Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
12. søndag efter Trinitatis, 22.08.2010
Predigt zu Matthæus 12:31-42, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
"Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker". Ja, ja, det ved vi jo godt. Kristendom det er sådan noget med at man skal tilgive, vende den anden kind til og elske hinanden, ligesom Gud tilgiver og elsker mennesker. Og er der ikke et eller andet dybt irriterende ved det? Bliver det ikke for nemt? For ligegyldigt. For tøset på en eller anden måde.
Simon Wiesenthal fortæller en historie om en koncentrationslejrkommandant, som på sit dødsleje beder at måtte tale med en jøde. Jøden kommer, og den døende beder ham om tilgivelse for de forbrydelser, lejrkommandanten i sin tid har begået mod jøderne. Og jøden nægter. Nægter, for det første fordi han ikke kan. Man kan aldrig tilgive på andres vegne. Tilgivelse kræver, at offer og bøddel mødes. Alt andet vil være en hån mod offeret og vedkommendes lidelser. Det er at gøre ondskaben til pjat.
Men for det andet nægter jøden at tilgive den døende, fordi han ikke vil. Han vil fastholde den døende i skylden. Han skal ikke få lov at slippe. Lejrkommandanten skal ikke få lov at dø som andet end den fjende og forbryder, han er.
Wiesenthal rejser med historien bl.a. spørgsmålet om, hvad kristne ville have gjort. Præster og andre appellerede, siger Wiesenthal, efter krigen om tilgivelse. Folk, siger Wiesenthal, som aldrig selv havde tilgivet en modtaget lussing, så åbenbart ingen vanskelighed i at tilgive på millioner af myrdede ofres vegne.
Og vi kan jo så overveje, hvad vi selv ville have gjort, hvis vi var i jødens sted? Og måske især overveje, hvad vi gør? Forlader vi vores skyldnere, sådan som vi beder om i Fadervor?
Men der er med dagens evangelium i ørerne ingen tvivl om, hvad Jesus siger, at Gud gør. "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker". Fordi hævnens voldsspiral ellers vil trække alt liv med sig ned i sin altødelæggende kværn.
Der er forbrydelser og overgreb, som vi ikke kan tilgive, og som vi ikke kan få hinandens tilgivelse for. At forlange at et offer skal tilgive sin bøddel, det har ingen ret til at gøre. Mennesker kan møde fortræd, som de hverken kan eller vil tilgive. Og kun de selv ved, hvor rædselsfuldt det er at måtte leve med det utilgivelige.
Det er det, der bliver taget alvorligt i kristendommen. At tilgivelsen netop ikke betyder, at offerets lidelser gøres til pjat. Tværtimod. Der sker det modsatte. Offerets lidelser gøres til Guds. Det er det, Jesu korsfæstelse og død handler om.
For det første at offeret bliver taget alvorligt - så alvorligt, at Gud selv gør sig til offer. For at vi siden da i enhver lidende også har kunnet se Gud - den korsfæstede. Hvor et andet menneske krænkes, krænkes også Gud.
Og for det andet er korsfæstelsen forkyndelse af, at det er Gud, der tilgiver. "Tilgiv dem, Fader, for de ved ikke, hvad de gør", beder Jesus på korset. Kun tilgivelsen kan standse gengældelsens og hævnens voldelige spiral. Vi kan ikke standse den selv. Men Langfredags begivenheder er pantet på, at det, vi ikke kan, det gør Gud. Hvor vi ikke kan tilgive, må vi lægge det utilgivelige over til Ham. Og hvor vi ikke kan få tilgivelse af den, vi forbrød os imod, må vi lægge vores skyld over til Gud og bede ham reparere og genoprette det liv, vi ødelagde for den anden.
"Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker" - og er det ikke sådan, så er Jesus død forgæves. Så betyder den ikke noget som helst andet, end så mange andres uretfærdigt dømtes lidelsesfulde død.
Men Jesus siger jo noget mere om tilgivelse i evangeliet i dag. Han tilføjer noget rystende: "Bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelsen, hverken i denne verden eller i den kommende".
Der er altså noget, selv ikke Gud vil tilgive. En synd, som ikke hører til de alverdens synder, som vi i nadversalmen synger, at Jesus tog på sig og bar til graven. Bespottelsen af Helligånden er utilgivelig. Hvorfor?
Fordi Helligånden er Guds nærvær i verden, hos os og i blandt os. At spotte Helligånden er ikke at tvivle på, at Gud vil have noget med os og verden at gøre. Men det er at benægte, at Gud vil have med os og verden at gøre. Bespottelsen af Helligånden er forsøget på at skille Gud fra sit menneske. Og det er utilgiveligt. Fordi den, der forsøger at skille Gud fra sit menneske er Fanden - det modsatte af Gud.
Derfor siger vi, inden vi bekender troen, hvad det er, vi forsager: Nemlig Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen - dvs. ethvert forsøg på at tage troen fra et menneske og benægte, at Guds vilje er det ene: At se sit menneske hos sig.
Helligånden er Guds tilstedeværelse i verden, i os og hos os. Helligånden er det, der gør os til Guds mennesker, og ikke bare det antal kromosompar, den arvemasse og den mængde væske, kalk og salt, som vi sådan set - biologisk set - er. Når vi døbes, døbes vi ikke alene med vand, som vi kan se, men vi døbes også med Helligånd, selv om vi ikke kan se det. I dåben får vi del i Guds Ånd, som disciplene gjorde det den første pinsedag. Vi får Guds løfte om, at han altid vil være åndsnærværende, være til stede i vores tilværelse med sine krav og muligheder. Helligånden er pantet på, at Gud vil os og vil os noget.
Derfor kan Gud ikke tilgive den, der spotter Helligånden. For den, der gør det, forsøger at rive verden og menneskene fra Gud. Og den der gør det, er døden - eller Fanden selv. Det er døden, der spotter Helligånden ved at forsøge at bekæmpe Guds nærvær i verden, i os og hos os.
Og at det er en utilgivelig handling, det er den tomme grav påskemorgen pantet på. Bespottelsen af Ånden, forsøget på at forvise Gud fra vores verden, skal aldrig lykkes.
Det er ikke en trussel, men et løfte om opstandelse, håb og mod, når Jesus siger, at al synd skal tilgives mennesker, men spotten mod Helligånden tilgiver Gud aldrig. Det er Guds løfte om, at han aldrig nogen sinde vil indgå forlig med Fanden, med de livsødelæggende kræfter i os og uden for os. Det er Guds løfte om, at han forbliver opstandelsens Gud.
Ved døbefont, ved nadverbord, i det samvær med hinanden, hvor mod, trøst, håb og glæde viser sin styrke på trods af alt, der truer dem, - i de øjeblikke erfarer vi glimt af opstandelsens virkelighed. Den virkelighed, hvor Gud byder destruktionen trods og overvinder den.
Ingen af os undgår at stifte bekendtskab med de livsødelæggende kræfter. Men de skal aldrig få ret.
"Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker", men der findes ingen tilgivelse for bespottelsen af Helligånden. Det ondes magt - vores egen onde magt, og de onde magter, som vi må slås med - vil Gud ikke vedkende sig. Til gengæld har han bekæmpet og overvundet det. En gang og for alle syndere. Også os.
Amen.