Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
20. søndag efter Trinitatis , 17.10.2010
Predigt zu Matthæus 21:28-44, verfasst von Morten Fester Thaysen
Der var engang en mand, der havde to sønner....sådan er det tit - og tit kan de ikke tåle synet af hinanden.
Tag f.eks. de to første brødre. Kain og Abel. Kain dyrkede jorden og Abel passede fårene. De passede med andre ord hver sit - fordi de kunne ikke kunne tåle synet af hinanden. Specielt for Kain var det ikke til at tåle at leve i en verden, hvor Abel også var - selvom verden må have været stor nok til dem begge - der var kun fire mennesker i den.
Det begyndte allerede, da de var små. På et tidspunkt ville de ofre til Gud. Kain ville ofre sit første kornneg og Abel ville ofre sit førstefødte lam. Det fortælles, at Gud så til Abel men han så ikke til Kain. Vi ved ikke, hvad de gamle fortællere mente med det. Men man har undertiden skildret det på den måde, at røgen fra Abels offerbål steg lige op til himlen, mens røgen fra Kains bål krøb hen ad jorden - var det det, de gamle mente, når de sagde, at Gud så til Abel og ikke til Kain?
Vi ved det ikke. Måske var det bare sådan, at det gik Abel meget bedre end Kain. Abel havde nemt ved sit arbejde - mens Kain måtte slide i det, uden at få ret meget ud af det.
Enhver har brug for anerkendelse for vores arbejde. Det er noget af det vigtigste for os. Men Kain oplevede ikke, at han fik den anerkendelse. Gud så ikke til hans offer, syntes han - han havde svært ved sit arbejde, og det fik ham til at sammenligne sig selv med sin lillebror - og det fik ham til at føle sig overset. Og Kain blev vred på Abel. Alting så jo ud til at lykkes for Abel. Sled han Kain da ikke lige så meget som sin bror- og var han måske ikke lige så god som ham. Det er en kendt følelse i de fleste familier. Der findes måske ikke nogen smertelig fornemmelse, end fornemmelsen af at være overset.
Kain var vred. Han sænkede hovedet og så ondt til sin bror. Han hadede ham mere og mere for hver dag der gik. Og Gud - ham var han også vred på. Hvorfor overså han ham? Hele tiden kredsede Kain om det offer, han havde slidt og slæbt for - og så ville Gud ikke have det. Sådan oplevede han det i hvert fald. De regner mig ikke. De anerkender mig ikke. De forkaster mig, gør de. Hvorfor får Abel altid, når jeg ikke får? Hele tiden følte han, at Abel var den foretrukne og det kunne han ikke holde ud.
Og han ville ikke slippe sin vrede. For i sin vrede havde han ret, mente han. For hvis Kain slap sin vrede og forsonede sig med, at Abel måske på mange måder havde et nemmere liv end han - at han var mere heldig - at han klarede sig bedre end han - hvad så? Hvor mærkeligt det end lyder, så ville Kain ikke give slip på sin vrede, for den gav ham en fornemmelse af at have ret. Så var han noget. Men opgav han vreden, hvad havde han så?
Og en dag, da de var alene ude på marken, slog han løs på Abel - han slog og slog, indtil han ikke rørte sig mere. Han følte sig stadig overset - for følelsen sad jo inden i ham selv og pinte og nagede, og han måtte flygte og flakke rundt uden noget sted at være.
Kain og Abels historie gentager sig igen og igen - i fortællingerne, i historien - hver gang vi siger bror - broderskab - broderfolk - så ved vi det - det er ikke nødvendigvis fredfyldt. Og når Jesus fortæller om en far, der havde to sønner - ja så ved vi, at der kan være had i luften.
Der var engang en mand, der havde to sønner. De havde begge til opgave at passe på Guds vingård, som det hedder. Og derfor Deri var de lige. Den, der får sådan en opgave, vil Gud noget med. Noget, som Gud ikke kan være foruden. For ellers havde han ikke fået opgaven.
Sådan er det også med os - vi har fået betroet et liv, som Gud skal bruge til noget. Deri er vi lige - om vi kommer fra landet eller fra byen - er smukke eller grimme - rige eller på spanden. Gud skal bruge os til noget. Den ene af brødrene sagde nej til at løse opgaven, men fortrød og gik i gang alligevel. Den anden sagde straks ja, men lod være med at gøre noget som helst. Hvorfor? Måske fordi, han havde det ligesom Kain. Han havde en opfattelse af, at der ikke var nogen mening med det, han havde fået betroet af Gud - han ikke fik noget ud af sit slid, syntes han - han fik ikke den succes og anerkendelse, som han ville have - ikke, når han sammenlignede sig med sin tilsyneladende mere succesfulde bror.
Sådan kan vi tvivle på, at vi har fået betroet en opgave her, som dem vi er - og at det skulle være nok. Vi vil mere end det - vi vil have succes og anerkendes for noget mere. Det bliver nærmest en tvangstanke for os - vi vil gøre en forskel - ved at sige det rigtige, mene det rigtige, gøre det rigtige. Have de rigtige kompetencer og det fineste CV. For så må vi da blive anerkendt for det i det mindste. Vores behov for anerkendelse er umætteligt. Men under det hele ulmer vreden, misundelsen, sammenligningens forbandelse...som en ond cirkel, der hvirvler os mere og mere ind i en tvangsagtig selvkredsen - som den gjorde hos Kain.
Der var engang to brødre og så er der os midt i det liv, vi har fået betroet med alt det bøvl, der ligger i det. Da Gud sendte sine folk ind imellem dem dengang - mishandlede de dem en efter en. Til sidst sendte Faderen sin søn til dem. Faderen tænkte - de vil undse sig for min søn. Arvingen. Men da de så ham, sagde de. Se, det er arvingen. Kom , lad os slå ham ihjel og få hans arv. Vreden, skuffelsen over livet og den manglende anerkendelse blussede op i et vanvid og viste sit ansigt. Og sønnen blev grebet, og slæbt med udenfor. Han blev hånet, pisket, spottet - slået og slået, som Kain slog Abel, indtil han blev klynget op på et kors og døde med et skrig.
Jesus spørger nu: Hvad vil vingårdens ejer så gøre med de mennesker, der dræber? Svaret kunne være: Han vil give de onde et ondt endeligt og overlade vingården til nogle andre. Ja, det ville jo være rimeligt ikke sandt. Ligesom det ville være rimeligt, at han straffede Kain for sit mord.
Og dog er det ikke, hvad Gud gør! Gud gør aldrig det rimelige - ikke engang overfor Kain. Hvor sært det end lyder - så holdt han fast i ham, selvom han havde gjort det frygteligste, man kan gøre, nemlig tage et menneskes liv. Kain troede, Gud havde forkastet ham, men ude i ødemarken, der hvor det var blevet umuligt for Kain at leve sammen med andre mennesker, holdt Gud fast i ham - brodermorderen - og satte et mærke i hans pande, som tegn på, at han var med ham alle dage.
Og os. Ja, da Jesus hang på korset råbte han de ord, der skulle bryde den onde cirkel: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Ja, tilgiv dem - og hold fast i dem.
Og da han opstod fra de døde - viste det sig at være sandt: Gud er ikke rimelig og hans tilgivelse overlevede vores vrede - vores vrede, der i sidste ende fører til mord Den tilgivelse lever vi i nu - den er med os alle dage - for den er døbt ind i. Det er den nye mulighed i vores verden, som er fyldt med skuffelser og vold - krige og terror i det store og det små. Tilgivelsen, som hele Jesu liv er - er nu den hovedhjørnesten, vi skal bygge vores liv på. Vi skal bygge på, at hans liv er vores liv. Vi skal ikke bare bygge - vi skal opbygges, forvandles, fornyes i det liv - det skal trænge igennem, så det vi først sagde nej til - siger vi nu ja til. Og det, som dem vi er. Med vore fejl og mangler, ulykkelige sind eller glade sind. Om vi er grimme eller smukke - er dumme eller kloge. Det er lige meget. Vi behøver ikke at bevise noget. Vi er tilgivet, som dem vi er...
Hvorfor så jage efter at gøre en forskel, når vi ikke skal? Det eneste vi skal er at leve det liv, vi har fået betroet - som dem vi er i tilgivelse og kærlighed til næsten - hvem han end er.
Den kristnes kendemærke er, at han eller hun faktisk tror på, at kærligheden og tilgivelsen er stærkere end alt andet.
Der findes en fortælling om en mand der gik i kirke og hørte historien om de to brødre. Manden var selv blev snydt af sin bror, og det var han aldrig kommet sig over. Og så sad han her og hørte på, hvordan Gud alligevel tilgiver denne svindler af en bror og at manden skal gøre det samme.
Manden blev rasende og skød præsten ned på kirkegården efter gudstjenesten. Men præsten overlevede. Manden kom i fængsel - men da han kom ud efter et par år gik han igen i kirke og hørte den samme historie om de to brødre. Men denne gang havde han forberedt sig grundigt. Denne gang lykkedes det ham at få ram på præsten ude på kirkegården. Færdigt arbejde.
Jeg ved godt, at ingen herinde kunne finde på sådan noget. Men jeg vil bare sige, at jeg holder øje med jer!
Amen