Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

21. søndag efter Trinitatis, 24.10.2010

Predigt zu Lukas 13:1-9, verfasst von Jens Arendt

 

 

På den tid kom nogle og fortalte ham om de gali­læere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr.

Der var et problem med vand­systemet i Jerusalem. Begge begivenheder, som nævnes i dagens tekst, står måske i forhold hertil.

Der var en eneste dam med frisk vand i Jerusalem. Det var Siloa. Derfor havde man brug for et nyt vandsy­stem. Det var bestemt et godt formål. Derfor brugte Pilatus penge fra templet til projektet. Og befolkningen i Jerusalem blev rasende. Vi har set noget lignende i Mellemøsten mange gange. Eller i Iraq eller Pakistan. Der er en demonstration eller noget, som opfattes som en provokation. Nerverne er spændte, alle er bange. Stemningen bliver mere og mere ophidset. Pludselig bryder det løs med en meget blodig udgang. Og også dengang var der spontane demonstrationer. Nogen af dem, som blandede sig i mængden var forklædte romere. Pludselig kaster de kåberne. Uniformerne blev synlige. Det fik en blodig udgang. Men hvorfor var de fromme galilæere døde- og ikke de ugudelige romere? Det var en anfægtelse!

Tårnet i Siloam stod måske i forbindelse med en akvædukt. Vi fører vores vandledninger under jorden. Romerne førte deres vandkanaler over jorden. Man kalder dem Akvædukter, vandførere. Man hentede frisk vand fra Gihon kilden for at udbedre det eksisterende system. Jødiske bygningsarbejdere arbejdede for romerne. Man byggede et tårn. Tårnet faldt ned. Det blev betragtet som Guds retfærdige straf, at 18 kollaboratører blev dræbt.

Der gives ingen forklaring fra Jesu´ side. Men det, som sker, er en anledning for os til af­gørelse. Det er en anledning til at omvende os. Det er noget, som minder os om at tiden er knap og fremtiden uvis.

Teksten handler om, at vi selv har ansvaret for det vi gør. Vi kan ikke sige, at der andres skyld eller vores forfædres skyld. Som ordsproget udtrykte det:"Fædrene åd druer og børnenes gummer blev ømme." Vi kan ikke sige det er politikernes eller de fremmedes skyld, som her romernes.

Til syvende og sidst er der ting vi ikke kan forklare. Vi forstår ikke Gud

Om søndagen kan dem, der ikke er i kirke, risikere at få besøg af Jehovas vidner. Det er mennesker, som blandt andet udtaler det hebraiske egennavn for Gud forkert.

Gud har sit eget navn i det gamle testamente. Det staves med konsonanterne JHVH. Der er en evig og uafsluttet debat om, hvordan dette ord er blevet udtalt. Jahve eller Jehova - de fleste er enige om, at det i hvert fald ikke blev udtalt Jehova. Det navn, som Gud røber for Moses, da han står foran den brændende tornebusk, Gudsnavnet i Det Gamle Testamente har betydningen: »Jeg er den, jeg er« - eller: »Jeg er den, som skaber væren«.

Navnet er tabu. Noget, man nærmer sig med frygt og bæven, fordi det rummer en hemmelighed om Gud.

I vores lutherske kirke taler vi om Gud på to måder. Den skjulte og hemmelige Gud; over for den åbenbarede Gud. Den åbenbarede Gud er Jesus, »den, som har set mig, har set Faderen«.

Den fjerne, skjulte Gud , er den Gud vi ikke kan forstå og ikke kan fatte, men som har efterladt sig hele skabelsen som sit vidnesbyrd. Hans handlinger forekommer ofte mennesker at være urimelige og uforståelige. Men i virkeligheden er det ofte den skjulte Gud, som forener de forskellige religioner.

Vi plejer at holde ferie i Sønderjylland/ Nordslesvig. Ingen steder er stjernehimlen klarere end her helt ude ved Vadehavet. Luften er måske også renere. Der er Knortegæs, Bramgæs, kortnæbbede gæs. Hvert år kommer der flere og flere i gigantiske flokke. Og hundredetusinder af stære formørker solen. Der, i det øde land, er det ikke svært at tro på Gud.

Gud er stor. Ethvert religiøst menneske i hele verden kan sige ja til dette udsagn:" Gud er stor". Muezzinen synger 5 gange i døgnet fra skrattende højtalere fra Østens minareter. "Gud er stor". Det er et citat fra Salmernes bog. "De, der elsker din frelse, skal altid sige: Gud er stor! (Sl 70,5)

Derfor findes der et forhold til Gud blandt alle folk. Gud er én. Muslimer og alle andre har derfor med denne ene Gud at gøre i alt, hvad de gør. Men vi tror ikke på det samme, fordi vi har med den samme Gud at gøre. Muslimernes Allah og den kristne Gud, Jesu Kristi far er meget forskellige. Det er også forudsætningen for samtalen. Hvis vi siger, at vi alle tror på det samme bliver samtalen ligegyldig. Men hvis vi siger, at vi alle sammen tror på Gud, er der en virkelighed, som forpligter os på samtale.

Jeg tror, at der kun findes een Gud. Derfor tror jeg også, at hvert eneste menneske på denne jord i hvert eneste åndedrag "lever og røres og er i Ham".

I kristendommen hævdes det, at Gud har vist, hvem og hvad han er i mennesket Jesus. I Islam hævdes det, at lige så nær som skaberen Allah er ved os, ligeså utilgængelig er han - vi må nøjes med at være ham lydige.

Når vi taler om Gud, så må vi tale om Jesus. Sådan har han vist sig for os. Og ellers er der den skjulte Gud. Der er en side af Gud som vi aldrig ser, eller kun ser i hans skaberværker ligesom et spejlbillede i vand.

Jobs bog handler om en mand, som mister alt, sine børn, sit helbred, sin ejendom. Men da han til sidst spørger Gud: "Hvad er meningen med det hele"?, for Job har altid været et ordentligt menneske, så stiller Gud ham et modspørgsmål. Gud spørger ham, om han har set en flodhest? Job taler om livets mening, og Gud taler om flodheste!

Fugletrækket i Ballum fortæller at " Gud er stor;". Det fortæller ikke, at "Gud er en kærlig fader!"

Derfor er Gudsbegrebet i Det Nye Testamente en overraskelse. Når vi taler om Guds forhold til dig og til mig, så må vi tale om Jesus. Gud er stor, men i evangeliet viser hans storhed sig i afmagt, på korset.

I den korsfæstede Kristus har den almægtige Gud givet sig til kende. Det er det han har vist os. Og at spørge, om der er en anden vej, er for den kristne en næsvished. Der og ikke andre steder skal mennesket derfor erkende, hvem dets Gud er. Og fordi Gud er blevet menneske i den korsfæstede, er det faktisk Gud selv, som er blevet korsfæstet. Det er altså i den korsfæstede Kristus, at den sande erkendelse af Gud findes.

Evangeliet er budskabet om at Gud viser sig for mennesket. Verdenshistorien er historien om, at mennesket skjuler sig for Gud. At komme til tro er at adlyde, når Gud siger: "Kom frit frem." Der er lukket op til mit rige. Lukket op til Gud i Jesus. "Gå ind ad dør". Du gik ind ad den i dåben. Ingen skal få lov til at lukke den i.

Amen



Domprovst Jens Arendt
DK-Roskilde
E-Mail: jea@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)