Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
9. søndag efter trinitatis , 01.08.2010
Predigt zu Lukas 12:32-48, verfasst von Morten Fester Thaysen
Der var en amerikansk film i biografen. Kong Arthur hed den.
Historien foregår i det femte århundrede, hvor romerne hersker over det meste af Europa. Et sted langt mod øst møder vi en krigerstamme, som er tvunget til at gå i krigstjeneste for romerne. De skal til England. Sammen med Lucius Artorius Castus, for at beskytte romerne og deres ejendom syd for den hadrianske mur, der skiller England og Skotland.
Tiden går. Efter 15 år har krigerne gjort deres pligt og skal som lovet have deres frihed. Tror de da! Der mangler endnu et lille togt - ind i Skotland for at redde en dreng, der er udset til pave.
Det er en ren selvmordsaktion. Saxerne spreder død og ødelæggelse. Men Lucius Artorius Castus gør sin pligt og kæmper og vinder over alle fjender - og bliver udråbt til kong Arthur.
Filmen er fuld af tågedrivende naturscener og blodige slag med masser af krigere, gru, uhygge, vold, blod og død
Midt i det hele er der selvfølgelig et budskab. Der er skam en mening med kong Arthurs kamp. Han er jo ikke bare en lystmorder! Kong Arthurs kamp er nemlig præget af den forkætrede munk Pelagius' forestillinger om den frie vilje, hører vi. Mennesket er skabt godt og er derfor i stand til at gøre det gode. Dets vilje er fri. Deri er alle mennesker lige, siger Pelagius. Idealet er frihed, lighed og broderskab. Derfor skal der kæmpes mod alle de bånd, der kan binde mennesker. Religion, politik, militærtjeneste. Der skal kæmpes for friheden. Og det gør Arthur som sagt. Det er lige før det dugger i øjenkrogene.
Det lyder jo så smukt og dejligt alt sammen. Det er også en Hollywoodfilm. Ganske vist hører vi fra den katolske kirke hvæse, at munken Pelagius afskaffer nåden. Han har ikke brug for den. Hvis viljen er fri, kunne vi jo bare have gjort det, vi skulle, mens tid var. Men da Pelagius er helten, så betyder det med nåden ikke rigtig noget.
Så vidt filmen og kong Arthur. Den ligger i fin tråd med vores tids tyrkertro på, at vi er gode mennesker, der er i stand til at gøre det gode. Guds nåde og talen om at vi er syndere, har vi ikke brug for. Vi kan selv og er selv det gode. Vi har ikke fattet alvoren. Og det er faktisk langt ude. For de fleste mennesker er i denne verden blevet slået ihjel, netop i det godes navn.
Tag den franske revolution. Man troede på det gode og ville skabe et samfund, der byggede på frihed, lighed og broderskab. Ordene var mange. Troen på Guds nåde blev forbudt - allerede inden der var gået et år flød blodet ned ad gaderne. Tusinder fik hovedet revet af i guillotinen.
Tag Sovjetunionen. Lenin, Marx og Stalin var velmenende mennesker, når de sagde, at de kunne skabe det gode samfund, hvor alle var frie og lige. Også de lukkede kirkerne. Lod Gud abdicerede og forbød i øvrigt enhver tale om hans Nåde. Man regner med, at de tre herrer var skyldig i 80 millioner menneskers død.
Tag Maos Kina, som så mange her i landet beundrede indtil for få år siden. Mao troede også på, at mennesket kunne gøre det gode. Han afskaffede nåden og indførte i stedet det store spring fremad. Det kostede ca. 40 millioner livet.
Sådan kunne vi blive ved. Vi har endnu ikke fattet de rædsler, der skete i det godes navn. Og vi har vel heller endnu ikke set de sidste. Sagen er, at hvor nåden er afskaffet, da bliver det os, der bliver ansvarlige for kærligheden, nåden og det gode. Og er vi selv ansvarlige for nåden og det gode, ja så bliver livet til alles kamp mod alle. Nåden og det gode ryger med sikkerhed som det første. Livet handler snart om, hvem der får de bedste pladser, de bedste jobs, de smukkeste kvinder og største huse. Livet er ikke præget af frihed, men af magt.
Som sagt: Det viser historien.
Ja, og det viser Jesus i vores tekst til i dag.
Han fortæller os en lignelse om en tjener og hans herre. Herren tager af sted og sætter tjeneren til at forvalte alt, hvad han ejer. Men på et tidspunkt får tjeneren den idé, at han godt kan selv. Han blæser på forventningen om, at herren kommer, og puster sig op. Han kan gøre herrens hus til sit eget, og han gør det,
Det går sikkert også meget godt i begyndelsen - men derpå giver han sig til at slå karlene og pigerne og spiser, drikker og fylder sig....
Hvad siger Jesus så til det? Ja, han siger ikke noget om, at det skal vi se at gøre noget ved. For det ved han godt, at vi ikke kan - det er jo netop sagen. Jesus siger derimod sandheden. Han siger, at vi bliver aldrig andet end mennesker, der, hvis det stod til os, gør alting til alles kamp mod alle. Vi er utro og dovne og vi er som tjeneren, som kendte sin herres vilje, men som ikke handlede efter den. Sådan er det. Vi er altså ingen kong Arthur. Vi har ingen fri vilje til at gøre det gode. For havde vi det, ville vi i dag bo i det paradis, som menneskeheden så mange gange har drømt om at skabe. Men det gør vi ikke! Vi er alle syge til døden. Og vi trænger alle til læge.
Og så er det Jesus taler om nåden. Frygt ikke du lille hjord, siger han - for jeres far har besluttet at give jer riget, på trods af alt. Det er også vores far. Det er til os, han vil give riget. Som en gave. Derfor skal vi ikke frygte. Gud har besluttet sig for os.
Vi kan forsøge at skabe selveste paradis - men det er intet værd - nåden, kærligheden og freden kan aldrig blive noget, vi beslutter os for af den enkle grund, at Gud har besluttet at give os riget. Som sagt det er en gave - for i Guds rige er alting gave. Der er alting nåde. Det er tilgivelse, kærlighed, opstandelse fra de døde. Guds rige er en kærlighedsmagt og en kraft, der arbejder i os og mellem os og overvinder os.
Riget blev grundet, da Kristus gik mellem os. Nu trænger det frem. Nu breder det sig. Nu vokser det. Nu skabes der liv, hvor der før var død. Vi blev revet med i dåben. Gud virker i os som han virker alt i alle - helt konkret f.eks. i bonden, der høster, i bageren, der bager, i moderen, der rækker sit barn brødet - vi kunne blive ved. Gud virker alt i alle, virker i alt, det vi gør i det daglige. Og i alt det, vi gør, giver han os alt af nåde - usynligt og uforståeligt og hemmeligt sker det og dog - når Kristus kommer igen er arbejdet fuldført. Så frygt ikke. Han er med os alle dage indtil verdens ende. Vores far, der har besluttet at give os riget.
Jamen kunne vi sige: Vi mærker og ser det jo ikke. Nej det gør vi netop ikke. Lige nu ser vi kun i et spejl, i en gåde. Derfor skal vi vente og våge, som Jesus siger. Vi skal netop ikke blive nervøse og gribe magten selv og forsøge at skabe paradis. Vi skal vente og våge. Vi skal være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så vi straks kan lukke døren op for ham, når han kommer og banker på. Sådan skal vi være. Vente og våge - sikre på, at vi hviler i Guds beslutning om, at vi skal have riget.
Jamen, betyder det, at vi bare skal sidde med hænderne i skødet, som man gør, når man venter på toget? Vel skal vi ej.
Vi skal se at komme i gang. Vente og våge er at være jorden tro - i håb til Guds nåde alene. Vi skal netop ikke drømme os væk i en bedre verden, end den vi har.
Vi skal vente og våge i den verden, vi lever i nu. Bruge vort liv fuldt ud nu. Passe vort arbejde. Bruge vores kræfter. Kæmpe vores kampe. Og enhver, som har fået meget, skal der kræves meget. Og den, der har fået meget, skal der forlanges så meget mere af. Alle sammen har vi fået vores liv at tage vare på.
Vi skal vente og våge - og håbe, Herren kommer tilbage når som helst...
Inden da er ikke et eneste minut lige meget - for hele tiden står vi med vores næstes liv i hænderne. Og hvad vi gør mod vor næste kan aldrig gøres om. Det er her og nu, vi står ansigt til ansigt med ham og skal handle. Ikke i morgen, eller overmorgen eller når vi har tid. Nej, det er nu. På den måde lever vi hele tiden lige nu og her, fordi vi ikke ved om, vi får mere tid til at gøre noget som helst i.
Er du opmærksom på din næste - dine børn, din ægtefælle, dine gamle forældre? Besøger du den ensomme, giver den sultne noget at spise og den tørstige noget at drikke? Trøster den svage, kæmper mod uretten.
Gør du det? Bruger du tiden, du har fået?
Ansvaret er dit. Hver eneste ubetænksomt ord eller uretfærdig gerning dømmes, for i disse bærer du din næstes liv og levned. Sådan er det for Kristus kommer igen når som helst.
Men frygt ikke, for vores far har besluttet. Det skal vi holde os til nu.
Så var du utro og doven fik du dine hug med rette og var du tro skal du dog ikke vente dig nogen løn i den anledning, for ikke sandt: Enhver der har fået meget givet, af ham skal man kræve meget - og den som har fået meget betroet, af ham skal man forlange des mere.
Nu venter dit liv på dig. Opgaver ligger lige udenfor kirkedøren og møder dig alle ugens dage - ja, hvert eneste minut. Og hvordan du slipper fra det, er endnu ikke afgjort - måske elskede du for lidt, men du har tid endnu til at elske meget, måske var din troskab ikke noget værd, men du har tid til at være tro endnu. Det er alt sammen uafgjort, så længe der er liv er der håb. Men hvad Guds rige angår, så er den beslutning truffet.
Vores far har besluttet at give os riget. Os, der er dovne og utro. Os der ødelagde meget for os selv og andre. Os, der om os selv ved, at vi ikke som kong Arthur kan tillade os at tro på en fri vilje. Vi har simpelthen for mange lig i lasten. Ja, han har besluttet, at vi skal have hans rige - og det står fast.
Hans rige er på vej til os. Han har besluttet at give os det. Det er til at græde af glæde over.
Hans rige kommer. Hans vilje sker. Jesu Kristi rige kommer på Guds rige nåde.
Så frygt ikke - våg og vent i glæde.
Amen.