Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter Trinitatis , 29.08.2010
Predigt zu Matthæus 20:20-28, verfasst von Peter Nejsum
For nylig kunne man i avisen om såkaldte "helikopter-forældre". Det er et begreb som stammer fra USA, men som så meget andet også hyppigere og hyppigere findes her hjemme. Helikopterforældre er forældre til voksne børn, som svæver beskyttende over deres børn som en slags menneskelig redningshelikopter, parat til at lande og gribe ind, hvis der er det mindste tegn på krise eller problemer. Det er "curling-børnene", der nu er blevet store og flyttet hjemmefra - curlingbørnene fordi forældrene har fejet foran dem som curlingspillerne gør det foran stenen - så alle forhindringer og problemer og ubehag er ryddet af vejen, alt hvad man kan slå sig på og være utryg ved, og som bæres og køres og føjes. Det nye er at helikopter-forældrene flyver med når børnene flytter hjemmefra. Det er nemt, ikke mindst fordi mobiltelefonen er blevet verdens længste navlestreng.
Og hvad gør så helikopterforældre? Ja, det er faren der ringer og forhandler løn for sin datter der har været til jobsamtale. Eller som ved hjælp af sin advokat klager over den uretfærdighed der er overgået hans søn ved eksamen. Eller forældrene der ringer hver morgen til deres 20-årige søn for at sikre sig at han er rullet ud af sengen og får spist et fornuftigt morgenmåltid så han er klar til forelæsning.
Det er nemt at grine af, men det skal man ikke, for det er jo udtryk for at de her forældre er involveret i deres børns liv. At de ikke er ligeglade, lade børnene sejle deres egen sø. De vil deres børn det allerbedste - og de ofrer tid og kræfter på projektet. Men det er selvfølgelig nemt at se at forældrene gør deres børn en bjørnetjeneste. Derfor rykker visse amerikanske universiteter ironisk også ud for at fortælle at det ikke er så smart, for de unges skyld, de skulle gerne blive selvstændige og kunne stå på egne ben. Jo, luften er godt nok fuld af helikoptere.
Og så er fænomenet alligevel ikke så nyt. I dagens tekst er der også landet en helikoptermor - Zebedæussønnernes mor, der synes at der er overordentlig god grund til at gribe ind i sine sønners liv. De har ladet fiskegarn være fiskegarn for at følge en mildt sagt usikker løbebane og følge det mærkelige menneske som nogen kalder Messias. Og så er hun der, hvis det er rigtigt, så må hun sikre sig at hendes børn - hun tænker som en ægte helikopterforældre ikke på de øvrige disciple, kun på sine egne børn - at hendes børn indtager hæderspladserne ved Vor Herres side, den ene på den venstre den anden på den højre side.
Det får hun dog ikke noget ud af - eller måske gør hun? For Jesus svarer dem ved at pege på sin lidelse. På det bæger han skal drikke. På den situation hvor pladserne ved hans højre og hans venstre side skal være besat, nemlig af to henrettede forbrydere, der skal korsfæstes sammen med ham, en på hver side. Han peger på den situation hvor Jesus skal smage hvad menneskelivet også er: Lidelse. Afmagt. Fortvivlelse. Følelsen af at være forladt af Gud. Og ikke mindst: Den smertefulde erkendelsen af at Gud ikke er nogen helikopter-far. Hvis du virkelig er Guds søn, håner de ham, der står ved foden af korset, så sig han skal komme og redde dig! Men der kommer ikke nogen. Og Jesus skal høre sig selv råbe: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Det tankevækkende er, at det stadig er det billede vi har af Gud. En helikopter-far der kommer og redder os, når det brænder på. Man kan genfinde det overalt i bønner og tekster og sågar også prædikener. Red mig! Frels mig! Beskyt mig mod det onde! Lad ikke uheldet ramme mig! Man kan selvfølgelig bede om lige det man vil, det ligger i bønnens natur. Og når han ikke redder mig, så er det for galt. Når han ikke beskytter mig mod det onde, når han fortsat lader det myldre med tanker i mit hoved, når han tillader tvivlen at nage, når han ikke lader mig være den jeg burde være, så er det for galt, for dårligt, uretfærdigt. Nogen tager endda konsekvensen og siger, så vil de slet ikke have med ham at gøre, så findes han ikke, ha ha. Det kan jeg ikke anbefale, for det det ikke bedre, tværtimod, så er der ikke engang nogen at skælde ud på.
Men trods det himmelske udgangspunkt er Gud ikke nogen helikopter-far. Far er han, Gud. Vi får at vide den dag vi bliver døbt, at nu er vi ikke kun vores forældres børn, nu er vi Guds børn. Vi tiltaler ham "far" når vi beder. Men hvad er han så for en far?
Ja han er en far der slår følge. Og en far der stoler på os, ubetinget, selvom vi igen og igen svigter den tillid. Han er en far der slå følge. I salme 139 siges det så smukt:
Stiger jeg op til himlen er du der, / lægger jeg mig i dødsriget er du dér. / Låner jeg morgenrødens vinger / og slår mig ned hvor havet ender / så leder din hånd mig også dér. Og det siges til os når vi døbes, hvor Vor Herre giver os det løfte: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. - Alle dage, siges det. Gud er en del af menneskelivet, forbundet med menneskelivet gennem Jesus Kristus. Derfor måtte han leve et liv som vores med og opsøge selv de mest forfærdelige afkroge, lidelsen, afmagten, ensomheden.
Gud er den far der kender det alt sammen - og som kender os, dig og mig. Og han vil kendes ved vores liv, med alt hvad det rummer, af medgang og modgang. Et liv i Gud er ikke et liv uden lidelse, uden afmagt, uden tvivl. Men et liv i Gud er et liv med bevidstheden om aldrig at være alene. Aldrig overladt til sig selv. Aldrig befinde sig et sted, hvor der ikke er håb. Det er en anden måde at ville sine børn det bedste - at være ved deres side, også i det værste.
Er det ikke hårdt og ubarmhjertigt? Nej, tværtimod, det er sand barmhjertighed, sand kærlighed. At kendes ved sit barn som det er - på gyngende grund og gennem mørke dale at slå følge med det. At redde sit barn ved en hurtig og målrettet undsætningsmanøvre før det overhovedet har erfaret at den gyngende grund og de mørke dale overhovedet findes, er at sætte sin egen forældresucces, bekymring, sikkerhed og kontrol, over kærlighed til barnet. Kærlighed sætter fri. Og samtidig slipper den jo ikke, den følger én, ikke synligt og anmassende, men som tilsagn til barnet om, at det altid er fulgt af kærlighed.
Derfor afskaffer Gud det ikke, det onde. Derfor sparer han os ikke for alt det der gør ondt. Derfor nøjes han med at følge os gennem det. Han udtrykker sin tillid til os. At vi godt kan. Han ved vi rummer en styrke, vi ikke troede. Og han gør det med den særlige forudsætning, at der er en vej igennem. Kristus opstod fra de døde, og minder os om, at det er det fortegn der er sat for alt vores liv her.
Det er ikke noget vi kan sige os selv, det er noget vi skal fortælles. Derfor kalder kirkeklokken også til gudstjeneste. Det har den gjort i dette land siden Ansgar i 854 fik tilladelse til at ringe med kirkeklokker i Hedeby. Det krævede tilladelse, for man var bange for at klokken ville skræmme slægtens gode vætter bort! Men kirkeklokken skræmmer ikke nogen væk - forhåbentlig - hverken gode eller onde ånder, den kalder tværtimod mennesker til for at holde gudstjeneste. Den gamle bronzeklokke i kirkens tårn, som vi fejrer i dag, har gjort det trofast de sidste 400 år. Kalder til gudstjeneste - det er nemlig her vi skal høre, at vores far i himlen er med os alle dage indtil verdens ende. At han følger os - og stoler på os.
Klokken hænger ikke om halsen på os, som den gør på køerne i alperne, så Gud kan finde os og gribe ind, så vi undgår afmagten og smerten og følelsen af utilstrækkelighed og hvad der alt sammen gør ondt. Vi må komme for at høre, at vi er hans børn, at han slår følge med os, uanset hvad der sker. Og at han tror på os, på trods af al vores svaghed.
Sådan er det at være Guds barn. Men sådan måtte det også gerne være at være vores børn. Det kan være en meget vanskelig opgave, for det kræver mod at turde tro. Men ved frisættelse og tillid tjener vi dem bedst. Sådan tjener menneskesønnen nemlig os.
Amen.