Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter Trinitatis, 08.08.2010
Predigt zu Mattæus 11:16-24, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Det er ferietid. De uger hvert år, hvor man tit møder en lukket dør, får en telefonsvarer eller en ferieafløser i røret, som desværre ikke kan hjælpe, men prøv igen "efter ferien". Uanset om vi selv har ferie eller ej, så går vi lidt i stå i de her uger. Skruer ned for tempoet, bliver lidt dovne, men også irriterede, hvis det er meget vigtige ting, de andres ferielukning forsinker os i at komme i gang med. Det effektive samfund, som vi færdes i årets øvrige 49 uger, er pludselig forsvundet. Som én lang, søndag eftermiddag dengang lukkeloven gjaldt overalt, og man ikke kunne købe andet end benzin og sprinklervæske på en tankstation og en is i et ishus - sådan er Danmark i juli måned.
Og ind i den dovne og lidt dvaske ro og feriestemning lyder nu denne søndag Jesu rasende råb og dom over os, "denne slægt". Et råb og en dom, som er svær at overhøre. Al den støj på linien, alle de mange projekter og planer vi ellers har, som gør os tonedøve for alt andet end det, der bliver sendt på den frekvens, vi selv har stillet ind på - den hektiske aktivitet og travlhed, der ellers kunne beskytte os for forstyrrende ord og tanker, er væk. Han går lige i øregangene, den vrede unge mand, der står her og skælder ud midt i julisolen.
"I er som tyranniske og herskesyge børn", råber han til os. Dem, der forkælet skælder andre ud for ikke at ville danse efter deres pibe. "Vi spillede på fløjte og I dansede ikke. Vi sang klagesange, og I sørgede ikke", råber den slags unger fornærmet. Det er for den slags selvoptagede børn en fuldstændig utænkelig tanke, at det kunne være deres forslag til, hvad der skal leges, der er noget galt med. At det er dem, der har taget fejl af situationen og ikke deres legekammerater. Ja, at det måske ligefrem er sådan, at det ikke er de forkælede unger - det er ikke os og vores værdier, normer og lyst, der skal sætte dagsordnen og bestemme legen. Men at vi skal gøre noget for os så uvant som at lytte til andre end os selv og vores meningsfæller, lytte og opdage noget nyt.
For Jesus kom ikke for at klø os bekræftende på ryggen. Jesus kom for at give os modstand i vores trygge selvsikkerhed. Jesus bekræftede aldrig dem, der vidste, de havde ret. Hvor der forventedes dom over forbrydere og snyltere, forkyndte han syndernes forladelse. Hvor der forventedes klap på skulderen og ros til den dygtige og retskafne, satte Jesus spørgsmålstegn ved korrektheden og nydeligheden. Og, - og det er det afgørende - , Jesus sagde, at det gjorde han med myndighed fra Gud selv.
Jesus gav nye billeder af Gud og Guds rige, og han modsagde de gamle forventninger. Han spillede på andre strenge og brugte et andet tonesprog. Med sine lignelser, med sit valg af omgangskreds, ved at lade sig håne og gøre til grin, og til sidst frivilligt gå ind i lidelsen og døden.
"Ve dig, Korazin. Ve dig, Betsajda. Og du, Kapernaum, til dødsriget skal du styrtes ned", råber Jesus.
Det er den knusende dom, han afsiger over de byer, hvor folk har hørt og kigget og ladet sig underholde af ham og hans gerninger for derefter igen at skifte tilbage til den gamle, kendte kanal på fjernbetjeningen.
Og det er ikke tilfældige bynavne. Nogle af disciplene, bl.a. Peter, kom fra Betsajda, og Kapernaum kaldes for Jesu egen by. Det er oven i købet i Kapernaum, man har udgravet det, der sandsynligvis er det allerældste kristne kirkerum. Så det er mao. vores kristne kirkes fødebyer, Jesus lover en hårdere dom over end byer som terroristreden Sodoma og de rige og smukke og korrumperede og vantro kystbyer Tyrus og Sidon.
Og det kan vi, der er kristne, jo så tage til efterretning i en tid som vores, hvor religionsmødet igen er blevet aktuelt, og hvor det at møde vantro, eller - pakket pænere ind: anderledes troende igen er blevet ligeså almindeligt som det var i det multireligiøse Mellemøsten og Romerrige på Jesu tid og i de første århundreder efter. Bekymringen, hvad enten den så er reel eller påtaget - bekymringen for, hvad Vorherre dog mener om dem, der ikke er kristne, - den bekymring vender Jesus i evangeliet i dag om, og gør det klart, at vi i den kristne kirke først og fremmest skal bekymre os om vores egen tro og mangel på samme, før vi fradømmer andre frelsen og borgerskabet i Guds rige.
"Ve dig Korazin, Betsajda og Kapernaum. Til dødsriget skal du styrtes ned". Det er den knusende dom, Jesus afsiger over os, når vi hører, men derefter skyndsomst trækker: "Lukket pga. af ferie - rullegardinet" ned, fordi vi har forskanset os i vores eget og er overbeviste om, at vi selv har fundet på den bedste leg, den bedste tro, de rigtige værdier. Og hvorfor så lade sig forstyrre og trække med ud til noget andet?
Fordi, siger Jesus, det er Gud, der vil jer noget.
"Visdommen" - ikke os, men visdommen - "har fået ret ved sine gerninger", siger Jesus. Temmelig ubeskedent, for med visdommen mener han sig selv. Jesus siger med andre ord, at hans gerninger viser, at han har ret. Ret, når han siger, at han, Josefs og Marias søn, er den, der gør Gud synlig i verden.
De mægtige gerninger, som Jesus har gjort i Galilæas byer: Når han har helbredt syge, tilsagt syndernes forladelse, når Jesus har spist - endda spist og drukket så rigeligt - med toldere og synderne, og når han har prædiket mod, tro, håb og kærlighed til live i mennesker, som ikke havde nogen af delene - alt det, siger Jesus, er mægtige gerninger, fordi det alt sammen er Guds gerninger her midt i verden. De gerninger er Guds riges tegn her midt i verden. De er tegn, der viser, hvem Gud er, og som viser, at Gud vil mennesker og viser, hvad Gud vil os.
Det er ikke bare en mere eller mindre behændig helbreder, veltalende prædikant og underholdende provokatør, som er på færde. Det er Gud, selve tilværelsens inderste mening og grund, der giver sig til kende og lader høre fra sig, hver gang Jesus handler og åbner munden. Og derfor skal vi igen og igen lytte til ham og hver gang lade os ryste, bevæge og overraske af det, vi hører og ser.
- Når Jesus med stor appetit og udelt fornøjelse spiser sammen med dem, vi vender ryggen til og allerhøjest har medlidenhed med,
- Når Jesus prikker hul i panseret af værdighed, korrekthed og selvtillid, som vi gemmer os bag og holder de andre, knap så nydelige og vellykkede, fra livet med,
- Når Jesus oprejser dødt og fordærvet til liv og glæde, så er det alt sammen tegn på, at sådan er Gud, og sådan vil Gud, at det skal være. Det mod, den glæde og den tro som Jesus rækker og forærer mennesker kvit og frit til at leve af - det mod, den glæde og den tro er Guds mening med menneskelivet. Det er sådan, modige, glade og tro mod Gud og de andre, vi skal leve.
Det er den gode, gamle og altid nye nyhed. Midt i alle Jesu vrede råb og rasende kritik af vores selvfede ro og dorske ligegyldighed over for det nye og anderledes, som han kommer med og rækker os - midt i alt det, står evangeliets "Dog": "Dog, Visdommen har fået ret ved sine gerninger". De gerninger, Jesu ord og handlinger, er stadig Guds riges tegn i verden. De er her - døden, tidens tand og menneskers misbrug, selvsikkerhed og ugidelighed kunne ikke få bugt med dem. Ordet går - nye mennesker døbes, og vi får igen og igen skænket tro, håb og kærlighed op i alterbægre. Som pant på, at på dommens dag, når vi og alt det vi har at stille med får uret, da skal vi kende og genkendes af ham, som vil få ret. Den Menneskesøn, som altid var og endnu vil være ven med uretfærdige og skyldige.
Amen.