Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. søndag efter Trinitatis, 15.08.2010
Predigt zu Lukas 7:36-50, verfasst von Ole Juul Hansen
Jeg har lige handlet bil. Og det er jo, som det er, at man får ikke meget for den gamle, men giver rigeligt for den nye, og enden på det hele er i alt fald foreløbigt, at man igen har sat sig i gæld. Det har min bank intet imod, men det har jeg. Så nu skal jeg se i en fart at få afviklet det billån, så jeg i alt fald hvad det angår igen kan blive gældfri. Selv om min bank siger, at det gør slet ingenting, så vil jeg helst være gældfri. Så vil jeg helst ikke skylde nogen noget, i alt fald ikke hvad angår penge. Og jeg håber, at jeg en skønne dag kan sidde tilbage og ikke skylde nogen noget, hvad angår penge. Og sådan har de fleste det vel, at vi kan blive gældfri, at vi en dag ikke længere skylder nogen noget. Jeg kan dårligt huske, hvordan det var, for det er temmelig længe siden. Men det må være en rar fornemmelse, og mon ikke det lykkes.
Sådan er det med penge. Men sådan er det ikke med livet. Tværtimod. I forhold til mit levede liv, i forhold til mine nære relationer, i forhold til mine nærmeste, i forhold til mine medmennesker, ja, så er der en gæld, jeg aldrig slipper af med. Men ikke alene det. Det er faktisk en kvalitet ved livet, at jeg står i bundløs gæld. Det er en kvalitet ved livet, at jeg er bundet til et andet menneske. Det er en kvalitet ved livet, at jeg skylder et andet menneske alt. Og der er en himmelvid forskel på den skyldighed, jeg i kraft af et forbrug og nogle gange et overforbrug er sat i til min bank og den skyldighed, jeg i kraft af levet liv er sat i i forhold til andre mennesker.
Den første skyldighed vil jeg gerne slippe ud af. Den anden skyldighed er det, der bærer mit liv. Jeg vil gerne slippe for bundetheden til min bank. Men jeg ville nødig slippe for bundetheden til de mennesker, der befolker og beriger mit liv.
Der er mennesker, som vi ikke valgte at være bundet til, men som vi blev bundet til ved skæbne. Sådan er det med ens forældre. Sådan er det med ens søskende. Sådan er det med ens børn. Der var andre, som vi blev bundet til, eller som vi bandt os til, for sådan formede livet sig. Sådan traf vi nogle valg hen ad vejen. Sådan blev de vores skæbne. Sådan er det med ens ægtefælle. Sådan er det med ens bedste venner. Hvad der engang var et valg, det blev til skæbne. Og ofte lykkelig skæbne. Eller det blev det livsgrundlag, som vi ikke længere kunne leve uden. Og vi fik en kvalitet i livet, som vi ikke selv skabte.
Man kan være bundet af pengegæld. Og den form for gæld arbejder vi på at komme ud af. Man kan være bundet til menneskegæld. Og den gæld kan vi ikke på samme måde komme ud af. Og Gudskelov for det. Vi står i dyb gæld til nogle bestemte mennesker. Vi skylder nogle bestemte mennesker vort liv. Jeg ved, hvem jeg skylder mit liv, min opladthed, min glæde, min forventning til dagen. Og på samme måde ved du det.
Som børn er det indlysende. Vi skylder vore forældre vort liv. Men som forældre står vi også i dyb og bundløs gæld til vore børn. Hvem andre end dem og andre, vi elsker og har elsket, har åbnet vore øjne for livet i al dets mangfoldighed. Og vi ville ikke for alt i verden have undværet det syn. Vi ville ikke for alt i verden have undværet den erkendelse. På den måde skylder vi hinanden livet. Og selv om det er en bundløs gæld, så vil jeg nødig ud af den.
Og det er det, historien i dag handler om. At vide sig skyldig. Og vide, at uden den skyldighed, da var livet tomt. Det vidste den ukendte synderinde, som vi i dag hører om. Hun vidste, at hun stod i bundløs gæld til ét bestemt menneske. Og det menneske var Jesus. Hun vidste, at det liv, hun havde levet indtil den dag, hun mødte Jesus, ikke havde været som det burde være. Men hun vidste også, at han var den eneste, dér i flokken af mænd, der godtog hende, som den hun var. Og derfor kommer hun den dag, og derfor bryder hun ind i selskabet. Og derfor går hun lige hen til Jesus og udtrykker sin kærlighed og sin taknemmelighed på en meget direkte måde.
Og Simon tænker sit. Og Simon holder igen. For de to, Simon og kvinden, de ser på Jesus med vidt forskellige øjne. For Simon er Jesus en interessant person. For kvinden er han selve livsgrundlaget. Hun ved, at hun skylder ham troen på, at hun er et værdigt menneske, på trods. Simon mener ikke at skylde Jesus noget. Men så er det Jesus fortæller ham en lille historie om de to skyldnere. Og med den historie giver Jesus Simon indirekte ret i, at hans gæld nok ikke er den største, hvad angår de to, kvinden og Simon. Men han fortæller ham så også, at den, der ikke står i gæld, er ikke bundet. Og den, der ikke er bundet, er ikke knyttet til andre end sig selv. Og for den, der ikke er bundet til andre mennesker, men kun knyttet til sig selv, for ham visner kærligheden. Eller der er ingen kærlighed. For ham dør evnen til at elske og til at vide sig elsket. For hvor skulle den komme fra?
Nej, og da måtte Simon høre, at han kendte ikke, som vi synger om lidt, "floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte". Han kendte ikke til, at det betrængte hjerte kan tvættes, renses. Han skyldte ikke nogen noget, i alt fald meget lidt. Så han kendte ikke tilgivelsens helbredende kraft på et menneskesind.
Det, som Jesus får sagt til Simon, og som gælder dig og mig, det er, at så viseligt har Vorherre lagt livet til rette for os, at der altid er et menneske, som du skylder dit liv. Der er et menneske, som du skylder din lykke. Din glæde. Din opladthed. Der var og der er dem, der sagde god for dig. Ikke fordi du havde tilstræbt det, men fordi det var dig. Der var og er dem, der gav dig en værdighed, som du ikke skulle tilkæmpe dig. Der var og er dem, der tilgav dig og sagde: "Det går an, prøv igen". Dem skylder du dit liv. Og du kommer aldrig ud af den gæld. På samme måde, som du skylder Gud dit liv, og du kommer aldrig ud af den gæld.
Den gæld blev skabt i din dåb. Og derfor blev du med din dåb sat i gæld, sat i ansvar. Og derfor handler dit liv om at erkende, hvem det er, der daglig godtager dig som den, du er, elsker dig, som den, du er, bærer over med dig, bærer igennem for dig og bærer med.
Det vidste kvinden. Deraf udsprang hendes tro. For hendes tro var, at hun vidste, hvem hun skyldte sit liv. Og hendes tro var, at hun aldrig slap ud af den skyldighed. Og anderledes er det ikke for dig og mig.
Tro er ikke en langvarig eller intellektuel proces. Nej, tro er at erkende, at der en anden instans, som jeg skylder mit liv. Og troen er derfor også at erkende, at du aldrig ét øjeblik slipper for skylden overfor den instans. Overfor dit medmenneske. Overfor Gud. Og vær du kun glad for det. For på det beror dit liv.
Amen.