdyrkelse supplerer syndens og samvittighedens plagsomhed med det, som jeg tillader mig at kalde: kærlighedens frihed.
Det er simpelthen glæden ved at give væk - fordi man ikke kan andet. Om man får noget til gengæld, kan man ikke vide - og bør heller ikke.
Og hvis kristendommen og dens forkyndelse har givet verden noget, så er det simpelthen denne følelsens sondring mellem hvad, der er kødets udtryk, og hvad, der er åndens udtryk.
Igen. De udelukker ikke hinanden. Det er omvendt. De supplerer og komplementerer hinanden - og de hengiver sig til hinanden.
For der er ikke nogen menneskeverden uden ånd, som - med Mann - 'ret beset er sans for synd'. Og der er ingen menneskeverden uden kød, som er virkelighedens tale og dennes fysiske udfoldelse i det, som er.
Så når prædiketeksten har ret i, at vi bør frygte Ham, der 'kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede', så skyldes det ét bestemt forhold.
Her dør alt. Både sjæl og legeme. Både ånd og kød. Både erindring og sindets kødelige mærkning. Og dette bør frygtes. Hvem denne Beelzebul og Hans husfolk end er. Men de er. Det er jeg sikker på.
Så modspillet til dette perspektiv om fortabelse og tilintetgørelse er klart dimensionen om forløsning og frelse.
I det stykke vil vores tradition sige, at præcis dét kan du ikke gøre selv! Du kan ikke selv forløse din sjæls trang, og du kan ikke selv frelse din ånd ind i en ny skikkelse, men du og jeg må håbe på Guds kød, som er det Paulus er andet sted kalder 'det uforkrænkelige legeme'.
Og det, du og jeg ikke kan selv, må vi overlade til andre. Det er ret enkelt. Og frelsen overlades i vores tradition til Kristus som den fremmede retfærdighed, vi ikke selv har fortjent eller udvirket. Og det svarer meget godt til, at vi ikke må forvente, at det skal gå os bedre end vores Herre og mester. Og det må også være godt nok - ikke mindst når Han vel er den korsfæstede men også den opstandne og dermed førstegrøden til vores opstandelse. Og det passer godt til enhver menneskelig erfaring om kærlighed - man kan kun få den, men kan ikke tage den.
Måske kan jeg benytte lejligheden til som afslutning at knytte en bemærkning til den standende diskussion mellem tro og fornuft - eller: dumhed og intelligens.
Programmatisk sagt: intelligensen kræver ratio, men denne fornuft kan ikke levere varen, for den kan ikke komme overens med verden og dens udtryk.
Kan troen det? Det mener jeg ikke. Men vi kan i højere grad end fornuften erkende følelsen og dens enorme virkekraft, og vi har en indsigt i verden, som klart tager irrationaliteten til sig og vedkender sig den som en del af os selv.
Så Gud nåde os alle!
Dette burde og er ethvert kristenmenneskes aftenbøn.
Og når det er sagt, så kan ethvert kristenmenneske trøste sig med, at vi har Skriftens ord for, at vores hovedhår er talte - os til værdighed - og det sætter ateisten såmænd også pris på.
Intetheden har jo aldrig sagt nogen noget endsige har kunnet bruges til noget som helst.
Så tak til Gud, vor Far, og til vores broder i Kristus - tak for hengivelsen simpelthen.
Amen.