Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter Trinitatis, 25.07.2010
Predigt zu Mattæus 7:15-21, verfasst von Erik Fonsbøl
Jeg har hørt, at man mange steder lukkede kirken mellem Pinse og Høst. Det kunne være fordi det var sommer eller fordi der ikke kom nogen alligevel - og det kan jo være, vi skal til at overveje det igen. Men en grund kunne også være, at sommerens tekster er alt andet end ferielæsning. I hvert fald her i 2. tekstrække. Vi får den ene barske og ikke mindst krævende anvisning efter den anden på det at være en sand kristen, og der er vist ikke mange, der er i stand til at leve op til de krav, Jesus stiller til sine disciple og dermed også til os.
Sidste søndag var det kravet om efterfølgelse - om ikke at være bange for sit liv. Disciplen står ikke over sin mester, og skal kun være glad, når det går ham på samme måde som det gik Jesus.
For to uger siden var det kravet om at sælge alt - skille sig af med al sin rigdom og følge Kristus ligeså nøgen, som da man kom til verden.
For tre uger siden hørte vi igen, at den, der vil redde sit liv, skal miste det, men den der tør sætte livet til på grund af Kristus, skal vinde det.
Og for fire uger siden hørte vi kravet om at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger os.
Og så i dag får vi at vide, at det ikke er nok at lade som om, man er kristen og siger Herre, Herre i et væk, hvis ikke man gør Guds vilje. Vogt jeg for de falske profeter, hedder det kort forinden - vogt jer for hykleriet, der blot vil være kristne af navn, men aldrig af gavn.
Jeg kender ikke grunden til denne samling af stærke tekster her i sommertiden, men som præst kan man efter et par søndage egentlig godt bruge lidt ferie til at komme væk fra disse intense og for mig at se ganske uopfyldelige krav, der kun kan give mig dårlig samvittighed over, at jeg er så elendig som kristen - og oven i købet kristen forkynder - og på søndag skal vi så - for at det ikke skal være løgn - høre om forskellen på den gode og årvågne tjener og den dovne og utro, der skal hugges ned eller i det mindste have en ordentlig omgang prygl.
Og så om 14 dage udsteder Jesus endelig en slem forbandelse over dem, der ikke vil høre, hvad han siger. Det skal gå Sodoma og Gomorra tåleligere på dommens dag, end dem!
Men så tager jeg altså også på ferie!
Men hvorfor gør evangelisterne det her? Det er ikke særlig god markedsføring at skræmme folk væk på den måde med trusler om straf og dom og dårlig samvittighed, hvis ikke man følger mesteren et hundrede procent gennem afsavn, kors og død for evangeliets skyld.
På en måde giver det ingen mening for ret mange mennesker, og man kunne fristes til at afvise kravene netop som uopfyldelige eller rent ud sagt meningsløse og dermed vende sig fra kristendommen som sådan. Simpelt hen fordi vi ikke kan tage den alvorligt set i forhold til vores eget liv og den måde, vi gerne vil leve dette liv på her og nu i dag.
Men inden vi gør det, skal vi lige overveje, hvad det er, vi har med at gøre. Måske gør vi den fejl, som så mange har gjort og gør, når det drejer sig om disse fine gamle bibeltekster fra Mellemøsten - at vi tager dem alt for bogstaveligt. Og det siger jeg altså ikke bare for at slippe nemmere om ved kravene, men for at kunne tage disse på en måde absurde krav alvorligt.
Jeg kan nemlig ikke tage Bibelen alvorligt, hvis jeg skal tage den bogstaveligt! Og jeg tror aldrig, det har været forfatternes eller - om man vil - Guds mening, at Bibelen skulle læses bogstaveligt fra ende til anden.
Til gengæld tror jeg på, at Bibelen indeholder Guds Ord til mig. Men jeg bliver nødt til at arbejde lidt for det selv.
Det kan der komme en hel teologisk afhandling ud af, men lad os prøve at se, hvad der sker med disse radikale krav fra Jesus, hvis vi ikke bare tager dem bogstaveligt, men nok alvorligt.
Jeg har en del bryllupper for tiden, og oplever jo hver gang brudeparrets vidunderlige løfte til hinanden om at vil elske og ære hinanden uanset hvad der sker alle deres livs dage. Vel vidende, at det er og bliver de færreste beskåret, hvis sandheden skal frem. Og hvis man tog løftet bogstaveligt, så måtte de fleste bukke under - ikke blot på grund af skilsmisse, men på grund af hver eneste dag, der blev levet uden kærlighed.
Men jeg tror heller ikke, sådan et løfte har godt af at blive taget for pålydende, hvis vi vil undgå, at det fører til nederlag og sorg. Men det står alligevel som en ledestjerne for to menneskers inderlige forhold. Uopnåelig, men alligevel alvorligt som vort håb, som vores længsel. Og det skal der ikke ændres på.
Og på samme måde med de kristne krav. Ja, de står der jo unægteligt, men de kan jo også opfattes som den ledestjerne, vi skal vandre efter, men som vi naturligvis aldrig kan nå. For sådan er det jo med stjerner. Og hvis vi alligevel prøver at nå dem, så minder vi mest af alt om den græske helt Ikaros, der lavede sig vinger og prøvede at flyve op til solen, men selvfølgelig brændte sig gevaldigt og styrtede ynkeligt i havet, for det kan man ikke.
Og du kan heller ikke leve dit liv, som Jesus gjorde. Men på samme måde, som du kan bruge solens lys til at boltre dig i, eller stjernens lys til at lede dig om natten, sådan kan du også på en måde bruge Jesu liv til at boltre dig i lyset af. Så du i stedet for at opleve kravene som en tvingende uopfyldelig nødvendighed, oplever dem som de ideelle fordringer, du nok kan se på og lære af og oven i købet vandre efter - men aldrig nå og aldrig fuldføre, for det er slet ikke op til dig.
At efterfølge Kristus er et sandt og virkeligt krav til alle kristne mennesker - men det betyder ikke at efterligne Kristus. For det kan ingen. I hvert fald ikke uden at brænde både fingrene og englevingerne gevaldigt.
Det er måske oven i købet her, hykleriet kommer ind, når man påstår at leve eller bare ville leve som om, man var hellig selv - sådan som mange af de såkaldt hellige mente det i sin tid - leve som om, man sad inde med både vejen og sandheden selv - som oftest i modsætning til de fleste andre. Ikke alle, der kalder sig kristne eller hellige, eller som bliver kaldt hellige, skal komme ind i Guds Rige. Men kun den, der gør Guds vilje.
Og hvad er så det? Ja, det er måske netop at turde boltre sig frit og ubekymret i livet - og lade andre gøre det samme. Netop fordi vi har den ledestjerne, vi har.
Vi skal ikke være Kristus, men vi skal leve i lyset af hans liv - af hans død og hans opstandelse. Leve som de frie mennesker, vi blev skabt til at være. Og det er netop det samme som at bygge sit hus på den levende klippe. I tillid til den uforgængelige stjerne, som oplyser vores menneskeliv, men som aldrig - aldrig bemægtiger sig vores liv.
Du kan læse Bibelen eller for den sags skyld Koranen bogstaveligt og du kan handle derefter. Men det holder ikke! Og det giver ingen menneskelig mening. Tværtimod koster det, som alle undtagen forblindede mennesker kan se i dag, blod sved og tårer i stride strømme, når Bibelen eller Koranen skal udleves af hellige og rettroende mennesker. Det bliver i bedste fald hykleri - i værste fald menneskelighedens og frihedens undergang.
Og se, så går det an at læse og høre den ene skrappe og krævende og umulige fordring efter den anden. For nok er den sand, men den er også allerede opfyldt af ham, der stiller den. Kristus selv - min herre og min Gud. Og mig efterlader han som et frit menneske under Guds strålende sol, hvor jeg nu kan boltre mig som Guds barn - som arving til alt. Hvor jeg frit kan gå forkert og handle forkert og svigte alt og alle - og dog lyser han på mig med sandhedens og kærlighedens evige lys - kan ikke andet. Er vi utro, forbliver han dog tro - tvunget af den kærlighed, som aldrig kræver andet til gengæld end højst vores strålende taknemmelige barneøjne.
Og derfor er vores gudstjenester ikke nær så meget åndelig vejledning og befaling om dette eller hint - som den er en lovsang til livets og kærlighedens Gud. En takkesang for livet i al dets brogede mangfoldighed - livet under Guds strålende sommersol.
Amen